I dag kan man stadig træde ind i hans hytte, som han brugte som start for at udforske indlandsisen. Her træder man lige ind i fodsporene på en mand, som drømte om Polynesien, men endte med at vie sit liv til Grønland. Læs den fascinerende historie om franske Paul-Emile Victor, en mand, der sætter den moderne rejsendes komfort i relief.
I dag kan man stadig træde ind i hans hytte, som han brugte som start for at udforske indlandsisen. Her træder man lige ind i fodsporene på en mand, som drømte om Polynesien, men endte med at vie sit liv til Grønland. Læs den fascinerende historie om franske Paul-Emile Victor, en mand, der sætter den moderne rejsendes komfort i relief.
”Jeg er bange for kulde, jeg hader sne, jeg hader is, og jeg hader vind. Og jeg har levet 50 år af mit liv sådan! Så skal man være lidt skør, ikke?”
Syv moderne hytter ligger spredt på klipperne ved Icecamp Eqi med den mægtige Eqi-gletsjer som buldrende og smuk nabo. Men en ottende hytte er ældre end de andre. Det er hytten, som den franske polarforsker, Paul-Emile Victor, brugte som springbræt til sine mange polarekspeditioner.
Man træder ind i den beskedne træhytte rejst på de grønlandske fjelde dybt inde i Ata-sundet, hvor Eqi-gletsjeren hersker, og på et øjeblik og med et lille skridt træder man 60 år tilbage i tiden og direkte ind i polarekspeditioners historie.
Her træder man ind blandt gulnede stykker papir med håndskrevne noter på væggene, trækøjer og gamle blikdåser fra engang. Man ser de ridsede borde og ser levende for sig, hvordan mændene sad rundt om bordet og spiste konservesmad, mens de polare vinde hylede og kuldegraderne røg ned under – 30 grader.
En af mændene var franskmanden Paul-Emile Victor, hvis betydning for Frankrig markeres den dag i dag. Uden ham var der aldrig blevet franske polarekspeditioner, og det er man stadig stolte over i Frankrig. Han valgte at bruge fjeldene her i det nordvestlige Grønland som base med Eqi-gletsjeren som støjende og smuk nabo.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Grønland vandt over Polynesien
Historien om Paul-Emile Victor og Grønland er historien om en mand, der fandt sin passion, som han udlevede fuldt ud. Det siger alt om, hvordan arktis fascinerer, at han egentlig ville have studeret polyneserne, men faldt pladask for Grønland, som han gav 50 år af sit liv.
I 1934 var han ansat på et museum og organiserede som 27-årig sin første ekspedition til Grønland, som han ankom til om bord på træskibet Pourqoi Pas? - Hvorfor ikke.
Han bosatte sig i Ammassalik i Østgrønland sammen med tre kammerater for at lave etnologiske studier af eskimoerne i et samfund, som har været stort set isoleret.
Han tegnede og studerede livet omkring sig og brugte det hjemme i Frankrig til at skrive videnskabelige artikler og holde konferencer om eskimoerne, som han fortalte om med al sin nyvundne kærlighed til det grønlandske naturfolk.
Han besluttede sig for at vende tilbage til Grønland i 1936, hvor han brugte et par måneder på at krydse indlandsisen.
“Vi overvintrede alle fire i Ammassalik. Vinteren forekom os at være for kort. Da skibet Pourquoi-Pas? kom for at hente os i juni 1935, tænkte vi allerede på at tage af sted igen. Projektet (med at krydse indlandsisen, red.) tog form i foråret,” fortæller han i et interview.
600 kilometer i fugleflugtslinie blev til 1000 kilometer på grund af de vanskelige forhold, som gjorde det nødvendigt at forsøge den samme rute to eller tre gange.
Han overvandt isen til fods sammen med tre kammerater, heriblandt danskeren Eigil Knuth, tre slæder og 33 slædehunde.
Men det var slet ikke nok for eventyreren, og han slog sig alene ned i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord i 14 måneder, hvor han levede hos en eskimofamilie som eskimo blandt eskimoerne. Her forsatte han sine studier af naturfolket og lærte deres sprog.
Ville udforske Grønland
Han vendte hjem til Frankrig, hvor efter han drog til Lapland for at studere samerne. Da 2 Verdenskrig brød ud, drog han til USA, hvor han sluttede sig til landets luftvåben, som hurtigt drog nytte af hans arktiske viden og kunnen.
Han trænede sikkerhedsstyrker i Alaska, Canada og Grønland og ledede et redningskorps i Alaska med opgaven at finde og redde nødstedte piloter.
Men under krigen spøgte tankerne i hovedet.
”Hvad er den præcise mængde af is, hvor tyk er den på det tykkeste sted, i hvor lang tid har isen været eksisteret, har der været perioder uden is?”
Spørgsmålene blev ved at kredse, og nysgerrigheden trængte sig på. Så meget, så han efter krigens afslutning skabte de franske polarekspeditioner i 1947.
Hans idé var at udnytte krigens teknologiske udvikling til at studere den grønlandske indlandsis. Han ville rulle det tunge materiel ind i en verden af is og stilhed.
Bæltekøretøjer skulle køre mænd og udstyr, og helikoptere skulle løbende kaste forsyninger ned til mændene på isen. Det var nytænkende for tiden, og det skulle gøre op med mænd, der kun kunne komme frem til fods eller med hundeslæder.
Hans rolle var først og fremmest at realisere ekspeditionerne. Han kastede sig over at samle penge ind, rekruttere teknikere og forskere samt overtale de franske myndigheder til at støtte.
Han brugte pressen meget bevidst og lod den opbygge hans rygte som den store polarhelt, der skaffede hæder og ære til nationen. Det hjalp ham til at nå sine mål, fordi han blev populær i den store befolkning.
Efter ekspeditionerne forsøger han at samle penge til flere, men det mislykkes. Derfor søgte han tilbage til USA, hvor han fik til opgave at lede operationer fra luften over det nordlige Grønland, opgaver, som gav ham enestående geografisk viden om landet.
Polynesien alligevel
I begyndelsen af 1960’erne ændres hans liv. Han udfører ikke længere ekspeditioner på jorden selv, men organiserer flere af slagsen til Grønland og Antarktis. Han kaster sig over sin ungdoms drøm om at forske i Polynesien og især i områdets natur.
Man skulle ikke tro det, men Paul-Emile Victor var ikke supervild med alt det, livet i Grønland førte med sig.
”Jeg er bange for kulde, jeg hader sne, jeg hader is, og jeg hader vind. Og jeg har levet 50 år af mit liv sådan! Så skal man være lidt skør, ikke?” siger han i et interview efter sin pensionering.
I 1977 realiserede han endelig sin anden store drøm i livet og bosatte sig i Polynesien på øen Motu Tane i Bora Boras lagune og det varme tropiske klima. Han fortæller om sin fascination af Tahiti:
“Selvfølgelig er der lagunerne, korallerne og de mangefarvede fisk. Selvfølgelig er der bjergene fyldt med vegetation og vandfald og blomsterne og frugterne for hvert skridt. Men der er meget mere end det. Det er, at det er det eneste land, jeg kender, hvor man ikke føler sig skyldig over intet at lave.”
I Polynesien slutter et langt og eventyrligt liv i marts 1995, men hans eftermæle er stadig stort i Frankrig.
Læs mere på www.paulemilevictor.fr
Besøg museet om Paul-Emile Victor www.centrepev.com
Det franske polarinstitur er opkaldt efter ham, se mere på www.institut-polaire.fr
Der er skrevet flere biografier og lavet adskillige film om ham.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS