Du er her:

På inkasti i Bolivia

Over Andesbjergene, ned i junglen

Det er ikke kun i Peru, der findes fantastiske inka-stier. På Bolivias Takesi-trek fører oldgamle, velbelagte stier én højt op i Andesbjergene, hvor sneklædte tinder troner, for at dykke dybt ned i junglen, der summer af liv. Hvis man altså kan finde vej.

Skrevet af: Lise Josefsen Hermann - Foto: Juan Gabriel Estellano
Opdateret den 24. aug 2021

Det er ikke kun i Peru, der findes fantastiske inka-stier. På Bolivias Takesi-trek fører oldgamle, velbelagte stier én højt op i Andesbjergene, hvor sneklædte tinder troner, for at dykke dybt ned i junglen, der summer af liv. Hvis man altså kan finde vej.

Vi vandrer på noget af den fornemste inkasti i hele Bolivia. Bred og perfekt belagt. Sneklædte Mururata rejser sig nærmest blidt til sin flade, 5868 meter høje top, og det føles allerede som om, vi går langt ude i bjergene, selvom vi næsten lige er stået af bussen i Choquekhota - to busser, en taxi og et par timer fra La Paz. Selvom stien næsten er flad, mister man pusten her i højden. Vi krydser et par vandløb med smeltevand og kommer til et skilt, der markerer den officielle begyndelse på Takesi-inkastien. Herfra begynder det at gå opad. Landskabet er alpint med klipper, sten og meget lidt vegetation. Her er ingen træer. Det er den hårdeste del af ruten her, der bestemt ikke er overrendt. Stien bliver brugt af de lokale i området, hvis de altså ikke snupper en af de kringlede smutveje. Vi møder blandt andet adskillige lamaer samt et hold læger, der er på vej ud til lægekontrolbesøg i en af landsbyerne på ruten. Ellers har vi stien for os selv.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

11Op til passet
Det er imponerende, at stien er mere end 500 år gammel og en del af et netværk på 6000 kilometer stier, der engang forbandt det sydlige Colombia, Ecuador, Peru, Bolivia, det nordlige Chile og Argentina. Jeg forestiller mig, hvordan chaskis – inkatidens udholdende løbere, der var trænet fra barnsben til at bringe vigtige beskeder gennem det enorme rige – engang løb her.
Vi kan se San Fransisco-minen et stykke herfra under de høje klippevæge, og lettere forpustede når vi Apacheta-passet, der er cirka 4650 meter højt og markeret med et kors. Jeg kigger ned på det stykke, vi lige er kommet op ad. Det ser ikke så hårdt ud, som det føltes. Til den anden side, har vi flot udsyn til det imponerende håndværk, som inkastien er. Vi spiser chokolade og tager varmere tøj på.

Uden kort, telt og guide
Hver gang, jeg når dette punkt på turen, tænker jeg på min første Takesi-tur for tre år siden. Det var min første vandretur i Bolivia, og selvom jeg endnu ikke havde boet i Bolivia et år, havde jeg tillagt mig tilpas latino-attitude til at tage planlægningen af vandreturen ret afslappet. For afslappet. Jeg skulle af sted med min veninde Else, som er i starten af tredserne. Hun havde masser af tiltro til, at jeg kunne finde vej, og inden vi tog af sted, kom alle med samme besked:
”Det er umuligt at fare vild på Takesi. Det går bare ligeud. I skal bare følge stien. Der er kun én sti.” Flere sagde, at vi kunne overnatte indendørs og købe varm mad og kaffe undervejs. Vi slugte rådene råt, tog af sted uden guide og var glade for at slippe for at slæbe på telt og kogegrej – ja, hvorfor ikke også spare liggeunderlaget væk? Vi havde en lille brochure med et slags kort. Det måtte være nok, tænkte vi, og tog lidt müslibarer, frugt, brød, ost og chokolade med. Vi kunne jo købe undervejs. Første del af ruten gik fint, men da vi nåede Apacheta-passet, var det indhyllet i tyk tåge. Hvad var det, vi skulle?
”Ligeud, der er kun én sti,” huskede vi forklaringen lyde.

Da mørket falder på, lyses teltpladsen op af ildfluer. Her er ingen lyde ud over skovens.

