Ny Guinea rundt i udriggerkano

6300 kilometer rundt om verdens næststørste ø

Thor F. Jensen sejlede i løbet af næsten 14 måneder en traditionel udriggerkano rundt om Ny Guinea. Det er der ingen, der tidligere har gjort. Her er historien om en ekspedition i øjenhøjde.

Justin-and-sanakoli-w-rope.jpg
Skrevet af: Tore Grønne / Foto: Thor F. Jensen
Opdateret den 04. mar 2022

Thor F. Jensen sejlede i løbet af næsten 14 måneder en traditionel udriggerkano rundt om Ny Guinea. Det er der ingen, der tidligere har gjort. Her er historien om en ekspedition i øjenhøjde.

Det første frø i historien om Thor F. Jensens fantastiske færd rundt om Ny Guinea blev sået, da han som lille dreng så en film om en eventyrer – en vaskeægte globetrotter af den gamle skole med mandsmod, tropehjelm og knæhøje sokker – der drog ud på et voveligt eventyr i en afkrog af verden, der stadig var en hvid plet på kortet. Med sig hjem til Danmark bragte han historier om kannibaler og stammefolk, der lever som i stenalderen.

”Jeg har været fascineret af Ny Guinea, siden jeg så Jens Bjerres film Blandt menneskeædere på Ny Guinea. Ny Guinea har jo stadigvæk et renommé som et farligt sted med stammekrige og kannibaler. Men der er sket meget, siden de sidste kannibaler rendte rundt på øen i 1950’erne og 1960’erne. Jeg ville gerne udfordre de sensationelle historier og lave et lidt mere moderne portræt af øen,” fortæller Thor.

IMG 8611

På de lokales vilkår
Thor vidste, at ingen tidligere havde roet en kajak rundt om Ny Guinea. Det var hans første idé. Han kender kajakken fra tidligere ture og har blandt andet roet 1200 kilometer rundt om Danmark. Jo mere han researchede, jo mere sikker blev han dog på, at turen skulle foretages på traditionel vis: i en udriggerkano som den, de lokale bruger.

”Jeg var inspireret af Knud Rasmussen, som er en af mine store helte, og hans tilgang til den traditionelle rejsemetode og til at gøre det på de lokales vilkår. Jeg tænkte, at det var en mere ærlig måde at møde folk på. Samtidig ville jeg lære noget om, hvordan det er at være sejler i Ny Guinea.”

Og sådan blev det. Thor satte gang i projektet. Han tog til den store, årlige kanofestival i Milne Bay og var heldig at få kontakt til to brødre: Justin, som er en dygtig bådebygger, og Sanakoli, der havde vundet førsteplads i kanoræset ved festivalen. Deres onkel havde en kano til salg. Thor havde fartøj og turkammerater, der kendte til kanoer, havet og vejret.

”Det utrolige er, at vi faldt i hak med det samme og blev bedste venner. De elsker at sejle. Det er deres liv, og deres hovedmotivation var at vise, hvad deres kanoer kan.”

Da mændene ikke var hjemme til at fange de fisk og drive det havebrug, der holdt familiens maver fulde, gav Thor dem en månedlig hyre, som blev sendt hjem til deres to koner og otte børn.

Thor w mackerel and tuna

Af sted og i baljen
”Det var megastort og meget rørende at sætte ud; en af de største dage i mit liv. Jeg græd faktisk ret meget,” fortæller Thor om dagen, da holdet satte ud fra Milne Bay tæt på den østlige spids af verdens næststørste ø med 6300 kilometer forude.

Efter en time på vandet steg Thor ud på udriggeren, men i det samme dykkede kanoen ind i en kæmpe bølge. Kanoen blev fyldt med vand og var tæt på at kæntre. Dagen efter røg Thor i vandet. Han sad ved siden af Justin og Sanakoli, da en stor bølge kom rullende. Mistede balancen. Søen var høj, og da han kom op til overfladen, så han kanoen længere fremme. Den skød en god fart på syv til otte knob.

