Vandring i Palæstina

STORSLÅET NATUR OG HISTORIE PÅ DEN BESATTE VESTBRED

Billede 6På den 321 kilometer lange vandrerute Masar Ibrahim al-Khalil – også kendt som Abrahams Sti - kan vandrere komme helt tæt på Vestbreddens komplekse, fascinerende og barske historie.

Ruten, der begynder ved landsbyen Rummana nordvest for Jenin og ender i Beit Mirsim sydvest for Hebron, rummer alt det, en natur-, gastronomi- og kulturelsker kan ønske sig. Olivenlunde, hyggelige bjergbyer og spektakulære ørkendale danner rammen om det Palæstina, vi sjældent ser i medierne.

I Abrahams fodspor
Historien om Abrahams rejse til fods igennem Mellemøsten er blevet viderefortalt i omkring firetusinde år og reflekterer en fælles forbindelse mellem jøder, muslimer og kristne. Der ligger derfor en stærk, historisk og spirituel betydning i pilgrimsvandringen, og man kan undervejs på stien nemt forstå, hvorfor de fantastiske, varierede landskaber tiltrækker flere og flere vandrere.

Egentlig starter Abrahams Sti i Tyrkiet i Hurran, hvor den fortsætter igennem Syrien og Jordan, inden den endelig når Palæstina. Men foreløbigt er det kun i det ’Hellige Land’ på Vestbredden, at man kan gå en stor del af strækningen. Undervejs på den natursmukke rute kommer man forbi små, palæstinensiske forstæder, religiøse monumenter, romerske ruiner og ikoniske byer som Jerusalem, Nablus og Betlehem.

Overnatning foregår blandt andet i hyggelige gæstehuse i Sebastiya og beduinlejre i Jordandalen, hvor der venter en unik indsigt i de palæstinensiske traditioner og levemåder. På et af vandrerutens sidste stop ligger den historiske Ibrahimmoské i oldtidsbyen Hebron (al Khalil), der siges at være gravstedet for Abraham og hans efterkommere.

Billede 1Anerkendt af National Geographic
Den fulde vandring på 321 kilometer arrangeres af det palæstinensiske non-profit initiativ Masar Ibrahim al-Khalil (identisk med rutens navn) i samarbejde med en række internationale og palæstinensiske organisationer – heraf ”The Siraj Center of Holy Land Studies”, der beskriver det fulde 3-ugers vandreprogram. Ruten byder på varieret terræn og forskelligartede landskaber - perfekt sammensat af kulturelle, kulinariske og inspirerende møder med det palæstinensiske folk. I 2014 blev Masar Ibrahim al-Khalil kåret ”Best New Trail” af National Geographic og har siden oktober 2017 ligget på listen over ”Hot New Hiking Trails” på National Geographic Traveller’s hjemmeside.

FKN har flere gange samarbejdet med Masar Ibrahim al-Khalil i forbindelse med højskoleophold i Palæstina – og nu senest på turen i oktober, hvor vi gik cirka 60 kilometer af strækningen med to lokale guider fra initiativet.

Er Vestbredden sikker?
Manglende viden om Vestbredden som turistdestination giver ofte anledning til misforståelser. Den til tider ensidige mediedækning af den politiske konflikt mellem Israel og Palæstina hjælper heller ikke på forhåndsantagelserne om området. Men Vestbredden, der ligger en del længere væk fra Gaza sammenlignet med Tel Aviv, er på ingen måde farlig at rejse rundt i.

Dog anbefales det at alliere sig med en guide på ruten, da israelske checkpoints og bosættelser sommetider udfordrer bevægeligheden i området. Det palæstinensiske initiativ Masar Ibrahim al-Khalil og Folkekirkens Nødhjælp tilbyder hver især unikke vandrerrejser til Palæstina med erfarne guider, der kender de lokale seværdigheder ud og ind.

Billede 4De første dage - fra Sanur til Sebastiya
Efter en oplevelsesrig dag i Østjerusalem til fods og på cykel med unge palæstinensere fra én af FKN’s partnerorganisationer, har vi allerede på rejsens første dag fået et tankevækkende indblik i områdets historie og livet som palæstinenser i et besat land. Om aftenen bliver vi kørt til et hyggeligt gæstehus i landsbyen Arraba, hvor vi får præsenteret lidt af den lokale kogekunst af gæstehusets palæstinensiske familie. Fra husets terrasse ser vi den flotte solnedgang og spiser os efterfølgende mætte i traditionel maqluba (’Upside-Down’ ris med kylling og grøntsager) i familiens fine spisestue.