3Faret vild
Vi kunne ikke se nogen sti. Vi kunne ikke se noget som helst. Så fik vi øje på en smal sti mod venstre. Og valgte den. Derefter fulgte fire andre bjergpas, en del forvirring, to overnatninger i det fri i mere end fire kilometers højde, ingen kaffe og ingen andre mennesker. Da vi endelig så et menneske, talte fyren stort set ikke spansk, men det indianske sprog aymara. Han pegede dog i retning af La Paz, og det hjalp på humøret. Vi var nu på tredje dag af den vandretur, der skulle tage halvanden. Og havde ikke mere mad tilbage.
Trætte gik vi over et sidste pas og fik øje på en lastbil med mennesker. De arbejdede i San Fransisco-minen og tilbød os et lift tilbage til landsbyen Choquekhota, hvor vandreturen var begyndt. Vi var gået i en cirkel. Pointen: overvej, om du har brug for en guide. Selvom ruten ”er let at følge,” så kan der jo for eksempel være tåget.

1Hovedvej á la inka
Tre år senere begynder nedstigningen fra toppen ad den rigtige inkasti, som faktisk ikke er til at tage fejl af, hvis man altså kan se den. Det er nærmest en hovedvej her midt i Andesbjergene. Stenene er glatte, og vandrestavene kommer til nytte. Knæene takker dem. Vi når en sø med rent, klart smeltevand, og længere nede når vi landsbyen Takesi, der lægger navn til ruten. Her er idyllisk med søde, stråtækte stenhuse, men i dag er der lidt forladt spøgelsesby over Takesi. Her er ingen mennesker, men en tyk stilhed. Indbyggerne er sikkert ude at passe deres dyr eller en tur i en af de omkringliggende landsbyer. I weekender er her mere liv, og der bliver normalt solgt mad og drikke uden for landsbyens små huse. Med et par bænke bliver de til små restauranter. På begge sider af landsbyen går bjergskråningen stejlt opad og ender i enorme klippestykker. Det er svært at lade være med at drømme om at bo her. I harmoni med naturen.

10Ildfluer og stjerneskud
Vi vandrer videre og ser den særlige kaktus, en slags bromelia, som er føde for den fredelige Jukumari-bjørn, den sydamerikanske brillebjørn. Undervejs beskriver skilte, hvad steder hedder på aymara og hvorfor. Vi kommer fint forbi Stedet, hvor man bliver væk, og et andet sted hedder Stedet med de tusind tårer, fordi stien bare går nedad og nedad i utrolig langt tid, og den følelse, det giver i knæene at vandre her, godt kan få tårer frem. Vi krydser Takesi-floden med sine små pøle, der er perfekte til en dukkert. Her er gode steder at campere, hvis man vil strække vandreturen over tre dage. Forstyrrelser er her ingen af. Indtil videre har vi ikke mødt en eneste anden turist på trekket.
Efter syv timers vandring finder vi en tydelig platform, hvor vi slår teltet op. Vi begynder at fornemme junglelandskabet, langt under os snor floden sig, og vi finder lækre, røde skovjordbær. Myg er her heldigvis ikke mange af. Endnu. Da mørket falder på, lyses teltpladsen op af ildfluer. Her er ingen lyde ud over skovens. Et hul i trækronerne skaber en udkigspost til et virvar af stjerner og endda et par stjerneskud.
Næste morgen fanger regnen os, men denne gang er jeg forberedt med regnsæt og gode støvler. Vi er nu så langt nede i højden, at det er rart med regn. Så slipper vi for at vandre i bagende sol og varme.

9Kokamarker i det fjerne
Et langt, drøjt stykke går stejlt nedad. Her er farverige blomster, langs stien gror bananpalmer, papaya- samt avocadotræer, og en vrimmel af planter danner et naturligt tag hen over stien. Det er som at vandre igennem et troldelandskab. Ved slutningen af den lange nedstigning krydser vi floden igen, og vi mærker vi rigtigt varmen i Los Yungas. Regntøjet bliver pakket væk, og myggene hilser på. Vi kan nu se koka-marker i det fjerne, tæt på er der gule papegøjer, og vi bliver distraheret af lyde fra parakitter, kolibrier og junglens insekter. Omtrent 2500 meter over os ligger Apacheta-passet. Efter fem timers vandring når vi landsbyen Yanacachi, der er udsmykket med farvestrålende blomster og fyldt med frugttræer. Her slutter Takesi-trekket og denne del af Inkastien. Vi har haft de sneklædte bjerge, floderne, dyrene og landsbyerne for os selv. Lige bortset fra franskmanden, vi mødte højere oppe i bjergene, der havde erstattet sin rygsæk med en aguayo – et traditionelt klæde, som de indianske kvinder bruger til at bære deres børn i på ryggen. Han må siges at gå all in på kulturen her. Forhåbentlig uden at få ondt i ryggen.


