3 forslag til vinterture på ski i Norge og Sverige

Hytter i Sverige
Det er STF (Svenska Turistförening), som administrerer de fleste hytter (kaldet stuga) i de svenske fjelde. Hytterne er enten betjente eller ubetjente. Man betaler for at bo på de betjente hytter, og betalingen sker kontant på stedet. Som medlem af STF får man rabat. De betjente hytter er åbne fra slutningen af februar til starten af maj, mens de ubetjente hytter altid er åbne. Der sælges kun proviant i nogle få af de betjente hytter, og generelt er de svenske hytter, især de ubetjente, mindre og med en lavere standard end i f.eks. Rondane og Jotunheimen. Men til forskel fra de norske hytter er der i alle svenske hytter et ulåst rum, så man altid kan komme i læ eller overnatte.

TURFORSLAG TIL RONDANE

Rondane har altid indtaget en central plads i mange norske fjeldentusiasters hjerter. Landskabet er præget af tre store fjeldpartier med toppe over 2000 meter, men ellers er terrænet omkring selve nationalparken karakteriseret af store åbne vidder og afrundede fjeldpartier. Der er ingen bræer tilbage i Rondane, men overalt ses spor fra isens aktiviteter. Dette er specielt tydeligt omkring Dørålseter, som i folkemunde kaldes for Skranglehaugen.

Rondane er præget af næringsfattige bjergarter og store områder med uendelige mængder løse sten, som heldigvis er dækket af sne om vinteren. Da der heller ikke er dybe dale, hvor skoven kan få fodfæste, fornemmer man virkelig, at man bevæger sig på et plateau, hvor øjet rækker langt.
 
Turforslag: Høvringen (hytteby og velforsynet købmand) - Smuksjøseter (betjent) - Rondvassbu (betjent) - Dørålseter (selvbetjent) - Bjørnhollia (betjent/selvbetjent) - Rondvassbu (betjent) - Eldåbu (selvbetjent) - Venabu Højfjeldshotel (taxa til Vinstra by).

Turen går helt ind til de største fjelde centralt i området. På Rondvatnet ved Rondvassbu rejser fjeldsiderne sig 1000 meter direkte op fra søen, og ruten til Dørålseter går lige under og langs de enorme klippemassiver. For enden af Rondvatnet skal man passere igennem en trang kløft, inden man atter ser solen. Her er dramatik og rå natur for alle pengene, men stadigvæk i et let terræn. Der er også stræk over store flade vidder, hvor øjet rækker langt ud i horisonten.

Målgruppe: Rondane er et godt begynderterræn med lange flade stræk uden voldsomme højdeforskelle og stejle nedkørsler.

Varighed: En uge og ca.110 km.

Kort: Rondane - turkart. 1:100.000. Statens Kartverk 1994.

Transport: Med tog fra Oslo til Otta og derfra taxa til Høvringen eller Mysuseter. Det er måske muligt at komme med bus (skolebus) til Høvringen, men den kører ikke lørdag og søndag. Hjemturen fra Venabu gå enten til Lillehammer eller Vinstra med bus og derfra videre med tog.

Litteratur: Edvard K. Barth - “Rondane” (Norges Nationalparker bd.1. Lutherstiftelsens Forlag, Oslo1971). Erik W. Thommessen m.fl.- “Fra Rondslottet til Lodalskåpa” (Valdres forlag, Fagernes 1995). Claus Helberg (red.) - “På ski i fjellet” (DNT, Oslo1991).

Særlige forhold: Bjørnhollia og Dørålseter ligger i et nedbørsfattigt område, hvor der i perioder, når det blæser meget, kan være snemangel over længere strækninger. Dertil kommer, at strækningen Dørålseter-Bjørnholia er ret hård pga. længden (23 km) og højdeforskellen (500 m).

TURFORSLAG TIL JOTUNHEIMEN

Første gang Jotunheimen blev krydset på ski fra nord til syd var i 1886. Det var lidt af en bedrift, da Jotunheimen er et af de største og mest massive fjeldområder i Norge. Jotunheimen var slet ikke tilgængeligt på samme måde som i dag, og i starten var det kun få ihærdige fjeldentusiaster og naturforskere, som vovede sig derind - og for det meste kun om sommeren. I dag er det et af de mest besøgte fjeldområder i Norge både sommer og vinter.

