Karavanevandring over Sinai

En omvendt Moses i Egypten

Marcus Hornum Bing allierer sig med lokale beduiner og to kameler for at vandre på tværs af Sinai-halvøen og et ørkenlandskab indhyllet i mystik, bibelhistorie og konflikt – men også med gudesmukke landskaber og eventyrlige oaser undervejs.

DSC03179.jpg
Skrevet af: Marcus Hornum Bing
Opdateret den 21. jun 2022

Marcus Hornum Bing allierer sig med lokale beduiner og to kameler for at vandre på tværs af Sinai-halvøen og et ørkenlandskab indhyllet i mystik, bibelhistorie og konflikt – men også med gudesmukke landskaber og eventyrlige oaser undervejs.

Klokken er 03.30 på en mørk, mellemøstlig nat i begyndelsen af april. Jeg træder som én af de få vestlige turister ud af færgeterminalen i byen Nuweiba på Sinai-halvøens østkyst. Hvad der ligner en aflagt DFDS-færge har bragt mig fra Jordan til Sinai-halvøen, og stemningsskiftet er til at tage at føle på: Maskingeværsreder på murværket omkring havnen har erstattet vestlige reklamespots på den jordanske side af Det Røde Hav. Talrige kontrolposter med bevæbnede vagter. Pansrede mandskabsvogne på parkeringspladsen.

Mine øjne er stift rettede mod mit lift videre – Abdullah i sin hvide Huyndai Verna skal tage mig videre nord på til den dal, wadi på arabisk, hvor jeg endelig kan snøre mine Scarpa-støvler og glemme lugten af den civiliserede verden til fordel for lugten af kamel i femten dage.

Uimodståeligt eventyr
Før jeg ved et tilfælde stødte på the Sinai Trails instagram-konto, eksisterede Sinai ikke som en vandredestination i mit hoved. Hos langt de fleste, jeg taler med, er det da også mere eller mindre aktive ISIS-grupperinger og gudesmukke undervandsmiljøer, der dukker op i bevidstheden, når snakken falder på den egyptiske halvø midt mellem det centrale Mellemøsten og det afrikanske fastland.

Netop halvøens placering og historie er med til at gøre Sinai til en vanvittig interessant destination. Den østlige del er som taget ud af et eventyr om mellemøstlige oaser og sandstensbjerge; ruten går gennem uendelige wadier afbrudt af himmelsk frodige oaser, der som fatamorganaer flimrer fjernt i solen, når man for første gang skimter toppen af palmetræerne efter en dag i ørkenen.

Den vestlige del er slaraffenland for toptursentusiaster med adskillige teknisk krævende toppe over 2.500 meter. Det er højt for regionen og gør, at man fra “Sinais tag” med lidt god vilje kan se fra Riyadh til Cairo.

Og så er der selvfølgelig det (bibel-)historiske: For et par tusinde år siden tilbragte Moses og det jødiske folk 40 år i Sinais ørken, før de fandt vej til Det Hellige Land, Israel. Tanken om at skulle gå den modsatte vej – Sinai fra østkysten til vestkysten – var ikke til at modstå. Endda ryg-til-ryg med The Jordan Trail, som jeg på det tidspunkt netop havde færdiggjort. Det var et eventyr, der bare måtte afprøves.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC04480

Lugten af kamel
Den rammer mig umiddelbart efter at have steget ud af den mest ramponerede Toyota Pickup, jeg til dato har set. Den ramme lugt af kamel. Det er Sheila, den ene af de to kameler, jeg har lejet, der markerer sit område. Tungt læsset med vand, mad og det meste af min udrustning ligger Sheila i sandet og venter på, at karavanen bestående af én guide, to kameler og to unge kameldrivere skal afgå ind gennem den hundrede meter brede wadi. Sweilam, repræsentant for Tarabyan-stammen, der besidder den østlige del af Sydsinai, skal følge mig de næste par dage. Efter en kop hvinende sød beduin-te giver Sheila et bas-dybt suk fra sig og rejser sig beslutsomt. Nu kan det ikke vente længere.

Med viden om, at jeg nu har kommunikeret med omverdenen for sidste gang i 15 dage, går jeg de første skridt ind i beduin-land. Sweilams formaning om, at det er den mundtligt overleverede beduin-lov, der gælder i Sinais bjerge, og at man går til sheiken, og ikke til politiet, hvis man mener, at loven er overtrådt, krydrer stemningen så meget desto mere. Jeg sætter min lid til, at der er styr på det hele – mad, kameler, rute. Vandrekort og GPS-koordinater har jeg ikke. Det eksisterer ikke for Sinai, medmindre man har gode kontakter i det egyptiske eller israelske militær.

