De store kontraster huserer i Hemsedals fjelde. Vi bor på en hyggelig sætergård med køer og kaniner, som er guld for 2-årige Filippa. Men da jeg vil vise hende den rå fjeldnatur set fra en forblæst top, fordamper hendes gode humør. Er jeg for selvoptaget? Kan jeg både være topstormer og en god far?
Filippa skriger utrøsteligt. Snottet løber fra næsen, og hendes små næver er iskolde. Min 2-årige datter har passeret tærsklen til det hysteriske, og jeg trøster hende, så godt jeg kan. Men, intet hjælper.
Jeg har sat bærestolen med hende i læ mellem to klipper ved en stejl klippepassage på vej mod toppen af Skogshøgn, en af de mest populære vandretoppe i Hemsedalområdet.
Fra toppen i 1732 meters højde lokker fine kig ud over et ret fladt område i omkring 1000 meters højde øst for fjeldet. Vi har vandret i mere end to timer og er stadig et par timer fra toppen.
Jeg er fanget i paradokset mellem min meget store lyst til at gå til tops og hensynet til min lille datter. Sejt friluftsmenneske eller god far? Skal jeg gå ned med hende – kun en halv time fra toppen?
