På vandretur på Venezuelas Mount Roraima

Dag 3: Op ad bakke
Ved afgang fra lejren træder vi straks ind i en tæt jungle. Flere gange er vi ved at snuble over store grene, der snor sig på kryds og tværs af stien. Til gengæld skåner træernes blade nu for den sol, der tidligere brændte ned i nakken på os dagen lang, og det gør vandreturen langt mere behagelig.

Vores guide, Gideon, har advaret os om, at vi skal passe på, hvor vi træder, og hvor vi sætter os ned, når vi skal hvile. For denne del af turen gik gennem et område, hvor der lever mange giftige slanger.

Det varer heller ikke længe, før vi får øje på det, der synes at være en dødbringende coral slange, som kryber hen over den smalle sti. Gideon mener dog, at det blot er en ikke-giftig slægtning til den frygtede coral slange. Vi forsøger at tro på ham og fortsætter frygtløst.

Få timer senere, når vi muren af Mount Roraimas enorme side. Herfra fortsætter vores vej opad på tværs af klippesiden. Vi går ad en form for rampe, der skal føre os op til Roraimas store, flade plateau. Længere oppe ad stien når vi ud af den tætte jungle, da vi kommer op over trægrænsen – tilbage i solen.

Min skjorte bliver igen gennemblødt af sved, men vi tramper alle videre mod toppen. En smal regnsky passerer heldigvis ind over os og leverer en hurtig regnbyge, der køler os en smule ned og giver os ny energi til den fortsatte vandretur.

Det bliver klart, at den sti, vi vandrer på, egentlig fungerer som Roraimas tagrende, da selv denne lille byge skaber en fin rislende bæk ned langs stien. Det er absolut ikke et sted, jeg vil være, når den tunge, tropiske regn rammer Roraima.

Med energien fra de kølige regndråber fortsætter vi fremad over de våde sten, og en halv time senere når vi endelig Roraimas plateau. Herfra får vi en fantastisk udsigt over et overdådigt landskab. Jeg har set mange smukke udsigter, men aldrig nogen så eventyrligt som denne.

Sorte sandsten i bizarre former, ligger spredt ud over hele landskabet. Klipperne er formet som paddehatte, skildpadder, fisk og drager. En virkelig surrealistisk oplevelse, og det hele er skabt af den rå natur.

Vi marcherer videre bag Gideon til et af de højeste punkter på plateauet, der trods alt ikke er helt vandret.

Vi kravler op ad en stor stenformation, gennem et tykt dække af frodige bregner, og så finder vi et sted, hvor vi slår vores telte op på en række af smalle afsatser, der ikke er mere end fem meter brede. Fra lejren har vi udsigt ud over den enorme jungle, og bag den strækker savannen sig så langt, øjet kan se.

Små bølger af røg krøller sig vej op mod himlen to-tre steder, og det er det eneste tegn på menneskeligt liv herude. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi lige nu stirrer ud over et landskab, der ikke har ændret sig meget siden urtiden. Igen læser jeg i ”The Lost World” inden sengetid:
"Idet solen går ned på denne melankolske aften, får jeg øje på en indianer, der tænder ild på savannen neden for dette mægtige bjerg. Det tænder et ensomt lys i denne storslåede verden, som befinder sig under mig."
Kort tid efter falde mine øjne i midt i et ellers spændende kapitel.

Dag 4: På toppen
Morgenen efter viser Gideon os rundt i denne bizarre verden på Roraima. Vi ankommer til et sted, der passende kaldes "Afgrunden". Her kan vi sidde med vores ben dinglende ud over kanten og kigge 400 meter lodret ned mellem vores vandresko og ned på den vilde regnskov i Guyana, som er det land, der befinder sig på denne modsatte side af Roraima.

Bagefter viser Gideon os over mod et andet spektakulært udkigspunkt, der kaldes "Vinduet". Her kan vi også kigge ned gennem en åbning i klippen og se den grønne jungle under os. Næste punkt på dagsordenen bliver en dejlig pause for at køle af i en "Jacuzzi", der heroppe er en gruppe af fordybninger i kvarts-klippen, hvor man kan dyppe sig i det krystalklare vand.

