3 uger på Hærvejen

Sandstorm fra Råbjerg mile

Min anden dag på turen kan beskrives med to ord – sommerhusland og sandstorm. Fra Tornby Klitplantage begiver jeg mig videre ned ad stranden. På dagens 22 kilometer vandrer jeg i vandkanten og tager med jævne mellemrum afstikkere ind igennem det ene enorme sommerhusområde efter det andet. Syd for Lønstrup går Hærvejen over Råbjerg Knude og vandreklitten Råbjerg Mile. Det er endnu en varm dag – og i dag også en blæsende dag. Med 10 m/s får jeg på lang afstand at føle, at jeg godt kan glemme alt om at komme over det enorme bjerg af sand. Der står en sandstorm omkring området, luften er grumset gul af sand, og på flere kilometers afstand pisker sandet allerede ind i ansigtet på mig. Selvom jeg slår en kæmpe bue uden om vandremilen, fyger sandet med vinden ind fra vest og finder vej ind alle steder. Dagens oplevelse skal vise sig at blive en af mange på min tur, hvor tingene ikke helt går som forventet.  

Plantagerne – mine favoritter 

Jeg forlader vestkysten og bevæger mig ind i landet – ind i landbrugslandet. Går ad landeveje på asfalt, ad mindre grusstier og smalle trampestier. Det meste af tiden med marker på begge sider. Marker med modent korn, majs, bønner og kartofler. Og vilde markblomster i grøftekanten.  Landskabet på ruten er foranderligt, og efter at have vandret igennem flere hektiske sommerhusområder kan jeg en aften endelig vandre ind i den store Tranum Klitplantage. Dejligt med stille aftenvandring gennem den næsten mennesketomme plantage med høje fyrretræer over mig. Med det allersidste dagslys vandrer jeg i sandklitterne på kanten af plantagen, før jeg i skæret af min pandelampe slår mit telt op og udmattet af en lang og god dag kryber i soveposen. I aften uden aftensmad. Det er jeg alt for træt til at tænke på.

Jeg har nu været undervejs i fire dage og kan mærke, at jeg er godt til stede i nuet. Jeg tænker ikke på dagen i morgen, unødvendige bekymringer eller på mine hverdagstrivielle gøremål derhjemme, men bare på det, jeg oplever og mærker nu og her. Min lidt for tunge rygsæk minder mig om, at jeg måske kunne have undladt en ting eller to derhjemme. Der er kommet små vabler, men de forbliver tilsyneladende bare små. Og siden Hirtshals har jeg døjet med en hovedpine, sikkert på grund af det alt for varme sommervejr kombineret med den nye, uvante vandrehverdag. Min krop skal nok lige vænne sig til at lave noget lidt mere aktivt end mit stillesiddende kontorarbejde foran computeren. Heldigvis har jeg været lidt forudseende og taget elektrolytter med. Med dem og med lidt tålmodighed er hovedpinen snart ovre. 

Mit yndlingsstræk på hele Hærvejsruten er uden tvivl plantagerne i Nordjylland; fra den store og lidt rå Tranum Klitplantage over den frodige og kløftede Fosdalen til Kollerup Plantage med de høje fyrretræer og græs i skovbunden.

Himmerlandske heder og god gæstfrihed

Snart krydser jeg Limfjorden over Aggersundbroen. Landskabet ændrer sig. Fra plantagerne ved vestkysten bevæger jeg mig nu over de himmerlandske heder. Et langt stræk følger Hærvejsruten Himmerlandsstien; en nedlagt banestrækning gennem åbent land med marker og skovpartier afløst af små landsbyer med de fineste stationsbygninger og ledvogterhuse. Den snorlige grussti føles uendelig lang, men det gør ikke noget. Benene er blevet gode og stærke.  

Fremme i Aars har jeg lovet mig selv en velfortjent burger med pomfritter. Jeg falder i snak med nabobordet, en flok venner gennem 40 år. De inviterer mig hurtigt over til deres bord og giver isdessert. De synes, at jeg er megasej, at jeg kaster mig ud i sådan en tur alene.

I godt selskab kommer jeg derfor alt for sent fra Aars. Mens solen går ned i vest, bevæger jeg mig igennem landskabet. På min aftenvandring oplever jeg magiske øjeblikke. Nede ved en å står resterne af sollyset i vest, mens disen løber over markerne og den øredøvende hvislende lyd af el løber i højspændingsledningerne over mig. Og de sidste fem kilometer frem til nattens lejrplads har jeg den største, smukkeste røde måne som følgesvend.  

På min tur falder jeg hver dag i snak med mange mennesker på lejrpladserne og undervejs på stien. Jeg møder vandrere undervejs, og vi udveksler erfaringer, og nogen af dem slår jeg følge med. Jeg møder udelukkende venlighed, åbenhed og ikke mindst stor gæstfrihed. Jeg bliver inviteret indenfor til kaffe og aftensmad et par gange, og jeg har gode, dybe samtaler med folk. De fortæller deres livshistorier. Om hvordan livets tilfældigheder har formet deres liv.

Kort før Viborg, efter halvanden uge udelukkende med højt sommervejr, skifter vejret. Det blæser op, bliver køligere, og for første gang på min tur må jeg have regnjakke og regnslag til rygsækken frem.

