Øhop med vandring på De Kanariske Øer

Uden opfordring løber han ind i teltet for at hente noget. Iben kigger lidt utålmodigt på mig – hun deler ikke helt min nysgerrighed. Et øjeblik efter begynder min også at visne bort. Fyren kommer nemlig tilbage med en brungullig væske. Væsken er en slags swimming pool – nede i den padler i hvert fald en hulens masse dyr på nogle millimeter i længden rundt.

”Ja, ja, prøv at smag. Når den er frisk, er der stadig dyr i,” siger han og nødder mig til at tage et lillebitte sip på lillefingeren. Vistnok uden alt for mange dyr. Jeg kan lige præcis ane, at det faktisk smager sødt.

Verden set fra en Osprey-stol
Efter en ordstrøm af detaljer om, hvordan siruppen kommer til verden fra dette tidlige stadie, forklarer han os vejen gennem en kløft ned til Playa del Trigo. Målet for dagens fodtur med Filippa på ryggen.

Vi har vandret fra landsbyen Alojera, og her efter en times tid har Filippa snart brug for en pause for at hvile ryggen, få en tår vand og måske en ny ble.

Fra sin Osprey-rygsækstol har Filippa fulgt optrinet. Mødet med palmesirup-entusiasten er en af de mange små overraskende oplevelser, som jeg på forhånd har glædet mig til at dele med Filippa på vores barselsrejse på De Kanariske Øer. Ok, måske forstod hun ikke så meget af optrinet, men princippet om at dele eventyrene med hende tæller højt.

Midt i flipperland
Vi er mere end midtvejs i den to måneder lange rejse. Siden første halvdel af januar har vi ganske som planlagt hoppet fra ø til ø med færger i en lejet bil. En Obel Safira med i alt syv siddepladser. Noget af en øse, der dog slet ikke er for stor, når man som os har en forfærdelig masse grej med. Ja, vi rundede vist 100 kg, da vi tjekkede ind til flyrejsen fra Billund.

Under øhoppets første del har vi set mandeltræer i blomst på Gran Canaria. Vi har misset med øjnene i en sandstorm langt ude i en af Fuerteventuras ørkener. Trampet af sted i latterligt skarpe lavasten langs Lanzarotes forrevne vestkyst, og vi har kørt rundt om den 3797 meter høje vulkan, Teide, på Tenerife.

Vi er nu på La Gomera, der hører til de vestlige øer, som jeg har glædet mig til at besøge. Her er nemlig masser af vild bjergnatur og ingen turisthotelørkener, som man støder på langs Gran Canarias og Tenerifes sydkyster.

En lille halv time efter mødet med palmefyren når vi ned til stranden. Her møder vi en bunke mennesker, der ser ud som om, at de har være strandet her siden midt i 1970’erne. Her er batik, strik, guitarer, langt hår, malede strandsten, træskulpturer af naturens materialer, en duft af friskristede joints og utrolig meget glæde.

De Kanariske Øer er kendt for de hyppige vinde og passater, der lufttørrer bjerge, mennesker og bananpalmer. På de fleste strande finder du derfor små runde stenkredse, vindskjul, der giver læ til et par solbadende.

I ét af dem får Filippa sig en pause, og forældrene sig en bid brød, mens en splitternøgen fyr i nabovindskjulet ryger sig en stor joint. Han stirrer sagte ud over de store, sydende oceanbølger, der ruller op på stranden.

Forældrene som fast havn
Da vi fløj fra Billund, var vi i tvivl om, hvordan Filippa ville tage livet på farten. Ville hun mon finde sig i at sidde i en bærerygsæk flere timer om dagen? Hvordan ville hun have det uden en fast base?

