Jungletrekking i Bolivia

Det er tidlig novembermorgen i den lille by Rurrenabaque. Regntiden nærmer sig, men endnu er morgenen helt stille, det blæser ikke. Kun hanernes galen er et sikkert tegn på, at det ikke varer længe, før de lokale begynder at vælte ud af deres små træhuse med palmetage, og de smalle jordstampede gader igen befærdes af gryntende grise og løse hunde.

Jeg er spændt. Klokken er endnu ikke seks, og vi skal på en flerdages tur til Madidi National Parks jungle, hvor vi skal afprøve et nyt øko-turisme projekt, Chalalan. I over en måned, har min kæreste og jeg boet lige udenfor Madidi National Park og brugt tiden på besøg i de omkringliggende Tacana-indianerlandsbyer, sejlet i kano og kørt på motorcykel ud i landet. I dag skal vi sejle tre timer op ad floden Beni og derefter yderligere ca. to timer op ad floden Tuichi i en motoriseret kano for at nå til økoturisme-projektet Chalalan.

Da vi kommer ned til floden, er der allerede liv. Til hverdag er bredden udgangspunktet for den faste sejlforbindelse mellem Rurrenabaque og San Buenaventura, en endnu mindre by på den anden side af floden. Om søndagen bliver bredden brugt til det lokale marked. De første indianere fra de omkringliggende landsbyer er allerede ankommet i kano med deres bananer, tomater, krydderier og vandmeloner. De taler dæmpet, mens esse ejja-børnene sultne spejder efter de friske frugter og grøntsager. Esse ejja’erne er en lille indianerstamme, der tidligere levede i nomadiske fiskerkulturer. Om natten gravede de sig blot ned i sandet for at beskytte sig mod nattens myg og kryb. De har derfor ingen bygge- eller jorddyrkningstraditioner, og i dag lever de i stor fattigdom. De har mistet meget af deres oprindelige kultur, og alkoholisme er udbredt.

Vores båd, der ligner en oversize kano, bliver læsset med madvarer fra markedet. Den rokker tungt frem og tilbage i flodens mudrede vand. Guiden Wilson er der også. Han kommer oprindeligt fra en lille indianerlandsby San José, der ligger indenfor Madidi National Park. Landsbyen har i samarbejde med den amerikanske NGO “Conservation International” været med til at udtænke og udbrede ideen om bæredygtig turisme i området og herigennem fået opbygget Chalalan.

Ned ad junglefloderne
På vej op ad Beni-floden sejler vi forbi de smukke, grønklædte Balabjerge, hvor kæmpemæssige blå, gule og røde araer holder til i en stor koloni. At betragte papegøjernes færden herude i junglen sætter den tamme papegøjes liv i perspektiv. Ved at se, hvor mange og hvor tæt de bor sammen, og hvor sociale de er af natur, tænker jeg med tristhed på den fangne papegøje, der alene sidder på sin pind mange steder i verdens dyrehandlere og private hjem.

Som vi fortsætter op ad floden, mens junglen farer forbi, trækker skyerne sig sammen over os. Det blæser op, og vandet begynder at blive uroligt. Et øjeblik efter pisker det ned, og floden og himlen synes at stå i ét. Nu kan vi ikke længere følge med i, hvad der sker på bredderne, og håbet om at se en jaguar drikke eller fiske ved flodens bred svinder. Efter et par timer med silende regn begynder flodens strøm at blive kraftigere. Det bliver sværere og sværere for styrmanden at navigere kanoen uden om de stærke strømhvirvler og de store stykker drivtømmer, der nu med fuld kraft pisker ned ad floden.

Efter fire timer drejer vi af op ad floden Tuichi. Vejret klarer efterhånden op, og vi kan sænke farten uden at frygte, at båden rives med af den stærke modgående strøm. En familie kapivarer (den største gnaver af marsvinefamilien) dukker op, og vi ser de store brunpelsede dyr svømme op på bredden og gemme sig inde i tykningen. Farten sænkes yderligere, da vi får øje på gyngende grene ca. tyve meter foran båden. Da vi driver forbi stedet, ser vi en stor familie brune aber sidde og kigge nysgerrigt på os, ungerne springer fra gren til gren, mens de voksne er på vagt over for os.

Bæredygtigt turistmål midt i junglen
Tidligt på eftermiddagen når vi omsider frem til en lille strandbred. Vi smider vores rygsække og madforsyninger i land og begynder at gå op imod den massive grønne tykning og videre ind i junglen. Luften emmer af fugt, og der er meget varmere end ude på floden. Rigdommen af planter og insekter er fascinerende. Nogle af træernes rødder når halvanden meter op over jorden og ligner 50 tynde ben, der kan vandre til og fra den næringsrige jord. Andre træstammer har form som en vandtank. Wilson fortæller, at man i krisesituationer kan bruge deres vandreserve til drikkevand.