”Det var chokerende lige pludselig at være i havet. Jeg tænkte på hajer, og jeg tænkte på de to kroge, vi trak efter kanoen. Drengene stoppede kanoen, så jeg kunne svømme hen til den. De var også ret chokerede, og det var jeg glad for at opleve. Jeg havde kun kendt dem i et par uger, så det var betryggende at vide, at de ikke havde lyst til at miste ham der den hvide mand.”

Skærmbillede 2017 11 03 kl.

Hvor ligger grænsen?
Nordkysten af Ny Guinea er et af de områder i verden med flest lynnedslag. Tordenstormene kom rullende ind fra det enorme Stillehav, og de tre mænd sejlede kanoen ind mellem øer med klippekyster. De sejlede langs hvide sandstrande og gennem strædet ved øen New Britain, hvor der bliver skabt en form for flaskehals. Bølgehøjden og vindstyrken blev fordoblet. Kanoen var igen tæt på at kæntre, for det gør traditionelle kanoer nemt. Til gengæld er de hurtige.

”Det var lidt skræmmende, at jeg ikke vidste, hvor grænserne for kanoen lå; hvor meget den kunne klare, og hvornår en situation var farlig. Eller hvornår det var sjovt, og det bare var leg. Det var mig, der havde styr på kortene, men jeg havde ikke havde nogen anelse om fartøjet. Justin og Sanakoli havde en meget bedre fornemmelse for vejret, hvordan det artede sig, og hvordan kanoen håndterede forholdene.”

Til gengæld var Thors nye kammerater ikke vante til at rejse. Justin og Sanakoli var nervøse for at lægge til i de fremmede landsbyer langs kysten, for som så mange andre steder i verden, rejser man normalt ikke ud blot for rejsens skyld i Ny Guinea. Man rejser for at besøge familie eller folk, man kender.

”De er flinke fyre, og når vi mødte folk, viste det sig ofte, at de havde en fætter eller noget familie, som kom fra Milne Bay. Kender man én fra det samme distrikt, så er man jo nærmest brødre, og der er ingen grænser for, hvor generøse folk er. Jeg tror, at det var stort for Justin og Sanakoli at se, at de kunne møde venner, uanset hvor de kom frem.”

Hvid mand ombord
I landsbyerne langs kysten stod husene ofte på stylter. De havde palmeblade på taget. Høns og grise løb vildt rundt, og der var børn, masser af børn. Ved synet af en kano, som ingen havde set før, og oven i købet med en hvid mand ombord, kom alle folk løbende ned til vandkanten. 

”Folk var så søde og begejstrede. Jeg vidste jo godt, at folk ikke ville have krigsmaling og fjer. Det var også det, jeg gerne ville vise. At verden forandrer sig.”

Når sejlerne kom i land, spurgte de efter høvdingen eller administratoren i landsbyen. Af høflighed, men også for deres egen sikkerheds skyld. Havde de velsignelse fra den vigtigste mand i landsbyen, så var der mindre chance for, at unge ballademagere ville give dem problemer, eller at langfingrede opportunister ville forsøge at hapse en bush knife eller et solpanel – et par af de få værdifulde genstande på kanoen.

Venligheden og gæstfriheden står som en central del af oplevelsen for Thor, men der var også farefulde strækninger.

”Der er pirateri. De hakker folk i småstykker med deres bush knives, men hvad kunne vi gøre andet end at håbe på det bedste? Kom der nogle pirater, måtte vi jo give dem alt, hvad vi havde. Men folk er lidt naive, så jeg ville prøve at bilde dem ind, at der var en militærsatellit, som overvågede os 24 timer i døgnet.”

I nogle højrisikoområder gemte Thor sig i bunden af kanoen, når andre kanoer eller små joller kom tæt på. Justin og Sanakoli var også nervøse.
”Heldigvis så Justin rimelig farlig ud, men var der nogle, der ville røve os, kunne de jo sagtens gøre det. Så snart de ser en hvid rejsende, tænker de jo nok, at du må have guld og grønne skove. Og det har vi jo også i forhold til dem.”

