I kajak rundt om Kyushu

Et klassisk japansk eventyr

Rune griber muligheden og opsøger eventyret i Japan, da han tager på sin første kajakekspedition. På den lange rejse dykker han ned i kulturen - og ind i sig selv. Belønningen er enorm.

Kyushu1.jpg
Skrevet af: Rune Brødsgaard
Opdateret den 04. mar 2022

Rune griber muligheden og opsøger eventyret i Japan, da han tager på sin første kajakekspedition. På den lange rejse dykker han ned i kulturen - og ind i sig selv. Belønningen er enorm.

Freden hvilede i alles sind efter en dags padlen op langs halvøen, Shakotan, i det nordlige Hokkaido. Jeg nød det nye selskab af dem, som havde inviteret mig på kajaktur. Min første rigtige kajaktur. En let rus af japansk snaps lavet på søde kartofler, shouchu, blandet med klassisk lejrbålsstemning langt fra civilisation gjorde godt oven på dagens bedrifter.

I en stille stund blev en idé født gennem røgen fra bålet. En af de andre turdeltagere sagde noget til mig. Lavmælt, dybt og med Johnny Cash i baggrunden tilbød stemmen, at jeg kunne rejse ned til ham i Kyushu og padle i en af hans kajakker, når sommersæsonen var færdig.

Stemmen tilhørte Matsumoto san.

Han var også kajakguide og driver til dagligt sin egen guidevirksomhed langs Kyushus kyster. Jeg drejede langsomt hovedet over mod min mester, Masashi san. Han var manden, der havde lært mig alt, hvad det indebærer at være kajakguide. Han havde såmænd også trænet det japanske sprog med mig hver eneste dag i bilen til og fra vores faste strande, hvor vi padlede ud med gæsterne.

Desuden var han ven af Matsumoto san, og nu var han også den, som med bålet reflekterende i sine øjne bekræftede, at Matsumoto san var alvorlig i sit udsagn. Omgående takkede jeg taknemmeligt ja.

Nysgerrighed sejrer over fornuften
På Japansk siger man, at min wakuwaku voksede fra det øjeblik, og min begejstring for muligheden for at prøve mig selv af i naturen var stor. Endnu engang skete det for mig i Japan.

Jeg måtte udskyde min billet hjem for tredje gang og følge det, som føltes at være en naturlig sti, der førte mig på eventyr. Efterhånden udviklede to måneder på ski som en udlængselskur sig til noget ganske andet. Den direkte tur-retur til skrivebordet i Danmark erstattedes af nysgerrighed, som overtog al fornuft og drev mig således videre rundt i Japan i 14 måneder. Ski, surf, mountainbike, kajak, natur, sprog og kultur. Alene.

Og den ultimative test: En tre måneder lang solokajakekspedition. En rejse, som ændrede mit livssyn på mange måder og bragte mig tilbage til mine rødder.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

received 1486600914726709

Som padawan og Jedi
Forholdet mellem Masashi san – min mester – og jeg var noget særligt. Som en padawan og Jedimaster var vi skruet sammen. Han og jeg er begge passionerede skiløbere. Vi mødtes første gang i bølgerne på surfboards ved en lille lokal strand på halvøen Izu 250 kilometer syd for Tokyo.

Inden længe var jeg ansat i hans kajakbiks. Japansk tradition og etikette blev pludselig alfa og omega, da jeg fra dag ét udelukkende skulle arbejde på japansk og bo i en lille by på landet som eneste udlændinge – gaijin, som de siger i Japan. Han indlogerede mig på sit kontor og gjorde mig til en del af sin familie. Tog mig med på fisketur. Jeg hentede hans børn fra skole.

Vi var på et utal af små bjergrestauranter. Renoverede et gammelt hus. Surfede. Arbejdede med kajakturene. Grillede. Festede. Var i marken. Det her var det rigtige Japan, tænkte jeg. Det var min lokale indoktrinering. Ydmyg over for kulturen lod jeg mig fordybe, begrave og integrere i en fremmed verden, som gradvist åbnede sig for mig. Det var her, jeg fik mit japanske navn: Lun.

Skatkiste af gode råd og latter
Assimilationsprocessen kom til udtryk i en opgiven over for trang til havregrød og udsigt til rugbrød. Sideløbende blev jeg mere og mere klar på min kajakrejse, hvor jeg måtte praktisere alle mine nye evner. Hele kystlinjen rundt om Kyushu lå åben for mig.

Tre måneder til at prøve et nyt liv. Uden at det hele skal gå op i kompasretninger, Gore-Tex-membraner, mærket på mine drybags eller størrelsesforholdet på mine kort, så havde jeg en ganske anden udfordring, som var topprioritet hele sommeren. Ekspeditionsværktøj nummer ét var japansk. Som en nøgle kan sproget låse op for alverdens skatkister af gode råd og latter.

kyushuftw 529

Soloekspedition… hvad er det?
Jeg blev hverken rørt eller nervøs, da jeg satte mig i kajakken og vinkede, til mine hænder var ved at falde af. Min tid i Japan havde været som en hel opvækst i super fastforward. Som en naiv og optimistisk ung skoledreng med ja-hat på var jeg blevet sammensluttet og forenet med den japanske kultur og kaldt papegøje af små børn, som opfattede, at jeg sad og kopierede sproget, når der blev talt til mig.

