Når de mentale bjerge er højere end de fysiske

Sidste sommer vandrede jeg cirka 300 kilometer på Westweg gennem Schwarzwald i Tyskland. Undervejs på ruten fyldte jeg 74 år. Det er en stor ændring i tilværelsen at pakke sin rygsæk, hoppe på toget, stå af i Pforzheim, vandre 300 kilometer alene og have 13 overnatninger undervejs, når man har den alder. Også for mig. Jeg gjorde mig mange bekymringer inden turen, men for mig drejede det sig om ikke at sige til mig selv, at bekymringerne var noget pjat. I stedet for valgte jeg ”at stryge bekymringerne med håret”. Tage dem alvorligt. Planlægge mig ud af dem.

Jeg planlagde systematisk

Planlægning er alfa og omega. Jeg har ikke de store bekymringer, når det kommer til at vandre med telt her i Danmark, som jeg kender, og hvor jeg kan slå teltet op nærmest hvor som helst. Det er dog noget helt andet med en vandretur på Westweg. Meget af min forsigtighed er i sagens natur også knyttet til, at jeg vandrer alene. Derfor gik jeg systematisk til værks. 

Jeg bookede alle overnatninger, hoteller og pensionater i god tid hjemmefra; cirka tre uger før jeg drog af sted.

Jeg lavede hjemme fra en liste over indkøbsmuligheder med henblik på at undgå, at de lå for langt væk fra ruten og for at undgå for meget mad i en rygsæk, der så ville blive for tung.

Jeg så efter mulighed for vandrensning på de enkelte etaper. Det kunne jo meget vel blive rigtig varmt.

Jeg tog kort, nødvendige adresser, mailadresser og telefonnumre med i papirform. Jeg kunne jo være uheldig at smadre min mobiltelefon.

Jeg optimerede også chancerne for, at jeg kunne klare længden af de enkelte etaper. F.eks. var min længste etape på 33 kilometer og med omtrent 1000 højdemeter. Min eneste mulighed for overnatning forud for denne etape var i en lille landsby, der lå ca. to kilometer og 200 højdemeter neden for ruten. Derfor lavede jeg i forvejen en aftale med min vært om at køre mig tilbage op til ruten tidligt næste morgen. På den måde undgik jeg de ekstra par kilometer og nogle højdemeter på dagen med en hård etape – og jeg sparede nogle forudgående bekymringer. Derudover lavede værten den bedst tænkelige madpakke, som jeg også havde bestilt i forvejen.

Jeg var ruten overlegen fysisk

For mig er det væsentligt, at jeg er ”overlegen” fysisk i forhold de ture, jeg vandrer. Turene er sjovere, og jeg er mindre bekymret, når jeg ikke tvivler på min fysik. Derfor træner jeg med en nogenlunde konstant mængde over tid i det bakkede terræn ved Silkeborg, hvor jeg bor.

Jeg har nået en alder, hvor jeg ikke i væsentligt omfang kan træne muskler, sener og knogler op til en særligt hård vandretur. Styrken skal derimod være der nogenlunde konstant. Den fysiske træning har selvfølgelig også nogle generelle sidegevinster, som dog ikke er relevante i forhold til vandreture.

Jeg optimerede vægten i rygsækken

Ro, stabilitet og god planlægning er væsentlige faktorer til værn mod bekymringer. Min krop holder ikke længere til at gå med 15 kilo på ryggen, så jeg gjorde noget ud af at pakke en let rygsæk. Jeg havde typisk syv til ni kilo, når jeg startede ud om morgenen, og seks til otte når jeg nåede frem om aftenen.

Herudover lægger jeg meget vægt på enkelthed og holdbarhed i udstyret. Min rygsæk er en Osprey Levity 60, der vejer ca. 850 gram. På intet tidspunkt på turen generede det mig at have en rygsæk på ryggen; den sidder fantastisk. Rygsækken rummer 60 liter, og jeg kunne fint have nøjes med en på 45 liter, men så ville overblik og tilgængelighed have været helt anderledes. Der er desuden kun ca. 50 gram forskel på de to størrelser.

Selvom det regner, bruger jeg ikke regnslag til rygsækken. Jeg har i stedet mine ting pakket i seks drybags med henholdsvis tøj, køkken, mad, kits, sovepose og toilettaske. I såvel poser som i rygsæk er der ekstra plads. På den måde er tingene lette at pakke og lette at finde frem.

Jeg vandrede ruten i et par trailsko; Salomon Xa 3 Pro. Godt og let fodtøj. Jeg kan ikke finde én grund til, at jeg skulle have gået i vandrestøvler, som er noget tungere.

Letvægtsvandrere bruger ofte alkoholbrændere, eller tager overhovedet ikke en brænder med på tur. Jeg bruger en Jetboil Minimo. Den har en fantastisk økonomisk (god) forbrænding og er meget sikker og brugervenlig. Jeg holder meget af den Minimo. Okay, emballagen til gassen er væsentligt tungere, men sådan er der steder, hvor vi ældre kan have lidt andre krav end letvægtsvandrerne.

Når jeg overnattede i byer, og der var mulighed for indkøb, lavede jeg selv min mad. Jeg købte også ind til dagen efter, inklusive aftensmad, hvis der ikke var indkøbsmulighed undervejs.

Jeg forberedte mig på det uventede

Alle bekymrer sig vel i varierende grad for sikkerhed på vandreturen, men det er nok indlysende, at ældre vandrere generelt bekymrer sig mest. Derfor forberedte jeg mig også lidt ekstra på det uventede.

I tilfælde af, at jeg blev nødsaget til at overnatte ”derude”, eller jeg kom ud for uheld, havde jeg med mit liggeunderlag (et Term-a-Rest på 550 gram), en let sovepose (en Nordisk fiberpose på 350 gram) og en helt enkelt Bivy Bag (170 gram) med i rygsækken. På den måde, kunne jeg sagtens klare en nat i skoven, hvis det blev nødvendigt.

Jeg købte også en kortbog med kort i målestok 1:35.000, hvor ruten er markeret. Derudover har jeg Komoot-appen på min telefon, hvis jeg skulle fare vild. Den er meget brugervenlig, og så har den gode kort og et navigationssystem (der også fungerer for en ældre).

Da jeg orienterede min læge om, at jeg planlagde en bjergvandring på 300 kilometer, var hun voldsomt imponeret. Hun ordinerede straks fem forskellige slags medicin, idet hun nok tænkte:

”Vi skal have den gamle mand hjem igen!”

Og jeg kom hjem. Endda uden at bruge noget af medicinen. For øvrigt er hun en meget anerkendt læge. Det forstår sig.

Tilbage har jeg kun ét at sige om at vandre: Prøv det, I ældre!