Turens første vandring starter den følgende dag ved bjergbyen Sanur med destination i den historiske by Sebastiya. På strækningen nyder vi blandt andet udsigten på Mount Hureish og Bayazid og duften af den igangværende høst af oliventræer. Senere på dagen besøger vi en lille olivenolieproduktion i midten af Sebastiya og smager den friskpressede olivenolie, der af gode grunde anses som Vestbreddens guld. En fantastisk dag afsluttes med festmiddag og ’dabke’, opvist af dygtige palæstinensiske dansere fra byen.

Billede 5Det palæstinensiske køkken
Folk, der har været i Palæstina, kan ofte blive enige om én ting. Landets traditionelle hummus, olivenolie, brød og krydderier fås ikke bedre. Det palæstinensiske køkken byder på velsmagende og friske råvarer, og vi fik blandt andet serveret maqluba, linseretter, vinbladeruller og falafler – sammen med alverdens lækkert tilbehør i form af kalayat bandura (pandestegte tomater) og krydderier. Palæstina er med andre ord et mekka for både vegetarer og kødspisere. På basaren i Nablus eller markedet i Østjerusalem kan man købe farverige, palæstinensiske specialiteter - og ikke mindst spise sig mæt i jordens bedste, saftigste dadler.

Forbi verdens ældste by – Jeriko
På et af Abraham Stiens kendte pit-stops ligger oldtidsbyen Jeriko, der blandt andet rummer ’Fristelsernes Bjerg’, religiøse monumenter og gamle ruiner. I omkring 11.000 år har der været bebyggelser i byen, og man mærker derfor tydeligt det historiske vingesus. Undervejs hopper vi i en svævebane, der fører helt op til bjergtoppen, hvor man blandt andet kan skimte Det Døde Hav og de smukke Jordanbjerge. Øverst på ’Fristelsernes Bjerg’, hvor Jesus ifølge traditionen undveg satans fristelser ved at meditere og faste, ligger Quarantal-klostret klamret til bjergsiden. 

Udover at være et religiøst og historisk knudepunkt, byder Jeriko på en meget flot vandresti med udsyn til storslåede klipper. Her kan man ofte se og høre forskellige fuglearter og falke, der flyver mellem de orangerøde klippeskråninger.

Billede 7En dukkert i Dødehavet
Efter en længere vandring i den tørre og barske Jordandal fra Jeriko, fik vi os en lidt anderledes og velfortjent dukkert i det ikoniske Døde Hav, der, grundet dets høje saltindhold, er umuligt at svømme rundt eller synke i. Det er en meget speciel fornemmelse at mærke letheden, når man uden anstrengelse flyder rundt på ryggen i havoverfladen. Bundens mineralrige mudder er desuden populært at smøre sig ind i, da det virker nærende og rensende for huden. Mens vi nyder at flyde rundt i det salte hav på Jordens laveste punkt, kan arabisk, balkaninspireret musik høres fra promenaden, og man får derfor en lidt uventet fornemmelse af charterstemning efter nogle dage med hårde vandringer.

Fælles for henholdsvis FKN og Masar Ibrahim Al Khalil’s rejseprogrammer er en tidlig morgenvandring til udsigtsposten Arab ar-Rashaida. Her venter et uforglemmeligt syn af solopgangen over det Døde Hav efter endnu en overnatning i en hyggelig beduinlejr.

Billede 8Oplev beduinlivet på Vestbredden
Palæstina byder på mange autentiske oplevelser og kulturmøder. At vågne op i en beduinlejr midt i Jerusalem-ørkenen er én af dem, jeg aldrig vil glemme. Udenfor teltet står en kamel og skuer udover det tørre landskab i beduinlejren Arab Al-Rashayda, mens en palæstinensisk kvinde tæt på er i gang med at bage fladbrød over bål. Hendes søn gestikulerer, at jeg skal komme over til dem, og jeg bliver hurtigt klar over, at gæstfriheden starter i en tidlig alder. Med et stort smil placerer kvinden et stykke af det friskbagte brød i min hånd. Det smager himmelsk.

Turens første beduinlejr-overnatning foregår i Tal al-Qamar, der, oversat fra arabisk, betyder Månens Bakke. Her er der virkelig tale om en helt anden oplevelse end den, man får på et turisthotel. Abrahams sti passerer flere beduinlejre, der giver et unikt indblik i det landsbyliv, mange palæstinensere lever i.

Politisk kunst og kontraster i Betlehem
Efter at have forladt beduinlejren i Tal al-Qamar, føres vandringen videre over de fredfyldte landskaber i Jerusalem-ørkenen mod Betlehem. Vandringen på denne strækning er hård, men der er rig mulighed for at nyde en fantastisk udsigt undervejs.

I Betlehem er det tydeligt, hvordan den israelske mur, der adskiller Israel og Vestbredden, påvirker den almindelige bevægelsesfrihed. Selvom der kun er 10 kilometers afstand mellem Jerusalem og Betlehem, tager det 45 minutter at køre med bus (uden stop). En besværlig omvej er nemlig nødvendig grundet murens strategiske placering. I Betlehem er det også muligt at se, hvordan tusindvis af palæstinensere hver morgen skal stå i kø i flere timer ved checkpoints for at komme til og fra arbejde.

