Vi, der bruger naturen, bør også være forgængere, når det kommer til at passe på den. I friluftsbranchen kommer der større og større fokus på grønne materialer og bæredygtige, kemikaliefri produkter, men hvad dækker ordet ’bæredygtighed’ egentligt over? Vi peger her på forskellige bæredygtige tiltag og kommer med gode råd til at belaste miljøet mindst muligt.
Vi, der bruger naturen, bør også være forgængere, når det kommer til at passe på den. I friluftsbranchen kommer der større og større fokus på grønne materialer og bæredygtige, kemikaliefri produkter, men hvad dækker ordet ’bæredygtighed’ egentligt over? Vi peger her på forskellige bæredygtige tiltag og kommer med gode råd til at belaste miljøet mindst muligt.
Bluesign® - en international certificering
Bluesign® er et rigtig godt sted at starte, da det er en international certificering, som friluftsmærker fra hele verden benytter sig af. Certificeringen består af fem principper:
Hvis en producent lever op til de fem principper, kan de få et Bluesign®-label på et produkt, der består af 90 % Bluesign®-certificerede materialer. Derudover skal minimum 30 % af produktets mindre dele som f.eks. lynlåse og knapper være Bluesign®-godkendte.
Bluesign® hjælper outdoorbrands med at overvåge hele produktionsprocessen; fra udvinding af råmaterialer til bearbejdning af tekstiler og frem til det færdige produkt. Bluesign® tjekker op på, om der bliver brugt unødige kemikalier, der kan skade naturen, og i bearbejdningen af tekstiler. Bluesign® overvåger også producenternes håndtering af vand, deres energiforbrug, luftforurening, arbejdsforhold for medarbejdere m.m.
Bluesign®-systemet er den mest strikse miljøstandard på markedet, og det er frivilligt at tilmelde sig, hvad end man er en leverandør, der laver tekstiler, eller et brand, der skal sammensætte et nyt produkt.
Brands med Bluesign®
Dykker vi ned i brands, så er Haglöfs interessant at kigge på, da de er et forgangsfirma indenfor certificerede produkter. Faktisk er hele 79 % (forår/sommer 2018) af deres beklædning Bluesign®-certificeret.
Et andet mærke, som udmærker sig, er Vaude, som var det første outdoormærke til at få en Bluesign®-certificering tilbage i 2001. I dag er 68 % af deres beklædning Bluesign®-certificeret (forår/sommer 2018), og det er faktisk et lavere antal end tidligere.
Vaude har nemlig lavet deres egen certificering, Green Shape, som bygger på Bluesign®, men indeholder flere tiltag.
Vaude har da også selv udtrykt, at de går ned i antal Bluesign®-produkter, da de i stedet vil bruge deres egen standard. Deres nyeste tal viser, at 95 % af al deres beklædning nu er Green Shape. Det er et godt eksempel på, at det er svært at sammenligne de forskellige mærker. Mange mærker har nemlig vidt forskellige måder at vise, at de har gode, grønne tanker, og de har forskellige tilgange og mærkninger.
Mange andre brands har også grønne tanker bag deres produkter, og nogle brands har også en høj standard. Men certificeringer koster, så det kan være svært at prioritere for et mindre firma, selvom deres produkter er grønne.
Lundhags Sprek Jacket
Bluesign®-certificeret, fluorcarbon-fri jakke i 65 % genanvendt polyester og 35 % økologisk bomuld.
3.500 kr.
Oeko-Tex®: Oeko-tex® er en standard med flere kategorier, hvor den mest kendte er Oeko-tex® 100. STANDARD 100 by OEKO-TEX® har tilnavnet ”tiltro til tekstiler”, og certificeringen siger ikke noget om produktion eller brug af bæredygtige materialer, men noget om brug af kemikalier og miljøskadelige stoffer. Der er tale om en frivillig certificering, hvor Oeko-tex tager stikprøver og tester produkterne på alle dele af produktet; fra lynlåse til sytråde.
