Kungsleden - På højfjelde over skyerne

Farveeksplosionen på fjeldet

Næste morgen krydser vi elven på en gyngende, knirkende hængebro og begiver os ud i den del af birkeskoven, som vokser nær trægrænsen. Det er en pludselig farveeksplosion af gyldne efterårsfarver med birkeløv i gul, knaldrød, orange og grøn. Det virker til, at de enkelte træer ikke oplever efteråret på samme tidspunkt, så forskellige de er i deres farver. Over trægrænsen vandrer vi langs en stejl, mørkegrå fjeldside. Bundvegetationen består af små puder af orange, rødt og gult løv. Det er som at vandre på en abstrakt malers palette.

Et vandløb risler ned ad fjeldsiden, og inden længe har jeg hentet vand i vandløbet, og vi har tændt op i Jetboilen til en kaffe- og chokoladepause. Vi nænner ikke at forlade dette sted og ønsker bare at forlænge tiden, inden stien fører os ned i skoven igen. Denne del af Kungsleden bringer os nærmest på daglig basis op over trægrænsen, hvor de ubrudte fjeldudsigter råder, hvorefter stien igen fører os ned i de flammerøde skove. Vekselvirkningen mellem skov og højfjeld giver en meget varieret vandrerute, som måske er særlig flot som efterårstur, hvor bæltet af birketræer lige på trægrænsen af fjeldet stråler i orange farvenuancer. En serie gyngende hængebroer fører os over Piteälven til en god teltplads i skoven ved elvens bred.

Rener ved Polarcirklen

Tilbage på højfjeldet kan vi næste dag skue ned over en serie blå søer midt i de gyldne efterårsfarver. Det virker, som om der bliver skruet op for farverne for hver dag, der går. Antallet af fjeldvandrere er derimod hastigt på retur. De dage, vi møder flest andre vandrere, møder vi blot en håndfuld. Flere dage møder vi bare en enkelt. En sådan enlig vandrer kommer gående imod os sydfra med vigtigt nyt: bådoverfarten ved Vuonajtviken sejler kun én gang dagligt her i ydersæsonen, klokken ni om morgenen. Dermed må vi sætte det lange ben foran for at nå frem til oversejlingen inden i morgen, og planen om at spise en elgburger på stedets restaurant kuldsejler. Berøvet min elgburger, som jeg har glædet mig til, lige siden vi begyndte at planlægge turen, får udtrykket ‘at stjæle slik fra børn’ en helt ny betydning.

Vi vandrer til skumringen dæmper lyset og krydser undervejs polarcirklen. En lille flok rener løber over sporet foran os og stiller sig op i silhuet foran den orange birkeskov. At vandre så højt mod nord er altid noget ganske særligt. Landskabet har en uberørthed og vildskab over sig, som man finder få andre steder. Naturområderne er gigantiske, og renerne, som har hersket over Skandinaviens fjelde lige siden sidste istid, bevæger sig ubesværet op og ned ad fjeldsiderne.

I solen over skyerne

Næste morgen står vi tidligt op og vandrer de sidste fem kilometer i tåge og morgendis til Vuonajtviken, hvor en håndfuld vandrere telter og venter på morgenbåden. Søen er indhyllet i et tykt tæppe af tåge, og vi krydser søen i en sigtbarhed, der minder om ærtesuppe. Vi kan kun se nogle få meter frem. Fra Riebnes' stenede bred har vi en kort, stejl opstigning til et plateau over trægrænsen på højfjeldet, hvor vi kommer op i solen. Under os dækker tågen dalene som en tyk dyne.

En serie småsøer dekorerer området med blåt, mens polarkærulden vejer i vinden med sine hvide, dunagtige toppe. Her er så fint, at vi ikke nænner at gå ned under skyerne i dalen. Vi slår i stedet teltet op for at tørre det, og sidder i flere timer lunt i solen. Et par rener dukker som mytiske væsener op fra tågebankerne, der skjuler dalene under os, og som kun de højere fjeldtoppe stikker op over. Fjeldene her er ganske vist ikke så høje som Sveriges mægtigste tinder, der omgiver den nordligste del af Kungsleden, men er stadig et imponerende syn. Her er de træløse fjelde gennemskåret af skovklædte dale, og er et uendeligt smukt syn at skue ud over.

Vi bryder langt om længe op og vandrer ned gennem det tykke skylag til de store nåleskove og en søbred med et par robåde. På den anden side af vandet ligger endnu et par robåde, hvor vandrestien fortsætter. Vandrestøvler skal skiftes ud med årer, og jeg melder mig til at ro den korte strækning over det lille sund. Som rutineret kajakroer må det være en smal sag, tænker jeg, men robåden tager en seriøs slingrekurs, for det er helt uvant pludseligt at sidde med ryggen til sejlretningen, og zigzagkursen bringer os ud på lidt af en vandudflugt, inden vi endelig træder i land, hvor stien fortsætter.

