16 dages kanotur i Yukon-territoriet

Alene i vildmarken
Efter nogle indledende manøvrer med færgeteknik i kanoerne sætter vi kursen nordover. Vi er nu alene i Yukon-territoriets vildmark, der er hjemsted for cirka 17.000 bjørne, der på det her tidspunkt af året begynder at trække ned mod floden for at fange laksene, der vandrer op mod strømmen for at yngle.

Det er kun tilladt for indianerne at fiske efter laks i floderne, og selvom der også er ørred og salling har vi pakket mad til alle måltider på turen, så vi ikke er afhængige af fiskeriet. Vi har pakket alt i vand- og lugttætte tønder og har derudover købt os noget peberspray i Whitehorse, der gerne skulle få nærgående bjørne til at ombestemme sig i forhold til deres valg af aftensmad, hvis de skulle få fikse idéer.

Vi driver nordover, og de vidtstrakte landskaber åbner sig i et område, hvor floden for få år tilbage var eneste transportåre for folk, der lever i området. De kontinuerlige kliklyde fra vores kameraer, er den eneste lyd, der bryder den ellers så stille eftermiddag, og vi ser en bald eagle, der med sit majestætiske, hvide hoved sidder og spejder ud over floden. Vi kommer helt tæt forbi ørnen, uden at den rører det mindste på sig.

”Da bjørnen stiller sig på bagbenene og begynder at skubbe til teltet, går det op for mig, hvor langt vi egentlig er fra alting.”

Elg til dessert
Den første aften bager vi burgerboller og laver bøffer på bålet. Den efterfølgende opvask foregår ved flodbredden, men et pludseligt plask forstyrrer arbejdet, og da jeg kigger ned langs bredden står der en kæmpemæssig elg og glor på mig.

De canadiske elge er verdens største og på 40 meters afstand er overraskelsen stor for både elgen og mig. Den står helt stille og kigger direkte på mig med sine ører rettet stift opad. Vi er blevet advaret om, at elgene ikke er ufarlige, og føler de sig truet, eller har de unger, kan en angribende elg være langt farligere end en bjørn.

Jeg får dog hurtigt lusket kameraet frem og tilkaldt de andre, så vi kan dele oplevelsen. At vi allerede har set to så fantastiske dyr, gør turen til en succes allerede på vores første dag.

Tager ingen chancer
Vejret er godt, og vi padler roligt derudad. Floden flyder afsted med godt 15 km/t, og ofte er det muligt at drive det meste af dagen og alligevel nå det planlagte antal kilometer uden at overanstrenge sig. Skovene består for det meste af grantræer og enkelte birk og aspetræer, der står helt ned til flodbredden.

Ofte driver et helt træ forbi os. Når floden spiser af bredden ender flere træer i vandet, og mange steder ligger der store bunker af træer klemt sammen på udsatte steder i flodløbet.

Vi slår lejr på etablerede teltpladser, der er markeret på vores håndtegnede kort over flodens forløb. Selvom det naturligvis gør overlevelsesmomentet lidt mindre, så piller det ikke ved det faktum, at vi befinder os i en fantastisk natur, hvor der så langt øjet rækker er mennesketomt.

Vi møder kun enkelte andre kanopadlere i begyndelsen af turen, og lejrpladserne er ikke andet end en lysning med en bålplads. For ikke at friste bjørnene bliver alt, hvad der afgiver dufte, pakket ned i tønder og stillet langt væk fra vores telte.

Det, der ikke kan være i tønderne, bliver pakket i vandtætte poser og hejst op i et træ. Når vi går i seng om aftenen er det kun med vores soveposer i teltet. Og med en bjørnespray under hovedpuden. Vi tager ingen chancer.

Bjørn i lejren
Næsten hver dag ser vi de store hvidhovede ørne, og flere steder er der tydelige tegn efter bævere, der har gnavet i træerne langs floden. Som dagene går begynder andre kanopadlere at dukke op og en planlagt lejrplads bliver taget for næsen af os.

Vi vælger derfor at lægge os på en mindre, aflang lejrplads på den anden side af floden, hvor der er god plads. Vi stiller teltene op og laver mad omtrent 30 meter fra teltet, så bjørnene ikke skal associere vores telte med et velduftende aftensmåltid.

Efter maden varmer vi kakao og læser højt af Jørn Riels skrøner om de gamle fangere i Nordcanada og Alaska. Efter historielæsningen vil Christian tage et par billeder af lejren, før vi skal i seng, men pludselig råber han i stedet:
”Bjørn i lejren!”
Vi farer op. Og ganske rigtigt: En sort bjørn kommer stille og roligt traskende langs bredden op til vores telte.

Bjørnesprayen hævet
Vi begynder straks at råbe ad den, og vi stiller os sammen med armene over hovedet for at gøre os store og se farlige ud. Den er fuldstændig ligeglad. Bjørnen guffer lidt bær fra en busk og støder så på teltet, der tydeligvis er et nyt indslag på dens aftentur.

Der bliver snuset og gumlet lidt på teltstangen mens vi fra den anden ende af lejren råber, skriger og skælder ud i et forsøg på at få bjørnen til at droppe sit forehavende. Da bjørnen stiller sig på bagbenene og begynder at skubbe til teltet, går det op for mig, hvor langt vi egentlig er fra alting.