Adskillige klimazoner

4På Takesi-trekket passerer man adskillige klimazoner. Turen begynder i et træløst, alpint bjerglandskab med sten, klipper og beskeden vegetation. Luften er tør og kold, vi møder lamaer og en slags bjerghamstere og vi ser ørne. Efterhånden som vi går ned ad, begynder der at komme flere blomster, træer og buske, ligesom vi ser kolibrier, parakitter og papegøjer. Temperaturen og luftfugtigheden stiger, og vi møder flere og flere sommerfugle og insekter. Trekket slutter i det subtropiske område, Los Yungas, hvor der er slanger, som man dog sjældent ser, og vi er omkranset af frugttræer.


Chaskis

Inkatidens løbere, chaskis, blev trænet fra de var børn til at løbe på det netværk af stier, der forbandt det enorme rige. Der var poster med omtrent tre kilometers afstand, og vigtige beskeder blev leveret som en stafet fra løber til løber. Beskeder ’rejste’ på den måde med op mod utrolige 400 bjergrige kilometer i døgnet. Et brev kunne nå fra Lima til Quito på blot fire dage. En af de mest utrolige historier går på, at fisk, der blev fanget i Stillehavet, blev leveret friske til Inka-aristokrater i Cusco på to blot dage. En rejse på over 700 kilometer hen over Andesbjergene.


Livsfarlig mine

2Kort inden afslutningen på trekket går vi gennem mine-lejren ved landsbyen Chojilla, hvor metallet wolfram udvindes. Vandet, der løber ned fra minen, er gult. Vi vandrer to meter fra selve mineskakten og kan skimte minearbejdere arbejde. Oftes sprænges dynamit, mens de er inde i minen, og de fleste har ikke andet sikkerhedsudstyr end en gammel hjelm og en pandelampe. Det er ikke ualmindeligt at dø derinde. Mange minearbejdere bliver ikke meget mere end 40-45 år, før de dør, ofte af lungeproblemer forårsaget af arbejdet i minen. De mænd, vi møder, er fulde. Heldigvis passerer vi minen på mindre end fem minutter, ånder lettet op og prøver at slette oplevelsen fra den ellers idyllisk skønne vandretur.


Bolivianske inka-treks

H7ar du mod på mere, er inkaruterne El Choro og Yunga Cruz oplagte valg.

  1.  El Choro er den mest populære, men det er også den af de tre ruter, hvor der oftest rapporteres om røveri, så det kan være en god idé at tage af sted med guide, selvom ruten er ret let af følge. Det højeste punkt på El Choro er 4670 meter over havets overflade, men omkring 90 % af ruten går nedad, så det er vigtigt med vandrestave og stærke knæ. Ruten slutter i landsbyen Chairo, hvorfra der går busser til Coroico, som er hovedbyen i den nordlige del af Los Yungas. Det er også i denne del af Yungas, den berømte ’Verdens farligste landevej’ ligger – en tur, der nu tilbydes som cykeltur af adskillige bureauer i La Paz.
  2. Yunga Cruz, der tager frem til syv dage, bliver ofte betegnet som en af de mest imponerende af inka-ruterne og kan stærkt anbefales. Ruten begynder i landsbyen Chuñavi og ender i den sydlige del af Yungas i byen Chulumani. Turen giver bedre mulighed for at se dyr, eftersom her er meget færre vandrere. Det er helt klart den hårdeste af inka-turene og også den sværeste at finde vej på. Sørg for enten at have gode kort med eller at hyre en guide.

 

Andre spændende artikler


4 x toptur i Bolivia

4 x toptur i Bolivia

Trekking i Bolivia

Trekking i Bolivia

Vandrebestigning af Acotango, Bolivia

Vandrebestigning af Acotango, Bolivia

Log ind