Til fods mellem Nepals tinder

Den hellige mand
Op ad formiddagen får vi øje på den første pilgrim. En hinduistisk mand med et gråt tæppe viklet om skuldrene. Et stort fuldskæg fylder næsten hele hans ansigt, og håret er dækket af et gråt stykke stof. Over skulderen bærer han en stor, gul Taske, og i hænderne har han sin madbeholder i stål samt en vandrestok. Det er hans eneste ejendele. Vi hilser pænt på ham, og han nikker hjerteligt igen. Det tager vi som en invitation til samtale .

”Er du på vej til Muktinath?” indleder vi høfligt.
”Ja, og der er ikke langt igen,” kommer det mumlende bag fuldskægget.
”Hvor kommer du fra?”
”Haridwar i indien. Dér hvor Ganges forlader bjergene,” svarer han og peger i den retning, vi er kommet fra.
”Er du gået hele vejen?” ryger det ud af mig, mens jeg kigger på hans slidte sandaler, der taler deres tydelige sprog.

Han nikker og undskylder for, at han ikke kan blive og sludre. For han vil meget gerne nå til Muktinath inden aften. Det vil vi også, så vi fortsætter ad vejen, der ufortrødent leder os dybere ind i højfjeldsørkenen mod landsbyen Jharkot.

De har vandret den lange vej fra indien, uden at de helt kan sige, hvor de startede rejsen. For de hellige mænd bor intet sted fast.

Hammershus i Himalaya?
På afstand ligner Jharkot mest af alt kulissen fra en eventyrfilm. En afsidesliggende borgby på en klippeknold i 3500 meters højde omringet af vindblæste dale og stenede enge. Et stort, rødt kloster hæver sig over byens hvide bygninger, og fra de flade tage blafrer vimpler og bedeflag i vinden som for at proklamere hvilke ’ridderorden’, der bor her.

”Det ligner jo Hammershus, bare med tag på,” udbryder min medrejsende, da vi kommer nærmere, og nu kan se alle detaljer tydeligt.

Tre farvede stupaer, et billede af Buddha og en lang mur af mantra-sten med buddhistiske bønner udgør indgangen til landsbyen. Vi passerer også en port fra den endnu ældre bön-religion prydet med en beskyttende figur af en mand med stor fallos, inden vi kan træde ind i landsbyens labyrint af snævre gader.

Her løber høns forvildet rundt mellem de hvide mure, og i lune, solbeskinnede kroge ligger køer og tygger drøv. Men der er forbavsende få mennesker at se. De er alle ude at arbejde i markerne omkring byen.

Eventyr i klosteret
Vi fortsætter gennem landsbyens tomme gader til det lille kloster, hvor vi bliver budt velkommen af en ældre, krumrygget dame. Hun taler ikke et ord engelsk, men med et tandløst grin gør hun tegn til, at vi skal følge efter hende

. Hun leder os hen til klosterets store hoveddør, hvor hun hiver en stor nøgle frem fra sin lomme og låser døren op. Hun må lægge alle kræfter i for at få den tunge dør til at rokke sig. Vi springer til for at hjælpe, og lige så stille glider døren op, så sollyset strømmer ind og oplyser det mørke bederum.

En gylden Buddha-statue pryder højalteret, og rundt om den står mindre statuer. Hellige stofstykker hænger ned fra væggene og på de bærende søjler hænger masker af frygtelige dæmoner. Vi træder forsigtigt inden for i det lille rum.

Den krumryggede dame har fundet sig en plads i solen og gør ikke tegn til, at hun vil følge med os ind. Så vi nyder stemningen i fred og ro, inden vi takker hende mange gange og fortsætter mod det ultimative mål på vores lille pilgrimsrejse: Helligdommen Muktinath.

Blandt hellige mænd og udmattede turister
Det tager os mindre end 45 minutter at gå fra Jharkot til Muktinath, men stemningen i de to byer kan næppe være mere forskellig. Hvor Jharkot synes fanget i en tidløs middelalderlomme, er Muktinath en travl pilgrims- og turistby med alt, hvad der hører sig til.

Små butikker med chips og cola ligger skulder ved skulder i den lille hovedgade, der også tæller et par enkelte hoteller. Foran dem har gadehandlere opstillet boder, hvor de ivrigt forsøger at sælge strikvarer og bedehjul til pilgrimme. Også folkene er anderledes. En del af hovedgadens kvinder er iført indiske sarier, mens hellige mænd i simple klæder kigger undrende på de mange vestlige turister i hightech trekkingtøj.

De fleste turister sidder på tagterrassen af byens populære reggaebar, hvorfra Bob Marleys caribiske toner og duften af pizza strømmer ud i hovedgaden. Langt de fleste er på den store vandretur rundt om Annapurna, og de kan nu fejre, at de har krydset turens mest frygtede pas; 5416 meter høje Thorung La.

