Du er her:
  • ARTIKLER
  • Vandring i Gyllbergen Naturreservat

Vandring i Gyllbergen Naturreservat

Ansigt til ansigt med ulven

P1040277.jpg
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau - Foto: Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 27. jan 2018

Der er dømt klassisk, svensk skovvandring på den 35 kilometer lange Vildmarksleden i Gyllbergen Naturreservat. Her er hyggelige hytter, fredelige skove og blanke søer – samt nærkontakt med skovens grå konge: ulven.

Efterårsluften er klar og skarp, og skoven har skiftet farve til gyldne nuancer, da vi som de eneste vandrere slår os ned ved en shelterplads midt i skoven. Oktobersolen skinner direkte ind i det solide shelter og på borde-bænkesættet, som er lavet af tømmerstokke, og vi starter vandreturen med en frokost i shelteret.

I efterårssolen får vi ikke brug for den overdækkede bålplads foran shelteret, men på en regnvejrsdag må det være den rene luksus at sidde i shelteret og nyde varmen fra bålet. Nogle få meter fra shelteret ligger en overnatningshytte, der med sine lave vægge og placeringen midt blandt skovens træer minder lidt om et smølfehus.

Vi er i udkanten af en gammel fæbod, Prästboderna, hvor folk i gammel tid flyttede ud, når kvæget skulle på sommergræs. I dag ligger det forladt hen, og der er ingen tegn på liv. Det her er starten på vores vandring ad Vildmarksleden; en 35 kilometer lang vandrerute i naturreservatet Gyllbergen i svenske Dalarna.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

P1040286

Gennem kløften
Efter frokosten bevæger vi os af sted over et plateau af højmoser med rødbrunt efterårsgræs, der vajer blidt i vinden mellem enkelte træer. Vi balancerer af sted på et par tynde planker, der er lagt ud over myr-området og gennemskærer vådområdet, så man kan krydse med tørre støvler.

Snart finder vi en lavbevokset kampesten, der ligger lidt hævet over det flade landskab som en ø midt i højmosen. Her læner vi os tilbage og nyder udsigten ud over højmosen, som et par skibbrudne der ligger på en strand og kigger ud over havet.

Inden længe breder kaffeduften sig ud over plateauet. Det er svært at løsrive sig fra den skønne plet i solen, og da vi vandrer videre, bliver skoven tættere, blåbærrisene lyser højrøde op i skovbunden, og solen flimrer mellem træerne. I den mørke skov blandt de høje graner åbner en smal sprække i klippen sig.

Det er Dragsbergs Gata; en smal klippekløft, hvor grundfjeldet er sprækket i en cirka 10 meter bred og 10 meter høj kløft midt i den gamle nåleskov. Det virker som om lyset sjældent trænger helt ned i kløftens bund. Her er dunkelt, og kampestenene i kløftens bund er mosbegroede og glatte. Flere gange er vi ved at miste fodfæstet, og jeg priser mig lykkelig for mine vandrestave, da vi nærmest klatrer rundt på de glatte klippeblokke, der ligger hulter til bulter.

Da vi træder ud af kløften åbner landskabet sig lidt efter op, og vi kigger ud over Dragsjön, hvor træerne med deres efterårsfarver spejler sig i det blanke vand. Ved Dragsjön ligger også flere fine hytter, som de lokale skiklubber og idrætsforeninger har bygget.

P1040313

I det gemte hobbit-bo
Vi vandrer langs søbredden, undersøger de forskellige overnatningsmuligheder og beslutter os for at overnatte i en Kolarkoja. Det er en lillebitte hytte, som dem kulsvierne i gammel tid boede i, når de var i skoven for at brænde trækul.

Hytten er nærmest usynlig i landskabet, da den er dækket af græstørv for isoleringens skyld. En håndfuld træer har sået sig selv på hyttens tag, så den ligner en lille skovklædt høj ved søens bred. Kun fra den ene side afslører en lav dør og et skorstensrør, at man kan overnatte her.

