Vandrebestigning af Acotango, Bolivia

Boulderparadis og lamaer
Majestætiske Sajama (6549 meter), Bolivias højeste bjerg, troner op i horisonten, lige i vores køreretning. Vi kører forbi ældgamle gravmonumenter, Tulpaer, der står og passer sig selv ude midt i ingenting. Vi passerer den fascinerende stenørken Chalkupuncu, der er et paradis, hvis du er til bouldering. Og hele tiden bliver vi mindet om, at vi er langt væk hjemmefra, når de pudsigt udseende lamaer står på de store sletter.

”Jeg tager alt mit tøj på, inden vi begynder at gå. Alligevel fryser jeg og kan ikke mærke mine tæer og fingre.”

Ved syvtiden når vi grænsebyen Tambo Quemado. Lange rækker af lastbiler holder i kø og venter på, at grænsen til Chile åbner i morgen. Vinden er bidende kold, så vi er nærmest allerede klædt på til bjergbestigning. Vi indkvarterer os på et simpelt hostel og spiser vores medbragte minutnudler i et lille køkken. Jeg gør rygsækken klar til morgendagens eventyr. Det er underligt at pakke så lidt til at bestige et 6000-meter-bjerg. Selvom det kun er en dagstur, overvejer jeg, om jeg har glemt noget. Kan jeg virkelig klare mig med tre müslibarer og én liter vand? Det virker vanvittigt. Jeg lægger mig til at sove under adskillige uldtæpper og i min varme dunsovepose. Vækkeuret ringer om fem timer. 

Sovet over os?
De fem timer forsvinder hurtigt, og uret vækker mig. Klokken er tre, og nu begynder vores Acotango-dag. Det er tidligt at kravle ud af den varme sovepose, men det føles sent for en bjergbestigning. Vi drikker kaffe og spiser det morgenmad, vi nu kan klemme indenbords her i 4600 meters højde. Det er ikke meget. Vi tager alle vores ting med os og begiver os af sted i bil ad grusvejen, der fører mod starten på vores bestigning. Efter en times tid begynder vi at kunne skimte orange og lilla farver på himlen, der afslører, at solen snart er på vej op

Da vi når frem til begyndelsen på bestigningen, er det blevet lyst nok til, at vi ikke behøver at tage pandelamper på. Det er første gang, jeg begynder en bjergbestigning så sent. Det føles nærmest som at have sovet over sig. Klokken er seks, da vi begynder. Vi befinder os i cirka 5500 meters højde, kun cirka 550 meter under toppen af Acotango. Det er derfor, at vi kan tillade os at begynde bestigningen så sent.

Det blæser, og det føles ekstremt koldt. Jeg forestiller mig, hvor meget koldere det må være på denne årstid, hvis man begynder bestigningen om natten. Jeg tager alt mit tøj på, inden vi begynder at gå. Alligevel fryser jeg og kan ikke mærke mine tæer og fingre.

Grænsekrydsning
Vi går ikke langt, før vi når op i sne. Det første stykke er det ikke nødvendigt med steigeisen; snefelterne er ukomplicerede at krydse. Udsigten til de nærliggende andre vulkaner er fantastisk. Én af dem, Guallatiri (6071 meter), er aktiv og vi kan se røg komme op af den. Vi befinder os stadig på boliviansk territorium, men snart krydser vi den usynlige grænse til Chile. Ikke fordi her er overrendt med grænsevagter. Det er da ret sjovt at krydse en landegrænse midt i en bjergbestigning. Det har jeg aldrig prøvet før.

Kulden er bidende især kombineret med den relativt stærke vind. Og så er der højden. Selvom jeg har tilbragt mere end en uge i La Paz og dyrket en del hård sport der, lider jeg alligevel heroppe i højden. Og det hjælper da heller ikke på humøret, at jeg er den langsomste. Hver gang jeg når op til de andre i gruppen, som holder pause for at vente på mig, går de straks videre, mens jeg forsøger at få pusten. Jeg husker de råd, jeg altid giver til andre: ”Gå aldrig hurtigere, end at du kan holde den samme rytme uden at stoppe op.”

Jeg har kvalme og forsøger at komme i tanke om, hvad jeg laver her i kulden. Nå ja, det er jo sjovt at bestige bjerge. Og flot. Jeg fokuserer på den fantastiske udsigt, der får mig til at glemme kvalmen og trætheden.
Snesøjler

Efter vi har gået lidt over halvanden time med overvældende, smuk udsigt og bidende kulde, er det tid til at tage steigeisen på. Foran os venter de famøse penitents – en slags søjler af sne – eller en sneskov, kunne man kalde det. Det væsentlige er, at de er lidt svære at gå på. Den teknisk sværeste del af bestigningen. Resten af gruppen er gået lidt i forvejen. Jeg er stadig langsom.
’Det er højden,’ undskylder jeg overfor mig selv.

Et øjebliks uopmærksomhed og min ene fod ryger ned i et hul, lige ved en af snesøjlerne. Jeg bliver forskrækket og slår faktisk mit skinneben en smule.

I dette øjeblik synes jeg ikke, at bjergbestigning er særligt sjovt, og jeg skal lige samle mod til at komme op igen. Jeg forbander snesøjlerne, og da jeg igen kommer på benene, er resten af gruppen kommet endnu længere foran.

