Cykling i verdensklasse på Carretera Austral

Kraftig vind og dybe huller
Futaleufu, som i går var en total ukendt destination for mig, viser sig hurtigt som en drømmedestination for outdoor-folk, adventure-junkier og alle med hang til et skud adrenalin bør komme forbi.

På den her tid af året kan man for eksempel få prøvet sine grænser af med level 4 til 5+ rafting på floden, der har samme navn som byen. Her får man appetit på at se meget mere af, hvad Chile kan tilbyde. Så i stedet for at returnere til Argentina, bliver det sted nu mit udgangspunkt for en tur ned af Carretera’en.

Jeg bliver hurtigt glad for, at jeg allerede har kørt mig i god form. Vejen snor sig af sted gennem det varierede, kuperede landskab. Følelsen af uendelig lange stigninger og en næsten evig, kraftig vind gør, at der skal knokles i pedalerne.

Desuden skifter underlaget konstant karakter. Fra fine grusveje, der ud af det blå pludseligt er fyldt med dybe huller, der for alt i verden skal navigeres udenom. Den enerverende ’ripio’, små riller i gruset på tværs af vejen, gør, at man føler, at alt på cykel og krop er ved at ryste fra hinanden.

Men der er efterhånden også lange strækninger med helt nylagt asfalt, som der (desværre) kommer mere og mere af. Turismen vokser i hele området, og giver naturligvis en kærkommen indtægt til disse afsides liggende byer, som gerne vil have gjort adgangen hertil nemmere for alle.

Det er denne frie adgang til den vilde natur, der gør det her sted og hele Carretera Austral helt speciel.

Intet bedre end teltet
Mine dagsetaper svinger fra alt mellem 35 til 90 kilometer. Jeg har absolut ikke lyst til at have travlt her. For selvom at cyklingen kan være udfordrende, er belønningen med den ene fantastiske udsigt efter den anden mere end det hele værd.

Jeg holder masser af pauser, hiver kameraet frem og nyder at sidde i vejkanten eller på en nærliggende høj og suge alle indtrykkene ind. Det er intet mindre end storslået.

Den første lille flække, jeg kommer til på Carretera Austral, er Santa Lucia. Her slår jeg mit telt op for natten. Altid gemt godt væk fra vejen og i nat bag en gammel, faldefærdig kirke helt ned til en brusende flod.

I de fleste byer er der mulighed for at leje hytter eller cabanas, som de hedder her. I de større byer findes der også hostels, hoteller og luksuriøse lodges. Men når muligheden byder sig, nyder jeg oftest nætterne i teltet. Og heldigvis er der hele vejen uanede muligheder for at finde fremragende steder at slå pløkkerne i. Steder, som efter min mening, ingen hoteller nogensinde ville kunne slå.

Fri adgang
Jeg finder netop sådan et spot lige i nærheden af en ’hængende’ gletsjer i Queulat National Park. Natten igennem hører jeg isen kælve og buldre ned ad bjergets skråninger. Da jeg tidligt kravler ud af soveposen næste morgen, og trangiaen bliver sat i gang med at varme vand til kaffen, bryder skyerne op og giver endelig fuldt udsyn til ismastodonten, der med vanvittige kræfter kiler sig ud mellem de rå klipper

. Det er denne frie adgang til den vilde natur, der gør det her sted og hele Carretera Austral helt specielt for mig. Jeg er samtidig heldig at være her, lige inden turistsæsonen rigtig går i gang og har derfor lige nu de fleste steder næsten for mig selv.

Jeg fortsætter videre mod syd og en af de få større byer, Coyhaique. Mine gear driller lidt og kæden er godt slidt. Det skal udnyttes, at der her er en af de eneste muligheder for at få lidt professionel hjælp på ruten.

Taskerne bliver igen fyldt op med rigeligt proviant, da der er små 350 km til næste by, hvor jeg med sikkerhed ved, at jeg kan finde friske forsyninger. Det er altid med en god portion sommerfugle i maven, når jeg starter et nyt stræk. Hvad venter af nye oplevelser og uforudsete udfordringer? Holder udstyret? Hvad med vejrudsigten og kommer det til at tage fire eller ti dage?

Ingen vej tilbage
Udfordringerne starter hurtigt. Min nye kæde passer reelt ikke til min cykel og sætter sig gang på gang fast. Jeg får det selv fikset, men skal lige vende mig til, at det nu ikke er alle mine gear, der kan bruges.

Det er ikke optimalt med de bjergpas, der venter forude, men der er ’no turning back’, og der er med garanti ikke andet eller bedre udstyr at få fat i herude. Samtidig sætter vinden for alvor ind. Fuld styrke. Og for det meste lige i ansigtet.

De første andre cyklister begynder at dukke op fra den modsatte retning. Sjovt som man hurtigt får udspurgt hinanden om, hvad der venter forude. Nogle gange ville jeg ønske, at man ikke vidste det, og andre gange er det genialt at få at vide, at nedkørslen starter lige rundt om hjørnet.

Vejen har vi cyklister stort set for os selv og deler den kun med de andre turister, der i stedet vælger at tage turen i lejede autocampers. Det giver helt sikkert lidt ekstra ’street credit’ at komme på to hjul, og jeg bliver ofte stoppet og tilbudt lidt chokolade og en kop varm mate-te, som bliver drukket i stor stil på disse kanter.

Pause med isklatring
Jeg værdsætter virkelig, at jeg ikke har travlt. At jeg har muligheden for at blive og udforske lidt mere af det her enestående område. Jeg bliver i byen Puerto Rio Tranquilo i tre dage. Det er rart at få en pause fra sadlen og få brugt lidt andet end lårmusklerne.

