Vandring med barn i Norge

Morgenhygge på sætergården
Vandredagen begyndte ellers optimalt. Vi vågnede op i hytten ved Ulsåkstølen Fjellstugu, hvor ejerne driver gården som for 100 år siden. Her bliver flere mindre hytter lejet ud, og der er løstgående køer og grise samt høns og kaniner i hver deres indhegning.

Om sommeren producerer værtsparret ost og andre mejerivarer. Filippa synes, at det er megasejt, at der går køer rundt lige uden for vinduerne af hytten. Hun stiller sig på en stol og råber ”muuhhhhh!” hver gang dyrene går tæt forbi. Og så er hun ivrig for at komme ud i den kølige efterårsluft, for hønsene skal fodres med græstotter og kaninerne klappes.

I morgensolen højt over sætergården troner en forvitret klipperyg nær toppen af Skogshøgn. Solens stråler visker en let dis væk. Der vil jeg gerne have Filippa med op – vise hende fjeldet. Komme på toppen med hende.

Mine forældre kørte os nogle få kilometer til vandrerutens startsted i omkring 900 meters højde, Filippa kom op i bærestolen, og jeg spændte vandrestavene ud. Så begav vi os mod toppen mere end 800 højdemeter over os.

Min plan var, at jeg (altså vi) efter toppen selv skulle gå hele vejen tilbage til sæterhytten. Filippa var i usædvanligt godt humør på den markerede sti gennem de sidste rester af skov og op til fjeldets skovløse flader.

Hun sad i bærestolen på min ryg og grinede og skrålede ”Tornerose var et vakkert barn” sammen med sin far. Vi sang os over en stor slette, og vi sang sammen, da stien op ad bjergets østlige skrænt begyndte at stejle til. Jeg mere og mere forpustet af vægten, stigningen og sangen. Og lidt hæs på grund af den kølige og sprøde fjeldluft.

Krise før toppen
Efterårsdagen er kølig, og vinden endnu køligere. Jeg har for længst sat regntaget over rygsækken, så Filippa kan få læ. Stien bliver endnu stejlere og går over et stort stenfelt med sten på størrelse med mine vandrestøvler.

Jeg kan mærke, at Filippa har hænderne ude i det fri i den kølige luft, og at hendes små næver allerede er kolde, når de strejfer min nakke. Da vi nærmer os en klippevæg, som stien smyger sig meget stejlt op igennem, går det op for mig, at vi er utrolig heldige med vindretningen og for det meste har læ.

Oppe nær toppen kan jeg se på de mange forblæste fjeldfolk, at vinden viser tænder. Jeg må tage de forholdsregler, jeg kan. Da jeg stopper for at give Filippa noget at spise, skifte hendes ble og trække handsker og mere tøj på hende, sker det. Hun bliver vred og hysterisk.

Hun vil nemlig lege med sneen fra den første lille rest af efterårets første snefald, vi er stødt på. Hun skal sgu ikke have mere tøj på, mener hun, men jeg tvinger det på hende. For jeg ved, at vinden og vilkårene bliver værre, så snart vi har passeret klippevæggen og bliver eksponeret for den heftige vestenvind.

Lyden af vinden er som en kæmpe, der sjipper i klippernes skolegård.

Topstormen
Filippa er tosset. Skriger i vilden sky. Det lykkes dog at trække handsker og mere tøj på hende. Jeg trøster og trøster. Uden resultat. Det bliver ved så lang tid, at jeg beslutter mig for, at vi går ned.

Filippa græder stadig hysterisk, da jeg løfter hende op på ryggen igen og forsøger at hoppe lidt op og ned – små gyngeture, som hun ellers er vild med. Et sidste håb om, at det kan trøste hende, så vi kan gå videre opad. Som hendes far så gerne vil. Men nej. Hun er så ulykkelig.

Ærgerligt tæsker jeg spidsen af mine vandrestave ned i sneklatten. Fandens! Ingen top i dag. Vi må ned. Men idet jeg hamrer stavenes skarpe spidser ned i den bløde sne, begynder Filippa at grine.

Det var lige præcis det, der var sjovt for hende her og nu. At lege med sneen ved at stikke mærker i den. Jeg fortsætter legen. ”Stik, stik,” skråler hun. Mens vi fortsætter opad, går vi fra den ene lille dynge sne til den anden. ”Stik, stik!” Filippa skraldgriner. Også selv om vinden hiver og slider i rygsækken.

