Udstyrstest

Patagonia M10 Jacket

Skrevet af: Anders Aagaard
Den 22. jun 2022
Læst af: 8441
Karakter fra test
Patagonia M10 Jacket
Anmeldelsen

Ultra let vejrbeskyttelse
Patagonia giver med deres M10-jakke et næsten perfekt bud på en jakke til klatrere, bjergbestigere backpackere, skiløbere og alle andre, der har brug for en super let jakke, som yder god beskyttelse mod vind og regn uden at gå på kompromis med holdbarhed, åndbarhed og komfort.

Med en vægt på 218 gram (størrelse small) er Patagonia M10 Jacket klart den letteste 3-lags skaljakke jeg har haft mellem fingrene. Den er udviklet i samarbejde med nogle af deres sponsorerede bjergbestigere og er således skabt til bjergene. Fokus har været på at lave en no-nonsense skaljakke i holdbare, men stadig lette og åndbare, materialer. Det er lykkedes dem ret godt.

Jakken er lavet i Patagonias eget nylonmateriale H2No. Det er en 3-lags-konstruktion, som yder et vandsøjletryk på 20.000 mm. Det er ikke helt så meget som en 3-lags GoreTex-jakke, men det nærmer sig. I stedet får man så en bedre åndbarhed og en betydeligt lettere jakke. Vi har testet jakken i voldsom regn i Pyrenæerne med rygsæk på uden at opleve problemer med vandtætheden. Syningerne er svejsede, hvilket giver god holdbarhed og et flot finish, og nylonmaterialet tillader smallere taping. Det sikrer lettere vægt og god bevægelighed.

Lydløs bevægelighed
Netop bevægeligheden er en af jakkens stærke sider. Stoffet er blødt, bevægeligt og meget lydløst, og man føler sig derfor ikke så ’fanget’ i jakken, som man ofte kommer til i skaljakker. Jakken er derfor perfekt til klatreren, som har brug for god armbevægelighed. fleece i halsen sikrer desuden god komfort, når jakken er lynet helt op.
Hætten er tydeligvis lavet til at passe over en klatrehjelm, og den fungerer derfor ikke optimalt, når man ikke har hjelm på. Der er kun én strop at spænde på, så mulighederne for justering er begrænsede. Med hjelm på, sidder hætten dog rigtig fint.

Jakken har en enkelt brystlomme, som også fungerer som pakkepose. Det er let at folde jakken ind i lommen, og en indvendig lynlås gør, at man kan lukke den igen. Patagonia har desuden udstyret lommen med en lille strop, som man kan bruge til at spænde den sammenpakkede jakke fast til rygsækken.
Da det er en no-nonsense jakke med kun de mest nødvendige funktioner er underarmslynlåsen sparet væk. Om det er godt eller skidt er et spørgsmål om præferencer, men i mine øjne er det en fordel. Lynlåsen er som regel det første, der går i stykker på en skaljakke, så jo færre lynlåse, jo bedre.

Patagonia

M10 Jacket
Pris: 2499,-

Bedømmelsen

M10 jacket er en rigtig god jakke. Patagonia klarer det evige dilemma om komfort versus vægt rigtig fint, og man får virkelig meget jakke per gram. M10 Jacket er åndbar, komfortabel, og så yder den rigtig god beskyttelse mod regn og rusk. Mange funktioner er sparet væk for simplicitetens og vægtens skyld. Jakkens anvendelsesområde er dog meget bredt. Selvom den er udviklet til klatrere og bjergbestigere, fungerer den rigtig godt til vandring, backpacking og almindelig dagligdagsbrug.

9/10: Wow, vi er imponerede
Let, åndbar, komfortabel, god bevægelighed, flot finish, vandtæt.
Dårlig justering af hætte, manglende ventilation.

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Patagonia M10 Jacket
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Patagonia M10 Jacket ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.