Udstyrstest
Jeg har aldrig været den store tilhænger af vandrenederdele, faktisk i en grad så jeg aldrig tidligere har haft en vandrenederdel på benene, før jeg fik mulighed for at prøve Sajilo Skort. Ordet skort er en sammentrækning af ordene skirt (nederdel på engelsk) og shorts, og idéen er at kombinere fordelene fra en nederdel med dem fra et par shorts.
Det er Sherpa lykkedes rigtigt godt med: Sajilo Skort har nemlig lige præcis fordelene ved en nederdel, men ikke ulemperne, og jeg er blevet overbevist om, at en vandrenederdel sagtens kan blive del af min vandregarderobe fremadrettet.
Jeg har haft nederdelen med på to rejser i Sydeuropa og testet Sajilo Skort på vandring i De Juliske Alper i Italien i maj samt på vandrestierne i Spaniens Murcia-region i juni med temperaturer på den pæne side af 30 grader. Et par tynde, korte indbyggede hotpants eller shorts under nederdelen sørger for, at man har fuld bevægelighed, samtidig med at man ikke behøver at bekymre sig om at komme til at vise, hvad det er meningen, at nederdelen skal dække. Ulempen ved en traditionel nederdel kan være, at den blæser op om ørerne ved et vindpust, hvis den har vidde. Forsøger man at løse det problem ved at gøre den tætsiddende, går det ud over bevægelsesfriheden.
En anden ulempe kan være, at med kortere nederdele skal man hele tiden tænke over, hvordan man sidder, så man ikke uforvarende kommer til at lufte sit Undertøj offentligt. På en vandretur skal man gerne kunne sidde på jorden og spise sin frokost, kravle henover væltede træstammer, der ligger på tværs af vandrestien, og vandre op ad stejle, klippefyldte bjergstier. Med de indbyggede hotpants kan man bevæge sig i alt terræn og sidde, som man vil, uden at skulle tænke over at komme til at vise for meget frem – også når vandrestien forvandler sig til klippeklatring, eller man skal kravle over et væltet træ.
Sajilo Skort er produceret i et letvægts-stretchmateriale, hvor man har rigtigt god bevægelsesfrihed og fuld fleksibilitet. Nederdelen går ned til lige over knæet, og stoffet falder godt og blæser ikke op. Det føles luftigt og let med masser af luft til benene. De indbyggede hotpants bliver siddende, hvor de skal og ruller ikke op om benene.
Stoffet er virkeligt hurtigttørrende og klarer nemt en mindre byge, uden at man bliver dyngvåd, ligesom det hurtigt tørrer igen, hvis man har svedt. Der er en skjult lomme med lynlås til mindre ting, som man skal have helt styr på, for eksempel et kreditkort og en nøgle. Lommen føles dog lidt trang at komme i, selvom jeg har små hænder. Nederdelen åbnes med lynlås på bagsiden og kommer i en mørkeblå farve, som er rimeligt smuds-camouflerende og ikke kommer til at se nusset ud alt for hurtigt. Den fås yderligere i tre andre farver.
Vandrenederdelen egner sig perfekt til vandring og aktivt liv under varmere himmelstrøg som for eksempel Sydeuropa samt de varmeste sommerdage i Skandinavien. Derudover er den også god til rejser, hvor man eksempelvis vandrer om dagen og går ud og spiser på restaurant om aftenen. I kombination med et par sandaler og en pæn top kan vandrenederdelen også gå an til lidt pænere brug, og det føles mere feminint end et par shorts.
Når det kommer til nederdel til rejsebrug, er det praktisk, hvis man kan skylle den op om aftenen, og den kan nå at tørre natten over, så man kan vandre i den igen næste dag. Og her får man stor glæde af stoffets hurtigttørrende egenskaber, samt at det ikke rigtigt krøller. Til sidst skal det lige nævnes, at Sherpa Adventure Gear donerer en del af overskuddet til undervisning i Nepal.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS