Trekking i Bolivia

Titicaca og toppen af Andes

Godt 4000 meter står der alarmerende på håndleddet, da uret får snært af den tynde luft uden for de massive flydøre. Velkommen til det bolivianske højplateau og La Paz. Byen med tæt på en million indbyggere, hvor tre brandbiler er tilstrækkeligt.

Back-Country-11.jpg
Skrevet af: Tine Henriksen
Opdateret den 11. sep 2021

Godt 4000 meter står der alarmerende på håndleddet, da uret får snært af den tynde luft uden for de massive flydøre. Velkommen til det bolivianske højplateau og La Paz. Byen med tæt på en million indbyggere, hvor tre brandbiler er tilstrækkeligt.

Byen, hvor en cigaret varer længere i den tynde luft. Byen, hvor en tur i taxa for fire personer koster 5,38 kroner og en kold Coca Cola hos en gadehandler koster 1,34 kroner. Velkommen til denne larmende, beskidte og forurenede storby i en ubarmhjertig højde for os lavlændinge.

Vi forlader hurtigt La Paz, kommer op på plateauet af sted på mountainbike ad næsten utrafikerede grusveje og forbi små landbrug. Indtryk på krop og sjæl vælter ind over os. Landskabet, farverne, de mange venlige øjne, de nysgerrige, leende, beskidte børn og min lille krop, der er noget mærket efter det bratte møde med højderne, der provokerede lidt opkast. Jeg gør, hvad jeg kan for at få depoterne fyldt op igen. Også på den bolivianske måde - the med kokablade er et dagligt hit.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Bolivia-180Fra 'havnen' i Santa Rosa - et hul i sivene og en smal planke fra land til båden - bliver vi i en båd med en 40-hestes motor sejlet et par timer ud på den gigantiske Titicaca-sø til den lille ø Isla Sukiri. Den imponerende sø er med sine 8400 kvadratkilometer rimelig fyldig i landskabet. Her fra ser vi første gang bjerget, hvis top venter senere på turen - 6088 meter høje Huayna Potosi, der betegnes som et af de smukkeste bjerge i Bolivia.

Velsignet i chammpagne
'Copacabana' står der på byskiltet, vi passerer i høj fart på cyklerne. En enkelt overnatning på hostal her er en rar afveksling efter nogle dage i telt på søbredden med toiletskovl og nattefrost. Vi bruger formiddagen i byen.

Jeg har stadig ikke fået for meget af de små bikse med alt muligt og umuligt i lama og alpaca og de stemningsfyldte små gader, hvor farverige damer sidder og sælger afgrøder. Copacabana er det eneste sted i Bolivia, der er en offentlig strand. Badet i skæret af solnedgangen og lidt på afstand ser by og bugt ganske tiltalende ud, men 'stranden' er desværre tarvelig og beskidt på tæt hold. 

F-Isla-del-Sol-11Mere underholdende er det at observere det store opbud af lokale, der holder i lange køer for at få deres biler velsignet af munkene på torvet ved byens hvide kirke. Med flot pyntede biler, fyrværkeri og champagne velsigner munkene bilerne og deres familier. Traditioner, (over)tro og andet, jeg vist ikke med overbevisning kan bilde jer ind, gør, at det er vigtigere, at bilen er velsignet, end at føreren har kørekort.

I telt på solens ø
Vi sidder nysgerrigt på toppen af båden, mens vi nærmer os den klippede og meget kuperede Isla del Sol - Soløen. Øen, hvor legenden siger, at inkariget opstod, og grundstenene for den gamle inkakultur blev skabt. Øen ser umiddelbart ufremkommelig ud, men langsomt tegner hylderne sig på den golde bjergside, og lige dér på tredje hylde fra vandet skal vi campere.

Sikke en udsigt. Det lyserøde skær er ved at gå over i et grå-blåligt aftenskær, og temperaturen daler mærkbart. Nede foran mit telt er en enlig robåd med en boliviansk familie på tre ved at sætte garn for natten, som så småt har meldt sin ankomst med de første lysende stjerner på den klare aftenhimmel.

F-Isla-del-Sol-5Titicaca-søen bølger svagt for foden af hylderne med bjergkæden Cordillera Real som spektakulær kulisse i baggrunden. Den har seks toppe over 6000 meter med 6438 meter-tinden Illimani som den højeste. Der her fryder øjet. Det er her, vores optimistisk medbragte badetøj tages i brug.

Efter flere dage i store mængder støv og ingen rindende vand, ja så er en otte til 10 grader varm Titicaca-sø ganske tiltrækkende. Tre overnatninger har vi her på bondemandens tredje hylde, bare os - næsten. Jessica på 10 år og hendes lillesøster traver dagligt den lange 'vej' over bøndernes hyler ud til os i håb om, at vi vil købe et eller andet hos dem i løbet af dagen.