IMG 8558

Kano vækker stolthed
På en aften uden måne, hvor det eneste lys i mørket kom fra afbrændinger på fastlandets bjergsilhuetter, døde vinden hen. En flok fiskere i en jolle nærmede sig. De var fulde – meget fulde – og ville vide, hvem Thor, Justin og Sanakoli var. Hvad lavede de? De insisterede på at trække kanoen efter sig; ind til kysten og en landsby. Det nyttede ikke noget at modsætte sig. I landsbyen var der ingen høvding, men efter lang tid dukkede der en præst op. Han forsikrede dem om, at der ikke var fare på færde.

”De fulde fiskere ville have penge for at have reddet vores liv. Jeg endte med at give dem 40-50 kroner, men de ville have over det dobbelte. Det ville jeg ikke give dem. En af dem blev sur og tog en stor koralblok, som han skulle til at kaste i hovedet på mig, men så omringede hele landsbyen ham og holdt ham tilbage. Så vidste jeg, at vi var sikre.”

Oplevelsen var dog ikke normen. Langt fra. Normalt, når kanoen lagde til land, tilbød folk sejlerne mad. Forærede Thor, Justin og Sanakoli kokosnødder. Bragte dem bananer, brænde og drikkevand.
”Det var takket være den melanesiske gæstfrihed, at vi kom hele vejen rundt. Folk har været så søde og gæstfrie og har bare gerne ville hjælpe. Jeg tror, at jeg blev modtaget helt anderledes i kanoen, end jeg ville være blevet i en kajak. Det virkede mere respektfuldt og mere i øjenhøjde. Kanoen vækkede stolthed.”

Træstammen skal rundt
Efter to måneder og 1700 kilometers sejlads nåede Thor, Justin og Sanakoli grænsen til den indonesiske del af Ny Guinea. Der er mere velstand end i Papua Ny Guinea, asfalterede veje ud til de små landsbyer langs kysten, som har rigtige huse, elektricitet og vandforsyning. Men der er også langt mere kontrol, og kanoen fik ikke bare lov til at komme over grænsen. Myndighederne krævede en cruising-tilladelse som den, man skal bruge til en yacht. De krævede registreringspapirer, men man registrerer ikke kanoer i Papua Ny Guinea. Det ville tage tid, så Thor sendte Justin og Sanakoli hjem til deres familier i Papua New Guinea.

Den største avis i landet havde netop bragt en artikel om kanoturen. De to brødre fandt pludselig ud af, at turen var meget større, end de havde troet. Folk elskede det og ville have dem til at fortsætte.

I mellemtiden kastede Thor sig over formaliteterne, og som den første i Papua Ny Guineas historie blev hans kano registreret. Det tog to måneder at få tilladelserne på plads.

”Jeg overvejede aldrig at give op. Jeg så det ikke som en mulighed at give op. Den træstamme skulle bare rundt om øen.”

IMG 0604

Dag og nat
Ekspeditionen var planlagt til at foregå på den mest gunstige årstid, så holdet ville sejle med vindene, men nu var tidsplanen skredet, og resten af turen kom i stedet til at foregå op mod vinden. Monsunen blæste store bølger ind fra Stillehavet, og det var svært at komme i land. Nogle gange ventede de tre sejlere i en uge på godt vejr. Og når vejret endelig var til det, sejlede de løs. Tre-fire dage i streg. Dag og nat.

”Det var virkelig udmattende, men også superfedt. Kysten er stejl med store klipper lige ned i vandet, og hvis vi kæntrede, ville vi ryge ind i klipperne, der ville smadre os. Nogle gange var der nærmest vindstille, specielt om natten, og så måtte vi padle. Vi havde normalt et knobs modstrøm, så vi rørte os ikke meget ud af flækken. Der var hårdt, men der var ikke så meget at gøre, så jeg prøvede at fokusere på noget smukt; morild eller sådan noget. Jeg havde jo sat mig for at gennemføre.”

Frygt for mistanke
På sydkysten ventede store tidevandsforskelle, knæhøjt mudder, stærke strømme og mangroveskove med saltvandskrokodiller. Thor, Justin og Sanakoli fortsatte, som de plejede. De skubbede kanoen ud om morgenen. Sejlede. Kogte ris eller bananer over et lille bål ombord på båden, når de blev sultne. Spiste bolsjer, hvis det ikke lige var til at lave mad. Drak kokosnøddernes vand. De fiskede, og havde de heldet med sig, skar de fiskene op og spiste dem med det samme.

