Vinterekspedition i Sylan

Vi har nordlys fire nætter i streg.

Rutiner og Koordinat Quiz
Jeg er i gang med mit tredje år på Friluftslivsstudiet på Universitetet i Sør-Øst Norge, og vi er ca. 30 studerende på den sidste fællesfriluftstur: en 13 dages ekspeditionstur på fjeldski i Sylan på grænsen mellem Norge og Sverige.

Turen er en del af faget ”Ekspedisjonsstil”, og vi planlægger selv hele turen inklusive transport, logistik, fordeling af teltgrupper samt uddelegering af dagsansvar til de forskellige studerende undervejs.

Med tunge skridt bevæger vi os over bakketoppen og skuer ud over den sneklædte dal, der åbner sig foran os. Vi kigger på kortet og konstaterer, at vi skal direkte mod vest i retning af de sneklædte fjelde på den anden side af dalen.

Først skal vi dog have et hvil, så uret bliver sat til 10 minutter. For hver dagsetape har vi indarbejdet en struktur, som vi kalder for ”50/10-rul”. Hver time går vi i de første 50 minutter efterfulgt af 10 minutters pause. På den måde bliver distancerne opdelt i et antal ”rul”, som bryder dagsetaperne op i mindre bidder.

Typisk bevæger vi os mellem seks og ni timer, eller seks til ni rul, på en dag med start klokken 09.00 og ankomst i lejr mellem 16.00 og 18.00 alt afhængigt af distance, terræn og vejrforhold.

I de 10 minutters pauser indfører vi legen ’Koordinat Quiz’. Den handler om at komme med et bud på vores position ved at bruge kort og kompas. Ved at tage krydspejling på mellem tre og seks markante landmærker i terrænet kommer vi med hver vores 6-cifrede koordinat for, hvor på kortet vi er. Vi skriver vores bud i sneen med skistaven, svaret bliver tjekket på GPS, og en vinder kåret. En sjov og legende måde at træne sine navigationsfærdigheder på.

Vi planlægger den næste del af ruten gennem det bjergrige terræn.

Flair for frisk fjeldluft
Turen gennem Sylan byder på alt fra enorme, åbne vidder med hvide fjeldtoppe til krydsning af store, frosne søer og kuperet skovterræn. Den kolde fjeldluft fylder lungerne. Puddersneen glimter i sollyset og falder blødt sammen under skiene, mens vi snor os som et farverigt tusindben gennem landskabet.

Det charmerende ved at være af sted over længere tid er, at man tilpasser sig naturens rytme, som giver tid og rum for tanker og reflektion. På en 13 dages tur når man at komme ud af sine vante rytmer og skal finde nye.

Og de nye rytmer er ofte afstemt efter naturens tempo.

Man spiser, når man er sulten. Sover, når man er træt – og som oftest sover man igennem efter en hel dags fysisk aktivitet med 40 kilo pulk gennem terrænet. Derudover føles det, som om fokus og sanser bliver forstærket.

Man bliver opmærksom på de små detaljer omkring én.

Mærker sneen, der knitrer under skiene.

Fornemmer kulden på kinderne, mens man indånder den iskolde fjeldluft.

Lytter til vindens susen i trætoppene.

Øjnene misser i lyset af den ildrøde sol, som går ned over fjeldene og farver skyerne i et varmt, orange skær. Man lader sig forundre over den klare stjernehimmel med stjerneskud og nordlys, der skinner om kap med lysene fra de røde og grønne telte fra lejren.

Mens det fryser -20 grader udenfor, vågner folk så småt inde i teltene. Her ses dampen, fra brænderen, som ihærdigt koger vand til morgenkaffen.

Kontraster og fuglefløjt
Sylan er kendt for sit barske vejr, men det er skyfrit en stor del af dagene. Sammen med puddersneen på de åbne vidder giver det en oplevelse af et gigantisk vinterparadis, som vi har helt for os selv.

Det er en af goderne ved at bevæge sig så langt væk fra trafikerede ruter.

Derudover har vi hele fire nætter i træk med nordlys, men vi kommer ikke uden om dage med hård vind og whiteout. Det er dog godt til at træne vores kompetencer i at gå på kompaskurs. Vi følges ad på én lang række, mens flere i gruppen løbende kontrollerer kompaskursen og sikrer, at vi bevæger os den rette vej.

Efter 11 dage i alpint terræn kommer vi ned under trægrænsen, og de første fuglefløjt bryder den naturlige stilhed. Det er et velkomment genhør. Det er en af de naturoplevelser, der tilføjer helhed og nærvær til turoplevelsen.

For mig ligger der en værdi i kontrasten. Oplevelserne minder mig om at finjustere livets tempo. Huske at tage sanseindtrykkene ind. Og så nyder jeg at blive mindet om at sætte pris på de små ting; både på tur og i hverdagen.

En sovepose, der holder mig tør og varm. En kop varm te og et – set med hverdagsøjne forholdsvis simpelt – måltid, som varmer og mætter efter en lang dag.

Kontrasten mellem hverdagens tempo og gøremål og naturens rolige rytme komplementerer hinanden og gør, at jeg husker at værdsætte de små ting, når jeg kommer hjem til hverdagen. F.eks. sætter jeg pludselig utrolig stor pris på at koge vand på to minutter med en elkoger frem for på 20 minutter ved at smelte sne – selv om det sidste nu også har sin charme.

Vi nyder solen i en nygravet udendørs terrasse på vores base camp-dag, mens der bliver kogt vand til varm kakao.

Motiverende Magda

En af mine klassekammerater døbte sin pulk Magda. Magda var en ret livlig pulk, som havde det med at vælte, men var også en optimistisk maskot, for bagpå havde hun ordene ”Litt til” stående.

Det var en motiverende påmindelse om at holde ud, når turen og terrænet blev hårdt.

Når man går på en lang række, kigger man meget ned på terrænet eller på pulken foran sig, og undervejs, når vi skiftedes til at gå forrest, endte man nogle gange bag Magda og blev mindet om at gå bare ”lidt til”.

Samtidig hjalp vi hinanden med at huske på: ”Kom så venner. Husk, hvad Magda siger: bare litt til”.

Tip mod vablerne

Hvis man får vabler på hælene, så kan jeg anbefale silketape og salve mod brandsår. Det reddede mig. Derudover kan du med fordel gå med løse støvler, så hælen kan bevæge sig frit. Jeg troede ikke selv på det i starten – men det virker!