På ski i Nordsverige

Vi har i flere dage taget turen på ski, men i dag trækker Christian os over søen Akkajaure til foden af Akka med sin snescooter. Vi har en lang dag foran os og er fint tilfredse med at skære en time af turen, der forhåbentlig skal bringe os til tops på Stortoppen, der er Akka-massivets højeste top – og ned igen på ski. Det er strengt reguleret, hvor i nationalparken man må køre på snescooter, og det gør Christian os tydeligt opmærksomme på, da han står af snescooteren og tegner en streg i sneen:

”Her starter nationalparken, og man kommer ikke længere på snescooter, med mindre man samer,” siger han og trækker rebet ind, han har trukket os med. ”Naturen her er følsom, og det er vigtigt at overholde reglerne,” fortsætter han med alvorlig mine.
Vi nikker og aftaler, at han skal komme og hente os om ti timer. Så sætter han sig på snescooteren og kører tilbage ud over vidderne.

Akka er højere, goldere og meget vildere i sin natur.

Et ensomt bjerg
Nationalparken, Christian taler om, er Stora Sjöfallets Nationalpark, hvor vi har en lang dag foran os. Stemningen i gruppen er god og forventningsfuld. Vi er alene i vor færd mod toppen, som vi har været det de foregående dage, hvor vi har udforsket de uendelige vidder og uberørte bjergsider. Udover en gruppe på tre finner er vi nemlig aldeles alene i det massive bjerglandskab.

Selve bjerget ligger nærmest alene ved søen. Toppen er ofte indhyllet i en rund sky, selv på dage hvor resten af himlen er blå, og i går, da vi sad og studerede topografiske kort og lagde en rute, kunne vi ikke engang se bjerget. Himlen var grålig, og luften fuld af sne. I dag er himlen dog dybblå, og solen skinner med fuld kraft på Akka. Den nyfaldne sne er kold og let.

Åndedrættets basgang
Det begynder at snurre i maven, da jeg sætter klatreskind under skiene. Indmarchen fra isen går gennem skyggefuld skov og tager et par timer. Vi bevæger os mellem træer og underskov, til vi når op over trægrænsen og ind i dalen. Der er ingen i gruppen, der kender alle, men alle kender nogen, og som vi kommer op ad, bliver der talt, grinet og senere uddelt opløftende tilråb, som terrænet begynder at tære på kræfterne.

Når vi stopper, drikker vi en smule vand, æder lidt rosiner og sniksnakker med nyfundne venner, der deler den samme passion. Sneen er kold og sprød, og når klatreskindene slipper deres tag, giver det den der lyd, der får hjernen ned i tempo og én til helt at glemme hverdagens småproblemer. Åndedrættet bliver tungere, og samtalerne ebber ud, som vi symbiotisk går i takt op ad i hver vores indre verden. Vejrtrækning høres som en tung bas i baggrunden.

Der er ingen andre spor i sneen end vores.

Med isøksen i hånden
Vi går gåsegang bag Craigh, der har fået den utaknemmelige opgave at trampe først hen over gletsjeren. Vi er bundet sammen med et rødt reb, der skal forhindre, at en i selskabet pludselig forsvinder i en gletjserspalte. Vi trækker et langt spor efter os og har snart en times svedig skitur hen over Akkagletsjerens sprækkede overflade forude. Samt yderligere et par timer med steigeisen, inden vi når toppen. Bjerget her ligner ikke de bjerge, jeg er vant til i Sverige – Akka er højere, goldere og meget vildere i sin natur.

Solen tager sin gang over himlen alt for hurtigt, og vi er nødt til at revidere vores tidsplan. Efter et kort samråd beslutter vi os for at fortsætte, selv om det går langsommere, end vi havde regnet med. Alle i gruppen er erfarne friluftsmennesker, men det føles ekstra trygt at have Annelie Pompe med. Foruden at være verdensrekordindehaver i fridykning besteg hun sidste år Mt. Everest. Hun tager teten mod toppen.

Vi har ikke længere brug for rebet, pakker klatreskindene væk og spænder skiene på ryggen. Annelie fører erfarent an op ad bjerget og kommer med små opmuntringer til gruppen. Hun ved præcis, hvornår det er tid til en ’nu-tager-vi-lige-fem-minutter-til-inden-vi-holder-pause’-kommentar. Med de takkede steigeisen under støvlerne og isøksen i hånden føles eventyret mere levende.

Glædeshyl
Stora Sjöfallet Nationalpark og Akkas nabo er den noget mere berømte nationalpark Sarek, der har utallige toppe, som alle fortjener plads i hvilken som helst skifilm. Vi kan se ind i Sarek, og aftenlysets dovne slør får bjergene derinde til at ligne sandklitter, der spreder sig over den samiske vildmark. Vores lille gruppe på fem har de uendelige snedækkede bjergsider for os selv, da de fleste skiløbere holder sig til de fladere områder under os. Her er ikke noget med at skynde sig med at komme først op for at have den uberørte sne for sig selv på nedturen. Der er ingen andre spor i sneen end vores.

Det sidste stykke går legende let, og vi når toppen, som solen er blevet mere rødlig, og konturerne på bjerget begynder at sløre til. Svedige og trætte tager vi et obligatorisk gruppebillede og hiver termoflaskerne frem til en slurk topkaffe. Vi pakker udstyret i rygsækkene og tager skiene på. Forude venter 1600 højdemeters skiløb ned til Akkajaure.

Jeg lader de andre køre først og kan høre deres glædeshyl runge mellem de tomme bjergvægge. Min tur. Følelsen, der opstår, når man svinger ned over bjergsiden velvidende, at man ikke kommer til at krydse et eneste andet spor, bliver næsten for meget, og jeg vil bare løbe mere, mere, mere. Uanset, hvor meget jeg løber her, vil der være mere ny sne at pløje gennem. Også jeg udstøder et hyl af glæde.

Guddommeligt
Efter vi er nede og har lagt de skovklædte bjergsider bag os, får jeg færten af benzinen fra Christians snescooter og kan skimte den i det svage aftenlys. Fyldt med adrenalin og endorfiner og tømte for energi slutter vi dagen, hvor vi begyndte den. Solen er nu gået helt ned, stjernerne blinker og temperaturen falder hurtigt ned mod de minus 20.

Moder Akka ligger pragtfuld i sin ensomhed bag os, og det giver kun mening, at samerne anser hende for at være hellig. I deres mytologi er det Akkagudinden, der står for alt det kloge og skønne i verden. Her til aften ser hun fantastisk ud. En sky indkapsler toppen, og uberørte bjergsider venter blot på at blive udforsket af andre folk på ski.

Energi i vandet
De store vandløb i det nordlige Sverige er ideelle til vandkraft. En stor del af Sveriges energi kommer da også fra netop vandkraft, og i Norrland er traditionen snart hundrede år gammel. Akkasjön, eller Akkajaure som den hedder på samisk, var oprindeligt et langt mindre vandløb, og samerne brugte markerne omkring det til at drive rener.

Renerne vandrede fra Jämtland i syd nordpå til Gällivare i jagt på mad og den rette temperatur. I 1919 begyndte man den første udbygning af Akkajaure, og samerne fik besked på at komme væk. De kunne blot se til, mens markene blev nationaliserede og derefter oversvømmede. Dæmningen blev udbygget i flere etaper, sidst i 1972, hvor den blev Sveriges største, og vandniveauet i dalen nåede hele 14 meter.