En fantastisk proces for en person med baggrund i et antropologisk studie. Nu var tiden oprandt til at komme afsted på ægte eventyr. Jeg var klar til selvstændighed. Klar til at være uafhængig af min mester. Klar til afsked. Klar til min prøve.

På dag 1 udførte jeg mit først store kryds af åbent vand. 11 kilometer og dermed et symbol for læringskurven under min rejse. Afsked og afsted, men alligevel skulle det tage mig tre-fire uger, før jeg havde vænnet mig til denne livsstil. Ekspeditionsstil. Alene.

Frygt ikke havet, kun aberne
De første par uger lærte jeg mine begrænsninger. Den første gang, jeg bevidst valgte at kæmpe mod naturen, skulle også være den sidste gang. Mit gåpåmod dominerede, men det lykkedes at lære at lytte til vindens susen, horisontens form og ikke begå hybris. Nemesis vil til evig tid være min værste fjende.

Med det sagt klinger et “only fools don’t fear the ocean” i mit baghoved, og det har jeg en klar holdning til: Hvis du frygter havet, bør du slet ikke være der. Jeg lærte mine begrænsninger og handlede ud fra dem. Selvfølgelig har jeg en kæmpe respekt for havet, men det er vigtigt, at man som kajakroer føler sig sikker i kajakken.

I løbet af min rejse fik jeg oplevelsen af, hvor meget vildt man kan i en kajak. Kontra mit tidligere arbejde som kajakguide, hvor vi valgte en passende kyststrækning langs halvøen, var det nu naturen, som satte dagsordenen. Nu kunne jeg ikke bare vælge at lægge mig i læ, men måtte håndtere, hvad end jeg havnede i.

Snart fandt jeg ud af, hvor vigtigt det kan være at padle op til en lille fiskekutter og spørge sig lidt til råds om vanddybder, strømforhold, færgelejer, indkøbsmuligheder, vejret og tidevand; omstændigheder som havde en enorm betydning for mig. Mit liv ændredes. Pludselig kunne ’mindre detaljer’ blive altafgørende for humøret, sikkerheden eller søvnen.

Jeg finder det stadig sjovt at tænke tilbage på den aften, jeg ikke fik pakket min mad ned med tanken om, at det da nok skulle gå. Konsekvens blev, at jeg måtte bruge kæppe til at fægte mod makakaber det meste af natten. Resten af rejsen var jeg heldigvis foruden, men gang på gang havde jeg problemer med vilde katte og vildsvin.

kyushuftw 400

”Pas på, for helvede!”
Vestkysten var den mest behagelige del af rejsen. Ingen stillehavsbølger at bekymre sig om og masser af øer at sejle imellem. Til gengæld var vestkysten omgivet af tidevandsforskelle på mellem fire og seks meter og stræder, hvor strømmen flød med mellem seks og otte knob. Her fik jeg gjort mig mine første erfaringer med malstrømme, testet min beslutningsevne og udviklet kajakkundskaberne.

Stille og roligt, som mit eventyr skred frem, voksede min tro på mig selv også.

Kajakken blev mit ’happy place’. Det tog dog tid, før jeg blev venner med pakkeprocessen. En uendelig rastløshed, som altid har været min lille djævel at kæmpe imod, kunne pisse mig af. Men som jeg blev vant til, at kampen mod denne djævel var spild af kræfter, lærte jeg at arbejde langsommere og fokusere på detaljerne.

Nu skriver jeg dette retrospektivt, og i bagklogskabens lys kan det lyde lidt romantiserende. Og det er det da også. Men sagen var bare den, at hver gang jeg skyndte mig for at komme ud ad døren, så gik noget galt. Derfor er det fedt at være alene. Jeg kunne kun pege på mig selv og tænke: “Tag dig sammen. Fokusér. Pas på, for helvede!”

Humlen i det er, at jeg gradvist blev bevidst omkring det. Og det styrkede mig.


Tak for tyfon
To gange på vestkysten blev jeg ramt af tyfoner. Begge tyfoner gav anledning til hvert sit lille eventyr. Første gang blev jeg betroet en lille lejlighed af en hotelejer.

Den anden gang ’besatte’ jeg et lukket hotels garage sammen med en motorcykelrejsende, som jeg mødte flere gange senere hen.

Jeg har tonsvis af anekdoter om mødet med japanerne. Rene drømmescenarier som filmmanuskripter. Historier som står blandt de stærkeste minder. Åbenhed og ydmyghed er nok til at åbne døre.

Tak for det.