Hurtigt er det gået op for os, at Filippa faktisk er glad for rejselivet. Filippas vigtigste base er hendes forældre. Hendes faste havn. Så længe vi stråler af vores begejstring for rejselivet, snakker og leger med hende, så er det en formssag at tage hende med rundt.
Selvfølgelig kan hun være ked af det, og et par dage må vi droppe eller skrue ned for friluftsplanerne – men vi har dage nok at tage af. Og er begge indstillet på, at rejsen foregår på Filippas præmisser.

Født til vandring
Jeg har en teori om, at evolutionen har trænet babyer til ustandseligt at være på farten med deres forældre. Det er ikke mange splitsekunder siden – set i det store historiske perspektiv – at vi vandrede rundt som jægere og samlere.

Dette inkarnerede mønster bor i Filippa. I hvert fald har hun som regel intet imod lange dage oppe i rygsækken. Hun glemmer også alt om sin sædvanlige middagslur, hvis hendes forældre en formiddag gør bare den mindste ansats til at pakke alt habengut ud i bilen. Hun smiler, slår med armene og råber og søger vores blikke, mens vi pakker virvaret af rygsække, tasker, baby-/løbevogn, fyldt termoflaske og madreserver sammen for at komme videre til næste pension, hotel, oplevelse eller ø. Hun vil med. Heldigvis.

Telt i 1500 meters højde
Telt, liggeunderlag, sovepose og kogegrej er nogle af de ting, der har sendt den samlede bagagevægt i vejret. Og fået mine arme til at blive ganske pumpede som ugerne går med flere ugentlige flyttedage og næsten daglige vandreture med Filippa på ryggen.

Da vi kommer til La Palma i slutningen af februar har vi samlet mod nok til at prøve at tage Filippa med op i bjergene for at telte. Det er i princippet ulovligt at slå sit telt op ude i naturen, men efter en del research skaffer vi en tilladelse til at telte nær et picnicområde midt på øen. Pladsen befinder sig midt i skoven oppe på toppen af øens langstrakte bjergryg, der set fra verdensrummet har form som et stort spørgsmålstegn.

Heroppe i cirka 1500 meters højde vokser der store, adrætte fyrretræer, som gjorde øen kendt i sejlskibenes tid. Kombinationen af øens dygtige skibsbyggere og det langsomt voksende træ oppe i højdernes køligere og fugtigere klima affødte sødygtige og holdbare skibe.

Navnlig nætterne er kolde. Temperaturen denne februaraften er næppe mere end fem grader, da vi bakser med en gryderet til vores couscous over gasblusset i en af de åbne picnichytter nogle få hundrede meter fra teltpladsen ved El Pilar.

Filippa tager den kølige udfordring med ophøjet ro. Hun putter lige så stille i en varm køredragt i hendes Voksi-pose og følger enten forældrenes gøremål med blikket eller snorker løs. Senere har vi talt om, at det var et perfekt tidspunkt, vi var af sted med hende. Hendes ryg var blevet stærk nok til, at hun kunne sidde i bærestolen, men hun var endnu ikke begyndt at kravle eller gå.

Frihed til at nyde udsigten
Næste morgen lader vi teltet stå og vandrer sydpå ad La Palmas bjergkam, der leder forbi flere vulkantoppe på op til 1932 meters højde. Her slynger den populære vandrerute Ruta de los Volcanes sig fra El Pinar frem til bjerglandsbyen Fuencaliente. En tur på 6-7 timers vandring.

Vi har valgt en krystalklar dag til turen. Da vi kommer fri af skoven, åbenbarer der sig udsigter til flere af de andre øer. Især Tenerife med Teide stikker ud. Vulkankeglens brune top hviler roligt og alligevel truende over det blå ocean.

Filippa skal naturligvis have en god pause efter et par timers gang. Mens vi sidder der og nyder solen og udsigten, slår det mig, at Filippa har fået mig ned i gear på den fedeste måde.

I mindst 20 år har min eventyrlyst og rastløshed taget mig på lange, strabadserende friluftsture. 900 km med pedalkraft i Norges fjelde på en uge. Det meste af Jyllands kyststrækning på to måneder i ét hug uden andre pauser end nætterne i teltet. Det er blot to eksempler på de mange sportslige ture.

