Karakoram Highway

Den sorte mur
Det var Ghengis Khan, som først navngav bjergkæden, der danner den naturlige grænse mellem  Kina og Pakistan. Han kaldte den “Kara Koram” - direkte oversat “Den sorte mur”. Bjergkæden satte dengang en effektiv stopper for mongolernes ekspansion sydpå. Det var først, da kineserne og pakistanerne mod slutningen af tresserne besluttede at bygge en vej tværs gennem Karakoram, at dette, et af verdens mest isolerede områder, åbnedes for omverdenen. Siden Karakoram Highway i midten af firserne så småt blev åbnet for turisme, har det været tilladt at krydse “den sorte mur” og rejse mellem Kashgar og Islamabad - også på cykel. Turen bliver med god grund regnet blandt verdens bedste højlandscykelruter!

Karakoram.jpg
Skrevet af: Bjarne Andreasen
Opdateret den 28. nov 2016

Den sorte mur
Det var Ghengis Khan, som først navngav bjergkæden, der danner den naturlige grænse mellem  Kina og Pakistan. Han kaldte den “Kara Koram” - direkte oversat “Den sorte mur”. Bjergkæden satte dengang en effektiv stopper for mongolernes ekspansion sydpå. Det var først, da kineserne og pakistanerne mod slutningen af tresserne besluttede at bygge en vej tværs gennem Karakoram, at dette, et af verdens mest isolerede områder, åbnedes for omverdenen. Siden Karakoram Highway i midten af firserne så småt blev åbnet for turisme, har det været tilladt at krydse “den sorte mur” og rejse mellem Kashgar og Islamabad - også på cykel. Turen bliver med god grund regnet blandt verdens bedste højlandscykelruter!

 
Har du eventyr i årerne? Kan bjergene ikke blive høje nok? Er du til mountainbike og udfordringer i særklasse? Ja, så lad din mountainbike og Karakoram Highway være middel og mål til et cykeleventyr uden sidestykke.

 
Den gamle opdagelsesrejsende Gustav Mannerheim skrev om Kashgar, at “jorden her er så frugtbar, at hvis man stikker sin spadserstok i den, så har man året efter en mægtig bambusplante”. Klemt inde mellem Pamir bjergene i vest og den mægtige Taklamahan ørken i øst er frodigheden slående, men som en af de største og vigtigste handelsbyer på silkevejens tid er Kashgar mest af alt interessant for sin historie. I bazaren eller på et af de mange Chayhronas - traditionelle thehuse - skal der ikke megen fantasi til at forestille sig byen på Marco Polos og Sven Hedins tid. 

Kashgar - her starter eventyret

Byen har først og fremmest bevaret sin mystik og charme, men for os var den også startskuddet på vores eventyr - selve cykelturen. Ude af byen var der relativt fladt og frodigt med melonmarker så langt øjet rækker. I det fjerne knejsede Karakorams hvide tinder, og det gav et sus i maven at tænke på strabadserne forude.  

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

bjerg_himalaya.jpgKara Kul og Muztagh Ata
De første fem og fysisk hårdeste cykeldage, bragte min ven og rejsefælle Søren Sattrup og jeg, til Kara Kul - den sorte sø. Muztagh Ata på 7.546 meter, der passende kan betegnes som fader til alle isbjerge, rejser sig stolt og smukt bag søen. Sammen danner de rammen om den smukkeste lejrplads, jeg endnu har oplevet, men hvor indbydende vandet i Kara Kul end ser ud, så lad badebukserne blive hjemme. I 3.700 meter er vandet isnende koldt selv om sommeren.

Der er gode trekking-muligheder i området, hvis man har tid, energi og proviant nok til det. Proviantering er nemlig vanskeligt, da landsbyerne i området knapt har nok til sig selv. Vi havde medbragt frysetørret mad til cirka ti dage, men set i bakspejlet havde fem til syv dage været tilstrækkeligt, også selv om vi tilbragte et par dage ved Kara Kul.

Turen videre fra Kara Kul til Khunjerab-passet var nådesløs. Vi sloges ikke blot med vejret, der var stegende hedt om dagen og isende koldt om natten, men også med højden, der selvom vi var godt akklimatiseret bestemt ikke gjorde det hele lettere.

Khunjerab passet
Indtil nu havde vi groft sagt cyklet langs den østlige flanke af Pamir-bjergene, og først nu bevægede vi os ind i Karakoram. Forskellen var åbenlys. Pamir er en gammel bjergkæde med runde former slidt af vind og vejr gennem tiden. Karakoram er meget yngre med vildere og mere abrupte bjerge.

Den sidste dag op til passet og ned igen på den pakistanske side, skulle blive den hårdeste på hele turen. Vi vågnede tidligt den morgen for at finde teltet omringet af græsende yakokser, der forsigtigt måtte gennes væk, før vi kunne komme afsted. Vi havde slået lejr i cirka 4.100 meters højde, men der var stadig 40 km til Khunjerab-passet i 4.730 meter og yderligere 85 km ned til den pakistanske grænsepost ved Sost - en tænderudtrækkende dag med over ti timer i sadlen.