Vi indretter os hurtigt på de to træbrikse, og snart har vi tændt et lille bål i det åbne ildsted. Et gammelt sildeglas gør det ud for lysestage, og da der kommer et glas rødvin på bordet til middagen med ravioli, pesto og grillpølser er hyggen komplet.

Hele aftenen smider vi brænde i det åbne ildsted. Ilden knitrer og spreder hygge med sit flakkende lysskær. Vi sidder og læser. Alligevel formår vi ikke at hæve temperaturen i hytten mere end 3 grader, og det bliver en kold aften, hvor vi beholder dunveste og fleecetrøjer på, til vi skal i seng.

Det er, som om stenvæggen suger al varmen ud af ildstedet, som slet ikke er i stand til at varme hytten op, på trods af at den ikke er meget større end et hobbit-bo.

P1040308

Klassisk svensk skovvandring
Næste morgen ligger tågen tæt over søen. Der er så fuldstændigt stille, at man kan høre et blad falde til jorden. Vi vandrer videre gennem skoven ad fine stier og forbi et område, hvor enkelte træer er 300 år gamle.

Ruten er godt markeret med orange maling på træerne, og det er nemt at finde vej. Ved den næste sø stopper vi ved et shelter og holder pause. Det er klassisk, svensk skovvandring, når det er bedst, og her i oktober er der ikke andre vandrere end os på stierne.

Vi passerer flere gamle fæboder, der står tilbage i skoven som klynger af små rødmalede huse og minder om dengang, hvor mange flere mennesker havde deres liv på landet og i skovene.

Efterhånden som folk flyttede til byerne, blev fæboderne forladt og kommer i dag vandrere og friluftsfolk til gode. Vi benytter os også af at kunne komme ind i tørvejret og få varmen med en kop varm kakao.

Sidst på eftermiddagen bringer en afstikker fra Vildmarksleden os op til Bergslagsstugan; en højtbeliggende tømmerhytte. I regnvejret har hytten en tiltrækningskraft på os, som en oase må have på en ørkenvandrer.

Vi får først øje på de grå, vejrbidte trævægge, da vi nærmest snubler over hyttens dørtrin, for den ligger godt gemt af vejen blandt høje træer på en af områdets højeste fjeldtoppe. Hytten blev bygget i 1930'erne til det vagtpersonale, der holdt øje med flyvemaskiner og skovbrande fra det nærliggende udsigtstårn på Dragsbergets top, men der er intet af tårnet tilbage i dag.

Et minde fra den tid er der alligevel, da væggene på dasset er dekoreret af den tids soldater, der har ridset deres navne i dassets trævægge. Vi indretter os i et lille køjesengsværelse, hvor vi fyrer op i brændeovnen. Inden længe er her så varmt, at vi kan sidde i vores skiundertøj og koge, mens vores tøj hænger til tørre som guirlander tværs gennem det lille rum.

P1040268

Ulven
Næste morgen rammer en let støvregn os i ansigtet. En grå tåge hænger over landskabet. Hver eneste lille kvist og edderkoppespind er fyldt med tunge dråber, og den fugtige luft dæmper alle lydene. Det er som at gå i et eventyrlandskab, og disen har dæmpet alle skovens farver, der nu fremtræder i en palet af brune og grålige nuancer.

Vi går over nogle højtliggende plateauer med myr, hvor det visne græs svajer som et brunt og bølgende hav, og gennem skovklædte områder, hvor fyr- og grantræer står ranke og høje. På et af områderne med myr får vi øje på nogle temmelig store poteaftryk i mudderet og lidt efter nogle efterladenskaber, der ligner store hundelorte, men fyldt med hårtotter og pelsrester.

Snakken ledes hurtigt hen på, at vi har hørt, at der er mange ulve i denne del af Dalarna. Vi joker med, at ulven snart vil komme efter os, og at min røde uldbuff i ulvens øjne nok gør det ud for en rød hætte, så det snart vil gå mig som den lille rødhætte fra eventyret.

Vi aser og maser med at komme op ad en stejl, skovklædt bakke med de tunge rygsække, og pludselig står den der, ulven, midt på vandrestien cirka 20 meter længere fremme.