Street art og politisk kunst på adskillelsesmuren med motiver, der blandt andet er malet af kunstneren Banksy, kontrasteres af de religiøse monumenter i nærområdet, hvor både Fødselskirken og Omar moskéen ligger. Derfor er Betlehem på alle måder et spændende sammensurium af tankevækkende kontraster, religiøse baggrunde og historie.

Tæt på den palæstinensiske virkelighed i israelske bosættelser
På den sidste del af ruten mod målet i Beit Mirsim går turen forbi Hebron. Her kan de humanitære konsekvenser af de ulovlige bosættelser opleves på tæt hold. I kernen af byen har Israel etableret en bosættelse baseret på det, den israelske stat kalder ”separationsprincippet”. Bosættelsens omgivende checkpoints har resulteret i en spøgelseslignende tilstand i det, der engang var en levende og folkerig del af byen. På rejsen med Folkekirkens Nødhjælp kan man blandt andet komme på en guidet tur, hvor tidligere israelske soldater fra ”Breaking the Silence” fortæller om hverdagen for de palæstinensiske familier, der bor i eller tæt på bosættelserne.

I Hebrons gamle bydel udenfor bosættelsen kan man gå på opdagelse i et hyggeligt marked, spise energi-boostende hilbeh kage fra én af de mange boder og ikke mindst besøge den smukke Ibrahimmoské (Makpelas Hule), der anses for at være gravstedet for blandt andet Abraham, Adam og Eva.


Kortere udgave af Masar Ibrahim al-Khalil

I oktober 2018 vandrede jeg og 22 andre danskere – i selskab med to rejseledere fra Folkekirkens Nødhjælp (FKN) - igennem dele af den israelsk besatte Vestbred. Rejsen, der er arrangeret af FKN og Unitas Rejser, kombinerer en kortere udgave af vandreruten Masar Ibrahim al-Khalil, besøg til historiske monumenter og stærke møder med den palæstinensiske gæstfrihed.


Mere end en vandresti

Masar Ibrahim al-Khalil er mere end bare en vandresti. Det er en sti, der fører dybt ind i det palæstinensiske folks kultur og historie og inviterer dig helt tæt på familiernes liv i landsbyerne og beduinernes stolte levemåder. Alt dette opleves bedst i en vandregruppe i selskab med dygtige guider, der brænder for at vise Palæstinas mange sider. Det er helt op til dig at vælge, om du vil gå hele ruten med den palæstinensiske arrangør eller på en kortere udgave af strækningen med Folkekirkens Nødhjælp. Når alt kommer til alt, tilbyder begge rejser det samme unikke kig ind i områdets sande kultur, natur og historie.

Se en video om Masar Ibrahim al-Khalil ruten herunder og få et klart indtryk af, hvad vandringen indebærer af store naturindtryk og kulturelle oplevelser.


FAKTA

Den fulde vandrerute, Masar Ibrahim al-Khalil, måler 321 km og kan gås på 22 dage sammen den palæstinensiske arrangør af samme navn (i vandregruppe med guider). Vandringen afholdes i henholdsvis november og marts. Arrangøren tilbyder kortere vandringer i området. Se de forskellige længder her.

Med Folkekirkens Nødhjælp kan man tage på en 11-dages vandrerejse i oktober, som beskrevet i artiklen. Bemærk at denne tur indebærer en kortere udgave (ca. 60 km i alt) af den fulde vandring. Vandringerne opdeles med transport i bus undervejs, da der bruges mere tid på kulturelle og politiske oplevelser i byerne. Læs mere om rejsen.

ÅRSTID
Vandreturen er bedst egnet i efterår- og forårsmånederne grundet de tørre og hede somre.I oktober kan man forvente temperaturer på cirka 20-25 °C om dagen. Nattemperaturerne ligger på omkring 15-17 °C. I november og marts, hvor den fulde vandring afholdes, er temperaturen 10-18 grader om dagen og 5-13 °C om natten.

NIVEAU
Turen foregår i varieret terræn med forskelligt underlag og niveauforskelle.

OVERNATNING
Overnatning foregår i gæstehuse, beduintelte/hytter og på hotel i de større byer. Den er på forhånd arrangeret af enten FKN eller Masar Ibrahim al-Khalil (alt efter valg).

Skrevet af: Clara Holm-Hansen / Foto: Ivan Baehr og Ronja Jonasson, Skrevet Tirsdag, 15 Januar 2019, opdateret 16 Januar 2019, læsninger: 2443

Log ind

Ugens 10 mest læste om Vandring

Se de mest læste artikler denne uge, og bliv inspireret:

Log ind