Tværs over Tibets isolerede Chang Tang

39 dage uden mennesker

Tibets enorme Chang Tang er en af de mest isolerede, øde pletter på verdenskortet. Kun et fåtal af mennesker har i tidernes løb sat deres fødder på de afsidesliggende plateauer, men det holder ikke tre cyklister fra at pløje deres dæk af sted ud i det rene ingenting, ikke se mennesker i 39 dage og bestige ubørte 6000+ meter toppe på vejen. Eneste problem: Det er ikke helt lovligt…

IMG_2966.jpg
Skrevet af: Martin Adserballe - Foto: Martin Adserballe og Janne Corax
Opdateret den 04. mar 2022

Tibets enorme Chang Tang er en af de mest isolerede, øde pletter på verdenskortet. Kun et fåtal af mennesker har i tidernes løb sat deres fødder på de afsidesliggende plateauer, men det holder ikke tre cyklister fra at pløje deres dæk af sted ud i det rene ingenting, ikke se mennesker i 39 dage og bestige ubørte 6000+ meter toppe på vejen. Eneste problem: Det er ikke helt lovligt…

Jeg bliver ført hen til bygningskomplekset, hvor svenske Janne Corax og Nadine Saulnier befinder sig, efter de kort forinden er blevet arresteret af det kinesiske politi. Jeg har over telefon netop fået at vide, at den danske ambassade er ved at starte en eftersøgning. Vi er rystede.

Det er ikke lige den afslutning vi har håbet på efter at have krydset Tibets Chang Tang, uden at se mennesker i 39 dage i træk, sultet og besteget to uberørte 6400 meter høje bjerge i verdens måske sidste vildnis.

Tibets forblæste overetage
Hvis Tintins yeti findes, så må det være i Chang Tang, bæstet gemmer sig – et område i Nordtibet, omkring 10 gange så stor som Danmark og fuldstændig ubeboet. Denne forblæste overetage af Tibet, hvor lavområderne ligger højere end toppen af Mt. Blanc, byder på så barske vilkår, at selv de hårdføre tibetanske nomader holder sig væk.

Indimellem de langstrakte alpine stepper og enorme koboltblå saltsøer, rejser hvide ubestegne tinder sig lokkende. Alt for lokkende - de er som forførende, syngende sirener. 

Kaldet derfra fanger i foråret 2008 os, tre vildfarne cyklister, som i et fælles anfald af livskedsomhed og eventyrlyst på omkring 14 dage planlægger og stabler en ekspedition i Nordtibet på benene.

En kringlet omvej over Hong Kong kaster os midt i maj ud i den deprimerende olieby Huatuguo, beliggende nær en skov af olieinstallationer, for foden af Altun Shan-bjergkæden i Vestkina.

En kort dagscykling bringer os forbi en enorm asbestmine på grænsen mellem Xinjiang og Qinghai-provinserne. Hele området er farvet hvidgråt af asbesten. Midt i mineområdet får vi et sidste måltid i en lille, spartansk restaurant, hvor vi snakker om det vanvittige i, at der bor mennesker og børn her i dødens baggård. De næste 49 dage er vi afhængige af vores egne madforsyninger.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 1687Absolut alene
Vi forlader asfaltvejen – forlader den sidste flig af ’rigtig’ civilisation - og cykler den næste dag op til 3500 meters højde på en lille, støvet minevej. Min cykel vejer groteske 94 kilo inklusiv 37 kilo mad, benzin, vand og udstyr til bjergbestigning. Selv det mindste bump sender en djævelsk skælven gennem cyklen, og jeg tænker konstant: ’Holder cyklen til det her?’.

Vi er notorisk paranoide. Bange for at møde myndigheder før Chang Tangs intethed, for det er lukket land, ulovligt at færdes i – bange for at ramme ind i store floder, her på kanten af sommeren. Vi skubber og trækker vores cykler off-oad.

Sne og slud rammer os og skaber et inferno af mudder, når den stærke sol efter endnu en snestorm kaster sig frådende over landskabet. Ramler ind i endnu et minespor vest for den 55 kilometer lange sø Ayakkum.