Champagne i kaffekopperne

Blåbærrene har fået den første nattefrost og smatter ud ved den mindst berøring, så alt vores grej er dækket med store, blå pletter og bliver dag for dag mere og mere smølfefarvet. Rygsækkene er slunkne, da vi næste dag vandrer ind i Jäkkvikk for at fylde dem op i byens supermarked. Vi kaster os over frisk frugt. Blokke med ost. Chips. Småkager. Rygsækkene bugner, da vi drager derfra og sætter kursen tilbage mod højfjeldet. Stien er stejl, men vi er ved at vænne os til en vandrerute med en højdeprofil, der minder om en rutsjebane. Den konstante vekslen mellem højfjeld og skove er også med til at give turen sit meget varierede præg.

Højfjeldet står i flammer – ildrødt blåbærløv og eksploderende efterårsfarver. Løvtræernes orange, gule, ildrøde og grønne farver står blandet sammen. Tre birketræer udgør et trafiklys: Rød, gul og grøn på række. Vi undrer os over, at træer, som vokser så nær hinanden, kan have så forskellige farver. I det fjerne anes sneklædte toppe og blå søer. En zone af højorange birketræer breder sig op ad fjeldsiderne, der hvor skov afløses af åbent fjeld. Vi måber. Eksplosionen af efterårsfarver overgår alt, hvad vi hidtil har set. Vi er samtidig taknemmelige for vores held: ikke nok med at vi har ramt den allerflotteste periode med efterårsfarver, vi har også klar, blå himmel og høj sol stort set hver dag.

På et brændende rødt fjeld krydser vi grænsen til Pieljekaise Nationalpark, og kort efter åbner vi en flaske medbragt champagne. Med bobler i kaffekopperne fejrer vi, at vi nu har besøgt samtlige Sveriges 30 nationalparker. I en solrig plet skåler vi for dem alle sammen, og de fantastiske oplevelser vi har haft undervejs med at udforske vores langstrakte nabolands mest unikke, beskyttede natur. Det har bragt os rundt til klippefyldte skærgårde, afsidesliggende sandøer, urskove, højfjeld, kulturlandskaber, søer og øde skovområder. Og nu altså til Pieljekaise Nationalpark, der med sit åbne højfjeld og vidtstrakte fjeldbirkeskove er et af højdepunkterne på denne del af Kungsleden.

Gæster i pausehytten

Inden længe får vi gæster til fejringen. En flok rener fra en nærliggende fjeldkam nærmer sig langsomt. Vi er stille, og renerne kommer tættere og tættere på. De virker trygge ved vores tilstedeværelse. Går roligt og græsser omkring os. At få besøg af rener så tæt på vandrestien, har jeg ikke oplevet på Kungsledens nordligere og mere bevandrede strækninger. I en gul birkeskov ved søbredden slår vi teltet op og går til ro under en skinnende rund fuldmåne. Vi har fjeldet helt for os selv, og telter på drømmeteltpladser på højfjeldet med milevide udsigter over orange skov længere nede af fjeldsiderne. Nogle dage finder vi en pausehytte midt på dagen, men i det solrige vejr, holder vi vores pauser siddende i solen på hyttens dørtrin.

Forkælet med sol, blå himmel og klart efterårsvejr bliver vi overraskede, da vi vågner til lyden af regndråber på teltdugen et par dagsvandringer fra Ammarnäs. Fjeldet er indhyllet i regn og tæt tåge, og vi er glade for markeringerne langs vandrestien, for sigtbarheden er helt forsvundet. I den lille Rävfallshytte tænder vi op i et stædigt brændekomfur, der starter med at sprede røg og os i hytten.

Vores dyngvåde tøj hænger til tørre på stoleryggene, da døren går op, og ind træder to gennemblødte vandrere med vanddryppende rygsække. Det er en fransk og en amerikansk vandrer, som vandrer hele Kungsleden i et stræk, og det bliver til hyggelig snak om oplevelser langs vandrestierne og kommende turplaner. De beretter om vandringen på den nordligste del af Kungsleden, hvor man langt hen ad vejen holder sig helt over trægrænsen, men må dele stierne med langt flere vandrere. Til gengæld har man der komforten ved et sammenhængende hyttesystem. Vi bliver hurtigt enige om, at Rävfallshytten er som sendt fra himlen på en kold og regnfuld dag.  

Næste dag vandrer vi de sidste skridt ud af en gul-orange birkeskov og ind i Ammarnäs, hvor der venter os et brusebad og en festmiddag med rensdyrgryde og rødvin på restauranten. Efter min nedsmeltning over den missede elgburger, er det en ekstra stor fornøjelse at sætte tænderne i sådan et festmåltid.
Vi skal på fjeldet igen i september, det er vi helt enige om. For hvem ved, om vi kan være så heldige at opleve de imponerende efterårsfarver igen?