Svaret er ja! Det kræver grundig forberedelse, og at man indstiller forventningerne efter, hvad barnet kan. Men så kan man få en fantastisk oplevelse. I sensommeren vandrede vi 170 km fra hytte til hytte på 17 dage i Nordsverige med vores søn på to år og tre måneder.
Svaret er ja! Det kræver grundig forberedelse, og at man indstiller forventningerne efter, hvad barnet kan. Men så kan man få en fantastisk oplevelse. I sensommeren vandrede vi 170 km fra hytte til hytte på 17 dage i Nordsverige med vores søn på to år og tre måneder.
I maj 2014 bliver vi forældre til Mathias. Vi har glædet os rigtig meget, men savner fjeldet den første sommer, hvor vi ikke kan komme på vandretur. Mathias er nemlig landet hos nogle meget vandreglade forældre. Er det nu slut med vandreture, mens vi har små børn?
Efter et par uger med turabstinenser, beslutter vi at vende ”problemet” til en udfordring. Hvem siger, at man ikke kan vandre med et lille barn? Vi beslutter, at vi vil udforske mulighederne for fortsat at have et aktivt friluftsliv, men nu med et lille barn.
Men hvordan kan man have små børn med på tur? Hvad har man brug for af udstyr? Hvordan kan vi ændre vores syn på, hvad en god fjeldtur er, når alt naturligvis skal foregå på barnets præmisser?
Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner
Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
God forberedelse = succes
Vi har tidligt vænnet Mathias til at være med på tur. Fra han er et år, går vi mange dagsture med ham i bærerygsækken. Vi tager på weekendture og sover i telt med ham. Troen på at det er muligt at tage på en længere vandretur, vokser støt, og i sensommeren 2016 planlægger vi en længere vandretur i Nordsverige. Da er Mathias to år og tre måneder gammel.
Talrige aftener sidder vi bøjet over vandrekort ved køkkenbordet og taler om mulige ture og deres fordele og ulemper. Hvilken tid på året er bedst? Hvor lange dagsetapper kan vi gå? Hvordan gør vi, når han skal skiftes ude i fjeldet? Pludselig er der mange ting, som vi skal forberedes på et helt andet niveau, end når vi kun er os selv og kan gå i al slags vejr eller slå teltet op, når det passer os.
Vi beslutter at vandre fra Abisko i Nordsverige og sydpå langs Kungsleden til Stora Sjöfallet. Undervejs planlægger vi nogle afstikkere fra Kungsleden. Og vi lægger en del hviledage ind. I alt er det en tur på cirka 170 kilometer, hvor vi har 19 dage til rådighed. Vi vælger ruten, da vi har familie nær Abisko, så vi kombinerer turen med et familiebesøg. Desuden er det muligt at proviantere undervejs i de svenske fjeldhytter.
Vi sover i hytter for at reducere mængden af oppakning og for at sove varmt og tørt uanset vind og vejr. Vi forestiller os, at pladsen i et telt kan blive trang med en toårig krudtugle. Ulemperne er selvfølgelig, at dagsetaperne har en bestemt længde, og at prisen for overnatning er væsentlig højere end med telt.
Smukt efterår i Abisko
Vi starter vandreturen i Abisko en lun og solrig formiddag sidst i august. Fjeldbirkene er klædt i efterårsdragt og lyser i gule, orange og røde nuancer. Vi går langs elven Abiskojohka, der brusende kaster sig ned gennem kløften på vej ud i søen Torneträsk.
Vi er meget spændte på turen, der ligger foran os. Trods grundig planlægning er der mange faktorer, vi ikke er herrer over. Sine bærer Mathias i bærerygsækken sammen med alt, hvad vi får brug for i løbet af dagen såsom regntøj, skiftegrej og mad, i alt ca. 22 kg. Daniel bærer de resterende 25 kg.
Heldigvis har Sines far to dejlige hunde, som vi låner. Der er vant til at være med os på tur og bærer kløv, så ud over deres hundefoder, bærer de også nogle af vores ting.
Den første dagsetape er 14 kilometer og går gennem fjeldskoven. Vi starter ud i godt humør. Mathias er vågen, og vi snakker om, hvad vi ser langs stien. Svampe, blomster, røde krydser, der markerer vinterruten og meget andet.
”En kryyyds” råber han, hver gang han får øje på et rødt kryds.
Inden længe falder han i søvn og sover et par timer i rygsækken. Her går vi til og tilbagelægger en god strækning. Vel fremme ved Abiskojaurestugorna får vi anvist vores sengepladser af Stugvärden. Vi pakker ud og går på opdagelse omkring hytterne.