Det tager dage at kæmpe os over det 5050 meter høje bjergpas Fujan, som er et lærestykke i mental balance og mudders vederstykkeligheder. Er ved at forlade det sidste minespor, da min satellittelefon pludselig dør. Vi er helt alene. Den var det eneste kontakt til omverden. På en måde føles turen mere ægte nu, men desværre ved ingen, at vi er i god behold.

Himlen føles så nær i den tørre bjergluft, at det er fristende at række ud efter stjernerne.

IMG 2016Ulvene kommer
Bjergkæden Arka Tagh er den sidste skanse mellem os og Tibet. Den ligner en uovervindelig mur, men efter en lang dag forlader vi Xinjiang via et 5143 meter højt pas. Kanter os med begærrige, sultne blikke sydvest rundt omkring det knap 7000 meter høje Ulugh Muztagh, som kartografer i 1800-tallet mente, kunne være højere end Mt. Everest.

I den store, åbne, alpine ørken i 5200 meters højde syd for bjerget har vi ned til minus 19 grader om natten. Hvis det her er sommer, hvordan er vinteren så? Området her er sandkasse i storformat, og bandende tager vi føringer på en kilometer hver især, mens vi pløjer en fure gennem landskabet.

En stor, dominerende ulv lunter en aften nysgerrigt rundt 20 meter fra vores telte, før den forsvinder igen. Snart efter medbringer den et par artsfæller i forventning om et festmåltid, men modet svigter ved synet af skrigende teltfarver og stirrende cyklister.

Næste morgen finder jeg pels og en stor blodpøl 20 meter fra vores telte. Sandsynligvis har ulvene eller en tibetansk brunbjørne nedlagt en af de utallige tibetanske antiloper, dagen før vi ankom. Vi er ikke helt alene, trods alt.

IMG 3165Yakokseangreb
Frustreret følger vi en ulidelig sandet bred langs en 14 km lang sø, før en dyb flod tvinger os til bruge en ekstra dag på en omvej gennem et surrealistisk vulkansk landskab midt i en frossen sø. Pludselig havner vi i et alpint engområde. Her skubber jeg i tænkende ensomhed cyklen hen imod endnu en af de grønne, rullende bakker, da en yakokse uden varsel tromler op over bakkekammen foran mig.

Den standser brat op og stirrer skulende på mig i omkring et minut, så det løber mig koldt ned af ryggen. Pludselig farer den videre, da Janne til min store forbløffelse kommer stormende efter yak’en med en skarp isøkse og et vildt udtryk i øjnene, mens han råber:
”Hvor er Nadine – den yak har lige angrebet mig”.

Janne fotograferede fredsommeligt den ensomme Yak på afstand, da den angreb og kun stoppede få meter fra ham, da han i desperation kylede en drikkedunk i hovedet af uhyret, inden han søgte dækning under cyklen. Han er heldig, og han ved det. Yak’en er Tibet’s farligste dyr, og flere tibetanere omkommer hvert år ved yak-angreb.

Revanche i whiteout
Ikke alt er elendighed. Landskabet er storslået, og nætterne heroppe er berusende. Vinden løjer ofte af, og så hersker der en intens tilstand af stilhed. Himlen føles så nær i den tørre bjergluft, at det er fristende at række ud efter stjernerne.

Ensomme, synlige satellitter slæber sig dovent hen over os i en uendelig cyklus. Imens griber frosten endnu engang fat om den tynde, optøede skorpe over det op til 150 meter tykke permafrostlag, under os. Det er en fantastisk hjælp tidligt om morgenen, hvor vi cykler indtil overfladen igen tør op, og vi må skubbe cyklerne resten af dagen.

Endelig! 37 dage efter vi forlod Huatuguo, når vi vores primære mål, det 6388 meter høje Kukushili, et af verdens mest utilgængelige bjerge, der ligger indflettet i et isolereret bjergmassiv, som på afstand ligner Sidney-operaen.

Blodvabler på størrelse med 5-kroner på mine fødder forhindrede et bestigningsforsøg, da jeg som den første nogensinde krydsede Chang Tang solo i unsupported stil for fire år siden. Det er tid til revanche!