Til sidst ender vi nær målet. Jeg stiller Filippa i læ på et plateau for foden af den klippeknold, der udgør selve toppen, hvor stormer raser. Til min overraskelse er hun faldet i søvn. Hendes hænder er stadig i handskerne. Nu en del varmere. Fint.

Jeg tager storsmilende de sidste skridt op til et mørkegrønt skilt ved topvarden. Mit hår bliver friseret af vindens vilde hestekræfter. Skyerne driver hastigt over fjeldhimlen. Solstrejf oplyser her og der pletter på de oprørte bjergsøer dybt under mig.

Flere fjeldtoppe forsvinder ind i tætte skyer, men heldigvis er toppen af Skogshøgn lige nu en undtagelse. Jeg føler friheden hamre i blodet.

I kæmpens skolegård
Filippa sover stadig, mens vi går nedad. Under mig sejler skyernes skygger hen over den brede fjelddal i efterårspragt. Jeg falder langsomt ind i naturens rytme. Gør holdt ved en stor klippeblok, mens Filippa stadig sover.

Tankerne om livet i fjeldet myldrer frem som de små fantasifolk, der efter sigende bebor fjeldene på de her kanter. Jeg sidder med det detaljerede turkort i 1:30.000 foran mig. Jeg har glemt noget papir at skrive på, men da der jo er mange søer i området, er der også masser af uforstyrrede små blå felter på kortet, som kuglepennens spids kan vandre hen over.

De store udsigter og vandringens langsomhed har sporet mig ind på at tænke i metaforer:
”Lyden af vinden er som en kæmpe, der sjipper i klippernes skolegård. De susende vindstød er brudt af Filippas rytmiske snorken. Små græsstå bukker nakken i dirrende ryk. Skyggepletter sejler hen over vildmarkens høstfarver. En regnbue ryster fantasien. Fladbundede skyer med mørke kølstriber har hævet sejlene og sat kursen mod øst.”

Sådan sidder jeg længe i nuet og beskriver det, jeg ser. Vinden fører af og til lyse, nordiske stemmer med sig fra den markerede sti, der er omkring en kilometer fra mig. Civilisationen banker på. Vi skal videre.

At være til stede på stedet
Før jeg rejser mig, får jeg dog endnu en tanke:
”At være på fjeldet er at observere. At være til stede – på stedet – med sine sanser. Sådan at sidde her og kigge, dufte, stryge håndfladen over den ru og rolige granit, der er så meget ældre end jeg. Og så min unge datter bag mig – hende jeg vil give blikket for naturen til, i håbet om at hun vil bære det videre den dag, jeg ikke er her mere.

Kontrasterne er så klare heroppe på fjeldet. Jeg suger den mentolfriske, kølige luft gennem de varme næsebor. Når fjernsynet er slukket, stikket er trukket ud, og jeg er gået udenfor og har bevæget mig ind i naturen – og er blevet bevæget af den. Ja, så er det, at naturlivets nærsyn sætter ind. Nærværets dybsindige fætter. Så ved jeg, at jeg er fjeldoptaget.”

Ikke så lang tid efter opholdet ved stenen, slår Filippa øjnene op, mens jeg går. Vi synger igen. Og siger som dyrene, hun skal klappe, når vi er tilbage på hytten. Jeg er lykkelig over, at jeg kan vise hende fjeldene.

Og at det – trods krisen – lykkes at skabe en balance mellem min fjeldlyst og Filippas behov. Det er livet heroppe i højderne, jeg gerne vil folde ud for Filippa. Hun skal se det med egne øje.

3 topture i 3 niveauer

I Hemsedal venter dig toppe, du kan nå med alt fra rolige slentreture til sveddryppende, stejle stier. Her er tre forslag, der viser dig spændet. De er alle en del af Topp 20-konceptet (se faktabooksen).

LET: Til tops med barnevognen – Høllekølten (804 m.)
En hyggelig toptur på 1,6 km og 129 højdemeter – strabadser, der minder om at bestige Himmelbjerget. Du går hele vejen til toppen på en grusvej, så du kan tage barnevognen med. På toppen finder du en række sende- og modtagemaster.