Jeg føler mig sølle, men ryster det af mig og fortsætter. Selvom jeg går meget for mig selv, så er det faktisk en ret fed oplevelse. Det er ligesom om, jeg kommer tættere på bjerget. På mange andre høje bjerge vil man normalt gå bundet sammen i en gruppe på grund af gletsjerspalter, men dem er der ingen af her, så man kan gå alene. Det giver en helt ny og anderledes forbindelse mellem bjerget og en selv.

”På den ene side af Acotango er der landminer, på den anden side dynamit.”

Toppen?
Vi er nu ved at være på den anden side af de forbandede snesøjler. Der venter en lille smule stejlere stigning. Jeg ser noget, der ligner toppen, men tør ikke tro på det. Jeg er før blevet narret af falske bjergtoppe. Jeg har ingen anelse om tiden. Hvor længe har vi mon været her på bjerget indtil videre? Jeg når toppen og smiler af lettelse – det var toppen!
Klokken er ni. Det har kun taget os tre timer at nå til toppen. Der er ikke noget at sige til, at jeg mistede pusten. Vores guide fortæller os stolt, at det er den hurtigste bestigning, han har bedrevet som guide. Der er en metalboks fra Banco Nacional de Chile. Nå ja, vi er i Chile nu. Jeg spiser en müslibar og skriver mit navn i en bog i boksen fra Chile. Acotango bestiges oftest fra Bolivia-siden, da det kan være farligt fra Chile-siden. Ikke på grund af naturens luner, men på grund af chilenernes luner. Efter sigende skulle der ligge landminer i området.
Vi begynder nedstigningen. Jeg har næsten glemt at nyde, at jeg ikke fryser længere. Fantastisk følelse. På vej ned har vi ansigterne vendt mod Sajama samt nabovulkanerne Parinacota og Pomerape, som ligger i Chile. Vi kommer ned til snesøjlerne, som nu er helt anderledes, og jeg forbander dem ikke længere, men bliver fascineret over deres smukke former. Jeg holder stadig koncentrationen, når de skal passeres og husker, at en vellykket bjergbestigning ikke slutter ved toppen, men først efter endt nedstigning. Det tager os kun to timer at komme ned igen, og dér venter os en lidt for interessant overraskelse.

Dynamit
Tre minearbejdere råber efter os. Der er en sulfat-mine lige i nærheden, og minearbejderne har ventet på os, fordi de skal til at sprænge dynamit. På den ene side af Acotango er der landminer, på den anden side dynamit. Uventet spænding ved denne bjergbestigning må man sige. Heldigvis har minearbejderne ventet på os. Vi får ikke tid til at skifte tøj, så det er bare ind i bilen og skynde os af sted. Vi når lige akkurat at runde et par hjørner, inden vi hører voldsomme brag. Ruderne i bilen ryster, og vi ser mellemstore sten blive kastet op i luften, lige der hvor vi stod for et øjeblik siden. Det er en god idé at oplyse minearbejderne om, at du vil bestige Acotango, inden du begynder. Så slipper du for ekstra eventyr i form af dynamit.
Acotango kaldes flere steder den ultimative ’Trekking-Peak- oplevelse’. Sikkert tilbage i bilen, bare fem timer efter vi startede bestigningen, kan jeg nikke genkendende til betegnelsen. Hvor i verden kan man bestige et 6000-meter-bjerg på fem timer? Svaret er: Bolivia.

Verdens højeste fodboldkamp

I 2001 spillede to fodboldhold bestående af lokale og bjergguider en fodboldkamp på toppen af Bolivias højeste vulkan, Sajama (6542 meter). Forud for kampen havde FIFA besluttet, at der ikke måtte spilles internationale kampe i La Paz grundet beliggenheden i næsten 4000 meters højde. Med kampen ville spillerne bevise overfor FIFA, at det ikke er et problem at spille fodbold i højden. Kampen var en stor præstation, men de fik dog ikke reglerne ændret.

Vertikale issøgler

På flere bjerge i Bolivia findes de såkaldte Penitents, der er resultatet af helt særlige vindforhold, som gør, at is og sne former sig som lodrette søjler i forskellige former. Størrelsen på issøjlerne kan variere, og nogle steder kan de være meterhøje og svære at passere.

Andre bjerge i Bolivia

Andeslandet er et af de billigste steder i verden til bjergbestigning, og der er næsten garanti for godt bjergbestigningsvejr. Og så er der bjerge til ethvert niveau.
- Huayna Potosi (6088 meter) er det mest kendte 6000-meter-bjerg i Bolivia, og det er kendt for at være relativt let at bestige. Fra La Paz skal du regne med at turen tager to til tre dage.
- Pequeño Alpamayo (5425 meter) er kendt som én af de flotteste bestigninger, og kan også klares af begyndere. Beregn også to til tre dage fra La Paz.
- Illimani (6439 meter), som er vartegnet for La Paz, kræver lidt mere tid, fysisk form og teknik. Forvent at skulle bruge minimum fire dage på hele bestigningen.

Er du vild med vandring og vulkaner i det gamle Inkarige, så se mere her.
www.kiplingtravel.dk
www.jysk-rejsebureau.dk
www.penguin.dk
www.topas.dk