STeP by OEKO-TEX® (Sustainable Textile Production) er et certificeringssystem for produktion af tekstiler og tekstillignende materialer. Her er langt større krav til bæredygtighed ved produktet, men stadig er certificeringens formål, at produktionen er bæredygtig og ikke at selve produktet er lavet i grønne materialer.
Fair Wear: Et andet skilt, man muligvis finder på sine produkter, er Fair Wear. Fair Wear er en nonprofitorganisation, der arbejder med tekstil-brands for at forbedre arbejdsforholdene for tekstilarbejdere. Mange mærker og brancher er tilmeldt organisation for bedre at kunne præge industrien sammen.
Egne mærkninger: Ofte er der intet galt med egne mærkninger, hvor produkter er i genanvendt polyester eller økologisk bomuld, selvom produktet ikke er Bluesign®-certificeret. Det kræver en stor omlægning af produktionen, og det koster at få certificeret og kontrolleret sine produkter. Derfor kan det ikke betale sig for mindre firmaer at gøre det.
Ulvang Raggsokk
Woolmark Blend-certificeret og Oeko-Tex®-mærket sok i 95 % merinould.
199 kr.
Haglöfs Eco Proof Jacket
Bluesign®-certificeret, fluorcarbon-fri jakke i 52 % genanvendt polyester. Jakken har en Fair Wear-mærkning, og knapper samt lynlåse kan udskiftes, så jakken holder længere.
2.399 kr.
Uld: Overordnet set er uld et bæredygtigt materiale, da det er organisk og bionedbrydeligt. Samtidig er det fra naturens side et meget teknisk materiale, og et får kan give meget uld i dets levetid; det behøver ikke blive aflivet for, at man kan få nytte af dets uld.
Da uld kommer fra dyr, skal der selvfølgelig være styr på dyrenes ve og vel. Det vigtigste at holde øje med i forhold til dyrevelfærd og uld er mulesing.
Mulesing er en metode til at holde parasitter fra fårene, hvor man skærer noget hud af fåret – uden bedøvelse. Mulesing er ulovligt i de fleste lande, og de kendte mærker har stor fokus på dyrevelfærden og tager afstand til mulesing.
Der findes også en woolmark®-certificering, men den siger ikke andet, end at produktet består af maksimum 5 % andre tekstiler end uld.
Dun: RDS-certificeret (Responsible Down Standard) dun handler om dyrevelfærd. RDS sørger for sporbarhed af dyrenes velfærd, og sikrer blandt andet at der ikke plukkes fjer af levende dyr, og at dyrene ikke bliver tvangsfodret. RDS-certificeringen omfatter alle brancher, der har med dun at gøre, og vi anbefaler stærkt, at du kun køber dunprodukter med RDS-certificeret dun.
Det er faktisk muligt at købe produkter med genanvendte dun, men markedet er ikke så stort endnu. I forår/sommer 2019 kommer Vaude med en ny kollektion med dun fra gamle produkter, som bliver steriliseret og genanvendt i nye produkter som jakker og Soveposer. Produkterne med de genanvendte dun får den globale certificering GRS (global Recycled Standard).
Syntetisk fiber: Syntetisk fiber kan give isolerende evner til soveposen eller jakken. Det syntetiske materiale fås i forskellige kvaliteter; blandt andet Primaloft® Silver Eco, som består at 70 % genanvendt fiber.
Derudover laver de faktisk også en Primaloft® Silver Natural Blend, som består af 30 % kapok, hvilket er en naturlig fiber direkte fra planten, og 70 % polyesterfiber, hvor to tredjedele er fra genanvendte PET-flasker.
Fluorcarbon-fri: PFC-fri imprægnering får større og større synlighed på markedet. Fluorcarbon er en form for kemikalie, man blandt andet bruger ved imprægnering af jakker, da det giver en meget effektiv vand- og smudsafvisende overflade.
