10 ting jeg lærte af langdistancevandring

At man kan (over)leve af nudler, peanutbutter og proteinbarer

Hvad, hvornår og vel også hvordan man spiser, er jo meget op til den enkelte. Det handler om at finde ud af, hvad man har lyst til, og hvad der fungerer for én. I starten eksperimenterede jeg med al mulig forskellig proviant, men fandt til sidst ud af, at jeg kørte ganske glimrende på en diæt, der nok ville få de fleste kostvejlederne til at skrige i deres stille indre.

Jeg prioriterede lav vægt og massefylde, masser af let optagelig energi samt minimal tilberedning og rengøring: minutnudler, nøddeblandinger, proteinbarer, tortillas med peanutbutter og Nutella, slik osv. Man kan kalde det usundt, dovent, en teenagers drøm – men det fungerede for mig.

At sætte små delmål gør projektet mere overskueligt

Det at kaste sig ud i et langtursprojekt, hvor man skal afsætte flere tusinde kilometers vandring hen over flere måneder, vil nok give de fleste en følelse af spænding, adrenalin og en smule rynker i panden. Der kan forekomme mange logistiske udfordringer, være mange ukendte variabler, og så er der hele det fysiske og mentale aspekt ved sådan et projekt.

Vil ens krop kunne holde til det? Vil man kunne overkomme uforudsete forhindringer? Vil man overhovedet finde sig til rette i at vandre hver dag i så lang tid? Listen er lang – og det kan hjælpe ”bare” at fokusere på den næste strækning, den næste trail town, ja sågar den næste bjergtop. I sidste ende er en langtur blot en sammensætning af en masse småture. Det var der engang en thru-hiker, der sagde til mig.

Og når man ser det på den måde, kan projektet se en anelse mere overskueligt ud.

At tage tingene som det kommer og være fleksibel

Jeg har mødt vandrere, der har haft Excel-ark over, præcist hvor langt de havde tænkt sig at gå hver evig eneste dag af et spor på over 4.000 kilometer. Jeg behøver ikke gå for meget ind i det, men der gik ikke lang tid, før Excel-arket ikke holdt stik. Der er ingenting i vejen med at være ekstra godt forberedt – tværtimod – men samtidig er det også godt at være fleksibel, når tingene ikke udfolder sig som ventet.

Det er ofte ting, der er ude af ens kontrol, som sætter dagsordenen. Det kan være alt fra naturfænomener, der lukker dele af sporet, til at man bliver syg, eller noget af ens grej går i stykker. Det kan være svært at acceptere, at ens oplevelse ikke udfolder sig, som man havde forestillet sig, men det er markant lettere, når man på forhånd har forberedt sig på at “go with the flow” – flyde lidt med strømmen.

At smerten aldrig går væk – man bliver bare bedre til at håndtere den

Før min tur havde jeg en idé om, at min krop – især mine fødder – med tiden ville blive så hærdede, at ømhed og smerte ikke ville blive en faktor. Der tog jeg fejl. Der er ingen tvivl om, at min krop blev stærkere, og at jeg hen mod slutningen var i stand til at presse den længere, end jeg nogensinde før havde gjort.

Men selvom jeg vandrede længere og med mere overskud, betød det ikke, at smerten forsvandt. Jeg blev blot bedre til at håndtere den og fik en bedre fornemmelse for, hvad jeg kunne gøre for at modvirke ømheden.

Jeg fik nok også mere end dækket min Ibuprofen-kvote, men alt i alt så var det en god læring om, at smertegrænsen er relativ: selvom man kommer i bedre form, og ens krop bliver stærkere, så øges viljen og appetitten til at presse den længere – og så følger smerten lige så venligt med.

At man får sat dét, man har derhjemme, lidt i perspektiv

Den her læring var en af de ting, der påvirkede mig mest hen mod slutningen af turen. Jeg tænkte på min familie, mine venner og mit rare liv i trygge Danmark. Jeg tænkte over, hvor privilegerede vi er.

Både sådan helt generelt i forhold til den velfærd, den sikkerhed og de mange muligheder vi har i Danmark, men også på det helt lavpraktiske plan: adgang til rent drikkevand, toilet med skyl, køleskab med friske og sunde råvarer.

Efter at have levet i naturen i knapt et halvt år, hvor man frivilligt undlader mange af disse luksusgoder, og samtidig have besøgt en masse små landsbyer i small town America, hvor ressourcer generelt er mere knappe, fik jeg et fornyet perspektiv på, hvor godt vi har det derhjemme. Samt en reminder om, at man skal huske at sætte pris på de små ting i livet og tænke på andre.