Den står med snuden nede i skovbunden og snuser, men løfter hovedet, da den bliver klar over vores tilstedeværelse. Ulven fryser i sine bevægelser. Står som lammet og kigger direkte på os. Det samme gør vi. Vi har øjenkontakt med den grå skovens konge i nogle meget lange sekunder. Ingen af os rører os så meget som en millimeter.

P1040293

Hos mig for evigt
Det er en meget stor og flot ulv, der står der på stien foran os. Pelsen er grå og tyk, og den stirrer direkte på os med opmærksomme øjne. Vi har helt klart overrasket den, og vi vover ikke at bevæge os. Vi vil ikke skræmme den væk. Dette er en naturoplevelse af de helt sjældne, og vi ville ønske, at vi kunne forlænge øjeblikket.

Ulven har hverken kunnet se, høre eller lugte os, da vi er dukket op bag bakkekanten. Vi har desuden haft en let vind imod os, som har skjult vores lugt og lyde for ulven, hvis sanser på alle måder ellers overgår vores.

Efter nogle meget lange sekunder springer den ind i skoven. Vi følger hurtigt efter op af bakkedraget for at se, om vi kan få endnu et glimt af det imponerende dyr, men den er allerede væk; forsvundet blandt stammer og træer i et område, hvor den er os totalt overlegen.

Vi stirrer ind i skoven og forsøger at få øje på den igen: Kan vi se noget, der bevæger sig mellem grenene? Kan vi få øje på noget gråt bag stammerne? Men øjeblikket er passeret. Ingen af os vover at sige noget, før Rasmus, min kæreste, med jubel i stemmen udbryder:
”Så du den? Så du den virkelig?!”
Jeg ved, at ulven er et syn, der har mejslet sig ind i min hukommelse og vil bo hos mig for evigt.


Gyllbergen

Gyllbergen Naturreservat ligger i den sydlige del af Dalarna i sammenhæng med Prästbuans Naturreservat; et område på i alt 1820 hektar. Der er mange fine vandrestier, blandt andet Vildmarksleden på 35 kilometer, og om vinteren byder 70 kilometer præparerede langrendsspor skiløbere velkommen. Området er højt beliggende med højmoser, myr, skov, søer og et rigt dyreliv med mange fuglearter – og med en stor ulvebestand.


P1040291

Ulven

Ulven blev erklæret uddød i Skandinavien i 1960’erne, men i begyndelsen af 1980’erne vandrede tre ulve fra den russisk-finske population til svenske Värmland. De blev med årene til omtrent 200 ulve, andre ulve fulgte trop, og i dag er der mindst 340 ulve fordelt på 32 familiegrupper i Sverige. Ulve er sociale dyr, og en familiegruppe består som regel af to forældre og deres unger.

De fleste unger forlader familien, når de er omtrent et år gamle, men nogle unger kan blive tilbage og hjælpe med at tage sig af den nye generation af unger. Ulve bliver sjældent mere end 12 år gamle, og mange af dem dør unge.

De fleste ulve bliver dræbt af mennesker, og det bliver anslået, at kun én ud af ti ulve vokser op til at selv at starte en familie. Ulve er territoriale, og et ulvepar bliver normalt i deres territorium, så længe de er et par.

Et normalt territorium er på mellem 800 og 1000 km² og er skarpt markeret med urin, afføring, kradsemærker og lyde. En af grundene til, at ulve hyler, er at holde andre ulve ude af deres territorium, som de beskytter. Trænger fremmede ulve ind på det, er det ikke unormalt, at det kommer til kampe. Af og til bliver ulve dræbt i kampene.

Find din næste tur her


Ruteforslag
Österlencirklen

Österlencirklen

Ruteforslag
Mörbylångaleden på Öland

Mörbylångaleden på Öland

Ruteforslag
Kungsleden: Kvikkjokk - Saltoluokta

Kungsleden: Kvikkjokk - Saltoluokta

Andre spændende artikler


Ny guide til Kungsleden

Ny guide til Kungsleden

Vandring i Tresticklan Nationalpark

Vandring i Tresticklan Nationalpark

Vandretur på Österlenleden

Vandretur på Österlenleden

Log ind