Vandring uden stier i Sverige

Skandinavien er gennemskåret af et netværk af formidable vandrestier, men der venter en helt anderledes vild, øde og uspoleret naturoplevelse, der hvor stierne ender. På en 850 kilometer lang vandretur i den svenske fjeldkæde gik vi cirka 500 kilometer mellem vandreområderne i Jämtlandsfjeldene og Kungsleden. Vi mødte kun andre vandrere tre gange.

Vi pifter skingre melodier og synger med rustne sangstemmer. Da vi hviler sangstemmerne, går Rasmus i gang med et højlydt, timelangt foredrag om fluebinding og fiskekroge. Planen er at udsende en konstant støj, mens vi bevæger os gennem den tætte, kratlignende skov. Samme morgen har vi nemlig set en ordentlig kage af en bjørnebæ tæt på vores Telt, og da vi ingen lyst har til at overraske en Bjørn i den tætte skov, håber vi, at vores larmende fremfærd vil advare den i god tid, så den fortrækker fra området. Vi ser bjørnelort flere gange, mens vi bevæger os gennem den grønne gran- og birkeskov. Vi forcerer væltede træer på en skråning og følger en lille rislende bæk nordpå. Vi er i sti-løst område og regner med, at bækken vil lede os ud til Rensjön, hvis bred vi skal følge længere nordpå.

Noget blåt glimter mellem stammerne, og snart står vi på de lune klipper ved søens bred. Her er ikke et øje. Inden længe har vi snøret vandrestøvlerne op, smidt os på ryggen på klipperne og soler os. Kaffen brygger på trangiaen. Søen er så idyllisk, at vi ender med at blive der hele eftermiddagen, for hvorfor egentligt gå videre, når vi er dumpet ned midt i den naturoplevelse, vi hjemmefra har drømt om?

Fjeldvandringen er ofte defineret af, hvor lokale turistforeninger har anlagt overnatningshytter og stier, og hvor fantastiske disse faciliteter end er, så belønnes den, der drejer væk fra vandrestien, med en mere øde og uspoleret vildmarksoplevelse. Man kan stadig i Skandinavien begive sig ud i det ukendte og finde sit helt eget fjeld.

Øjet på horisonten
Sidst på eftermiddagen tager vi vandrestøvlerne på igen for at finde vej op på højfjeldet. Ved den næste sø blokerer et klippefremspring for vores rute, og da vi ikke lige kan finde en egnet vej rundt om det stejle klippefremspring, ender vi med at vade langs søbredden i vand til midt på lårene. Heldigvis tørrer vi hurtigt igen i det varme sommervejr.

Det begynder efterhånden at tynde ud i træerne, og på vej op mod højfjeldet finder vi det ene rengevir efter det andet. Energien, vi bruger på at tilbagelægge højdemeterne, bliver løbende holdt oppe af chokolade, og vores anstrengelser belønnes, da vi kommer op på et højtliggende fjeldplateau med lav vegetation og en række små fjeldsøer. Vi er over trægrænsen, landskabet åbner sig op for os, og Norges sneklædte fjeldtoppe bag enorme søer danner bagtæppet for vores udsigt. Der er noget befriende ved at komme over trægrænsen, hvor øjet kan finde hvile langt ude i horisonten, og alt, hvad der er mellem os og horisonten, er natur og ikke andet.

Alene i vildmarken
Da vores maver begynder at kalde på aftensmaden, slår vi teltet op ved en lille bjergsø. Den ligger for foden af en klippevæg med store, firkantede klippeblokke i forskellige størrelser og bliver derfor straks døbt Tetrisklippen. Vi bader i søen, sætter os op på en klippetop med vores te og kigger mod Norge.

I horisonten farves himlen lyserød, mens solen dukker ned under horisonten bag de norske, snedækkede fjelde. Vi har et gigantisk fjeldområde helt for os selv – så langt øjet rækker, er der ikke andet end øde vidder og fjeldtoppe. Jeg føler mig som verdens heldigste menneske, at vi har alt dette for os selv. Den skandinaviske vildmark kan være fantastisk smuk og uberørt.

Nogle dage senere er vi igen på vej fra skoven og op mod højfjeldet. Vi følger et rislende vandløb op i fjeldet for at have et fast navigationspunkt. Vi ved, at når vi finder vandløbets kilde, vil vi være over trægrænsen ved en fjeldsø. Herfra kan vi navigere visuelt mod den næste fjeldsø og derfra mod nogle markante fjeldtoppe. Vi runder en fjeldkam, og pludseligt langt under os kan vi se blå søer, der ligger som perler på en grøn baggrund. Insekterne summer. Enkelte fugle kvidrer. Ellers er her fuldstændigt stille. Klippen er formet som en perfekt rygstøtte, så vi smider rygsækkene og lægger os som i en liggestol og nyder udsigten over det øde fjeldlandskab. Der må være mange steder her i de skandinaviske fjelde, hvor der ikke har været mennesker i månedsvis, hvis ikke i årevis.

Tiden bliver ligegyldig
Sølandskabet nedenfor klippen viser sig at være det rene eldorado for rensdyrgevirer. Vi finder det ene gigantiske gevir efter det andet.
”Den ren må have haft verdens stærkeste nakkemuskler for at rende rundt med sådan en knagerække oven på hovedet,” udbryder jeg, da jeg finder et gevir på størrelse med et mindre birketræ.