Op i højderne
Nogle dage senere er vi kommet væk fra søen, hvor den eneste mulighed for den videre færd er til fods. Til at hjælpe med grej har vi en rumlende støvsky - cirka 30 lamaer og nogle muldyr i selskab med en håndfuld lama-kvinder. Klokken er seks, og vi nærmer os frysepunktet her i 4700 meters højde, mens solens sidste stråler kæler for toppen af bjerg og gletsjer, der rejser sig i 5500 meter foran vores lejr.

Hoayna-Potosi-8Det er et imponerende landskab, der skifter fra golde, kuperede sletter til bjerge, der rejser sig som en majestatisk kulisse. Vi bevæger os langsomt gennem dale og over bakker på plateauet. Vi har det for os selv, og det kan undre, at her ikke er andre turister i disse scenerier.

Vi måtte sige farvel til én af deltagerne i morges. Han var blevet dårlig, og efter en nat i siddende stilling for at få vejrtrækningen til at fungere, blev han sendt ned til La Paz' behagelige 3800 meter og en tur på hospitalet. Vi leger nu i højder, der tydeligt kan mærkes på os alle uanset alder og fysisk formåen.

Vi bliver mindet om det flere gange dagligt, enten på egen krop eller hos en af de andre. Det kan være hovedpine, dårlig søvn, manglende appetit, træthed, problemer med maven i for fast eller for flydende form. Jeg har det faktisk ok efter mine indledende vanskeligheder i La Paz. Appetitten er overraskende fin, og jeg har nogle overvejende gode nætters søvn.

Buldrer i mørket
Skummelhytte ét er ved at forsvinde bag os, og terrænet er skiftet til råt og klippefyldt. Det er stejlt, og vi zigzagger de få hundrede højdemeter op af bjerget til skummelhytte nummer to. Turen er klaret på nogle timer, og foruden lidt afprøvning af steigeisen og isøkse, drejer det sig her om at holde sig i ro, få mad, masser at drikke og noget hvile, inden vi starter den sidste opstigning mod toppen af Huayana Potosi.

Hvordan det kan tage os næsten halvanden time, fra vi vækkes ved midnat, til vi står klar iført alt grej og er bundet sammen i grupper af tre personer plus en guide, fatter jeg ikke. Al bevægelse foregår bare i lavt gear 5300 meter over havets overflade.

Bolivia-187Det er kongevejr. Klart, fuldmåne, let vind og frost. Efter nogle timers søvn er stemningen ikke til at tage fejl af - en blanding af lettere bekymring over det, der venter, blandet med en lyst til bare at komme af sted. I skæret af månelyset bevæger de små grupper sig i meget langsomt tempo op over det store gletsjermassiv. Pludselig brydes mørkets stilhed af en lyd, jeg desværre kender alt for godt fra mine år i Alperne.

Hjertet, der i forvejen arbejder på højtryk i den tynde luft, hamrer endnu stærkere og hjernen reagerer hurtigt. Lyden af sne, is, sten i voldsom bevægelse skærer sig faretruende gennem mørket. Hvorfra? På vej hvorhen? De dramatiske sekunder der går, fra kroppen reagerer, til øjet lokaliserer lavinen. Fornemmelsen af sårbarhed og hjælpeløshed, indtil lyden stilner af. Vi var ikke i farezonen. Men mørket, lyden og usikkerheden!

Mister jordforbindelsen
Chefguiden samler os. Fatteevne og overskud er mindsket, men jeg er da så nærværende, at jeg kan se, at vi ikke alle er der. Er nogle vendt om? Beskeden er enkel: Er benene trætte, gør hovedet ondt, føler vi os dårlige, så skal vi vende om - nu! Det bliver kun hårdere herfra. Jeg overvejer. Hovedet har det overraskende godt, benene ok, maven… ikke helt så godt.

Bolivia-272Jeg vil fortsætte.Det er uforskammet hårdt i denne højde, og min mave brokker sig, og meldingen fra tidligere lurer skræmmende i baghovedet: "Når I kommer op i over 5-5500 meter, er I ikke altid selv herre over, hvad kroppen vil af med og hvornår."

Vi er igen på lidt fladere terræn, og én i min gruppe bryder vores hiven efter vejret ved at bekendtgøre, at han skal 'på toilettet'. Jeg sukker lettet og får lov til også at komme ud af reb og sele. Det, der så foregår de næste måske 15 til 20 minutter, måske to til tre timer, er for mig en uvirkelig oplevelse af: Jeg er ikke mig, men et stykke krop, der ikke helt har jordforbindelse.