Vi har råbt i omkring fem minutter, og bjørnen har på intet tidspunkt kigget i vores retning. Den er fuldstændig ligeglad, og vi begynder at gå tættere på for at få den til at forstå vores budskab. Med bjørnespray hævet og klar går vi storråbende tættere på bjørnen og holder vores linje.

Heldigvis får det bjørnen til at lunte af, men det er overraskende, hvor uinteresseret den var i os. Og hvor lidt det hjalp at råbe og skælde ud. Vi pakker lejren sammen på 10 minutter og padler over til den modsatte side, hvor vi slår teltene op ved siden af nogle spaniere og et schweizisk par. Tilstedeværelsen af andre mennesker har en god og beroligende virkning.

Guldfeber
Efter mødet med bjørnen er turen blevet lige spændende nok. Hver dag oplever vi dyr, vi aldrig havde troet, vi ville se. Vi snakker om, at vi endnu ikke havde set en kongeørn, og en halv time senere sidder den inde på skrænten og spejder ud over vandet. Heldet fortsætter, og senere samme eftermiddag ser vi en flok ulve ved vandkanten.

Mens vi driver nordpå gennem det gamle guldgraverland bliver floden mere og mere beskidt. Hvor Teslin River løber ud i Yukon River, bliver vandet helt grumset. Ved et gammelt fort fra guldgravertiden forklarer et skilt, at floden tager, hvad der svarer til 17 lastbiler fyldt med grus med sig – i minuttet.

Floden er nu mere befærdet, og en motorbåd i ny og næ kan ikke undgås, men det ødelægger ikke naturoplevelsen. I løbet af de to uger vi er afsted på floden, ser vi seks bjørne.

Vi ser svømmende elge med kæmpe gevirer, elgkøer med unger, oddere, ørne, hulepindsvin og ulve. Om natten kan vi høre bæverne flere steder, og det er ofte, at vi ligger med ørerne strittende for at lytte efter bjørne.

Dawson markerer afslutningen på vores tur, og byen er som taget ud af en westernfilm. Efter to uger i guldgravernes fodspor er det passende at slutte, hvor Yukons ’Goldrush’ startede i 1896. Bag svingdørene på saloonen nyder vi en en kold øl til lyden af pianospilleren.

Yukons 17.000 bjørne

Yukon er hjemsted for cirka 17.000 bjørne. Der lever både sortbjørne og brune bjørne i området. I løbet af foråret vandrer bjørnene ned fra bjergene, hvor de har ligget i hi hen over vinteren. De er sultne, og de brune bjørne bevæger sig ned mod floderne for at fiske.

Sortbjørnene lever kun af bær. Bjørnene udgør kun en trussel mod mennesker, hvis de bliver stressede eller på anden måde føler sig truede. Står man i vejen for dem, når de skal ned til vandet, eller kommer man imellem en mor og dens unger, kan bjørnene finde på at angribe. Holder man passende afstand er bjørnene generelt ikke interesserede i mennesker.

Som canadierne siger, så er vi typisk mere interesserede i bjørnene, end de er i os. Det er alligevel nødvendigt at tage forholdsregler. Alt hvad der kan afgive dufte, skal placeres væk fra lejren. Mad skal tilberedes et godt stykke væk fra, hvor man sover, og tøj, der har været i nærheden af mad og madrester, skal ikke tages med ind i teltet.

Peberspray er et godt middel mod en angribende bjørn og sprøjter en kraftig stråle tre til fem meter frem og generer bjørnens slimhinder i en grad, der bør få den på bedre tanker. Skydevåben er som udgangspunkt ikke tilladt i Yukon-området, hvor jagtrettighederne er strengt reguleret og primært tilfalder indianerne.

Smuttur til Alaska

Har du en uge ekstra, når kanoturen er overstået, er det oplagt at tage en smuttur til Alaska, der har fantastisk natur, gode muligheder for vandreture og er perfekt til bilferie. Du kan leje bil i Whitehorse, hvor en Subaru er billigst. Vi lejede en lækker firhjulstrækker for 6000 kroner i en uge inklusiv forsikring.

En rundtur kunne for eksempel gå fra Whitehorse til Haines, Junaeu (kræver en færgeoverfart, da der ikke er veje, der fører til Alaskas hovedstad), Skagway og tilbage til Whitehorse tager cirka en uge, med stop i Kluane National Park, ved Chilkoot River (hvor der er bjørne), Mendenhall-gletscheren ved Juneau (bjørne igen) og Skagway, der er en meget turistet guldgraverby.

Arrangerede ture til Yukon

Flere udlejningsfirmaer tilbyder ture på de forskellige floder i Yukon. Vi rejste med Up North Adventures (www.upnorthadventures.com) fra Whitehorse og havde købt turen gennem det danske rejsebureau Culture Adventure. De udbudte ture varierer i længde, og det er muligt at vælge ture fra 6 til 19 dage. Enkelte personer vælger den helt store tur og padler hele vejen til Beringshavet.

I sommersæsonen er det muligt at flyve non-stop fra Frankfurt til Whitehorse hver søndag. Billetter fra København med mellemlandinger til Whitehorse koster omkring 10.000 kroner. Vi bestilte turen gennem Culture Adventure og fik hele pakken inklusiv forsikring og kanoleje for 17.000 kroner per person. Dertil skal lægges 2500 kroner for leje af satellittelefon og cirka 500 kroner for leje af vandtætte tønder samt sav, økse og spade.