Efterlader vores cykler og vandrer 10 kilometer med fyldte rygsække, før vi etablerer basislejr i 5500 meters højde, tæt på snegrænsen. De sidste tre dage har været skyfri, men næste morgen omklammer en dunkel skymasse Kukushili, som for at beskytte stedet mod indtrængende.

Vi er pisket til at forsøge alligevel – vores forsyninger svinder hastigt, og vi ved ikke, hvornår vejret klarer op igen. Klatrer i whiteout-forhold efter et nøjagtigt GPS-punkt for toppen. Sidst på formiddagen, står vi på højderyggen, som er forbundet med toppen mod nord. Vi reber op, og efter omkring 800 meter traversering i løs sne med et brat 400 meter fald til højre for os og en løs snekam til venstre, når vi toppen. Vi er ellevilde af glæde.

Jeg har tabt 13 kilo under turen og har 40 gram mad tilbage, da vi uventet ramler ind i en tibetansk nomadelejr.

IMG 2388Tandpine og højdegale antiloper
Vi følger en flodseng og en glubsk slugt i nogle dage mod syd, før Janne ude i mere åbent terræn får en enerverende tandpine. I flere dage synker han helt ind i sig selv på grund af smerten. En tidlig morgen løser en stor tang problemet.

Desværre er han ikke i pokerhumør de næste dage, efter den behandling. Vi flygter ellers fra strabadserne ved at spille poker i et par timer hver anden dag, med slik som indsats.

Et 5405 meter højt bjergpas bringer os som de første vesterlændinge nogensinde ind til et uvejsomt område, som et Italiensk forskningscenter kalder for verdens mest fjerntliggende sted på landjorden (Antarktis undtaget).

Maden svinder alt for hurtigt, og turen har taget så lang tid, at Nadine frygter for sit arbejde. Tilmed er der givetvis ængstelige mennesker i Sverige og Danmark, efter satellittelefonen gik død. Ingen ved, hvordan vi klarer os. Om vi klarer os.

Ti dage efter Mt. Kukushili står vi for foden af det 6438 meter høje Purog Kangri. Mad eller ej – vi er nødt til at bestige det! Overfor, mod øst, afspejler Burog-søen krystalklart bjergmassivet Zangser Kangri, som læner sig ud i det kongeblå saltvand.

Vejet er perfekt, og opstigningen fra sydøst i alpin stil mod toppen er ukompliceret. Undervejs ser vi tibetanske antiloper, som daser den i sneen i omkring 6100 meters højde. ”Hvad i alverden laver de heroppe”, tænker begge hold.
På toppen planter vi et antilope-horn, som en hyldest til disse elegante og forunderlige dyr.

IMG 3196Arresteret
I omkring en uge har vi hver levet af få hundrede gram mad om dagen og er mere end sultne. Jeg har tabt 13 kilo under turen og har 40 gram mad tilbage, da vi uventet ramler ind i en tibetansk nomadelejr, netop som Nadines forhjul er ved at give op.

Der er maddiker i den kogte ris, vi får serveret, men vi er forholdsvis ligeglade. Imens forsøger vi at vænne os til tilstedeværelsen af mennesker omkring os igen. Udadtil er vi lykkelige, men indadtil hersker en underlig skuffelse over at lægge højlandet og udfordringen bag os. Eventyret er slut og rulleteksterne løber ned over skærmen. Tror vi.

54 Dage og knap 1100 km fra Huatuguo ruller vi ind i en spartansk udkantsbebyggelse kaldet Gomo Xian. Her bliver vi arresteret straks ved ankomsten.

Der har reelt været undtagelsestilstand i Tibet siden opstanden i Lhasa i marts 2008, og alle adgangsveje er lukket. Ude i ødemarken håbede vi naivt, at situationen var blevet bedre, men nej.

Tre politimænd bevogter os konstant. Mens de sover i rummet ved siden af os, sniger jeg mig ud i nattens mulm og mørke og begraver et halvt kilo detaljerede sovjetiske generalstabskort over Nordtibet dybt nede i et kinesisk toilet. Vi har problemer nok i forvejen!

De næste dage går med forhør på lokalt plan, gennemsøgning af vores bagage, en køretur på omkring 600 kilometer akkompagneret af en alkoholiseret, evigt højt-syngende tibetansk politiofficer til den nærmeste større by, Ali.