Toiletbesøg på istakker
Vilje og ben får kroppen transporteret 10 til 15 meter ud i det takkede islandskab. Hænderne famler sig ud i det ujævne terræn med de 20 til 25 centimeter høje istakker. Maven rumler faretruende. Trætte bevægelser trækker de mange lag bukser ned, men kræfterne til både at gøre, hvad der skal gøres, og holde sig selv stående i 'skovskider-stilling' er bare ikke-eksisterende.

Hoayna-Potosi-4Heldigvis kan bevidstheden da se det tragikomiske i at sidde dér i bar røv med gletsjerens istakker stikkende op i ballerne som en uundværlig støtte i en yderst presset situation. Og som om at det ikke var nedværdigende nok. Da klumpen af tøj igen kommer hen til gruppen lyder det fra guiden:
"Hvordan fanden er det, du ser ud?"

Bare fordi de fem bukselag blot er hevet op om den relativt forfrosne bagdel uden at flette det samen med de seks bluse- og jakkelag, og det nu er tæt på umuligt at få selen lukket igen. Jeg er tæt på at være grædefærdig - det er jo ikke gjort for at genere ham, og så skælder han bare ud, mens kroppen står dér rystende af kulde, hjernen kun kan tænke i enstavelsesord, og hele systemet prøver at komme til kræfter efter til dato det mest energikrævende toiletbesøg.

Det vil lykkes!
Den lille gruppe må være langt bag de andre nu. Bevidstheden har ikke helt fornemmelse af, hvem eller hvor mange der har passeret de seneste timer. Men det bedste er, at maven lader til at have det bedre, hovedet ikke gør ondt, og benene stadig vil bevæge sig, selvom kroppen føles rigtig kold.

Skikkelsen bevæger sig fremad, stille og langsomt. Omgivet af sin egen lille osteklokke og venter på Det. Det, der skal gøre, at kroppen igen kan blive nærværende med sin ejer, få en behagelig temperatur og vinde lidt energi. Solopgang! Buenos dias Bolivia!

Jeg tror, at der fælles en tåre, og jeg - der står i skæret af dagens første morgenlys og kigger på denne her skikkelse udefra - undres over den dér 'det-vil-lykkes-fornemmelse', der kommer allerede her. Fornemmelsen af at mørket og kulden er overvundet og den ubegrundede tro på, at det værste er klaret.

Hoayna-Potosi-7Nærvær og humør stiger i takt med styrken af lyset og tegnet på, at en ny dag venter. Vi har stadig en times gang samt nogle rigtigt hårde højdemeter foran os, men jeg har fået varmen, maven har det fornuftigt, og troen på, at jeg kommer op gennemstrømmer kroppen og fylder hoved og sjæl med god energi. Vi er nogle af de sidste, der når toppens 6088 meters højde i dag.

De sidste, der i dag kan skue ud over kontinentet, skue ud over de landskaber, der de seneste uger har kostet mange kræfter, men herfra blot syner som mindre ujævnheder i landskabet. Det eneste, der lader til at begrænse vores synsfelt, er Jordens synlige krumning - hvor er det vildt!

Er jeg sart?
Nede igen. Timerne på bjerget er så uvirkelige, fjerne og er på samme tid en eller anden grad af ynkelige, fascinerende og storslåede. Enkelte øjeblikke står skarpt på nethinden, andre er utydelige, men var det så hårdt, eller var det bare mig, der er lidt sart? Syv af de 18 personer, der begav sig af sted fra hytten, måtte vende om i løbet af natten uden af nå toppen på grund af udmattelse, opkast, problemer med vejrtrækningen, og deriblandt var unge, gamle, triatleter og maratonløbere, hvilket vist bare bekræfter, at bjerget og dets højder kræver stor respekt.

Bolivia-051Om højdesyge både eksisterer, når man kommer op i højderne, og når man igen gør det markante skift på over 4000 meter ned til havets overflade, kan jeg have mistanke om. Jeg slutter i hvert fald turen helt i samme stil, som jeg debuterede - oplevelsen af, at det igen er den bratte forandring i højden, der provokerer til opkast. Nu vil jeg bare hjem. Hjem til frostfri nætter, sol og en masse is og kage, der kan rette op på de tabte kilo.

Andre spændende artikler


Verdens bedste film om outdoor & eventyr

Verdens bedste film om outdoor & eventyr

Første januarbestigning af frossen kolos

Første januarbestigning af frossen kolos

Conrad Anker

Conrad Anker

Log ind