Mens vi er trætte, så er Mathias frisk og veludhvilet efter flere timers søvn i rygsækken. Vi henter vand og brænde og kaster pind med hundene. Vi har ikke plads til flere legesager end yndlingsbamsen, men en dreng på to år finder legesager, hvor han end kommer frem og synes, at det er sjovt at bære brænde, feje gulvet i hytten eller lege med gryder og grydeskeer i hyttens køkken.
Smukke vistas og hviledag
Fjerde dag går vi 18 kilometer fra Alesjaurestugorna til Vistasstugorna. Det er turens næstlængste etape og desværre regner det halvdelen af dagen.
Regnvejr er en udfordring, vi har tænkt meget over. Til bærerygsækken hører et regnslag, der pakker både barn og rygsæk godt ind for oven. Ud over det, så spænder vi et almindeligt regnslag til en vandrerygsæk, så også Mathias’ ben og fødder dækkes ind. Det fungerer rigtig godt, og Mathias sidder lunt og tørt. Bleskift foregår med lynets hast, mens far holder et regnslag hen over ham, så han ikke når at blive våd.
På femtedagen holder vi en hviledag i Vistasstugorna i den smukke Vistasdal. Hytterne ligger i fjeldskoven lige ned til elven Vistasjohkka. På vores hviledage kan Mathias sove middagslur i en rigtig seng, og vi kan vaske lidt tøj. Om formiddagen går vi en lille toptur og nyder udsigten over Vistasdalen. Vi plukker blåbær.
I Vistas er stugvärderne et ældre ægtepar. Vi får rigtig god kontakt til dem, og de forærer os et shake'n bake pandekagemix, så vi laver pandekager med friske blåbær. Det er et hit hos både barn og voksne. Det må vi huske at medbringe på næste tur.
Vi møder mange hjælpsomme mennesker på turen, som synes, det er sejt, at vi vandrer med et lille barn. Flere tilbyder at se efter Mathias, når han sover, så vi kan komme i sauna sammen, eller at læse en bog for ham, mens vi laver mad. Vi har da heller ikke mødt børn på under 10 år på vores tur, så det er et særligt syn at se en rolling i fjeldet.
Elge ved Kaitumjaure
Turen går videre sydpå tilbage til Kungsleden via Nallo, Sälka og Singi. Næste hviledag holder vi ved Kaitumjaurestugorna. Vi har været på mange hytter både i Sverige og Norge, men hytterne ved Kaitumjaure er noget helt særligt. De har en fantastisk beliggenhed på en fjeldskråning lige nedenfor skovgrænsen med udsigt over søen Kaitumjaure. Her er muligheden for at opleve elge i fjeldet næsten garanteret.
I søens vestlige ende er der et stort græsområde, hvor elgene kommer ud og græsser hver morgen og aften. Det er en fantastisk oplevelse at sidde foran hytten og betragte elgene, der roligt græsser, gennem kikkerten. Det er et rigtig godt sted at have børn med, da der er masser af korte dagsture at gå, en elv og søen Kaitumjaure, som man kan kaste sten i, og masser af blåbær.
Vi har lært meget
Efter 17 dage i fjeldet afslutter vi turen i Vakkotavarre, og vi tager bus og tog tilbage til Narvik. Vandreturen er gået over al forventning. Vi har lært meget om at være i fjeldet med et lille barn, men er ikke blevet presset ud i ubehagelige situationer.
Dagsetaperne er mellem 8 og 22 kilometer, men hyppigst omkring 12 til 14 kilometer. Det har været en god løsning at købe mad i hytterne undervejs. Sortimentet i hyttebutikkerne er varieret, og priserne er rimelige. Mathias har nydt at være med, og det har været dejligt at bruge så meget tid helt tæt på ham.
Vi var lidt bekymrede for, om han vil blive træt af rygsækken og nægte at komme i den, men han overrasker os ved at ville sove middagslur i rygsækken, da vi er tilbage i Narvik. Vi må lade ham falde i søvn i rygsækken og så løfte ham over i sengen.
Vi kan konkludere, at med god forberedelse er det fuldt muligt at tage på en længere vandretur med et lille barn. Næste sommer kommer den store udfordring, for i juli 2017 har Mathias fået en lillesøster. Vi tager udfordringen op: hvordan får man mon to små børn med på fjeldet?
Godt udstyr er en forudsætning for at færdes sikkert i fjeldet. Det gælder naturligvis også for børn. Man må investere i en god bærerygsæk, gerne med et rum til oppakning. Udstyr til børn vejer en del. Vi har ikke fundet letvægtsudstyr til børn under fem år, så f.eks. regntøj er tungt.