Alternativer: Blandt de nemme, børnevenlige ture med fine udsigter tæller fx også Venåshøvda (988 m.) lidt højere oppe i dalen efter Tuv samt Storhøvda (1075 m.) i retning af Lykkja.

MELLEM: Populær, med god grund – Skogshøgn (1728 m.)
Du får pulsen op og syre i stængerne i løbet af turen på 4-5 timer, hvor de ca. 5 kilometers sti stiger hele 833 højdemeter. Turen er den mest populære af Topp 20-turene. Ca. 16.000 skriver sig hvert år i gæstebogen. Samlet set skriver 25.000 hvert år i bøgerne på alle toppene. Det skyldes bl.a. de flotte udsigter, da du hele tiden går på en bred bjergryg.

Alternativer: I samme kategori er Svarthetta (1553 m.) og Storehødn (1482 m.), dog med færre højdemeter.

MEGET HÅRD: Stenhård rundtur – Rå pedalkraft + Ranastøngji (1900 m.)
En meget lang dag til faren, der har fået frihjul til at tage af sted på egen hånd på vilde eventyr, som – helt forståeligt – ikke er beskrevet i nogen guide. Turen indebærer over 75 kilometers cykling med mange stigninger på både asfalt, grusveje, småstier og endda i delvist sumpet terræn helt uden stier og en toptur på seks gange to kilometer med næsten 800 højdemeters stigning.

Turen tog mig 12½ time – husk stor madpakke og pandelampe. Cykl fra Hemsedal til Tuv. Drej til højre før broen. Drej til højre ind på Fjellstølvegen mod Harahorn Hotel efter nogle kilometer.

Kør forbi hotellet. Fortsæt op og op til Vavatn (1124 m.). Kør i fjeldterrænet på østsiden af søen frem til stistartstedet (i 1150 m.) for toppen Ranastøngji (1900 m.). Fortsæt til fods langs en fossende bjergbæk og til højre ind i en bred, stejl slugt. Den øvre del af turen går over et ret fladt, stenet terræn. Fra toppen kan du se Jotunheimens 2000-meter-toppe i nord. Yderligere 10 minutter nord for selve toppen stirrer du ned i en 550 meter dyb slugt.

Tilbage ved cyklen fortsætter du ned i Hydalen. Grusvejen stopper. En mindre, stenet sti fortsætter langs nordbredden af Hydalsvatnet.

En bro krydser elven, hvor søen slutter. Nu venter 5-6 km i vildt, nærmest stiløst terræn. Her og der fører et stifragment dig langs med sydsiden af elven, men ellers er du overladt til at bære cyklen gennem delvist sumpede, delvist klippefyldte arealer.

Endelig når du frem til en mere tydelig sti og den glimrende bro ved Øynannsstølen, og du er en glad mand – tror du. For nu venter cirka 2 km mountainbiking til Grunke. Herfra fører grusveje den lange vej nord om Storfjorden. Drej til højre lige efter elven mellem Movatn og Storfjorden. Og til højre igen ca. 4,5 km længere sydpå – mod Nøsen på den såkaldte Mjølkevegen. Så til højre mod Lykkja og retur til Hemsedal by via Ulsåk.

Alternativ: Cykl op til stistart-stedet for områdets højeste top, Høgeloft (1920 m.), hvor en 9 km lang og 800 højdemeter-tung sti fører dig til toppen. Derefter ned igen.

3 råd om børn i rygsækken

1. Køb en god bærestol. Jeg har personligt været meget tilfreds med min Osprey Poco Premium, men prøv dig frem med dit barn i stolen – hvad passer bedst til din ryg og til barnet?
2. Start så tidligt, du kan, med at smide babyen på ryggen, når barnet kan holde hovedet selv. Jo tidligere, desto mere tryg er dit barn ved at sidde der, når det bliver lidt ældre. Det kan også være en fordel med en rejsepude, så barnets hoved vipper mindre frem og tilbage, når/hvis det falder i søvn.
3. Skaf et par lækre vandrestave. Ud over barnets vægt kommer rygsækkens vægt - og måske også det ekstragrej som f.eks. bleer, vand og mad, du skal slæbe på - så skån dine knæ og andre led for trykket fra vægten. Det er samtidig en ekstra sikkerhed, hvis du er ved at falde.