På vej til hytterne stopper vi op og beundrer et lille insekt, der ligner en stjernekrigsmaskine med trekantede vinger, torne og antenner. Rundt omkring på bladene sidder både store og små frøer, nogle er giftige og må under ingen omstændigheder berøres. Som vi står og beundrer et insekt, mærker vi pludselig jorden gynge under os. Noget stort tordner frem imod os. I sidste øjeblik, lige inden det store dyr når ud på vores lille sti, drejer det bag om os og farer videre ind i junglen. Vi står målløse, da vi opdager, vi har været få meter fra en 250 kg tung tapir. Tapiren er et meget sky dyr og vil under normale omstændigheder altid undgå enhver form for menneskekontakt. Vi følger de knækkede grene ind igennem junglen og opdager, at jorden er trådt flad under et stort væltet træ. Indtil for få minutter siden har tapiren ligget og sovet her i sin hule, som den bor i op til et år af gangen.

Omsider når vi frem til hytterne, der er opført i den traditionelle byggestil og af naturmaterialer, men med langt større komfort, end man normalt finder i områdets hytter. Gulvene er afhøvlede brædder og er hævet en meter over jorden. Der er myggenet for vinduerne, og der er træk og slip og rindende vand på toiletterne - hvilken luksus herude midt i junglen. Flere af indbyggerne fra San José tager imod os. De bor tre måneder ad gangen på Chalalan, hvor de passer og vedligeholder stedet og laver indiansk mad til os med bl.a. ris, avocado, tomater og majskager, bagt i en traditionel lerovn. Ganske tidligt på aftenen falder mørket på, og vi begiver ned mod Chalalan-søen for at se på dyrene og deres natlige aktiviteter.

Chalalan Lake by night
Vi padler lydløst gennem mørket i en kano, lavet af en udhulet træstamme. Lydene trænger stærkere igennem nu end om dagen, hvor sanserne er koncentreret om synet. Midt ude på søen hænger månen som en enlig lanterne over junglen, tættere på bredderne ligger de store alligatorer og lurer. Som vi nærmere os gemmer de yngste og mindste alligatorer sig helt under vandet, mens de voksne ligger med hovedet over og venter på bytte. Vi ser et lysende øje i skæret af vores pandelamper og lader kanoen glide langsomt mod det. Pludselig nærmer vi os en 2,5 meter lang alligator. Da kanoen er helt fremme løfter alligatoren sit hoved yderligere nogle centimeter over vandet og snapper op mod kanoens front for derefter at gøre sig usynlig. Da jeg senere går alene tilbage til min hytte, har jeg alle sanser skærpet, bladene rasler, og med jævne mellemrum ser jeg skygger bevæge sig i tykningen på hver sin side af den lille sti.

De følgende dage er begivenhedsrige. Herude skal man ikke lede længe efter store oplevelser. Det gælder blot om at bevæge sig så stille som muligt, så kommer de helt af sig selv. En tidlig morgen bevæger vi os væk fra stien og traverser op over nogle fugtige bakker. Da vi kommer ned i en mindre dal og kigger op, ser vi i trækronerne 15 meter over vores hoveder seks-syv store brøleaber, der ligger afslappet på hver deres gren og nyder den første morgensol.

Fuglelivet i disse trætoppe er i topklasse, og mens vi spejder efter en tukan, der flyver fra trætop til trætop, ser vi et træ med 10-15 store, dråbeformede reder. De er bygget af nogle store, sorte og gule fugle, der klukker ligesom vanddråber, når de signalerer til hinanden. Senere får vi øje på en rede, hvor et par af en sjælden papegøje fodrer sin unge.

Civilisationen kalder
Den sidste dag er det blevet meget varmt. Det er længe siden, det har regnet, luftfugtigheden er ekstremt høj, og tøjet og håret klæber til huden. Alligevel går vi med lange bukser og med sokkerne ud over det nederste af bukserne, højtsnørede vandrestøvler og langærmede skjorter. Det er for farligt at gå med for meget udsat hud i junglen, hvor risikoen for slangebid, sygdomsfremkaldende myggestik, giftige planter og bidende insekter konstant er til stede. På vej ud kommer vi forbi en væltet træstamme, under hvilken der er en hule, ca. en meter høj og halvanden meter bred. Jorden er tør og hårdt stampet. “En jaguarhule”, siger Wilson. Her boede en jaguarhun med hendes to unger indtil for to uger siden. Efter mange dage i junglen sætter vi os i båden igen med retning mod vores base i Rurrenabaque. Nu går det nedstrøms med tørvejr, og båden skyder næsten dobbelt så høj hastighed som på turen herop.

Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 38 sep/okt 2001