Før rejsen på to måneder hamrede tvivlen i os: Hvor meget friluftsliv var vores seks måneder gamle datter Filippa med på? Hvordan ville hun reagere på at hoppe fra den ene kanariske ø til den anden? Og på at bo i Telt højt oppe i øgruppens bjerge?
“Are you going to the rainbow gathering?” lyder det med en tydelig tysk accent, der overdøver vindens lyse raslen i palmebladene over os. En lyd, der er så typisk for De Kanariske Øer. Vi vender os om.
En meget mager fyr kun iført shorts og sandaler træder ud af et tilgroet hjørne af palmelunden. Her har han slået sit telt op. Hans godt slidte turcykel står lænet op ad et højt stendige. At dømme ud fra hans senede muskler og vindbidte, vilde hår har han cyklet en ganske god del af vejen hertil fra Tyskland.
Han har fået øje på familien med en lille pige i fars bærerrygsæk på vej i retning af La Gomeras måske smukkeste og mest øde strand. Noget tyder på, at han i skyndingen har forvekslet os med forsamlingen af batikfarve- og strikklædte flippere, vi lidt senere på eftermiddagen kommer til at møde på Playa del Trigo – Hvedestranden.
Jeg spørger den senede og syrede tysker, hvad sådan en ’regnbuesamling’ egentlig er?
”Jamen, vi er nogle naturglade mennesker, der mødes for at tale om livet fra en nymåne til den næste og bor i teltlejr tæt på stranden. Jeg har svært ved at få cyklen med oppakning hele vejen derned, så jeg bor her.”
Frisktappet saft med smådyr
Han bliver fyr og flamme, da jeg også spørger ham, om han ved, hvorfor der er sat stiger op til kronerne af palmetræerne ved siden af os. Han forklarer os, at det er en gammel tradition her på egnen, og han er nu selv er i gang med at lave sin egen palmesirup.
Her møder vi en bunke mennesker, der ser ud som om, at de har været strandet her siden midt i 1970’erne.
