Himalaya set fra en mountainbike

Kultursammenstødet

Den første morgen er som en tidsrejse tilbage til bronzealderen. Vi er de første mennesker nogensinde, der cykler på vandrestierne i området. Ruten går langs et flodleje igennem et stort landbrugsområde, hvor der allerede ved solopgang er livlig aktivitet. Der bliver pløjet med oksespand og træplov. Børn i laset tøj, hjælper til i marken med den livsvigtige høst. De lokale bor i træhytter og vandingssystemerne består af håndgravede kanaler fyldt med frugtbart flodvand. Vi krydser en flod via en snæver hængebro, og følger stien på den modsatte bred højt op i bjergene.

Efter fem timers bjergkørsel nærmer vi os en lille landsby. Røgen, der langsomt stiger op fra en håndfuld skorstene, sender velkomne varsler om, at frokosten er nær. De lerkittede huse med  simple trætage udgør nepalesernes eneste ”skjold” mod det barske klima i bjergene. En gruppe af landsbyens unger som leger med hjemmelavet legetøj på markerne, iler os ivrigt i møde. Der er ingen tvivl om, at de kun sjældent ser folk fra Vesten. Og helt tydeligt er det, at de aldrig har set en mountainbike før. Vi får lige så meget opmærksomhed fra ungerne, som en jagerpilot ville få, hvis han landede sin F-16 på Strøget i København. Grinende og dansende unger eskorterer os i fuld fart ind i landsbyen, hvor den voksne generation møder os med undrende øjne. Ungerne, som hurtigt bliver mere modige, begynder at pille ved cyklerne. Da gearene let ødelægges af voldsomme pilfingre, er vi nødt til at skære igennem. Så langt fra reservedele vil et ødelagt gear være en katastrofe. Vi lærer derfor at irettesætte på nepalesisk med sætningen ”babu nagarne”, som skulle betyde noget i retningen af ”knægt, hold fingrene for dig selv”. Det virkede i hvert fald efter hensigten!

Lille spejl på væggen der
En af turens helt store oplevelser får vi efter et par dage i en lille landsby ved floden Arun. Vi spiser frokost og er som sædvanlig den helt store offentlige underholdning. Store mængder af børn, unge og voksne samler sig udenfor hytten omkring vores cykler. Enkelte drister sig endda indenfor for at se nærmere på os. Vores cykler står i skyggen, beskyttet mod den bagende sol, og over styret hænger vores Solbriller med spejlglas. En gruppe småpiger i fireårsalderen har samlet sig ved cyklerne, og pludselig hører vi et vældigt spektakel. De har fået øje på spejlbilledet af deres ansigter i solbrillerne. Efter en samtale med en af landsbyens voksne finder vi ud af, at pigerne aldrig har set deres eget spejlbillede før. Det er en stor oplevelse for dem – som at møde sig selv for første gang! Måbende kan vi se til, hvordan de går på opdagelse i deres eget ansigt ved forsigtigt at røre sig på næsen og på munden. Bagefter viser vi dem, hvordan solbrillerne fungerer, og de stolte piger låner et par under den efterfølgende portrætfotografering.

Tongba med sugerør
En både fysisk og psykisk hård dag nærmer sig sin afslutning. Vi når ikke dagens planlagte destination, men falder omkuld hos en eneboende sherpakvinde og hendes niece. En simpel træhytte på en fjern højderyg er deres hjem, som de åbner gæstfrit for tre fremmede danskere. Vi ankommer først ved aftensmadstid og bliver budt nationalretten, Daal Bhat. Maden bliver under megen snak tilberedt over levende ild på et komfur af ler. Efter en lang dag på cyklen jubler vores maver over den nærende ret, der indeholder ris, linsesuppe, lidt grøntsager og salt. Og der er altid nok af maden, idet tallerkenen ifølge nepalesisk tradition fyldes op igen og igen, indtil man ikke kan klemme så meget som en knivspids mere ned. De kender for øvrigt ikke til bestik og spiser altid med højre hånd.

Det udvilker sig til at blive en underholdende nat, da hun serverer en ægte sherpaspecialitet, Tongba. En varm, alkoholiseret drik, som ved hjælp af sugerør nydes fra et stort træbæger. Vi finder aldrig ud af, om det skyldes dagens stress eller den højde, som vi befinder os i, men tongbaen har en øjeblikkelig og nådesløs effekt. Efter udveksling af gode historier og megen grineri må vi kravle ind i seng.

