Ude midt i Kalmarsund mellem det svenske fastland og Øland rejser en blågrå klippeknold sig ud af havet. Det er Blå Jungfrun – en afsidesliggende miniputø med gåder, der fortaber sig i fortiden og med en helt unik natur. Det er med god grund, at Blå Jungfrun er en af Sveriges 30 nationalparker. Et besøg på den sagnomspundne ø er mindeværdigt.
En kuppelformet silhuet anes i det fjerne. Bølgerne banker mod skibets skrog, og det svenske fastland bliver til en mørk linje i horisonten bagude. Det er Blå Jungfrun, der med sin gråblå granitkuppel i ensom majestæt rejser sig hele 86 meter op over vandspejlet her ude midt i ingenting omgivet af skumsprøjt og mågeskrig.
Siden 1400-tallet har øen været omgærdet af sagn og myter om hekse, trolddom og magi. Det siges, at heksene ankom til øen på flyvende koste og brugte den som samlingssted. Sømændene undgik at komme øen for nær på grund af dens uhyggelige rygte.
I dag vælger de fleste at ankomme til øen med turbåden, og bådens kaptajn har ikke noget imod at komme øen nær, men lægger skibet til lige ved klippekanten. Det er en dramatisk natur, der møder dig, når skibet lægger til. Klipperne er slebet helt runde og glatte af istiden og står i flotte, rødlige nuancer. Blandt de rødlige klipper blomstrer lyngen med sine lilla blomsterranker. I selv den mindste sprække af klipperne har rønnetræer slået rod og pynter landskabet med højrøde rønnebær.
En lille vandretur over klipperne bringer dig til shelterpladsen, hvor et par sheltre falder perfekt ind i landskabet. De ligger og putter sig midt mellem klipperne; som en fugl på sin redeplads og med udsigt over havets blanke flade.
Scenen er sat. En lejrplads udover det sædvanlige. Følelsen af at befinde sig isoleret på en lillebitte ø omgivet af et meget stort hav. Udforskning forude.