Jeg har altid drømt om at have lidt mere tid til at nyde naturen. Bare sidde og stene uden dårlig samvittighed over ikke at komme hurtigt nok frem. Den tid har min datter givet mig, fordi hendes umiddelbare behov kommer før mine.

I flyet på vej hjem fra den kanariske rejse har jeg fundet svar på min tvivl.
Jeg blev far som 36-årig og havde frygtet, at det var slut med de store eventyr i naturen. At jeg ville tabe min frihed. Sådan er det slet ikke. Eventyrene er bare blevet suppleret med glæden over at have en skøn og tålmodig datter, jeg kan tage med ud og vise verden.

De tre bedste steder, vi boede undervejs?

Pensión Aurora, i bydelen Borbalán i Valle Gran Rey på La Gomera. Herlig pension med stort fælleskøkken, lukket patio-gård med en stribe af spiseborde, katte og endda en swimming pool i komplekset. Reservér værelse nr. 1, der også har havudsigt, terrasse og aftensol. Nr. 2 og 3 er vist heller ikke helt værst. Ca. 30 euro pr. nat. Du kan også leje lejligheder. Fra stedet er der ikke langt til hverken strand eller vandreruter i bjergene omkring den soltimerige dal. www.apartamentasvillaaurora.com.

Pension Eva, Puerto de Mogán på Gran Canaria. Det er nærmest umuligt at finde en pension i en bare nogenlunde autentisk by på sydkysten af Gran Canaria. Her lykkedes det. Enkle, små værelser med rummelige fælleskøkkener og morgensol samt fin udsigt fra tagterrassen. Rækken af sydkystens turisthoteller stopper her, og fra byen kan du gå vestpå i nogle timer af en bilfri asfaltvej til den øde Veneguera-strand. I bjergene bag Mogán inde i landet er der gode vandremuligheder. Vi betalte blot 20 euro pr. nat for et værelse uden bad. Værten taler lidt engelsk. 

Teltpladsen ved Refugio El Pilar, La Palma. Primitiv teltplads med både vand og toiletbygning på sydsiden af den lille bjergvej i det skovklædte pas, som parkerings- og rastepladsen El Pilar ligger i. Der er ingen offentlig transport til pladsen. Du skal have tilladelse til at bruge pladsen – der var en opsynsmand i dagtimerne, de dage, vi boede der.

Tilladelsen kan du bl.a. få på miljøkontoret (Medio Ambiente) i Santz Cruz de La Palma, hvor du vistnok også kan købe en overnatning i det refugium, der også befinder sig i området. En anden mulighed er på Taburiente-nationalparkens kontor ved El Paso. Se åbningstider mv. på www.tinyurl.com/mgzhejm. Fra nationalparkkontoret går der en sti op til den brede bjergryg, hvor pladsen befinder sig – regn med 3-4 timers vandring. Du kan få lov til at sove på pladsen i op til seks døgn i træk, og tilladelsen er gratis.

4 hits: Bedste barselsgrej på vores rejse

• Cykeltrailer: Model Chariot Cougar 1 inkl. klapvognshjul. Ekstragrej: Løbevognshjul. Den perfekte multivogn til en aktiv rejse.
• Babybærestol: Osprey Poco Premium. Den indbyggede solskærm var ofte i brug, den rygsækken, der i øvrigt kan lynes af, er god til skiftegrej/ekstra tøj, og regnoverslaget (ekstragrej) gav også ekstra læ på blæsende dage.
• Voksi-pose med bæreplade (ekstragrej). Kan foldes ud, så Filippa havde altid et blødt legetæppe. Fylder en god sjat, men dejlig varm på de kolde nætter i teltet.
• Termoflaske fra Thermos, 0,75 l. Helt uundværlig til at lave hurtiggrød – samt en kop pulverkaffe til forældrene.