Templet
Muktinaths betydning taget i betragtning havde vi nok forventet et stort og prægtigt tempel, men helligdommen er ualmindelig simpel. En hvid mur omkranser det hellige område, og inden for den ligger en håndfuld små templer spredt ud på bjergsiden. Vi træder ind gennem porten og sætter kurs mod Visnu-templet, der ligger som en lille pagode mellem høje poppeltræer.

Her bliver vi hilst velkommen af en gruppe hellige mænd, der hellere end gerne vil snakke. De har vandret den lange vej fra indien, uden at de helt kan sige, hvor de startede rejsen. For de hellige mænd bor intet sted fast. Derimod vandrer de fra tempel til tempel og lever af de donationer, de får tildelt af troende hinduer i bytte for en velsignelse.

Vi fortsætter rundt til de øvrige helligdomme. Et sted er en hel bjergside dækket af bedeflag, der sender de påtrykte bønner af sted med vinden. Et andet sted snurrer bedehjulene lystigt i den lune eftermiddagssol. Hver af disse bedehjul indeholder små stykker papir med bønner på, og hver gang bedehjulet drejer én omgang, svarer det til at sige alle bønnerne inden i.

Kapløb mod natten
Solen hænger lavt over horisonten, da vi forlader det hellige område. De fleste gadehandlere er gået hjem, men lyden af reggae strømmer stadig ud fra baren i hovedgaden.

Det er fristende at blive i Muktinath og lytte til Bob Marley med de andre turister. Men vi vælger alligevel at vandre tilbage mod et lille tehus, vi har set i Jharkot. Natten kommer dog hurtigere end ventet. Med forbavsende hast kryber skyggerne ind fra dalene, og bjergtoppene omkring os gløder rødligt i det sidste dagslys.

Selvom vi halvløber det sidste stykke, er det alligevel næsten mørkt, da vi når tilbage til Jharkot, der allerede synes at have overgivet sig til natten.

Helligdommen Muktinath
Muktinath, der ligger i 3750 meters højde, er en vigtig helligdom for såvel hinduer som buddhister. Stedets hellighed skyldes først og fremmest, at mange elementer er samlet her. Ud over jord og luft bringer hellige kilder vand til området, og ild er til stede i form af en gasflamme under alteret i det ene tempel.

Hinduerne anser kombinationen af vand og gas for at være skaberguden Brahmas værk, og de kommer her for at ofre til Shiva og Visnu, mens tibetanske buddhister anser Muktinath for at være hjem for Dakini; en kvindelig, guddommelig ånd. Tibetanske buddhister anser desuden guden Vishnu for at være Avalokitesvara, Tibets beskyttende ånd, der reinkarneres som Dalai Lama.

Den sjældent brugte bagvej

Det er muligt at vandre ad den direkte vej fra Muktinath eller Jharkot tilbage til hovedbyen Jomsom, men der findes også et spændende alternativ. Fra Jharkot fører en lille hyrdesti ad en mere sydlig rute til landsbyen Lupra.

Det er en dramatisk tur over en blød højderyg med forrygende udsigt mod Daulagiri. Lammegribbe ses af og til svæve på de varme vinde over passet, hvorfra turen går ned til et flodleje i bunden af den dybe kløft. Her ligger den lille landsby Lupra, hvor størstedelen af befolkningen stadig følger den urgamle religion, bön.

Fra Lupra er det let at følge flodlejet vestpå, til det rammer stien, der løber mellem Jomsom og Kagbeni. Kun erfarne vandrere bør begive sig ud på denne sti, da adskillige turister gennem tiderne er faret vild på vejen. Det bedste er at hyre en guide eller en lokal bærer, der kan vise vej.

Daulagiri

8.167 meter høje Daularigi er verdens syvende-højeste bjerg. Navnet kommer fra sanskrit og er en sammentrækning af ’dhawala’, der betyder ’hvid’ eller ’smuk’ samt ’giri’, der betyder ’bjerg’.

Adskillige ekspeditioner forsøgte at bestige bjerget op gennem 1950erne. Deriblandt den legendariske franske ekspedition under ledelse af Maurice Herzog. Efter nøje undersøgelser konkluderede Herzog, at bjerget ikke lod sig bestige. I stedet vendte han fokus mod Annapurna, der blev besteget under dramatiske omstændigheder i 1950.

Det var første gang, mennesket nåede toppen af et bjerg på mere end 8.000 meter. Andre bjergbestigere var dog ikke enige i Herzogs vurdering af Daulagiri, og efter flere forsøg lykkedes det en schweizisk/østrigsk ekspedition at nå toppen i 1960.