At det kan være meget rart at have en plan, til efter turen er slut

“Hvordan bliver det at komme hjem igen”? Det er et af de store spørgsmål, som fylder rigtig meget for de fleste, der kaster sig ud i langdistancevandring. Man taler om ‘Post Trail Blues’ som en form for semimelankolsk tilvænningsperiode, efter ens tur er slut, hvor man savner det simple liv på stien.

Jeg tror, at det er en meget normal respons. Jeg oplevede det selv, men ikke i lige så høj grad som andre, jeg snakkede med. Jeg tror, at det hjalp mig, at jeg allerede før jeg tog afsted havde en plan for, hvad der skulle ske, når jeg kom hjem. Jeg havde en lejlighed, et studie og et arbejde, der ventede. Jeg havde en uges tid, hvor jeg lige skulle kalibrere ind, og så var jeg ellers i gang igen.

Da min ’Post Trail Blues’ satte ind, begyndte jeg at sidde og se mine billeder igennem og begyndte at reflektere over trail-livet, mine hiker-venner og friheden, men det var mere et positivt ‘trip down memory lane’, end det var et stort savn og en higen efter at komme tilbage med det samme.

At det er utroligt givende at vandre solo, men rarest at dele oplevelsen med andre

Jeg rejste alene afsted til USA, men havde allerede forinden planlagt at mødes med en anden vandrer. Vi klikkede godt. På stien voksede vores makkerpar til en gruppe på fem. Vi havde det sjovt, og vores vandrestile passede godt til hinanden. Det resulterede i, at vi vandrede i knap halvanden måned sammen, før et snefyldt Sierra Nevada medførte, at folk greb det forskelligt an. Sidenhen nåede jeg at vandre i en trio, som et makkerpar, solo og igen med en gruppe.

Jeg nåede at vandre 28 dage helt solo, og det var en af de mest lærerige oplevelser på min tur. På den ene side var det fantastisk at opleve naturen på egen hånd, lære at stole 100% på egne evner, samt agere efter hvad jeg havde lyst til i øjeblikket. På den anden side føltes de store øjeblikke en smule fladere og nedture føltes en smule tungere, når man ikke havde nogen at dele dem med. Jeg nyder stadig i dag at tage på solovandreture netop pga. den fordybelse og frihed, det giver, men samtidig var PCT også en reminder om, hvor meget det kan løfte oplevelsen at have gode mennesker omkring sig at dele den med.

At det er besværet værd at kreere noget ud fra sit eventyr til at mindes oplevelserne

Jeg havde et kamera med og brugte det flittigt til at skyde billeder og optage video, som jeg senere har brugt til at lave en lille film, samt til at holde foredrag om turen. Jeg skrev også journal. Især journalen har jeg sidenhen nydt at vende tilbage til for at genopdage, hvordan det var, jeg lige havde det på netop den dag. Der var også nogle, der malede og tegnede deres omgivelser eller skrev musik undervejs på turen inspireret af de ting, de oplevede.

Det er helt sikkert en smagssag, men jeg tror, at de fleste vil blive rigtig glade for at have kreeret et eller andet, som de kan se tilbage på. Det var en utrolig fed måde for mig at genopdage oplevelsen og de minder, følelser og den læring, der var forbundet med min tur.

At det at gennemføre en langdistancerute ofte mere er et spørgsmål om mental vilje end fysisk kunnen

Ud af de ca. 4-5.000, der hvert år forsøger at vandre hele Pacific Crest Trail, er det som regel kun lidt over en fjerdedel, der ender med at gennemføre. Der er mange årsager til, at folk afbryder deres tur: skader, finansielle årsager, personlige anliggender. Det er der ikke altid så meget at gøre ved – og det er heller ikke pointen. Det er alligevel værd at nævne, fordi man selvfølgelig også skal have lidt held med sig for at undgå forhindringer, der ufrivilligt tvinger én til at afbryde ens tur. Pointen er, at dem, der rent faktisk lykkedes med at gennemføre, ikke nødvendigvis er dem, der har det letteste grej, er i den bedste form eller har planlagt og forberedt sig bedst.

Man hører ofte på PCT, at langdistancevandring mest af alt er et ‘mental game’. Det bliver hverdag efter noget tid. Nogle dage føles næsten som at gå på job – men så er det dér, man skal huske på, at for de fleste vil en dårlig dag på stien højst sandsynlig stadig være federe end en dag på jobbet derhjemme. Og det siger jeg endda som en, der er utroligt glad for mit job. Essensen af denne læring er, at den positive, optimistiske tankeproces er en kerneingrediens i en succesfuld tur. For der kommer et tidspunkt, hvor alt sejler, og hvor det bare gælder om at “embrace the suck”, som amerikanerne siger – at omfavne elendigheden – og huske på, at der kommer et tidspunkt, hvor man er varm, mæt og i godt humør igen.