Info og fakta om Japan
Japan er landet hvor nyt møder gammelt, hvor hundrede år gamle traditioner går hånd i hånd med elektroniske toiletter og robothunde. Det er landet, hvor traditionelle kimonoer stadig ses i gadebilledet, og hvor vandmeloner er firkantede, så de passer ind i køleskabet.
Normalt er Japan kendt for det høje prisniveau, vulkanen Fuji, samt gigantmetropolen Tokyo. Men under den neon reflekterende overflade gemmer der sig mere. Solens rige rummer alt fra alpine landskaber og Shinto templer til hightech og ekstrem ungdomskultur – og alt derimellem. Om det er antagelsen om en tur til Japan vil sætte én i ubetalelig gæld til evig tid, der skræmmer rejsende væk vides ikke, men Japan ligger i den grad udenfor alfa vejen.
Denne jomfruelighed og den store kulturforskel, gør at man som besøgende vil få oplevelser, som kun kan fås et så fremmed sted som her. Hvor ellers kan man købe alt fra øl og ris til brugte pigetrusser i en af de mange automater, der pryder det japanske bybillede?
Den eventyrlystne vil i rigelige mængder blive belønnet for sig nysgerrighed i dette overflødighedshorn af syns og smagsindtryk, og med lidt planlægning kan det faktisk også være økonomisk overkommeligt.
Hvornår skal jeg rejse til Japan?
Selv om Japan ligger på samme breddegrad som Sydeuropas, så er klimaet noget mere ekstremt. Om sommeren kan det blive ubehageligt varmt i lavlandet og om vinteren vælter sneen ned og byer i bjergene bliver ofte afskåret fra omverden for en stund. Om foråret står de japanske kirsebærtræer i blomst (sakura), hvilket vil sende en eufori gennem nationen, og om efteråret skifter landskabets farver til de mest utrolige nuancer af rød, gul og orange.
Så ethvert tidspunkt vil være et godt tidspunkt alt afhængig af, hvad man ønsker at lave og se. Hvis man rejser dertil om vinteren, så skulle et par dage på ski være et must. Forstil dig efter en lang dag på pisterne at sidde i et udendørs onsen i fyrre grader varmt vand, mens sneen falder.
Rejsen rundt i Japan
Den nemmeste måde at komme rundt på er toget. Der er flere togselskaber i Japan, med hver deres linier. Der er mulighed for at købe et rail pass til de mest populære selskaber/linier, men et sådan skal købes hjemmefra. Det kan anbefales at regne lidt på, hvor meget man ønsker at bruge toget, for ellers kan man nøjes med at købe enkel billetter når man er der over. Og så er der selvfølgelig også Shinkansen, som bør og skal prøves. Med sine 300 km/t var det længe verdens hurtigste tog. I dag må det nøjes med at være verdens mest sikre og præcise, så det gælder om at være klar, når det stopper.
En ikke så tåbelig ide, hvis man er flere, er at leje en bil, specielt i de områder hvor offentlig transport er sparsom. F.eks. ligger mange onsens (varme bade) udenfor byerne og kan derfor være vanskelig at komme til og fra. En lille bil en dag eller to, vil da give en mulighed for at se nogle af de seværdigheder, man ellers ville have svært ved at nå på anden måde. Der er en hjemmeside som bl.a. har specialiseret sig i tilbud mht. udlejning til gaijin (fremmede); www.tocoo.com
Sundhed og sikkerhed
Japan er et fredeligt og ordentligt land med en minimal gadekriminalitet, så den eneste reelle fare er at blive involveret i et af Japans tusind årlige jordskælv. Selv den tætte trafik bliver afviklet med maner. Husk dog på at der køres i venstre side, hvilket er noget man lige skal vende sig til. Kig en ekstra gang, når man skal over vejen.
Rejsen til og fra Japan
Den oplagte mulighed er selvfølgelig med fly direkte. Til tider er det faktisk muligt at finde billige promoveringstilbud med nogle af de japanske luftfart selskaber.
Af de mere eksotiske muligheder er enten at kombinere Japan med Sydkorea og så tage båden fra Pusan i Sydkorea til Fukuoka på øen Kyushu i Japan. På den både slipper man også for at back track, hvis man flyver hjem/videre fra Tokyo. En anden eksotisk vej ind i ø-riget er via den transiberiske jernbane, som ender i Vladivostok i Rusland, og så tage båden til Fushiki i Japan.