Da vi kort før passet nåede den kinesiske kontrolpost, virkede den forladt. Kun en dreng i uniform forhindrede os i at passere. Det viste sig, at resten af soldaterne var ude at plukke blomster. Et herligt syn at se disse ti kinesiske soldater med deres AK-47 automatgevær over skulderen og blomsterbuket i hånden komme gående ned af vejen. Desværre ville de ikke fotograferes.

Vi kom sikkert gennem passet, og skar os hurtigt ad utallige hårnålesving ned gennem Karakoram med op mod 70 km/t. Den pakistanske side af Karakoram Highway skulle desværre vise sig ikke at være så godt vedligeholdt som den kinesiske. Et sted var cirka 200 meter vej forsvundet ned i floden, og vi måtte bære alt vores grej gennem vandet af flere omgange. Vi var først fremme i Sost ved mørkets frembrud - totalt udkørte, men meget tilfredse med os selv.

Efter Sost fortsatte vi videre ned gennem Hunza-dalen. Vejforholdene blev bedre, og det gik stadig nedad. Hunza var én af grundene til, at Karakoram Highway blev bygget. Pakistan havde dengang meget svært ved at kontrollere de mange små fyrstedømmer i nord heriblandt Hunza, og derfor var de mest interesseret i vejen af militært-strategiske årsager. Kina var først og fremmest interesseret i en militær forsyningsvej ind og ud af Kina på et tidspunkt, hvor forholdet til Sovjetunionen og Indien var på sit koldeste.

Hunza-dalen

Det er derfor blåøjet at tro, at denne vej blev bygget for at styrke forholdet og samhandlen mellem Kina og Pakistan, som begge lande hævder, og samhandel mellem Kina og Pakistan ad Karakoram Highway er da også så at sige ikke eksisterende! Tilbage står et af verdens største og vanskeligste vejprojekter stort set ubenyttet, og havde det ikke været for militære interesser, var vejen formentlig aldrig blevet bygget. Intet andet sted i verden er en vej blevet bygget gennem så bjergrigt et område. I Hunza kan flere af verdens største gletschere ses direkte fra vejen og tro mig - det sætter ens egen ubetydelige eksistens i relief at cykle tæt forbi sådan en størrelse!

Vi var nået helt til Gilgit og havde været i Pakistan i mere end en uge, da vi fandt ud af, at USA havde affyret missiler mod formodede terrormål på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan - et område vi oprindeligt ville have cyklet ganske tæt forbi. Men en antivestlig stemning med den sædvanlige afbrænding af Stars & Stribes til følge havde bredt sig, og det pakistanske militær var i fuld færd med at evakuere alle vesterlændinge fra området.

kashmir.jpgKashmir

Vi besluttede derfor i stedet at cykle østover ind i den pakistanske del af Kashmir. Vejforholdene blev væsentligt dårligere sammenlignet med Karakoram Highway, og hvad værre var havde vi nu også den lokale flora imod os i form af en busk, hvis frø havde torne som rosenbuske - rene partisanersøm på den hårde asfalt! Indtil nu havde vi kun haft ganske få punkteringer, men nu fik vi på den forkerte side af 20 på blot tre dage.


Vores cykeleventyr sluttede ved vejens ende i Skardu i hjertet af Kashmir og ikke i Islamabad som oprindeligt planlagt. Det internationale politiske magtspil ville det anderledes. Tilbage var kun nogle få praktiske gøremål med cyklerne, før vi kunne flyve til Islamabad og videre hjem til Danmark. Det var en noget sørgmodig, men meget tilfredsstillende fornemmelse at være ved vejs ende – vi havde cyklet 1.200 km tværs gennem Karakoram og fået nogle fantastiske oplevelser for livet.

Artiklen blev bragt i Adventure World nr. 30, august / september 2000.


 

Rejsen
Den billigste og letteste indfaldsvej til Karakoram Highway er at flyve til Islamabad - hovedstaden i Pakistan. Herfra kan man tage busser eller fly videre til Kashgar og cykle tilbage igen - eller omvendt. Flybilletten til Islamabad kan købes fra omkring kr. 5.500,- for København-Islamabad tur/retur. Det kan anbefales at reservere plads i god tid. Bemærk at det kun er tilladt at have 20 kg bagage med inklusiv cykel. Visse luftfartsselskaber har dog specielle regler for cykler og andet sportsudstyr, så spørg dit rejsebureau uanset. Selve cykelturen tager tre til fire uger, alt efter hvor mange og hvor lange stop man gør undervejs. Regn med lidt spildtid i hver ende. Fem til seks uger er ideelt.

