Paul-Emile Victor - den franske eskimo

Grønland vandt over Polynesien
Historien om Paul-Emile Victor og Grønland er historien om en mand, der fandt sin passion, som han udlevede fuldt ud. Det siger alt om, hvordan arktis fascinerer, at han egentlig ville have studeret polyneserne, men faldt pladask for Grønland, som han gav 50 år af sit liv.

I 1934 var han ansat på et museum og organiserede som 27-årig sin første ekspedition til Grønland, som han ankom til om bord på træskibet Pourqoi Pas? - Hvorfor ikke.

Han bosatte sig i Ammassalik i Østgrønland sammen med tre kammerater for at lave etnologiske studier af eskimoerne i et samfund, som har været stort set isoleret.

Han tegnede og studerede livet omkring sig og brugte det hjemme i Frankrig til at skrive videnskabelige artikler og holde konferencer om eskimoerne, som han fortalte om med al sin nyvundne kærlighed til det grønlandske naturfolk.

Han besluttede sig for at vende tilbage til Grønland i 1936, hvor han brugte et par måneder på at krydse indlandsisen.

“Vi overvintrede alle fire i Ammassalik. Vinteren forekom os at være for kort. Da skibet Pourquoi-Pas? kom for at hente os i juni 1935, tænkte vi allerede på at tage af sted igen. Projektet (med at krydse indlandsisen, red.) tog form i foråret,” fortæller han i et interview.

600 kilometer i fugleflugtslinie blev til 1000 kilometer på grund af de vanskelige forhold, som gjorde det nødvendigt at forsøge den samme rute to eller tre gange.

Han overvandt isen til fods sammen med tre kammerater, heriblandt danskeren Eigil Knuth, tre slæder og 33 slædehunde.

Men det var slet ikke nok for eventyreren, og han slog sig alene ned i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord i 14 måneder, hvor han levede hos en eskimofamilie som eskimo blandt eskimoerne. Her forsatte han sine studier af naturfolket og lærte deres sprog.

Ville udforske Grønland
Han vendte hjem til Frankrig, hvor efter han drog til Lapland for at studere samerne. Da 2 Verdenskrig brød ud, drog han til USA, hvor han sluttede sig til landets luftvåben, som hurtigt drog nytte af hans arktiske viden og kunnen.

Han trænede sikkerhedsstyrker i Alaska, Canada og Grønland og ledede et redningskorps i Alaska med opgaven at finde og redde nødstedte piloter.

Men under krigen spøgte tankerne i hovedet.
”Hvad er den præcise mængde af is, hvor tyk er den på det tykkeste sted, i hvor lang tid har isen været eksisteret, har der været perioder uden is?”

Spørgsmålene blev ved at kredse, og nysgerrigheden trængte sig på. Så meget, så han efter krigens afslutning skabte de franske polarekspeditioner i 1947.

Hans idé var at udnytte krigens teknologiske udvikling til at studere den grønlandske indlandsis. Han ville rulle det tunge materiel ind i en verden af is og stilhed.

Bæltekøretøjer skulle køre mænd og udstyr, og helikoptere skulle løbende kaste forsyninger ned til mændene på isen. Det var nytænkende for tiden, og det skulle gøre op med mænd, der kun kunne komme frem til fods eller med hundeslæder.

Hans rolle var først og fremmest at realisere ekspeditionerne. Han kastede sig over at samle penge ind, rekruttere teknikere og forskere samt overtale de franske myndigheder til at støtte.

Han brugte pressen meget bevidst og lod den opbygge hans rygte som den store polarhelt, der skaffede hæder og ære til nationen. Det hjalp ham til at nå sine mål, fordi han blev populær i den store befolkning.

Efter ekspeditionerne forsøger han at samle penge til flere, men det mislykkes. Derfor søgte han tilbage til USA, hvor han fik til opgave at lede operationer fra luften over det nordlige Grønland, opgaver, som gav ham enestående geografisk viden om landet.

Polynesien alligevel
I begyndelsen af 1960’erne ændres hans liv. Han udfører ikke længere ekspeditioner på jorden selv, men organiserer flere af slagsen til Grønland og Antarktis. Han kaster sig over sin ungdoms drøm om at forske i Polynesien og især i områdets natur.

Man skulle ikke tro det, men Paul-Emile Victor var ikke supervild med alt det, livet i Grønland førte med sig.

”Jeg er bange for kulde, jeg hader sne, jeg hader is, og jeg hader vind. Og jeg har levet 50 år af mit liv sådan! Så skal man være lidt skør, ikke?” siger han i et interview efter sin pensionering.

I 1977 realiserede han endelig sin anden store drøm i livet og bosatte sig i Polynesien på øen Motu Tane i Bora Boras lagune og det varme tropiske klima. Han fortæller om sin fascination af Tahiti:

“Selvfølgelig er der lagunerne, korallerne og de mangefarvede fisk. Selvfølgelig er der bjergene fyldt med vegetation og vandfald og blomsterne og frugterne for hvert skridt. Men der er meget mere end det. Det er, at det er det eneste land, jeg kender, hvor man ikke føler sig skyldig over intet at lave.”

I Polynesien slutter et langt og eventyrligt liv i marts 1995, men hans eftermæle er stadig stort i Frankrig.

Læs mere på www.paulemilevictor.fr 
Besøg museet om Paul-Emile Victor www.centrepev.com 
Det franske polarinstitur er opkaldt efter ham, se mere på www.institut-polaire.fr 
Der er skrevet flere biografier og lavet adskillige film om ham.