Den sydlige og østlige del af Jotunheimen er præget af store frosne søer og åbne dalgange. Fra Gjendesheimhytten strækker søen Gjende sig over 20 km mod vest, og i fint vejr kan man gå en let tur til Memurubu og Gjendebu med en storslået udsigt til bl.a. Besseggen. Nord og vest for Gjende bliver landskabet mere alpint. Her findes flere fjelde med toppe over 2000 meter bl.a. Glittertind (2452 m) og Galdhøgpiggen (2469 m - Skandinaviens højeste fjeld).
 
I den vestlige del af Jotunheimen ved Skogadalsbøen ligger den fantastiske Utladalen, der er 35 km lang og flere steder minder om en canyon med lodrette klippesider på flere hundrede meter. Den er ikke farbar om vinteren pga. fare for laviner, men der er en storslået udsigt til dalen mellem Skogadalsbøen og Krossbu. Vest for Utladalen tårner fjeldmassivet Hurrungane med Store Skagastølstind (2405 m) sig op som et af de mest stejle og barske alpine områder i Norge.

Turforslag: Gjendesheim eller Bessheim (betjente) - Glitterheim (betjent) - Spiterstulen (betjent) - Leirvassbu (betjent) - Olavsbu (selvbetjent) - Skogadalsbøen (selvbetjent) - Krossbu (selvbetjent) - Bøvertun (vejbom, taxa til Lom). Skogadalsbøen og Krossbu er betjente omkring påsken.

Ruten begynder stejlt, men fortsætter derefter de første dage i et roligt terræn over åbne vidder, på søer og i brede dale. En afstikker fra ruten omkring Veobreen kan dog hurtigt byde på større udfordringer. Efter Leirvassbu bliver ruten mere kuperet, og nye fjelde og toppe dukker op hele tiden. Samtidig møder man færre turfolk, og hytterne bliver mindre og mere primitive. Ved Skogadalsbøen er ruten vanskelig og krævende. Alle veje til og fra Skogadalsbøen byder på stejle nedkørsler eller stigninger, og her skal teknikken være på plads. Strækningen videre til Krossbu kan være vanskelig at finde i dårlig sigt, og kommer man væk fra ruten, kan der være fare for laviner. Så her er det vigtigt, at man kan orientere sig sikkert.

Målgruppe: Begyndere kan få fine ture i den østlige del af området frem til Leirvassbu. Mod vest bliver terrænet vanskeligere med stejle nedkørsler, og ruterne kvistes først sent på sæsonen. Her anbefales en rimelig erfaring og skiteknik.

Varighed og længde: Mindst en uge. Distancen er ca. 130 km.

Kort: Jotunheimen Aust og Vest - turkart. To stk. 1:50.000. Statens Kartverk 1998.

Transport: Jotunheimen har meget dårlige forbindelser med offentlige transportmidler om vinteren, og i udgangspunktet er det oftest lettest at køre selv. Man kan dog tage toget til Sjoa og derfra tage taxa til Gjendesheim/Bessheim (62 km). Omkring påske arrangerer DNT busser fra Oslo til Gjendesheim og retur. Man kan også kontakte et af de mange rejsebureauer herhjemme, som arrangerer skiferie i Norge. De har ofte ledige pladser i en natbus til en destination i området, men det kræver lidt arbejde ved telefonen at finde frem til den bedste løsning. På vejen hjem tager man taxa fra Bøvertun til Lom. Derfra går der bus til Sjoa.

Litteratur: Erik W. Thommessen m.fl.- “Jotunheimen, turguide Galdhøpiggen-Falketind” samt “Fjellene mellom Vågavatnet og Gjende”. Claus Helberg (red.) - “På ski i fjellet” (DNT, Oslo1991).

Særlige forhold: Der laves afmærkede ruter over flere af bræerne i Jotunheimen. En tur på bræ mellem stejle tinder og høje pas kan være en fantastisk oplevelse, men selvom ruten er afmærket, betyder det ikke, at den er 100% sikker. Hvis man ikke har erfaring med bræer, anbefales det at gå med erfarne folk eller med en af de dygtige førere fra DNT, som arbejder på nogle af hytterne. I det skitserede turforslag kan man fx gå med fører fra Leirvassbu over Smørstabbsbreen til Krossbu.

TURFORSLAG TIL KEBNEKAISE

Langt mod nord i Lapland ligger fjeldet Kebnekaise, der med sine 2117 m er det højeste fjeld i Sverige. Fra toppen af Kebnekaise ser man nærmest imponerende fjeldmassiver med store gletschere, skarpe fjeldrygge og markante toppe, mens man længere væk ser afrundede fjeldpartier fortone sig nedefter til de skovklædte vidder, der strækker sig mod øst til den Botniske bugt. På et par dage kan man gå fra flade vidder med myr og skov op i et alpint landskab med alt, hvad hjertet begærer af dramatik.