Desuden må man medbringe en varm flyverdragt, da sommeren i fjeldet kan være kølig, og barnet sidder stille i rygsækken. Alle småbørnsforældre ved, hvor hurtigt tøj kan blive snavset, så der er brug for en del flere skiftesæt, end vi medbringer til os selv. Og sidst men ikke mindst: bleer! Selv i tør tilstand vejer de godt til. Bleer kan ikke købes i hytternes butikker, og skrækscenariet er, at ungen får dårlig mave, og bleerne bliver brugt op. Pak rigeligt!
Da pladsen og vægten er begrænset, medbringer vi ikke legetøj ud over yndlingsbamsen og fem pixibøger. Børn finder legesager overalt, f.eks. køkkenudstyret i hytterne.
Når man vælger at tage på vandretur med et lille barn, skal man kende sine egne og barnets grænser rigtig godt. Man bør vænne barnet til at være med på tur i rygsækken i god tid. Det er en fordel at planlægge sin tur i detaljer mht. dagsetapernes længde, overnatningsmuligheder, evt. mulighed for proviantering undervejs osv. Desuden giver det en ro at lægge en rute, hvor man kan afbryde turen flere steder undervejs i tilfælde af sygdom, dårligt vejr eller at det bare ikke går som ventet at være afsted på tur.
Man må være fleksibel og ikke blive stresset over, at ting tager længere tid end det plejer, og at man af og til må ændre planer, når der er et barn med. Vores dage starter typisk med, at Mathias vågner tidligt og vækker resten af hytten. Så er vi i gang. Det tager et par timer at spise morgenmad og blive klar til afgang. Vi prioriterer at lade Mathias lege og giver os god tid.
Når vi starter med at gå, falder han hurtigt i søvn og sover et par timer. Vi holder flere pauser, så Mathias selv kan gå lidt og undersøge omgivelserne. Når vi kommer frem, udforsker vi området omkring hytterne og lader Mathias hjælpe med praktiske opgaver. Jeg indrømmer, at når klokken er 20, og han sover, så er vi selv ret trætte.
Den interesserede læser kan finde mere om vores tur på vores blog: friluftsfamilien.blogspot.dk
Transport
Vi startede i Abisko. Flyv eller tag tog (www.sj.se) til Kiruna i Sverige og med bus (ltndb.se) eller tog fra Kiruna til Abisko. Eller tag med fly til Evenes Harstad/Narvik Flyplass i Norge og med bus til Narvik (www.flybussen.no) og herefter bus eller tog fra Narvik til Abisko. Fra Vakkotavarre går der bus til Gällivare. Herfra kan man flyve eller tage toget hjem. Priser for returflybilletter varierer, men kan fås fra ca. 1500-3000 kroner. For priser på tog- og busbilletter se hjemmesider.
Overnatning
På turen overnatter vi i hytter ejet af Svenska Turistföreningen. Prisen for overnatning afhænger af, om hytterne ligger på Kungsleden eller udenfor. Det betaler sig at melde sig ind i Svenska Turistföreningen, da man sparer 100 svenske kroner per nat. Desuden kan man købe overnatning på forhånd på Svenska Turistföreningens hjemmeside og sparer da yderligere 50 svenske kroner per overnatning. Pris per nat for ikke medlemmer er 460 svenske kroner. Dvs. at pris for medlemmer og bestilt på forhånd er 310 SEK. Tjek www.stfturist.se. Børn bor gratis, når der er sammenmed en voksen.
Årstid
Man kan vandre i området fra slutningen af juni og frem til oktober, dog kan der ligge en del sne i højderne i juni, og vinteren kommer i starten af oktober. Svenska Turistföreningens hytter er åbne fra ultimo juni til medio september. I juli og frem til midt i august kan myg være en plage. Højsæsonen er i august, hvor der er en del mennesker i fjeldet, og hytterne kan være overfyldte.
Sværhedsgrad
Vandring ad Kungsleden fra hytte til hytte er en god begyndertur, hvis man er i god fysisk form. Man kan øge sværhedsgraden ved at medbringe telt og vandre gennem sidedale og bestige fjeldtoppe.
Udstyr
Turen kræver almindeligt udstyr til fjeldtur. Går man fra hytte til hytte, er det nok at medbringe et silkelagen/lagenpose, da der er dyner og puder i hytterne. Desuden er det muligt at proviantere i næsten alle hytterne. Se Svenska Turistföreningens hjemmeside for butikkernes udvalg. Hvis man overnatter i telt, kræver det naturligvis en del mere udstyr. Går man med et barn, som vi gjorde, kræver det en del andet udstyr.
Info
Det kan anbefales at læse om etaperne og hytterne på Svenska Turistföreningens hjemmeside, www.stfturist.se. Naturfotografen Claes Grundsten har desuden skrevet gode og detaljerede bøger om området, På fjälltur, Abisko-Kebnekaise og På fjälltur, Kungsleden, der varmt anbefales at læse og medbringe på turen.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS