For de fleste cykelentusiaster står Carretera Austral i Chile som en ultimativ drøm: En øde vej pakket godt ind mellem Andesbjergenes snedækkede tinder og enorme knagende gletsjere. En vej, der smyger sig langs de smukkeste søer og dybe fjorde, der skærer sig ind fra Stillehavet. En vej, der byder på over 1200 kilometers rent cykelparadis.
Det er tilfældighedernes spil, der gør, at jeg nu befinder mig på to hjul i det her barske, kontrastfyldte og magisk smukke landskab. Alt sammen lige nu lidt ukendt for mig – men den velkendte følelse af, at der venter et eventyr lige om hjørnet, er ikke til at tage fejl af.
Jeg er egentlig undervejs mod mit endelige mål – Ushuaia i Argentina. Et år alene med min cykel og Telt. Fyldt op af drømmen om at nå den absolutte spids af Sydamerika. At cykle til ’Verdens ende’ og siden finde en båd til Antarktis. Alt sammen noget, der stille og roligt kommer nærmere, men dog stadig er meget langt væk.
Mit udgangspunkt på cyklen i Sydamerika var Buenos Aires, og jeg har egentlig ikke regnet med at skulle krydse grænsen ind til Chile. I hvert fald ikke før målet mod syd er nået, og det igen skal gå mod nord.
Men en blanding af løs planlægning, trangen til at se bjerge efter halvanden måned på den pandekageflade Pampas, og ikke mindst et pludseligt ubrugeligt kreditkort og dermed akut mangel på penge og mad, gør, at jeg nu er endt her i byen Futaleufu. Den ligger lige på grænsen mellem disse langstrakte lande.
Det er kun få minutters cykling, efter at jeg har fået et nyt stempel i passet, at denne perle af en by dukker op. Ikke nok med, at jeg kan få tanket alle mine tomme depoter op igen, så er foråret også for alvor sat ind. Her er ubeskriveligt smukt med sneklædte toppe og blomster, der er ved at være klar til at springe ud i fuldt flor nede i dalen.
How to resolve AdBlock issue? 
