Vandreture i hjertet af Gran Canarias bjerge

Voldsomme kræfter og endemiske arter

Man er slet ikke i tvivl om, at landskabet er skabt af voldsomme kræfter, når man kommer ind midt på øen. Her i 1.500 meters højde er der udsigt til dybe dale og ikoniske stensøjler – arkitektur, der kun skabes af vilde kræfter. Det vrimler med en blanding af fyrretræer, buske, kaktus, blomster og græs på skråningerne. Spændstige og blågrønne vidner især kaktusserne om, at klimaet er særdeles anderledes end hjemme i Danmark her halvvejs til ækvator. Næsten halvdelen af planterne på De Kanariske Øer er endemiske og findes altså kun her. Til sammenligning har vi kun få endemiske arter i Danmark.

Det er blevet tirsdag, og turen går ad smalle og til tider noget eksponerede stier ned til et nærmest jungleagtigt område med vandfald og tæt grønt hele vejen rundt. Vi starter i tåge, så det er befriende med turleder Anja, der viser vejen og ved, hvad der venter om de næste hjørner. Undervejs får vi kig til en af høsthulerne, der er blevet brugt til beboelse, og vi får testet balancen på de små, stejle stier. Vanddunkene fyldes med kildevand, og sandwichen, vi har med til frokost, er tiltrængt, da vi når dertil. Der skal noget energi til. Selvom jeg føler mig i nogenlunde form, kan jeg godt mærke mine lår allerede her på andendagen. Det er jo ikke rigtig til at finde terræn i den her kaliber derhjemme.

Klimazoner og mandelkager

Allerede halvvejs gennem dagen er jeg imponeret over, hvor varieret vandring vi har hernede. Der er lange gule marker, tæt jungle og rå klippesider med kaktus og græs. Der er fire klimazoner på øen, og vi går en del op og ned, så vi bevæger os naturligt fra den ene zone til den anden, men det er alligevel mere tydeligt, end jeg havde forventet. Der er indlagt en lille pause i bjergbyen Cruz de Tejeda. Kolde øl og limonader giver lige det løft, der skal til for at tage det sidste stræk ned til selve Tejeda. Allerede siden den første lille, tunge mandelkage ramte kontoret efter Opdag Verdens første tur herned har jeg villet besøge de små konditorier i Tejeda og selv smage på udbuddet. Alene ordet mandelkage smager jo godt. Desværre må jeg tilstå, at kagerne i det lille konditori i Tejeda ikke lander i kategorien ’imponerende’ for mit vedkommende. Måske er jeg godt vant og har det bedst med danskpræget hjemmebag. Er du til gengæld til tørre, søde kager med mandler en masse, eller kokos for den sags skyld, så er du kommet til det rette sted.

Om torsdagen vandrer vi hele vejen til havet fra et sted midt i biosfærereservatet Tamadaba, som vi er kørt ud til om morgenen. Stierne er små og gode. Vi vandrer godt beskyttet i læ af de store fyrretræer og passerer blandt andet et af de få steder, det rent faktisk er lovligt at campere på øen. Der er sparsomt med beplantning i skovbunden, så det er muligt at se vidt omkring i det kuperede terræn. Og der er hele tiden noget at se efter. Anja fortæller jævnligt om både planter og historie. Det gør det ekstra interessant. Det er også dejligt at have god tid til at hyggesnakke undervejs og på den måde skabe et landkort over dem, vi er på tur sammen med. Der er både de gode historier om børn og børnebørn, arbejdet og alle de eventyr, der har været og venter i fremtiden. Når vi deler glæden ved noget og mærker, hvor meget vi egentlig har til fælles, så er det som om, det hele bliver lidt mere trygt og sjovt. Det er noget af det, jeg glæder mig mest over her på turen. Fællesskabet med andre vandreglade folk.

Berberbål og hulefolk

Det er 2.500 år siden, berberne kom til Gran Canaria fra Atlasbjergene på det afrikanske kontinent. Og ja, det er berberne, der har lagt navn til den velkendte bålform, berberbålet, som udnytter træet bedst muligt, og som de fleste måske kender fra optænding i deres brændeovn. Befolkningen blev kendt under navnet guancherne her på øerne, og først da spanierne kom i 1400-tallet, forsvandt de fra øen. Faktisk blev de udryddet på barbarisk vis, men man finder stadig deres huler i klipperne flere steder rundt om på øen, og i dag går turen forbi en stor klippeside med omkring 400 huler. Man skal lige vide, at de er der, for dem, vi snakker med undervejs, fortæller, at der vist ikke lige er nogle huler her – det er ifølge dem et andet sted. Men vi finder dem efter en lille omvej fra dagens ellers direkte rute mod havet og den lille havneby Agaete. Derfra, hvor man kan sejle til Tenerife på små halvanden time, hvis man vil videre på eventyr.

