Vandring i det nordligste Norge

Vidars Paradis
De fleste, der besøger det nordlige Norge, vender næsen mod syd igen, når de er nået til Nordkap eller måske endda lang tid før. De går derfor glip af en skønhed og en ro, som kun findes, hvor naturen stadig har overtaget, og mennesker lever på dens nåde, men også på dens gavmildhed.

Halvøen Nordkyn og også området lige syd for, mellem Tanafjorden og Laksefjorden, er i den forstand nok et lille paradis for sig. Det er det i hvert fald for Vidar Karlstad, som er født og opvokset her og har et indgående kendskab og kærlighed til området og dets skønheder og luner – og han vil gerne dele det med andre, som vil prøve kræfter med naturen, til fods, på ski, eller til havs.

Vidar er søn af en entreprenørfamilie, og entreprenørånden er gået i arv til Vidar, som vel må betegnes som en lokal iværksætter. Han har etableret Mehamn Vandrehjem og Mehamn Adventure Camp og sat gang i den lokale turisme med firmaet Nordic Safari Wildlife Adventures. En af de helt store aktiviteter er havfiskeri.

Barentshavet gemmer på imponerende eksemplarer af f.eks. helleflynderen på op til flere meter, som dog oftest sættes ud igen, efter at trofæet er blevet behørigt fotograferet. Det er nemlig de mindre helleflyndere, der smager bedst. Sportsfiskerne kommer også til området for at fiske i de mange søer og elve. Men udover fiskeriet byder naturen på en rigdom, der kan opleves til fods, på mountainbike eller i kajak.

En anden detalje, der også er med til at gøre Nordkyn til et lille paradis, er, at myg ikke er en plage. Har man være ude i naturen i Norge eller Sverige mellem juli- og september, ved man, at der kan være myg i så store mængder, at fornøjelsen ved at være ude er begrænset, og man ønsker sig tilbage til stenbroen.

Der findes naturligvis myg på Nordkyn, men et forholdsvis tørt klima og nærheden til havet, hvor der oftest er lidt vind, er måske medvirkende til, at forholdene ikke er ideelle for at de små blodsugende væsner. Hvad end grunden er, så var det skønt at kunne være i fred for dem.

De store indtryk
Her er et væld af vandreture at vælge imellem. Vejret kan være lunefuldt her på kanten af Barentshavet, og meget forskelligt på den østlige, vestlige, sydlige eller nordlige del af halvøen, så det er vigtigt at studere vejrudsigten.

Vi mødes derfor med Vidar hver morgen over en kop kaffe og vælger dagens tur efter vejr og vind, bliver så udstyret med kort og GPS, og aftaler eventuelt tid og sted for opsamling med bil senere på dagen. Faktisk lykkedes det for Vidar at finde solskin til os hver dag. Landskabet er imponerende og samtidig venligt indbydende.

På hver tur byder området på noget nyt; nye indtryk og nye oplevelser. Mange gange går vi ikke på stier, men følger en dal eller en højderyg. Det er en herlig fornemmelse at sætte sin fod på en blød overflade af revling, der giver lidt efter, men alligevel giver godt fodfæste, både når det går opad, og når det går nedad.

På nogle strækninger træder man fra den ene store sten til en anden, og selvom man ikke kommer helt så hurtigt frem, og man skal fokusere lidt mere på, hvor man sætter fødderne, så kan en sådan stenet dalstækning være et smukt syn med et farvespil, som det er værd at give sig tid til at nyde.

Og et lille hvil på en af de mange sten føles godt både for øjnene og benene. Vores vandreture byder på udsyn over fjordene, og man er højt over havets overflade, men samtidig finder vi altid nemt vej ned, uden at det bliver for stejlt. Det føles trygt og godt at have fjorde og hav som pejlemærker.

De små glæder
Men man skal ikke kun nyde det store udsyn. Lige foran vores vandrestøvler udfolder der sig også det ene skønne syn efter det andet. Hjernen fodres med billeder af blomster i alle farver og andre vækster – mange af dem i miniatureudgaver af kendte træer og buske, enten fordi det er en nordisk fætter, eller fordi de mere barske forhold holder dem nede og får dem til at blive små og hårdføre.

Pludselig opdager vi, at der er blåbær overalt – vi får dagens dosis af C-vitamin, og der bliver plukket bær, så der både er til dessert og morgenmaden dagen efter. Prikken over i’et er dog multebær. Umodne står bærrene og næsten lyser, som små røde lanterner, enkeltvis og rækker lige op over revling og blåbærris. Når de er modne, får de en fyldig orange farve, og dem finder vi også. Multebær findes ikke i nær samme mængde som blåbær, til gengæld er et enkelt bær en smagsoplevelse ud over det sædvanlige; vidunderligt herlig.

Dyr er her også. Vi møder en odder, der snuser rundt inde ved bredden af en af de utallige bjergsøer. Den svømmer uforstyrret rundt, indtil den fornemmer vores tilstedeværelse og gør sig usynlig. Andre gange er der et par rensdyr, der gør os selskab.

Alle indtrykkene gør, at snakken går, og min makker og jeg deler begejstringen. Men naturens storhed indbyder også til refleksion og stille stunder – en tavshed, som det også er rart at dele. Sjælen finder ro. Bekymringer fordamper. Ind imellem er der dog også en følelse af vemodighed, der blander sig med følelsen af lykke. Mon dette på én gang barske og robuste, men også sårbare, landskab kan modstå menneskets påvirkning?