Efter frokost bliver det tid til en kort gåtur til Roraimas allerhøjeste punkt i 2760 meters højde. I lang tid sidder vi her på toppen af vores ”tabte verden” og nyder det store udsyn ud over savannen. Tiden går hurtigt, når man har sådan en udsigt, og det bliver skumring, før vi får taget os sammen til at gå tilbage til vores camp.

Denne aften trækker Doyle mig igen dybt ind i sin eventyrverden, mens min egen eventyrverden her på toppen af Roraima i blink bliver lyst op af et tordenvejr i det fjerne. Da jeg ikke kan holde mine øjne åbne længere begyndere en let regn at slå ned over mit telt, og det bliver min vuggevise denne smukke aften.

Dag 5 og 6: Nedturen
Vi har været meget heldige med vejret under hele vores tur, og den femte morgenen giver igen et klar udsigt over denne eventyrverden, da regnen fra aftenen før for længst er forsvundet. Det er tid til at vende tilbage til civilisationen.

Vores tilbagetog bliver dog ramt af problemer, for stierne er nu markant anderledes, end da vi gik op for bare to dage siden. Nattens regnvejr har faktisk forvandlet en del af ruten til den tagrende, som jeg frygtede det kunne blive til. Det kan vise sig at blive et problem, når vi skal nå hele nedturen på bare en enkelt dags vandring.

For min aldrende krop er de otte-ni timer ned ad bakke en sej omgang. Den sværeste del af det første stræk er stejlheden, der er hårdt for mine gamle knæ, men jeg har medbragt et par vandrestave, så det hjælper en del. Den sidste halvdel af nedturen bliver udfordringen atter varmen. Mit termometer rammer 37 grader, og jeg ved, at der ikke er meget skygge på denne sidste del af turen.

Da vi endelig kom tilbage til landsbyen er det som en sejr for mig. Til tider har det været en hård tur, men det har været alle anstrengelserne værd. I det mindste kan man købe kolde øl hos nogle af de lokale, og selv om det ikke mit foretrukne øl-mærke, så er det alligevel en god drik at skylle turen ned med.

Og det gør vi så, mens vi sidder og taler om vores tur til eventyrverdenen på Roraima, der i mit sind altid vil være ”The Lost World”.

Insektplage på Roraima
Udover de altid tilstedeværende myg var de mest lumske skurke ved Roraima de små puri-puri-fluer. Vi havde udstyret os med forskellige myggesprays, men der ikke var ikke nogen måde at stoppe de næsten usynlige fluer, som syntes at fryde sig i de udenlandske delikatesser.

Langt eller kort tøj?
Min oprindelige strategi var at trekke i en let langærmet skjorte og lange bukser. Men den trykkende varme i regionen og manglen på træer til at give skygge fik hurtigt bugt med mig. Jeg rullede mine ærmer op og forvandlede mine bukser til shorts. Først følte jeg intet og var godt tilfreds, men jeg blev alligevel bidt en del gange.

226 bid
I sidste ende er jeg egentlig ikke sikker på, om min beslutning om at smøge ærmer og bukseben op var rigtig eller forkert. Da vi kom tilbage fra vores trek, havde jeg 226 røde knopper på min krop. De fleste bid var fra puri-puri-fluerne, men der var helt sikkert også et par ar efter myg, myrer, lopper samt en enkelt edderkop eller to.

Sår på mandighed
Jeg havde endda fået et bidsår på spidsen af min mandighed. Hvordan det pågældende insekt havde sneget sig vej gennem shorts og undertøj, er jeg er ikke sikker på – men rart var det i hvert fald ikke.

THE LOST WORLD – BOGEN OG FILMEN

Bogen af Arthur Conan Doyle blev udgivet i 1912, og den handler om en journalist, en eventyrer og et par zoologer, der drager af sted til Sydamerika. De leder efter dinosaurer, som der siges stadig at leve her. Senere er titlen blandt andet blevet genbrugt til undertitlen i en af Steven Spielbergs berømte Jurassic Park-film