Vi fortsætter vandringen til sidst på aftenen. Her midt på sommeren tager solen kun et kort dyk ned under horisonten; her er nærmest lyst konstant. Tiden bliver ligegyldig for os. Vi kan gå til klokken elleve om aftenen, hvis det er det, vi vil. Vi kan holde lange pauser midt på dagen. Eller starte dagens etape sidst på formiddagen, for vi skal ikke tænke på at nå i lejr, før det bliver mørkt.

Da det bliver tid til at slå teltet op, markerer en pude af lave, lyserøde fjeldblomster vores lejrplads. Vi har tidligere på turen opdaget, at disse blomster kun gror, hvor jorden er tør og har siden brugt dem som pejlemærke til et finde en velegnet teltplads. Vores Telt ligger som en lille ø af menneskeskabt civilisation midt i det enorme fjeldområde. I det fjerne græsser en flok rener. En rype flyver op. Vi har panoramaudsigt til øde vildmark, når det er bedst, og endnu ligger det meste af sommeren på fjeldet foran os.

Sikkerhed

Vandring uden for stierne kræver flere friluftsfærdigheder end at følge en markeret rute mellem hytter. Det er en god idé at opbygge noget friluftserfaring, inden man kaster sig ud i vandring uden stier i et øde område.

• Du skal være helt skarp på navigationen og selv kunne vurdere landskabet og træffe beslutninger om den bedst egnede rute, og om hvor du sikkert kan færdes; for eksempel hvor du sikkert kan komme ned fra en stejl fjeldside, eller hvor du sikkert kan krydse elven – og ikke mindst om, hvornår det er bedre at vende om.
  
  
• Uden for stierne vil der ofte være mere øde, og du skal derfor selv kunne klare en kritisk situation.
  
  
• Kommunikation i form af en satellittelefon eller nødsender skal overvejes, da man i de øde fjeldområder ofte vil være uden for mobildækning, og man ikke kan regne med hjælp fra forbipasserende vandrere.

Værd at overveje

1. Det tager længere tid at vandre uden for stierne end på en markeret rute. Navigationen tager længere tid, og det er vigtigt, at du hele tiden ved, hvor du er.
   
   
2. Terrænet er langt mere uvejsomt end på stierne. Du skal måske rundt om væltede træer, over klippeblokke, kravle gennem krat og vade over vandløb. På den måde kan der hurtigt blive lagt mange ekstra kilometer til vandreruten. Hver gang du kommer til en forhindring på ruten, skal du træffe beslutning om, hvordan du lettest kommer videre. Det tager lidt tid hver gang.
   
   
3. På åbent fjeld over trægrænsen kan man i klart vejr ofte navigere visuelt efter markante punkter i landskabet, som for eksempel en fjeldtop, en dal, en elv eller en sø. Dermed kan man sætte kursen for de næste kilometers vandring uden konstant at gå med kortet fremme. Sigtbarheden kan dog hurtigt ændre sig, hvis lave skyer eller tåge kommer rullende ind, så det er vigtigt hele tiden at følge med og vide, hvor man er.
   
   
4. I skov kan man ikke se så langt, og man er nødt til at stoppe op for at kontrollere kurs og navigation langt oftere end på højfjeldet. Det kan være en god idé at finde nogle faste navigationspunkter i landskabet, for eksempel en skråning eller et vandløb og så orientere sig selv i forhold til dem.
   Når man har taget kurs, gælder det om at finde et punkt så langt ude, som øjet rækker, og så gå direkte mod det – for eksempel ved at fæstne øjnene på et stort træ eller en markant sten og bruge det til at holde retningen.
   
   
5. Langs vandløb vil terrænet ofte være mindre kuperet, ligesom vandløb kan være gode at navigere efter, da man så kan placere sig selv på kortet.
   
   
6. I solrigt vejr kan man ofte navigere efter sin egen skygge. Hvis man tager kursen for sin rute, og ens skygge for eksempel er skråt til højre for en, skal man forsøge at holde en kurs, hvor skyggen hele tiden er skråt til højre i cirka samme vinkel. Denne metode skal dog løbende justeres mange gange i løbet af dagen, som solen vandrer over himlen.
   
   
7. Hav med i planlægningen, at du kan blive nødt til at vende om eller ændre rute; for eksempel hvis du kommer til en fjeldside, der er for stejl at gå ned af. Du kan også komme til at gå lange strækninger op og ned langs elven for at finde det sikreste sted at vade over.

Små skridt uden for stierne

Der findes 4500 naturreservater og 29 nationalparker i Sverige med flere på vej, mens der i Norge er 46 nationalparker og 2100 naturreservater. Men tager du til et område, hvor der ikke findes turisthytter eller markerede vandrestier, har du med lidt held det hele for dig selv. Hvis du er i et område med stier, skal der ofte ikke mere til, end at man går en kilometer væk fra den markerede sti eller om bag nærmeste fjeldknold, og her finder man en meget mere øde fjeldoplevelse. Det kan samtidig være en god måde at tage hul på vandring uden stier og opbygge lidt erfaring, inden man vinker farvel til civilisationen.

Regler i naturen

I det meste af Sverige og Norge råder allemandsretten, men der kan være enkelte undtagelser. I nogle nationalparker og naturreservater kan der være områder, hvor man ikke må slå telt op, ligesom der også kan være områder, hvor man ikke må tænde bål, eller hvor man ikke må bruge dødt træ fra området som brænde. I områder med rener gælder det om at vise hensyn til renerne; særligt i kælvningsperioden.

På www.miljodirektoratet.no og www.naturvardsverket.se kan du læse mere om allemandsretten.