Fisk er godt – kongekrabber bedre
Vi nyder også godt af det, der kan fiskes op af havet. Vi har lavet en aftale med Vidar om, at han hver dag leverer ’et eller andet’ fra havet til vores aftensmad. Den første aften, vi er i Mehamn, får vi del i en fangst af kongekrabber, som en gruppe russiske lystfiskere har hevet i land sammen med Vidars guider.

Kongekrabber er monstre at se på, men en himmelsk spise, og så store at et enkelt ben er et måltid i sig selv. Hver aften, når vi kommer hjem til vores rorbu, lukker vi spændte køleskabet op for at se, hvad ’dagens ret’ skal bestå af – torsk, helleflynder, rødspætte eller ørred. Tilbehør finder vi hos det lokale supermarked.

Vi tilbringer fem dage med at vandre i området og kommer vidt omkring, inden det bliver tid til at vende hjem. Både min makker og jeg føler, at vi bliver nødt til at komme tilbage til Nordkyn og udforske området mere. Næste gang måske med telt til en enkelt overnatning eller to, da det åbner mulighed for endnu flere vandreture og overnatning ved afsides fjorde i de lyse sommernætter.

Tørfisk og kriminelle

Nordkyn er så langt væk fra Oslo, som man kan komme i Norge – mere end 2000 km. Her er fredeligt og stille, men ikke dødt. Mehamn fik en lille flyveplads i 1974, men den og de andre små fiskerlandsbyer på Norkyn – Gamvik, Kjøllefjord, Skjånæs og Dyfjord – blev først forbundet med resten af Norge med en vej sydover i 1989.

Dog ikke som helårsvej før i 2007. Havet har været den vigtigste transportvej i Mehamns historie, og dets rigdom af fisk årsagen til, at nordmænd bosatte sig i disse afsides egne. Tørfisk blev en vigtig handelsvare i 1200-tallet, og der opstod en blomstrende tørfiskhandel med Mellemeuropa, som var medvirkende til, at de norske fiskere rykkede mod nord og etablerede sig langs Finnmarkskysten.

Senere blev russerhandelen en indbringende næringsvej – fisk i bytte for kornprodukter fra Rusland. Den handel ophørte dog med den russiske revolution i 1917. På trods af sin afsides beliggenhed har der igennem tiderne været strid om retten til Finmarken mellem Norge, som dengang var en del af Danmark, Sverige og Rusland. Grænserne lå først fast i begyndelsen af 1800-tallet.

Styret i København prøvede at styrke Finmarken befolkningsmæssigt og økonomisk, bl.a. ved at tvangsflytte tiggere, fallenter og visse kriminelle til området – en praksis, der først ophørte i 1810. Det virker dog ikke, som om det har haft nogen effekt på freden i det lille samfund på Nordkynhalvøen på den yderste spids af Finmarken.

Oprør og besættelse

To markante hændelser har haft særlig indflydelse på livet i Meham. Den ene var et opgør mellem de lokale fiskere og hvalfangerstationen i Meham i 1903. Industriel hvalfangst i Barentshavet iværksat af kapitalstærke personer sydfra havde reducerede antallet af hvaler kraftigt. De lokale fiskere, som havde mindre både med en begrænset rækkevidde, mente, at hvalerne var med til at drive fiskene ind mod land, og at den store hvalfangst derfor ødelagde deres fiskeri.

Efter flere dårlige år for de lokale fiskere og resultatløse forhandlinger om at frede hvalerne blev vreden mod hvalfangstindustrien så stor, at det endte med et opgør, hvor hvalfangerstationen i Mehamn blev brændt af. Året efter blev der lovgivet om fredning af hvalerne.

Den anden hændelse var den tyske besættelse under 2. Verdenskrig, drevet af jernminerne i Kirkenæs, som også satte sit præg på livet og udviklingen på Nordkyn, særligt da tyskerne under tilbagetrækningen i november 1944 tvangsforflyttede befolkningen og ødelagde alt af værdi – huse, både og havneanlæg.

Der var folk, der trodsede tvangsflytningen, gemte sig i afkroge af halvøen og som overlevede ved hjælp af opfindsomhed og især fiskeri.

I dag er fiskeriet stadig vigtigt for livet i Mehamn, men turismen er så småt ved også at få vind i sejlene her langt væk fra alfarvej. Hurtigruten lægger til to gange om dagen – et skib på nordgående rute og et skib på sydgående rute – og er en vigtig transportvej for byen og samtidig med til at bringe Mehamn på landkortet for turister.

Barentshavet og klimaforandringer

Barentshavet omkring Nordkyn er isfrit hele året. Nordkyn ligger faktisk mere nordligt end Diskobugten i Grønland, som er fuld af isbjerge om sommeren og frosset til om vinteren. Men Golfstrømmen når helt herop til Nordkyn og påvirker klimaet, havets temperatur og også klimaet på halvøen.

Temperaturen i Barentshavet er steget næsten 2 grader indenfor de sidste årtier, og fiskerne får undertiden arter i nettene, der normalt hører hjemme længere sydpå. Så selvom man er langt væk fra industri og storbyers dunst, så mærker befolkningen også her resultatet af klimaforandring og en global opvarmning.