På vandretur på Venezuelas Mount Roraima

Den tabte verden

Romanen ”The Lost World” er en episk fortælling om en journalist, en eventyrer og to zoologer, som rejser fra England i 1912 på jagt efter flade plateau-bjerge dybt inde i junglen af Sydamerika. Her har de grund til at tro, at forbløffende rester af forhistoriske liv stadig lever videre.

IMG_1137-Larscliffssavannah.jpg
Skrevet af: Jimmy Petterson
Opdateret den 05. dec 2016
Læst af: 5782

Romanen ”The Lost World” er en episk fortælling om en journalist, en eventyrer og to zoologer, som rejser fra England i 1912 på jagt efter flade plateau-bjerge dybt inde i junglen af Sydamerika. Her har de grund til at tro, at forbløffende rester af forhistoriske liv stadig lever videre.

Fiktionshistorien er skrevet af Arthur Conan Doyle, og handlingen siges at finde sted ved Roraimas høje plateau-bjerge i Venezuela. Det er netop her, vi nu er taget hen for at opleve den unikke natur i ”The Lost World” – den tabte verden.

Mount Roraima er uden tvivl det højeste bjerg her i regionen. Det må vi sande, da vi første gang får øje på dette kæmpemæssige bjerg, der står og troner op over Venezuelas jungle med sine lodrette klippesider og sit enorme flade plateau – en formation, der på engelsk kaldes tabletop mountain.

Det ser ud til at være umuligt at forcere uden klatreudstyr, men ikke desto mindre er det netop det, vi har sat os ud for at gøre. Vi vil bestige Mount Roraima og udforske dette sted, der stadig kaldes ”The Lost World”.

Med bogen i rygsækken er vi rejst til epicentret i Doyles fantasifulde fortælling, og her kan vi mærke den trykkende varme i junglen, idet vi trekker opad mod Roraima. Vi dufter orkideer, der vokser vildt i regnskoven.

Vi lytter til regndråber fra eftermiddagens torden. Vi smager saltet fra sveden, der driver ned over ansigtet på os. Og vi ser lyn fra tropiske regnvejr, der blinker over en sort himmel højt over os. Vores eventyr er i gang, og i modsætning til bogen i tasken, er dette eventyr virkelighed.

Dag 1 og 2: I lavlandet
Vores 25 kilometer lange tur mod Roraima begynder over et langt stykke rullende savanne. Nu og da passerer vi over små bække, hvis banker er flankeret af en tæt række af træer, der klamrer sig til det livgivende vand.

Hvert af disse steder giver os en kort pause fra varmen, men altid befinder vi os få øjeblikke senere helt uden beskyttelse mod solen igen. På et tidspunkt ud på eftermiddagen bliver luften næsten helt død, og vægten af min rygsæk bliver uudholdelig, da jeg må indrømme, at min aldrende krop måske ikke er i den form, den burde være, til en lidt krævende tur som denne. Men pludselig, fejer en brise hen over savannen. Det køler mit sved på ansigtet, og giver mig atter energi til at trampe fremad.

Firben springer på tværs af vores sti, og orange, gule og hvide sommerfugle flagrer centimeter over det høje græs i deres vidunderligt indirekte måde af en flyvning. Det er som om, at de ikke har nogen bestemt destination, eller at de i hvert fald har tid nok til at komme frem. Det er helt modsat med os. Vi vandrer i lige linje langs stierne med et klart mål for øje. Roraima

Varmen til side, så er de første to dage af vores tur en storslået oplevelse. En af de store fornøjelser ved vandreturen er, at Roraima hele tiden står ude foran os i det fjerne – som en gulerod, der hænger ned foran næsen på æslet. Så selv om varmen er tyk og insekterne bidder, så er der intet, der kan stoppe os fra at fortsætte turen mod smukke Roraima.

I bogen går Doyles eventyrere også direkte hen til Roraimas plateau, blot for at opdage, at væggene er alt for stejle til at bestige. Til sidst finder de et tilstødende forbjerg, der sikrer dem muligheden for at nå toppen af Roraima.

De problemer har vi ikke, da vi følger en fast rute, som vi ved, er fremkommelig, og vi begynder da også at ane konturen af en sti på tværs af den ellers lodrette bjergside. Den er vinklet i cirka 45 grader fra højre mod venstre. Det bliver hårdt, er vi sikre på.

På andendagen når vi frem til vores camp et par timer, før det bliver mørkt. Det giver os mulighed for at kaste vores ophedede kroppe i en lindrende bæk lige ved siden af vores telte.

Jeg selv tager mit eksemplar af ”The Lost World” op af rygsækken og læser opslugt videre om Doyles eventyr, mens min krop nyder det kølige vand. Senere er det på med pandelampen i teltet, og jeg falder bogstavelig talt i søvn med hovedet begravet i bogen.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


Danskledet maya-ekspedition finder ukendte tempelbyer

Danskledet maya-ekspedition finder ukendte tempelbyer

Pak teltet i en vandtæt pose

Pak teltet i en vandtæt pose

Vandring i Jotunheimen

Vandring i Jotunheimen