Vi får en interessant snak om, hvordan guancherne mon er kommet op til de mange huler og rundt imellem dem og bliver enige om, at der højst sandsynligt har været lange og mange stiger, som man ser andre lignende steder i verden. Vores geolog minder os om, at verden så anderledes ud for tusinder af år siden, og at der højst sandsynligt var adskillige meter mere klippe udenpå, som kan have gjort det noget nemmere at komme rundt. Altid godt at have fagfolk med.

Vulkandramatik og hvidvin

Da vi når ud til kysten, er der wauw-effekt for alle pengene. Flere er enige med mig i, at kystlinjen her mest af alt sender tankerne til New Zealand og Hawaii, for den er dramatisk, stejl og med en smuk blanding af grønne og rødbrune nuancer. Netop den vulkandramatik, som er så befriende fed at vandre i, og som står i stor kontrast til sangria og afslappede røde og hvide kroppe på liggestolene foran de store ressorts rundt langs kysten. Det oser af eventyr at kigge til horisonten langs de forrevne klipper. Åndedrættet bliver dybere for en stund, og tankerne trækkes tilbage til dengang, de store træskibe kom med Columbus ombord. Min historielærer præsenterede ham oprindeligt som en helt og en stor opdagelsesrejsende. Nu ved jeg, at den fortælling er mere nuanceret.

Aftenen nyder vi på en fiskerestaurant efter en kølig dukkert i det 18-grader varme, forfriskende vand. Det bugner af både skaldyrstapas, frisk fisk og en hel del andre små og store fade med lokale specialiteter, der går rundt ved bordet. Hvidvinen smager uhyggelig godt til. Det bliver blandt andet tydeligt efter en lille times kørsel på de snoede små veje, at det alligevel kunne have været rart med et glas mindre – eller måske bare at have sprunget den lokale likør over til sidst.

Måtte vige for spanierne

Fredag vågner vi til sol og blå himmel og turens varmeste dag. Det er dog også en realitet for flere, at de seneste dages højdemeter har sat sine spor. Så en håndfuld går kun med til Tejeda og lader de eventyrlystne fortsætte til Bentayga-klippen. Dem møder vi dog senere ved toppen efter at være kørt dertil i bil. Det har været en spændende tur, lyder det til, og udsigten fra Bentayga skuffer ikke. Er man selektivt seende, kan man undgå et lavt hængende tov og følge en lille sti til nogle af de mange huler, guancherne havde. Der er en blandet følelse af ære over for kulturarven og minderne fra deres levede liv netop her og en tristhed over, at de måtte vige for spanierne. Og hvorfor? Da spanierne kom, havde guancherne end ikke opfundet hjulet, men på den anden side havde de selvfølgelig heller ikke så meget at bruge det til her på klippesiderne i de stejle bjerge.

Fællesskab og udsigter

Det er 24 grader, og solen bager, så da vi kommer hjem, er det op med fødderne og kolde colaer på bordene med den formidable udsigt. Det hostel, de fleste af os bor på, ligger i hjertet af Tejeda. Tiden er langsom, og vi skal lige vænne os til stilen, hvor tingene sker, når de sker, og tidspunkter mest er angivelser. Men som dagene går, vågner de unge frivillige fra rundt om i Sydamerika og Sydeuropa til dåd. Vegetarmåltiderne serveres enkeltvis og appetitligt anrettet. De smager fortrinligt. Brændeovnen varmer i baggrunden, sammen med sydlandske toner på sprog der mere giver stemning end mening for en halvbleg nordeuropæer. Det er hyggeligt og i et tempo, der passer godt til ferie.

Vi deler den formidable udsigt med det firestjernede hotel Parador, der ligger lidt længere oppe på bjergsiden i Cruz de Tejeda. Men infinity pool og hvid dug på bordene har de for sig selv deroppe. Det bedste er alligevel fællesskabet og udsigterne, og det har vi her. Der findes næppe nogen bedre følelse end at stå på kanten af bjerget med en imponerende udsigt og ligesindede omkring sig, der nyder og mærker den samme lykke i lige netop det øjeblik. Det har været en formidabel uge med mere natur, flere wauw-oplevelser, mere fællesskab, flere grin og endnu bedre mad, end jeg havde håbet på. Inden jeg ved af det, finder jeg mig selv i flysædet foran en smilende SAS-stewardesse. Jeg vil faktisk allerede gerne tilbage til Gran Canaria. Jeg vil virkelig gerne dele det her fantastiske sted med dem derhjemme.