Til risbonden, som gav mig friskhøstet ris som tak for min hjælp i hans mark. Fiskeren, som samlede mig op i sin båd og sejlede mig til nærmeste havn i voldsom sø.

Havnefogeden, som havde besøgt Danmark for år tilbage.

Restaurantejeren, der sejlede mig ud for at rekognoscere havneindløbet til Nagasaki, som jeg skulle krydse for at komme videre.

Politiet, som vækkede mig fra min søvn på en bænk og endte med at give mig vand og ris.

En resortmanager, som tilbød mig at være gæstelærer på et kajakseminar for gymnasieelever.

Den buddhistiske munk, som inviterede mig til sin kunstudstilling og velsignede min kajak og rejse.

Surferen, som jeg senere skulle komme til at stå på ski sammen.

Aldrig i mit liv har jeg samlet så mange historier. Aldrig i mit liv er jeg blevet mødt med så meget åbenhed og gæstfrihed.

kyushuftw 566

Ekspeditionstid er god tid
Ekspeditionslivet er et liv, som giver tid til refleksion. Det er i virkeligheden helt banalt. Hvad jeg hele mit liv har opfattet som værende rart tidsfordriv; TV, computer, radio, alskens underholdning, er i virkeligheden en undskyldning for at lade mig distrahere for et simpelt element, som jeg vil påstå næsten alle er bange for: At kede sig.Hvad gjorde ‘hulemanden’ al den tid, hvor han ikke kunne jage? Han kedede sig vel.

Vores hjerne er ikke meget anderledes end dengang, men i dag er der ikke tilsidesat energi og tid til at kede os. Det gør mig sulten på livet. Det giver mig noget andet at regulere mine følelser ud fra. Det handlede pludselig ikke kun om at præstere og have et stort netværk og en fremadstormende karriere. Nu handlede det i høj grad om at forstå mine valg og motivationer for at kunne klare mig.

Ekspeditionslivet lærte mig at dedikere mig til en beslutning. Det gør livet lettere og skaber bedre løsninger. Så i dag, når jeg ærgrer mig over noget, prøver jeg at tænke tilbage på en af utallige situationer fra min rejse. Der er så mange minder at vende tilbage til, hvor det lykkedes at vende en negativ situation til noget positivt blot ved at dedikere mig til at gøre mit bedste i de givne omgivelser. Uden livliner.

Det sidste valg
Livet er en lang udvikling. Første gang man flytter hjemmefra. Den første uskyldige forelskelse. De første store nedture. Økonomi og levevilkår. Karriere og popularitet. Selvstændighed og status. Stress og pres. Villa, vovse og Volvo. Idealer og idoler. Samfundsnormer og Emma Gad. Forventninger og Frelsens Hær. Terror og ytringsfrihed. Forbrugssamfund og bæredygtighed. Alverdens moderne paradigmer, som jeg havde levet under. Alt sammen forsvundet.Ekspeditionslivet i telt og i kajak er langt mere simpelt og essentielt.

Det sidste valg, jeg foretog, var at stoppe.

Før jeg nåede hele vejen rundt om Kyushu, måtte jeg indse, at jeg var blevet overhalet af vinteren. Jeg var ikke udstyret til at padle, når lufttemperaturen lå på blot et par grader over frysepunktet og vandtemperaturen på ca. 14-15 grader. Så jeg sluttede på min 27 års fødselsdag. Med kogte flodkrabber til dessert.

20171001 220355


Ekspeditionen i tal

● 2 tyfoner, 5 storme, 2 vulkanudbrud, 0 jordskælv.
● 1 kæntring ved landing i brækkende bølger.
● 2 gange forladt camp i flere dage for at bestige bjerge.
● 0 gange mistet noget grej til tyveknægte.
● 1 gang mødt en anden kajak.
● Ukendt antal fangede fisk, men gratis ekspeditionsføde er fantastisk!


MIT KYUSHU

• Før jeg padlede ud, sammenlignede jeg Kyushu med Danmark. Størrelsesmæssigt er de nogenlunde lige store.

• Folk var rørende åbne og venlige. De betegner sig selv som den mest venligsindede del af den japanske befolkning. Det virkede somme tider, som om de ville leve op til en lokal patriotisme – men det er normalt i Japan at ville leve op til ’standarden’, som de selv har sat: De er de flinkeste! Og så skal man altså ikke være anderledes end det. Så har vi bare at være de hyggeligste i Danmark. Okay?

• Maden er sødere på Kyushu end fra midt på Honshu og op mod Hokkaido. Fordi maden er sødere, drikker man ikke sake, men shōchū, som er lavet på søde kartofler og smager meget mere af snaps. Der bliver dog drukket mindst lige så meget her, som der bliver nordpå!

Andre spændende artikler


Färnebofjärdens Nationalpark i havkajak

Färnebofjärdens Nationalpark i havkajak

I kajak mellem Hundred Islands

I kajak mellem Hundred Islands

I kajak på Geiranger-fjordens klare vand

I kajak på Geiranger-fjordens klare vand

Log ind