Om vinteren vælger de fleste at gå på ski på den populære Kungsleden, som er afmærket året rundt. Her ligger hytterne som perler på en snor. Dem, som vil opleve den nordsvenske ødemark eller køre telemark i urørt sne på fjeldsider, hvor der stort set aldrig kommer nogen, har også masser af muligheder. Man skal bare bevæge sig væk fra Kungsleden og ud på umærkede ruter med færre og mindre hytter. Derved bliver turen dog temmelig krævende.

Turforslag: Kaisapakta (togstation) - Rantasjaurekåtan (ubetjent) - Mårmastuga (ubetjent) - Vistasstuga (betjent) - Nallostuga (betjent) - Unna Raitastuga (ubetjent) - Tarfalastuga (betjent) - Kebnekaise Fjällstation (betjent) - Nikkaloukta (bus til Kiruna).

Bortset fra Kebnekaise Fjällstation er alle hytter uden proviant. Turen kan alternativt startes fra Abisko (togstation), hvor man har mulighed for at proviantere inden turens start. Rantasjaurekåtan er en samisk tørvehytte, som er åben for overnatning. Mårmastugan og Unna Raitasstugan er meget små med plads til højst fire personer, så vær forberedt på at gå videre eller sove i snehule. Fra Kebnekaise Fjällstation kan man bestige bl.a. Kebnekaise (2117 m.), og der tilbydes også flere guidede ture i området.

Turens sværhedsgrad øges fra nord mod syd. Stigningerne og nedkørslerne bliver hyppigere og vanskeligere, og den sidste del af ruten mod Tarfala kaldes faktisk “Yo-Yo ruten”. Denne del af turen indebærer også passage af to små gletscher.

Målgruppe: Denne tur er kun for erfarne fjeldfolk. Mindre erfarne kan starte turen på Kungsleden i Abisko og støde til den beskrevne rute ved Vistasstuga.

Varighed og længde: Godt en uge og ca. 100 km.

Kort: Det svenske Fjällkartan BD 6. 1:100.000. Kartförlaget 1998 evt. suppleret med Högfjällskartan Kebnekaise, 1:20.000. Kartförlaget 1994.
 
Transport: Tog til Kaisapakta via Stockholm og Kiruna (25 timer). Husk at gøre togpersonalet opmærksom på at stoppe i Kaisapakta, da man kun standser, hvis folk skal af eller på. Hjemrejse foregår med bus fra Nikkaloukta til Kiruna.

Litteratur: Claes Grundsten - “På fjelltur - Abisko, Kebnekaise, Stora Sjöfallet” (STF 1990). Thorbjørn Ydegaard - “Vandreture i Nordsverige” (Skarv 1991). Tore Abrahamsson - “Detta är Kebnekaise” (Bonniers 1989). Jeg kan bedst anbefale Claes Grundsten, da han som den eneste beskriver ruterne om vinteren.

Særlige forhold: Hvis man tager afsted i februar/marts, skal man være forberedt på meget lave temperaturer. Minus 30 grader er ikke usædvanligt på de kanter. Man skal også tage højde for, at dagene før jævndøgn (medio marts) er kortere end i Danmark. Desuden er trægrænsen nord for polarcirklen beliggende i kun 500 m.o.h. og næsten hele turen ligger over denne grænse. Det betyder, at man er ret udsat i dårligt vejr.

STF og Kebnekaise Fjällstation har gennem en årrække markedsført området som “Sveriges Alpine Klatrecentrum”, og det har efterhånden gjort området noget overrendt. Især i påsken og i april skal man være indstillet på meget trafik på Kungsleden.

Generel litteratur om ski og vinterfjeld
Nils Faarlund - “Norsk Skiinstruktion 3 - Fjellskiløping” (As Norbok, Oslo 1977). Gunnar Östman - “Vinterfjäll - en handbok i friluftsliv på vintern” (Ultima Thule 1981). Peter Bang - “Vinterliv i fjeldet” (Skarv 1983). Christa Rewers & Lone Madsen - “Skituren går til Norge” (Politikens Forlag 1989). U. Larsson - “Vinter i fjällen” (Svenska Turistförening 1994).

Alle bøger nævnt i artiklen kan enten lånes på biblioteket eller købes hos boghandleren.

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden 27) i vebruar /marts 2000