Kajak i fredelige Lapland

Rasmus og jeg har nogle dage tidligere søsat kajakkerne til en tur, der skal vise sig at blive en af de helt sjældne og unikke. Vi befinder os på de enorme søer omkring Arjeplog i svensk Lapland lige syd for polarcirklen. Fra det første padletag på Uddjaures vand står det klart: vi er havnet i et usædvanligt padlevand.

Uddjaure er enorm og er med sine hundredvis af øer og skær et stykke skærgård midt i Lapland, men til forskel fra andre skærgårde, vi har besøgt med kajakkerne, har vi her set rener flere gange både fra lejren og fra kajakkerne og har samtidig smukke kig til fjeldkæden. Vi padler langs nåleskov og små, skovklædte øer og får sidst på eftermiddagen øje på en lille, solbeskinnet odde til teltet. Kajakkerne fortøjer vi med et reb til fyrretræerne, der står med rødderne helt ude i vandkanten, for tænk, hvis kajakkerne stak af i nattens løb.

Vi sidder i solen uden for teltene. Nyder udsigten og vores aftensmad. Her er helt og aldeles tyst. Ikke et menneske at få øje på. Vi kan se flere småøer, og fjeldene rejser sig omkring søen. I det fjerne anes konturerne af fjeldkæden, Sveriges rygrad, som strækker sig over 1.000 kilometer langs den svensk-norske grænse. Solnedgangen farver himlen lilla og orange, og trætoppene står som sorte silhuetter på den farvestrålende baggrund. En tynd skive af en nymåne hænger direkte over trætoppene. Vi har passeret midten af august, og natten formår igen at klemme sig ind i nogle timer mellem solnedgang og solopgang.

Jeg bliver næsten ramt af en form for højdeskræk, da vi tilsyneladende svæver rundt på en skrøbelig overflade og slet ikke fornemmer vandet.

Højdeskræk på vandspejlet

Tidligt næste morgen lyner jeg teltdøren op til en sø dækket af en tyk, uigennemtrængelig dyne af tågedis. Det er, som om søen stadig sover, så jeg trækker soveposen godt op om ørerne igen. En times tid senere stikker jeg hovedet ud til et magisk syn. Søen er spejlblank. Tågedisen er ved at lette. Den hænger som små vattotter over søen og indhyller øerne i et mystisk skær.

Vi lægger fra land i helt og aldeles havblik. Det er som at ro på et spejl, og vi kan se søens bund langt under os. Jeg bliver næsten ramt af en form for højdeskræk, da vi tilsyneladende svæver rundt på en skrøbelig overflade og slet ikke fornemmer vandet. En vanddråbe drypper fra min pagaj. Skyggen fra vanddråben og ringene i vandet anes på søbunden mange meter under mig.

Øerne danner spejlbilleder af nåletræer og sten i søens blanke vand. De er så perfekte, at det er svært at se, hvad der er originalen, og hvad der er spejlbilledet. Her er uendeligt smukt – og nu er vi så heldige at se det hele dobbelt. Samtidig er her ikke et menneske i syne, og her er så stille, at man kan høre en dråbe fra pagajen ramme vandoverfladen. Det lyder som et ordentligt plask.

Vandet er så klart, at Rasmus får øje på helt tydelige elgspor på den sandede søbund nær bredden. Det klare, vindstille vejr egner sig perfekt til at udforske øerne ude midt på søen. Uddjaure føles stor som et hav, og vi er langt fra land, da vi klatrer op på en stor sten og spiser en solbeskinnet frokost midt ude på søen med benene dinglende ud over vandet. Vi ror rundt i smalle, labyrintagtige kanaler mellem øerne, går i land, udforsker den ene ø efter den anden. Øgruppen er det rene skærgårdsparadis, og alle øerne er fuldstændigt uberørte. Her er blot nåletræer, birk og store klippesten i vandkanten. Gigantiske kampesten bryder vandoverfladen som isbjerge mellem øerne. Af og til er kajakken oppe at hænge på en sten, og vi må krabbe os baglæns for igen at få vand under kølen. Den væmmelige, skurrende lyd afslører, at vi nok får et par ridser i kajakken med hjem som ekstra minder om Uddjaure. Da vi slår lejr på en lille ø, er der stadig havblik. Teltet står få meter fra vandkanten, og vi slutter padledagen med et hurtigt, iskoldt dyp i søen. Så kaster vi os over aftensmaden.

Dage flyder sammen

En lav, brun ryg anes over bevoksningen, og det pusler i krattet, da vi næste dag nærmer os endnu en perfekt ø. Vi er ikke klar over, om der er bjørne i området, så vi nærmer os forsigtigt og uden en lyd. Sniger os nærmere på vandet, hvor vi føler os i relativ sikkerhed og vover os tættere på for at få et godt kig – indtil et højlydt ”mæh” bræger ud over søen. Det lyder et gevaldigt latterbrøl fra kajakkerne, da det går op for os, at øen bliver brugt til græsning for en fåreflok. 

Kort efter viser et af Laplands ikoniske dyr sig nær søbredden. En brun ren græsser helt nede ved vandkanten og ænser os tilsyneladende ikke. Vi ligger længe i kajakkerne ganske nær land og betragter renen, der med sit krogede gevir bevæger sig elegant gennem skovbunden, indtil den til sidst på fjedrende ben hopper ubesværet over tuer og væltede træer og forsvinder længere ind i skoven. Renerne er tilsyneladende upåvirkede af os i kajakkerne.

Dagene flyder sammen. Tiden mister sin betydning. Vi ser rener. Vi bader fra små sandstrande. Vi tænder bål. Vi går i land på hyggelige småøer. Slår telt op i vandkanten hver aften. Ser solnedgange. En perfekt serie af dage med padleglæde i skærgårdsmiljøet højt mod nord.

Øerne er stort set ubebyggede, og kysten er langt hen ad vejen klædt i øde skov, mens fjeldkæden ligger i flere lag som silhuetter i baggrunden og udgør et virkeligt særpræget sted at ro. Her kan man padle i ugevis og knapt møde et menneske. Vi finder flere fine sandstrande midt i det stenede landskab, og bader når vi midt på dagen finder en solbeskinnet sandstrand i læ. Selvom vi befinder os i Lapland, kan temperaturen midt på dagen være meget sommerlig – specielt når solen er fremme, og vi har fundet en kyst med læ for vinden.

En mosaik af søer, pynte og øer

Fra Storavan går turen ind i den mindre sø Mahkavrrie, inden vi igen er tilbage på Uddjaures vandspejl. Jaure er det samiske ord for sø, så når søerne er navngivet med ”jaure”, ved man, at man er i Lapland. Næste dag slutter vores kajakeventyr i det høje nord. Teltet er placeret mellem fyrrestammerne nær vandet på en smal halvø. Elgpøller ligger spredt på jorden, ligesom de også har gjort på flere af de andre øer. De vidner om, at det ikke kun er renen, der hersker i dette område. Liggeunderlagsstolene er fundet frem, og vi tilbereder aftensmad på Trangia: chorizopølse med peberfrugt og tomatsauce. Provianten svinder nu ind, for i morgen slutter et mindeværdigt kajakeventyr. Men vi er slet ikke færdige med området, hvor der er vand nok til, at man kunne ro i ugevis. Hele området er en mosaik af forbundne søer pyntet med uberørte øer. Næste eventyr kan måske blive at ro helt ind til Kungsleden midt i Laplands fjeldverden. Som en sidste hilsen fra Lapland nærmer en lille flok rener sig vores telt, inden de vender om og på elastikagtige ben fortrækker ind i skoven.