IMG 3073Øl, karaoke og deportering
Vi får en løjerlig behandling på vej til Ali. En nat klokken to bliver jeg for eksempel hevet ud af sengen af to politimænd og til min store forbløffelse slæbt til en karaoke bar, hvor den lokale tibetanske politichef fester igennem sammen med en række politifolk, mens prostituerede ihærdigt forsøger at erhverve kunder i den fåtallige skare.

’Ganbei’ – skål på kinesisk – ruller det konstant gennem lokalet. Til sidst bliver jeg transporteret tilbage til Janne og Nadine klokken fem om morgenen i en temmelig beruset tilstand og med en lidt flov smag i munden. De troede, jeg var blevet slæbt til et tredjegradsforhør, og Nadine har ikke kunnet sove.

En mindre madforgiftning samt politiets sletning af følsomme billeder krydrer den kedsommelige ventetid indimellem de daglige forhør i Ali indtil domsafsigelsen. Politiet tror på forklaringen om, at vi har krydset Chang Tang ved et uheld, og vi slipper med 400 kr. i bøde hver for ophold i Tibet uden rejsetilladelse, men med den hage, at vi skal forlade Kina.

Så følger en halvanden dags lang og besværlig bustur ud af Tibet, som inkluderer pauser ved et overflødighedshorn af kontrolposter og inspektion af alle passagers bagage.
Pludselig står vi i udkanten af Taklamankan-ørkenen.

Døren til Tibet er smækket i, og et stærkt vemod over at være fordrevet fra Tintins forjættede sneland bliver kun undertrykt gennem en stille ed om at vende tilbage igen.


IMG 2629

Erfarne Tibetfarere

Martin, Janne og Nadine har alle tre krydset Chang Tang før og har cyklet intensivt i Tibet gennem mange ture. Danske Martin er 37 år og har cyklet cirka 19.000 kilometer i Tibet og på det tibetanske plateau under i alt ni ture, som blandt andet inkluderer en 3000 kilometer vinterkrydsning.

Han elsker at cykle 5500 meter høje bjergpas og har en Guinness-rekord i højdecykling sat i 7008 meters højde på Muztagh Ata i Kinas Xinjiang-provins. Du kan læse mere om hans bedrifter og eventyr på www.adserballe.com.

Janne og Nadine blev udnævnt til årets eventyrere i Sverige 2008 på baggrund af turen. Læs mere på www.aretsaventyrare.se og find masser af cykeleventyr på Jannes hjemmeside www.3.utsidan.se/corax


IMG 1595

Vesterlændinge i Chang Tang 

Det er ikke mange vesterlændinge, der har oplevet Chang Tangs fantastiske, isolerede bjergområder:

  • I 1893 krydsede De Rheins fra nord til syd ind i Tibet. Senere blev han myrdet i Østtibet af tibetanere.
  • I 1896 krydsede M. S. Wellby Chang Tang fra vest til øst. To mænd opgav og blev efterlad i ødemarken til egen skæbne.
  • Svenskeren Sven Hedin havde et næsten fanatisk forhold til Chang Tang og krydsede området tre gange omkring år 1900 i en energisk jagt efter hvide pletter på datidens kort. Han medbragte blandt andet seng, skrivebord og hundehvalpe og efterlod en hale af døde pakdyr efter sig. Under en af ekspeditionerne mødte han ikke mennesker i 81 dage i træk.
  • Den første amerikanske atomspion, Douglas Machiernan, blev sammen med to hviderussere skudt og halshugget af tibetanske grænsevagter i 1950, efter de have krydset Chang Tang for at undslippe Mao’s røde hær i Xinjiang-provincen.
  • Stefan Simmerer og Frank Kauper stod i 1997 for den første unsupported krydsning med en specialbygget trailer. Turen på 51 dage blev panisk, da de opdagede, at der ikke findes veje i Chang Tang.

Andre spændende artikler


Cykling på egen hånd i Slovenien

Cykling på egen hånd i Slovenien

Bikepacking på norsk

Bikepacking på norsk

Bjergveje, vodka og uvished

Bjergveje, vodka og uvished

Log ind