Hele verden på en dag

Den sjette dag er turens fysisk hårdeste. Tidsplanen skal holdes for at nå byen Tablejung ved aftenstid. Aftenen før har vi studeret kortene nøje; inden eftermiddag skal der cykles 2000 højdemeter ned ad en tætbegroet skovsti og derefter godt 1000 højdemeter op igen på den anden side af den rivende flod, Tamur Kosi. Dette betyder med andre ord 3000 vertikale meter på en dag!
At komme frem til dagens destination vil kræve en indsats, og da vi samtidig ved, at det meste af dagen vil forløbe på ufremkommelige stier, vælger vi at hyre to sherpa’er til at bære cyklerne for os. Det viser sig at være en rigtig god beslutning, for selv med en hjælpende hånd tager det os tretten timer at nå frem.

Det bliver en sej, men spændende dag. Vi vågner tidligt om morgenen i snevejr og begiver os lystigt af sted. Det er koldt, og vi er glade for de lange underbukser og dunvestene. I løbet af formiddagen, hvor vi vandrer nedad, bliver det langsomt varmere. Skovens tæthed tiltager, blomsterne bliver  mere farvestrålende, og store sommerfugle begynder at flyve rundt omkring os. Efter fem timers vandring må vi skifte til shorts og kort tid efter ses de første rismarker. Vi drikker masser af vand og vandrer videre nedad. Ved flodbredden finder vi et Nepal, som med sine eksotiske lyde, farvestrålende fugle, kokospalmer og bagende hede, minder om Centralafrika. Midt inde mellem verdens højeste bjerge bader byens folk halvnøgne i det lune flodvand. Beboerne tager storsmilende og meget nysgerrigt imod os. Det er som at se hele verden på en dag.

Uventet afslutning

De sidste dage tager turen en afgørende og uventet drejning. På vej ned ad en stejl bakke belagt med store, skarpe sten får vi turens første punktering. Den ødelagte cykelslange er flækket midt over og må skiftes ud med en af vores to reserveslanger. Desværre opdager vi til vores store forskrækkelse, at de begge er ødelagte og helt umulige af reparere. Cykelturen må desværre slutte flere dage før planlagt, men på trods af reservedelenes mangel på kvalitet er vi alligevel glade for at være kommet så langt. Modvillige, men ude af stand til at finde andre løsninger på problemet, får vi mod betaling et lift ud af bjergene med en lastbilchauffør. Det bliver tolv timers kørsel på de skrækkeligste veje man kan forestille sig. Midt på eftermiddagen mister chaufføren kontrollen over bilen og kører direkte ind i en solid bjergvæg. Ingen kommer alvorligt til skade, men bilen må graves fri, imens vi hovedrystende venter i den nærmeste landsby. I løbet af to dage når vi mørbankede tilbage til civilisationen i byen Illam, hvorfra der venter yderligere tyve timer i lokal bus til Kathmandu. Trods strabadser og lidelser vil denne tur blive et kært minde for livet…

”Tongba – Gudernes nektar”

Denne meget specielle drik laves udelukkende i det østlige Nepal. Man koger hirse i to timer og blander den herefter med gærholdigt, lunkent vand. Blandingen skal opbevares i en lufttæt beholder mindst to til tre dage (jo længere, desto bedre).

Tongba serveres i et stort krus fremstillet af træ eller bambus og drikkes med sugerør. Kogende vand hældes over den gærede hirse og efter godt fem minutter er drikken klar til brug.
Man bør følge en særlig etikette, når der drikkes Tongba. Det kogende vand skal hvile lidt, inden svælget fugtes – det kan anbefales at se efter, hvordan nepaleserne gør. At bruge sugerøret til at røre rundt i drikken er uhøfligt! Smagen er meget behagelig – ikke alt for stærk og som de lokale siger: ”god for helbredet”. En kop Tongba er fantastisk efter en hård dag i bjergene, men pas på; den er ikke helt så uskyldig, som man tror.

Artiklen blev bragt i Adventure World 44, juni / juli 2002