Dag efter dag kom de længere og længere fremad, men der lå en bekymring og nagede. For nok var den indonesiske del af Ny Guinea mere sikker end Papua Ny Guinea. Det var mere politi, og folk var stadig enormt gæstfrie, men en række organisationer og grupperinger kæmper og agiterer under paraplybetegnelsen Free Papua Movement for et uafhængigt West Papua.

Thor frygtede, at myndighederne ville mistænke, at han var indblandet. Det ville ikke være første gang, at en vesterlænding smuglede våben til rebellerne, der dog primært opererer i højlandet. Hver gang kanoen kom i havn, skulle Thor præsentere papirer hos immigration, politi, kystvagt, det normale militær og nogle gange fiskeripolitiet. Alle satte spørgsmålstegn ved et eller andet. Det skulle jo se ud til, at de gjorde deres arbejde ordentligt.

”Jeg fortalte dem, at jeg var i gang med at lave en verdensrekord: at sejle den første traditionelle kano rundt om deres ø. Det elskede de. Men da vi kom ud af landet, var jeg ovenud lykkelig.”
Målet lå nu inden for rækkevidde.

IMG 8905

Cirklen sluttet
13 måneder og 21 dage efter Thor, Justin og Sanakoli satte ud fra Milne Bay var cirklen næsten sluttet. På den sidste dag døde vinden, og de padlede. Inde fra land kunne de høre lyden af kundu-trommerne. Traditionelle dansere, krigere med spyd, dansede og skreg. Det var til ære for dem; tre mand, der havde gennemført noget, inden tidligere havde formået. På land stod folk klar med blomsterkranse.

”Jeg kunne ikke slappe af, før jeg havde rørt molen. Det var en gigantisk lettelse og meget uvirkeligt. I al den tid havde det handlet om at få kanoen frem. Nu var vi i mål. Vi var så glade.”

Og hvad står så tilbage for Thor? Det gør livet på vandet. At se solen stå og se den gå ned. Havskildpadder, delfiner og havslanger. Smukke, afsidesliggende bugter med lodrette klippeøer, der rejser sig fra klare vande, og en artsrigdom under havoverfladen, der ikke findes mange andre steder på kloden.

Tilbage står minder fra en ø med en særlig magi og historier om kæmpe rokker, der suger dig ned i havet, og advarsler om selvlysende sten, der kommer frem om natten og rammer din kano. Men også en ø, hvor globaliseringen har ramt selv de fjerneste afkroge, folk går i T-shirts og får strøm fra små, kinesiske solpaneler.

”Ideen om vildmanden holder ikke længere. Det, der definerer Ny Guinea, er gæstfriheden. Der er næsten ingen grænser for, hvor generøse folk er,” fortæller Thor.

Hans næste mål er at tage på en foredragsturne, lave en dokumentarfilm og skrive en bog om turen.


IMG 1078
Om Thor F. Jensen

Thor F. Jensen har tilbragt to år i Venezuelas jungle som guide, krydset Atlanten med sejlbåd og roet Danmark rundt i kajak. Han har vundet to filmpriser og drømmer om at lave verdens bedste adventure film. Hjemme i Danmark arbejder han som filmskaber, illustrator og foredragsholder. Læs mere på www.thordox.dk


IMG 0785
Kanoen

Kanoen, som Thor, Justin og Sanakoli sejlede rundt om Ny Guinea i, er bygget efter et traditionelt design med en udhulet træstamme og en planke på hver side for at gøre den lidt højere. Udriggeren er et ret let stykke træ, der hjælper til at gøre kanoen flydende. Thor havde to sejl; det normale og et lidt mindre stormsejl, som de endte med at bruge det meste af tiden. Man styrer kanoen med en stor paddel og med sejlet. Det er et tomandsjob, der kræver føling med havet og en forståelse for bølgerne. Den er hurtig og kæntrer nemt, men den synker dog ikke.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


PACKRAFTING I ALASKA

PACKRAFTING I ALASKA

Vandvejen til Kuglugtuk

Vandvejen til Kuglugtuk

Weekendtur på Hornborgasjøn, Sydsverige

Weekendtur på Hornborgasjøn, Sydsverige

Log ind