Vi følger Klinteskovens sydlige bryn, halvt i løb for at nå solopgangen. Med os har vi et kamera og en forestilling om kystliniens fantastiske hvide kalkflader badet i purpur og rosa sollys. Lige inden klinten drejer vi nordpå, ind i skoven, op ad bakke. Kort efter står vi ved den kæmpestore militære radar, der advarer Danmark om invasion fra øst. Den udsender en særegen mekanisk baggrundslyd i nærmiljøet, så vi fortrækker.
lugten Gråryg Fald er vores første mulighed for at komme ned på stranden, og nu skal det altså gå stærkt. Det er ved at blive lyst og trappen er lang og vi må løbe. Med et langt sidste hop er vi nede, kameraet til kinden, klar! For sent... Havgus har pakket solen ind og annulleret vores solopgang. Intet farvespil. Der bliver bare lige så langsomt skruet op for lyset. Vi sætter os ned på en væltet træstamme.
Efter nogen tid bryder solen endelig frem, og vi forsøger at tage nogle billeder. Men det er som om, Magnum-fotograferne har mistet modet. Vi bliver enige om, at det er svært at tage gode billeder ved Møns Klint. Klinterne er li’som for store. De kun kan være på én bestemt led inde i søgeren, og der levnes slet ikke plads til overvejelser om det gyldne snit. Vi sætter os på den væltede træstamme igen og diskuterer, hvad vi så skal lave.
Op igen...
Heldigvis er området spændende bare at gå rundt i. Længere oppe ad stranden rejser først Sommerspiret sig og siden Dronningestolen på ikke mindre end 128 meter. Selv i diset vejr er sceneriet imponerende, ja næsten udansk i størrelsesforholdene. Den rytmiske raslen af sten i strandkanten møder en massiv hvid væg. Langt oppe kan man se de modigste træer læne sig helt ud over kanten.
Vi forlader stranden ved Maglevandsfaldet. Vandfald er måske et lidt stort ord, men igennem skovbunden og ned over det sidste stykke klint pibler vandet hyggeligt. Trappen snor sig den anden vej op i den nydelige grønne slugt, der om foråret skal være dækket af blomster. For enden ligger den store parkeringsplads, som er turisternes foretrukne udgangspunkt for dagsture. En mini-udstilling forklarer her områdets geologi, flora og fauna.
Ture i skoven
Fra parkeringspladsen ved Store Klint er der flere forskellige muligheder for ture. Man kan gå nordpå mod Jydelejet, der er en blød og afrundet dal ned til klinten. Kreaturer græsser på sletten blandt spredte klumper at tættere bevoksning. Typisk overdrevslandskab fra svundne tider. I den varme tid på året er området levende med blomster og insekter, nogle af dem sjældne. Turen til Jydelejet kan kombineres med en tur til Aborrebjerg, Møns højeste punkt. Fra toppen kan man i klart vejr se helt til Stevns mod nord og Farøbroerne mod vest. Stedet er også populært blandt ornitologer, fordi man her kan være heldig at se nogle af Klinteskovens rovfugle: musvåge, hvepsevåge og tårnfalk.
Efter vores tidlige opstandelse nøjes vi med en kortere tur ad en af de afmærkede stier. Vi går gennem åben løvskov i temmelig kuperet terræn. Et sted passerer vi lige mellem to små skovsøer. De er egentlig rigtig pæne med det mørke vand indrammet af rimfrosne rødbrune bøgeblade og tynde grå stammer - men måske er de lidt kedelige på billeder. Vi opgiver endeligt vores fotoforehavende og begiver os ad en asfalteret vej sydud af skoven, tilbage mod lejrpladsen.
Artiklen er bragt første gang i Adventure World (Opdag Verden) nr. 35, april/maj 2001