Efter snak med et lokalt adventure-bureau booker jeg mig på en heldagstur ind til den nærliggende Glaciar Exploradores, hvor vi begiver os ud på gletsjervandring, klatring på lodrette isvægge og får fundet vej ind i enkelte ishuler; en oplevelse, man ikke må snyde sig selv for, hvis man kommer i nærheden.

Man kan tydeligt mærke stoltheden og respekten for naturen hos de lokale. De gør meget ud af, at tingene foregår på en måde, hvor vi ikke påvirker naturen mere end højest nødvendigt. Samtidig er sikkerheden i højsædet.

At det ikke altid er ufarlige aktiviteter, man begiver sig ud i her, blev desværre tydeligt for bare fire dage siden. En af grundlæggerne af Northface, Douglas Tompkins, døde på tragisk vis, da hans kajak kæntrede i kraftig vind på den sø, hvor jeg nu selv padler rundt med tre guider, som har inviteret mig med på sejlads blandt søens helt specielle marmorgrotter.

Vilde dyr og smil
Jeg mærker, at jeg er kommet længere mod syd og efterhånden er tæt på de sidste kilometer ind til slutningen i Villa O’Higgins. Dagene, og ikke mindst nætterne, er koldere. Naturen føles barskere, og jeg render ind i dage med regn, som det efter sigende skulle være umuligt at undgå, når man tager hele strækningen.

Men dyrelivet begynder samtidig at vise sig fra sin bedste side. Hver dag spotter jeg kondorer med deres imponerende vingefang svæve majestætisk højt på himlen. Jeg ser også massevis af harer, stinkdyr, bæltedyr og naturligvis den lokale lama – guanakoen.

Sidste nat tilbringer jeg på gulvet i et forladt skur gemt væk fra regnen. Der er et lille ildsted, som jeg har fået startet op, og jeg nyder mit lidt primitive ’hotel’, hvor jeg kan få varmen og få tørret lidt tøj. I morgen er der kun et par times kørsel. Så slutter vejen.

Det er slut med Carretera Austral og næste projekt er, at få fundet ud af, hvornår der afgår en båd til grænseposten på den anden side af Lago O’Higgins. I skæret fra mit lille bål er det lige nu svært at tørre et kæmpe smil af ansigtet.

Jeg har for pokker lige fuldført en af de smukkeste og mest legendariske cykelruter, der findes. I min dagbog kan jeg ligge og se tilbage på, hvordan den ene side efter den anden er fyldt op med enestående og uventede oplevelser.

Ildlandet
Der er ikke bare ét, men mange højdepunkter, hvis man begiver sig ud på eventyr her i en fjern afkrog af Chile. Ingen tvivl om, at man kan finde andre steder, hvor man vil kunne føle sig mere alene eller væk fra anden civilisation og heller ingen tvivl om, at der kun vil komme flere og flere turister her.

Men jeg kan lige nu ikke forstille mig, at der findes andre steder på kloden, som besidder samme skønhed og samtidig giver mulighed for så mange fantastiske outdoor-aktiviteter.

Efter jeg har knoklet mig vej mellem den chilenske og den argentinske grænsepost, som er adskilt af 22 kilometers ufremkommeligt ingenmandsland, hvor cyklen og taskerne oftere bliver båret på ryggen end kørt på normal vis, er jeg nu klar til at begive mig videre ned mod Ildlandet. Der ned, hvor vejen for alvor slutter.

Det var tilfældighedernes spil, der gjorde, at jeg endte på Carretera’en. Faktisk en omvej af de store. Men lige nu er jeg, mere end nogensinde før, glad for, at jeg dengang ikke havde styr på planlægningen og derved blev ført ud på den her paradisiske cykeltur.

Chiles Ruta 7

Carretera Austral, eller Ruta 7 som der står på vejkortet, starter i byen Puerto Montt ca. 1000 kilometer syd for hovedstaden Santiago. Vejen snor sig ned gennem den chilenske del af Patagonien for til sidst at slutte brat og blindt ved søen i Villa O’Higgins – en distance på 1247 kilometer for at være helt præcis.

Det er en rute, som opfylder de flestes ønsker, når det kommer til vild natur, udfordringer og oplevelser ud over det sædvanlige; det er ikke uden grund, den er kendt som én af verdens klassiske turcykelruter.

Et væld af andre oplevelser

Turen på Carretera Austral kan cykles på omtrent to til tre uger. Afsæt gerne tæt på det dobbelte. Naturen er ubeskrivelig smuk, og så findes der en lang række aktiviteter, som ikke opleves bedre mange andre steder.

Undervejs har du for eksempel mulighed for at prøve kræfter med rafting, white water kayak, trekking, ridning, gletsjervandring, isklatring, fluefiskeri, havkajak i fjordene og backcountry skiing. Læs mere om oplevelser og aktiviteter på www.chile.travel. 

Meget mere turcykling

På www.opdagverden.dk finder du mange flere artikler om turcykling. Læs om, hvordan du kommer i sadlen på din første tur, hvordan du transporterer din cykel, hvad der skal pakkes i cykeltaskerne og find inspiration og tohjulede eventyr over alt fra Alaska til Australien, Island til USA og Sahara til Centralasien.

Mikkel Wejdemann

Mikkel Wejdemanns cykeltur på Carretera Austral var en del af hans 11.000 kilometer lange soloridt på cykel fra Aarhus til Antarktis – eneste andre transportmidler undervejs var et fly fra Lissabon over Atlanten og båd fra Ushuaia til det endelige mål.

Undervejs samlede han bl.a. materiale omkring madkultur og lokal gastronomi ind til madprojektet ’GoCook’. Mikkel holder foredrag og laver workshops om sine eventyr og appetit på oplevelser. Se mere på www.madmikkel.dk.