Usikkerheden er prisen for at pionere som vandrer i en region som Sinai. Og sammen med lugten af mellemøstlige krydderier og kamel er det bestemt noget af det fedeste ved at begive sig til fods på Sinai-halvøen: Man ved aldrig helt, hvad der venter på den anden side af næste pas.

DSC03569

Sandaler og vovemod. Den purunge kameldriver Farris fører an på en eftermiddagstur gennem smalle kløfter. Med sandaler som fodtøj og hukommelsen som eneste navigationsredskab gennem labyrinter af kløfter.

Udsigt til Saudi-Arabien
Sweilams øjne glider uudgrundeligt over horisonten, hvor sandstensbjergene er strøet ud over det gyldenfarvede ørkenlandskab.

“Marcus, my friend”, siger han og fortsætter “Tomorrow we are climbing that mountain.”

Jeg ser skeptisk på det bjerg, som vi åbenbart skal over i morgen, og som hedder Jebel Mleheise. En lodret klippevæg tårner sig op i en kilometers højde et par timers gang fra den oase, vi holder frokostpause ved.

At jeg 15 timer senere skal finde mig selv siddende på selvsamme klippevæg, har jeg knap fantasi til at forestille mig. Så vidt jeg ved, er kamelerne ikke lastede med hverken reb eller seler. Jeg smiler til Sweilam:

“Sounds great,” siger jeg og trækker vantro min khakifarvede booniehat lidt ekstra ned i panden.

I bælgragende mørke vækkes jeg af Sweilams insisterende:

“Marcus, Marcus!”.

Klokken er fire. Om morgenen. Den mellemøstlige stjernehimmel, uforstyrret af byens lys, glimter over den lille lejrplads. Af sted går det – til min store lettelse op ad bjergets mere tilgængelige bagside, mens det lysner i øst. Efter et sidste stykke over løse sten for at nå toppen åbenbarer en af Sinai-halvøens mange hemmeligheder sig for mig: Toppen af et sandstensbjerg. Som et selvstændigt økosystem er sandstensbjergenes toppe som plateauer løftet hundrede af meter over det omkringliggende landskab.

I hastig gang i takt med solens tilsynekomst på himmelen begiver vi os gennem sandstensformationerne på topplateauet. På en lille terrasse hugget af vejr og vind ind i bjergets østlige klippevæg finder vi læ for vinden. Og så sker det: Solen viser sig over Saudi Arabiens bjerge, der viser sine savtakkede tinder over disen på den anden side af det Røde Hav.

DSC04433

Salama, min guide fra Jebeleya-stammen, tegner og fortæller rundt om bålet.

Brusebad i ørkenen
Efter den majestætiske solopgang på toppen af det østlige Sinai går turen over tunge sanddyner, som mine nedslidte støvler borer sig ned i for hvert skridt. Hvidt, glohedt sandt så langt øjet rækker – hvidt sand, som kamelerne med deres store, luftpudeformede fødder flyver over, som luftmadrasser over fladt vand.

Målet er oasen Ein Khudra; den største oase, jeg kommer forbi på turen. I bunden af en wadi, der strækker sig helt til havnebyen Nuweiba, ligger oasen for foden af en række granit- og sandstensbjerge. Stedsegrøn og med brægende får vokser oasen som et fatamorgana i min fantasi for hvert skridt, jeg kommer nærmere. Hede – eller nærmere kølige og læskende – drømme om muligheden for noget koldt at drikke og måske endda et bad efter fire dage i ørkenen flimrer for mit indre øje.

Men Ein Khudra er ikke blot dér, vi tilbringer natten. Efter fire dage i ørkenen er Sheilas depoter ved at være tomme for vand og mad. Både for kamelen selv, og det hun slæber af menneskeføde. Oasen er derfor et essentielt forsyningsdepot for at kunne nå de næste fire-fem dage vestpå. Ud over med kamel kan man nå til oasen med de klassiske Toyota Pickup-trucks, som der er ligeså mange af, som der er kameler. Det er sådan én fyldt med forsyninger, vi har aftalt, skal møde os i Ein Khudra samme aften.

Jeg ser op fra sandet, og dér ligger den. Komplet med frodige palmetræer og piblende vand. Halvanden time efter bader jeg i solopvarmet kildevand midt i ørkenen. 1000 og én nat er mere end eventyr på Sinai-halvøen. Om et par dage forlader vi Østsinai. Foran venter vestsidens granittoppe.

DSC04368

Topturene på Vestsinai er tekniske og udsigterne spektakulære.

Toptursmekka på Vestsinai
Overgangen fra Østsinais sandstensbjerge til Vestsinais granit markeres af De Blå Bjerge, som i virkeligheden er en samling sandstensknolde, der i 1970’erne blev malet blå af en belgisk kunstner.