Visum
For danske statsborgere kræves der visum til både Pakistan og Kina før indrejse. Det er muligt at opnå op til 90 dages visum til både Kina og Pakistan, og de kan mod gebyr på cirka kr. 200,-  ansøges på de respektive ambassader i København.

Vaccinationer
Seruminstituttet anbefaler vaccinationer mod difteri, japansk hjernehindebetændelse, smitsom leverbetændelse, miningkok-meningitis, stivkrampe og tyfus, men rådfør dig med Seruminstituttet eller egen læge omkring to måned før afrejse.

Klima
Karakoram bjergkæden er et resultat af kollisionen mellem det indiske subkontinent og det asiatiske kontinent på samme måde som Himalaya bjergkæden. Karakoram er dog langt yngre end Himalaya og derfor mere aktiv. K2, verdens næsthøjeste bjerg, ligger i Karakoram. Klimaet er barskt året rundt, stegende varmt om sommeren og isnede koldt om vinteren. Maj til september er reelt det eneste tidspunkt på året, hvor det som cyklist er muligt at opleve Karakoram Highway.

Prisniveau
Selv om Kina er midt i en rivende økonomisk udvikling, er det stadig blandt de billigere rejselande i Asien. Det skulle være muligt for de fleste at holde et dagligt budget på 150 til 200 kr., hvis man er villig til at dele værelse med andre, og ikke er den kræsne type.

Som mange andre steder i Asien betaler rejsende mere for de fleste ting end de lokale, hvilket til dels også kan forsvares, men i Kina er dette helt officielt. Indenrigs flybilletter koster fx tæt på det dobbelte, og entreer til museer og templer op til det femdobbelte, hvis du har runde øjne og lang næse. Dette er også tilfældet med bus- og togbilletter samt hotelpriser, selvom der på disse punkter er en udvikling i gang mod et fælles prissystem med én pris for alle - lange næser eller ej!

Pakistan er blandt de absolut billigste rejselande i Asien, og de fleste vil her kunne holde et dagligt budget på kr. 100,- uden større problemer. Der er ikke noget officielt “to-prissystem” i Pakistan som i Kina, men det uofficielle ofte lige så godt. Pakistanerne er dygtige handelsfolk så forvent, at der skal pruttes om prisen overalt!

Islam
Langs hele Karakoram Highway er befolkningen muslimer, og specielt i Pakistan er befolkningen meget religiøs så tag hensyn - det er dig, der er gæst. Cykelshorts er udelukket, da du i pakistanernes øjne lige så godt kunne cykle med bar røv! Tag løse bukser udenpå. Det er ikke nogen dårlig ide at sætte sig lidt ind i Islam før afrejse. Respekt og viden om de lokale normer giver under alle omstændigheder den bedste tur.

Udstyr
Jeg sværger selv til stål frem for aluminium. Det giver i det mindste en chance for reparation af stellet, om end den er lille! Affjedret forgaffel er et plus, men bortset fra den så hold cyklen så simpel som muligt. Så er der mindre, der kan gå i stykker. Jeg foretrækker downhillstyr med gode store barends, da det giver flest grebmuligheder, og hænderne ikke så let falder i søvn. Ekstra skruer, møtrikker m.m. samt ekstra eger, slanger, foldedæk, bremseklodser, kabler, masser af lappegrej og gaffatape er en selvfølge, men man kan ikke være forberedt på alt! Kend dit grej, før du tager afsted, så kan du undgå nogle ubehagelige overraskelser. De fleste oplever problemer med bagagebærer og cykeltasker, så få dette afprøvet med stor vægt i svært terræn før afrejse.

Inspiration
Af guidebøger kommer du ikke udenom Lonely Planets “Karakoram Highway” og “Trekking in the Karakoram & Hindukush”, men Cadogans “China, the Silk Routes” er også god. Skønlitterært vil jeg anbefale Peter Hopkirks bøger “The Great Game” og “Foreign Devils on the Silk Road”, som giver et glimrende indblik i kolonitidens Centralasien og den dengang blomsterende Silkevejshandel. Af kort vil jeg anbefale Leomanns fire Karakoram kort i 1:200.000, selvom de er i den dyre ende. Mere detaljerede kort til fx trekkingture i de enkelte områder skaffes lettest og billigst i Kashgar eller Islamabad.

Andet
Husk rejseforsikringen! Karakoram Highway er ikke stedet for et kompliceret benbrud uden forsikring. Bemærk at nogle forsikringsselskaber ikke dækker “specialudstyr” som cykler og kameraer under den almindelige bagagedækning.

Andre spændende artikler


Video: Bikepacking i Mexico - The Baja Divide (13 min)

Video: Bikepacking i Mexico - The Baja Divide (13 min)

Cykling i verdensklasse på Carretera Austral

Cykling i verdensklasse på Carretera Austral

Geilo på cykel

Geilo på cykel

Log ind