Hviledag i domkirkebyen

Efter 10 dage rammer jeg Viborg. En milepæl, der indikerer, at jeg nu er halvvejs på min tur, og at der i aften venter mig et varmt bad og en rigtig seng at sove i. Jeg overtaler da også hurtigt mig selv til at holde hviledag i morgen. På Pilgrimsherberget i byens middelalderkvarter møder jeg en hærvejsvandrer, jeg tidligere slog følge med i Nordjylland på en af de første dage. Vi drikker en-to-tre kopper kaffe og snakker om vores tur, siden vi skiltes – og om livet generelt. Om aftenen tager vi ud og spiser middag sammen.

Hviledag er måske for meget sagt. Bruger meget af dagen på praktiske gøremål. Vasker tøj, provianterer til resten af turen, skaffer en lap til hullet på min sovepose – og ikke mindst, træt af den lidt for tunge rygsæk, vender jeg tasken på hovedet og gennemgår hver enkelt ting. De ikke absolut livsnødvendige ting sender jeg hjem. Med tiltro til at tingene løser sig undervejs, og at jeg på den sidste del af turen selvfølgelig kommer frem til et shelter eller et pilgrimsherberg, ryger også teltet hjem. Næste morgen lægger jeg Viborg bag mig, nu fire kilo lettere.

Stierne, vi betræder

Jeg tror, at man skal lære noget af alle de udfordringer og mennesker, man møder på sin vej. Indtil nu har jeg mødt og talt med mange. Kan godt mærke, at min tur, der nu halvvejs, er gået ind i en ny fase, hvor jeg har brug for at vende mig mere ind mod mig selv. Lade tankerne falde på plads. Sådan en længere vandretur er egentlig en god mulighed for – for en stund – at træde ud af hverdagens trummerum og begrænsninger, og mulighed for at (gen)overveje hvilke stier man vil betræde i sit normale liv væk fra vandrestien. Lidt dybt, men om ikke andet sandt.

Jeg vandrer gennem det kuperede Dollerup Bakker, mens mørk himmel og tordenbulder i det fjerne truer. Jeg forskånes dog for de store regnmængder, og om aftenen når jeg frem til et ledig shelter. 

Næste dag åbner himlens sluser sig dog, og jeg vandrer gennem regnvåde plantager og skove. Til sidst er støvler og sokker helt gennemblødte. Lidt skørt, at turens første vabler først viser sig nu. Det er også dagen, hvor min pakke med ny proviant, afsendt 11 dage tidligere, når frem til Viborg, som dog ligger bag mig. Det må være meningen, at jeg aldrig skal have den pakke. Har jo heller ikke brug for noget i den, hverken mere frysetørret mad, snacks, gas, batterier, vabelplastre og alt det andet. Jeg er fint forsynet og provianterer bare undervejs videre ned gennem Jylland. Det med at planlægge har jeg for længst droppet på turen. Planerne holder alligevel ikke. På min 14. dag er planen da også at nå et pilgrimsherberg 42 kilometer længere fremme. Men i Vrads Sande kommer jeg forbi et højtbeliggende shelter med den mest fantastiske udsigt ud over hede med græssende kvæg. Der er ikke et øje i miles omkreds, og jeg beslutter mig hurtigt for at slå mig ned for natten.

Pilgrimsherberg med flagermus

Jeg er efterhånden nået til Sydjylland og vekslen mellem heftige skyller, forbigående byger og dagslang silende regn synes at være ovre. Det er rart nok. Jeg bevæger mig igennem skønne områder som Vejle Ådal, men må nok tilstå, at Hærvejens smukkeste strækninger ikke skal findes i den sydlige del af landet. Lange stræk foregår på asfalt langs landeveje, man er aldrig langt fra infrastruktur og bliver ledt under motorveje og højspændingsmaster. Hærvejen er da også først og fremmest en historisk rute, som i store træk følger tidligere tiders hærveje, hvor lange strækninger siden er blevet udlagt til asfaltvej. Jeg har været undervejs i to og en halv uge nu, og højsommeren er blevet til sensommer. Markerne, der tidligere stod med modent korn, er nu ved at blive høstet. Og der er ingen, eller i hvert fald kun få, hindbær at plukke undervejs tilbage.

Uden telt overnatter jeg nu de fleste nætter på de pilgrimsherberger, der ligger med jævne mellemrum på ruten. Et sted ankommer jeg først efter mørkets frembrud. For ikke at forstyrre sovesalens anden gæst, finder jeg på plads uden at tænde lys, og først næste morgen finder jeg ud af, at jeg har delt sovesal med flagermus. Værtsparret har måtte lade døren til sovesalen stå åben, så de fredede flagermus uhindret kan flyve ind og ud derfra.

Mættet af de sidste tre ugers vandring ned gennem Jylland, krydser jeg den dansk-tyske grænse i Padborg. Jeg har vandret gennem skov, lysåben natur, landbrugsland, små landsbyer, større byer, industriområder, langs, over og under små og store veje. Jeg har sovet, hvor jeg kom frem, nogle gange lidt skøre steder som med et hvepsebo under shelteret eller ved siden af en minigolfbane. Snart har der været højt sommervejr, og snart har jeg måttet søge ly for en ordentlig skybrudsskylle under et træ. Planerne er ikke altid gået som planlagt, så planerne blev hurtigt lagt på hylden. Jeg fandt alligevel ud af tingene undervejs. Og jeg fik forresten aldrig brug for teltet, jeg sendte hjem.