Med tungen lige i munden småkravler jeg op gennem det første granitpas og ender i 1.300 meters højde, hvor jeg kan se, hvad jeg har i vente: Massevis af toppe på over 2000 meter, enkelte i over 2.500 meters højde. Det er måske ikke imponerende, hvis man er vant til Alperne eller asiatiske tinder, men her er disse bjerge regionens tag.

Et par dage efter overnatter jeg i 2000 meters højde og tager dagene derpå Egyptens tre højeste bjerge i rap: Jebel Skt. Kathrina, Umm Shomar og Jebel Musa, hvor specielt det sidste nok er bedre kendt på dansk som Sinaibjerget - det bjerg, hvor Moses ifølge det gamle testamente modtog De Ti Bud.

Jeg modtager dog kun ét, og det er fra min guide, idét jeg påbegynder min tur mod toppen: Kom ned, så snart solen er forsvundet. Det bliver hundekoldt. Og ganske rigtigt. Da solen forsvinder bag det afrikanske kontinents østkyst, damper min ånde som på en frostdag, og en iskold vestenvind slår ind mod bjerget. Det er kun takket være den kamelpels, jeg har lånt af selv samme guide, at natten ikke bliver uudholdelig kold.

Det er ellers ikke fordi, at turene på Egyptens tag er et udstyrsstykke – heller ikke, hvis man vil gå på de sjoveste af toppene, som ellers godt kunne se ud, som om de krævede klatreudstyr. Stierne er ofte velmarkerede, men indeholder voldsomt bratte passager, hvor man enkelte steder må ”rapelle” sig op og ned ved hjælp af plastikrør, der er sat i klemme mellem stenene. Beduinerne kalder det stolt for beduin technology. Gode støvler, stave, let, lyst (langærmet og -benet) tøj samt en hat mod den ubarmhjertige ørkensol, så kommer man rigtig langt.

DSC03385

Uendelige wadier. I middagsheden klatrer jeg ned gennem en wadi mod den nærmeste oase. Sandstenene er porøse og knækker som kviste – fødderne skal placeres forsigtigt!

Tre muslimer, to jøder og en kristen om ét bål
Duften af sammenkogt og velkrydret gryderet spreder sig mellem de forladte bygninger i 1800 meters højde, som min lille karavane har slået lejr ved for natten. De små sammenhængende huse bygget af mudderbeklædte bambuspinde har engang været bolig for en familie i flere generationer med en central gårdsplads.

Solens sidste stråler oplyser den vestvendte bjergside i gyldne nuancer. Ned fra Umm Shomar danser et par skikkelser hen mod vores compound. Vi forventer ikke gæster! Med urolige bevægelser rejser beduinerne sig og betragter de små skikkelser, der bliver større og større.

Tusinde tanker trænger sig på. Er det folk, der vil os det godt eller ej?

I mørkningen bliver alt bekymring gjort til skamme. Det er et jødisk ægtepar, der er på pesach-ferie på Sinai, jødernes svar på Påsken, samt deres guide. Rundt om bålet deler vi vores mad, og snakken går.

Om den gang, Sinai var israelsk.

Om dengang, der ikke var nogen terrortrussel.

Om drømmene om et fredeligt Sinai som yndet friluftsdestination for europæere, der vil se Mellemøsten indefra og fra oven.

Da bragene fra to kampfly, der bryder lydmuren, henad midnat eksploderer mellem bjergene, er billedet af Sinai komplet. En magisk friluftsdestination med alt, man kunne ønske udi vildt terræn og uforstyrret natur. Og epicenter for forskellige politiske og religiøse interesser, der gør det til meget mere end bare et smukt sted at gå.


Hvem skriver?

Marcus Hornum Bing, 21 år. Jeg har vandret hele mit liv og elsker at forlade alfarvej til fordel for tomheden og naturen, i hvad end det er ørken, bjerge eller skov. Jeg gik min første langdistancetur i 2017 (GR20, Korsika) og siden har det taget fart. I februar-april 2019 gik jeg the Jordan Trail og The Sinai Trail – 1000 kilometers eventyr til fods i Mellemøsten. Jeg elsker såvel den mentale som den fysiske udfordring i at gå langt og være alene, og jeg er dybt optaget af især mellemøstlig kultur og natur.


Kort om The Sinai Trail

Land: Egypten
Længde: 350 kilometer
Startsted: Nuweiba / Ras Shetan, østkysten af Sinai-halvøen
Slutsted: El Tor, vestkysten af Sinai-halvøen
Tid: Alt efter budget og rutevalg 5-15 dage. Jeg brugte 14
Højeste punkt: Jebel Skt. Katharina på 2629 meter 

Andre spændende artikler


Vandring i Egyptens ørken

Vandring i Egyptens ørken

170 kilometers ørkenvandring

170 kilometers ørkenvandring

Historiske vingesus i Kongernes Dal

Historiske vingesus i Kongernes Dal

Log ind