Der er dog den store ulempe ved fluorcarbon, at det er langsomt nedbrydeligt, og derfor kan påvirke miljøet.
Derudover er der en vis usikkerhed om, hvorvidt nogle varianter af stoffet har skadelige virkninger på mennesker og dyr. Derfor forsøger flere og flere at undgå stoffet, og på mange jakker står der PFC-fri eller FC-fri. Skal du genimprægnere jakken hjemme, er det næsten umuligt at finde noget med fluorcarbon, så det er ikke svært at undgå kemikaliet i dag.
Genanvendt polyester: Genanvendt polyester bruges i mere og mere beklædning. Oftest laves det af brugte PET-flasker og lignende, der smeltes om og bliver til en lige så god polyester som en nyudvundet. Ved at lade polyesteren gå i cirkulation mindskes forbruget af råvarer, hvilket især er vigtigt, når der er tale om ikkefornybare ressourcer.
Økologisk bomuld: Bomuld er et naturmateriale, der er blevet brugt til beklædning i mange år. Bomuld kræver meget vand og kan ødelægge biodiversiteten ved større landbrug med pesticider og kunstgødning, hvilket forsøges forbedret ved økologisk produktion. Økologisk bomuld har samme egenskaber som almindeligt bomuld, men produktion er uden giftige kemikalier. Nogle økologiske produktioner har også fokus på mindre vandforbrug, men det er ikke noget, man kan regne med ved alt økologisk bomuld.
Blandingsprodukter: For at benytte sig af de bedste egenskaber fra flere materialer, findes der ofte blandingsmaterialer. G-1000 Eco fra Fjällräven og LPC fra Lundhags er to eksempler på materialer, der er en blanding af genanvendt polyester og økologisk bomuld.
Icebreaker Oasis Crewe LS 200
Inderlag i 100 % mulesing-fri merinould.
699 kr.
Deuter Astro Pro 600 SL
Sovepose, der er syet i Bluesign®-materialer og har RDS-certificerede dun.
3.189 kr.
Hvad skal man undgå?
Hvad skal man spørge om, inden man køber?
Sherpa Tarcho Tee
T-shirt i 100 % økologisk bomuld.
249 kr.
Montane Prism Jacket
Fiberjakke med Primaloft® Silver Eco, som består at 70 % genanvendt fiber.
1.299 kr.
Sherpa er et outdoormærke med rødder i Nepal. De har stor fokus på social bæredygtighed og har blandt andet sørget for 900 jobs siden opstarten i 2008. 650 af dem er kvindelige sherpaer, der arbejder i de høje bjerge i deres hjemegn, håndstrikker huer, håndvarmere og lignende. Kvinderne får penge per produkt, de laver, og der er ingen krav om, hvor mange de skal lave. Det er med til at ændre så lidt som muligt på kulturen, da de fortsat har tid til daglige gøremål og traditioner.
Sherpa har stor fokus på lokalområderne, og for hvert solgt produkt bliver der givet donationer til, at nepalesiske børn kan komme i skole. Alt i alt en anderledes måde at se på bæredygtighed, som er værd at have fokus på. Læs mere på www.sherpaadventuregear.co.uk
Tierra Dettera Jacket er et forsøg på at vise, at outdoorverdenen er et forgangseksempel inden for bæredygtighed. Tierra er et svensk friluftsmærke med mange års erfaring, som viser, at det er muligt at lave praktisk, solid beklædning, som er 100 % biobaseret.
Alle dele kommer fra naturlige kilder, og vi er vilde med at se så radikale produkter, der virkelig viser, hvad der er muligt.
De ydre materialer er lavet af castor beans, hvor fyldet er uldisolering fra tyske får; alt sammen syet sammen med træfibertråde af Tencel™ Lyocell. I stedet for lynlåse har jakken knapper lavet af corozo-nødder fra palmer og snore af økologisk bomuld. Hele jakken har selvfølgelig en FC-fri imprægnering.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.