Cykeltur på Friendship Highway

1000 kilometer til Kathmandu

Turen fra Lhasa til Kathmandu på Friendship Highway er for mange cyklister, hvad ruter som Inkastien til Machu Picchu, trekket til Everest Base Camp og bestigningen af Kilimanjaro er for vandrere: En absolut klassiker. Vi har taget en snak med Marianne og Heidi, der begav sig ud på den lange tur over den tibetanske højslette og ned til Nepal.

01.Starten-paa-Kampa-La-pas.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Marianne og Heidi Nielsen
Opdateret den 03. maj 2022

Turen fra Lhasa til Kathmandu på Friendship Highway er for mange cyklister, hvad ruter som Inkastien til Machu Picchu, trekket til Everest Base Camp og bestigningen af Kilimanjaro er for vandrere: En absolut klassiker. Vi har taget en snak med Marianne og Heidi, der begav sig ud på den lange tur over den tibetanske højslette og ned til Nepal.

Tore Grønne: ”Hvordan fik I idéen til at cykle Friendship Highway?”

Marianne: ”I 2009-2010 cyklede vi fra Vejle til Kathmandu. Man skal passe på med at starte sådan noget, for man bliver hooked. I Nepal trekkede vi til Everest Base Camp og kom til at tale om, at det kunne være rigtig fedt at cykle op til base camp på den tibetanske side. Og så var der ingen vej tilbage.”
Heidi: ”Jeg var på med det samme!”

Marianne: ”Vi er meget spontane, så det skulle vi bare. Bjergene drager jo altid, og det samme gjorde det at cykle i de ekstreme højder. Og så havde vi jo allerede været i Nepal, hvor også kulturen med templerne tiltaler os. Vi mødte to andre rejsende via Lonely Planets forum, Thorntree – Tara fra Canada og Gian fra Italien. Han bor i Kina, taler kinesisk og ordnede det hele med tilladelser og guide osv.”
Heidi: ”Turen blev lidt billigere på den måde.”

TG: ”Hvordan forberedte I jer til turen?”

Marianne: ”Vi trænede noget. Vi bor i Vejle og arbejder begge i Billund, så ofte cykler den ene af os på arbejde og den anden hjem. Vi vandrede også Kyst til Kyst-ruten og mountainbikede i Hartzen. Men man behøver ikke være i den bedste form, for i højden kan man alligevel ikke ræse af sted.”
Heidi: ”Men det er godt at være i nogenlunde form, inden man tager af sted, for tre uger er for kort tid at køre sig i form.”

TG: ”Hvordan havde I det med at skulle op over de enorme pas?”

Heidi: ”Jeg tænkte på, om vi ville få højdesyge.”
Marianne: ”Vi læste om turen nat og dag, men det er stadig svært at forestille sig, hvordan det er at cykle op ad i 34 kilometer.”

TG: ”Havde I ellers nogen bekymringer, inden I tog af sted?”

Marianne: ”Jeg tænkte på den ekstreme kulde, som vi skulle cykle og overnatte i. Det er anderledes end at trekke i det. Og så var der det med at cykle op i højden. Det går jo hurtigere end at vandre, så jeg frygtede, at når vi nåede over det første pas, så lå vi nok alle og var dødssyge. Sådan blev det dog heldigvis ikke.”

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

13. Heidi på vej op igennemHvad har vi gang i?
TG: ”Hvordan var det ankomme i Lhasa?”

Marianne: ”Vi fløj ind over Himalaya og den tibetanske slette. Jeg kiggede ned og tænkte: ’Hvad er det, vi har gang i? Vi skal krydse det på cykler!’ Det var helt vildt. Og enormt flot.”

Heidi: ”Da vi landede, flåede jeg bare tingene af bagagebåndet, men allerede her påvirkede højden mig.”
Marianne: ”Det sætter sine spor med det samme at lande i 3600 meters højde. Vi havde arrangeret turen med en jeep, chauffør og guide, men primært med overnatning i telt og tehuse undervejs. Madlavningen ville vi selv stå for, så vi var ude og købe helt vildt ind, 100 liter vand f.eks.”

Heidi: ”Det var også virkelig spændende at skulle møde de andre. Vi er vant til at rejse sammen og behøver slet ikke tale om, hvordan vi gør tingene. Men vi vidste ikke, om vi ville komme til at klikke med de to andre. Gjorde vi ikke det, kunne turen jo blive en fiasko. Men vi klikkede med det samme med Tara. Faktisk skal vi mødes med hende om 14 dage og cykle Pamir Highway.”

Marianne: ”For det meste gik det fint at være sammen, men nogle gange var Gian en rigtig italiener med stort I. Så fik han altså det glatte lag af tre piger. Men vi er alle gode venner i dag.”

 

16. Snestorm på vej mod TinBelønning på den anden side
TG: ”Hvordan var det at cykle ud af Lhasa?”

Marianne: ”Det var hektisk at komme ud af Lhasa. Vi skulle lige finde rytmen. Vi cyklede 50 kilometer den første dag og kom ud i det flade floddelta og slog lejr ved floden. Vi var vildt spændte på næste dag, hvor der var 34 kilometer op til passet Kampa La i 4800 meters højde.”

Heidi: ”Der, der gør det hårdt, er højden og den tynde luft. Der er ikke stejlt. Der er bare langt op.”
Marianne: ”Og vejene er super gode. Nogle år forinden var vejene jo ikke engang asfalterede. Det gik fint med at komme op til passet. Gian og Tara havde ikke prøvet at cykle i højden før, så de pacede af sted, selvom vi sagde, de skulle tage den med ro. Da vi nåede lejren, var Gian ikke særlig godt tilpas. Ikke at han ville sige noget om det.”

Heidi: ”På vej op cyklede vi cirka tre kilometer, og så holdt vi pause. Det gælder jo ikke om at komme først, men om at nyde naturen og få taget nogle billeder. Og det går jo altså heller ikke meget hurtigere end 5 km/t.”
Marianne: ”Heidi er en lille bjergged og nyder det.

Jeg kan også lide det, men det er jo fedt, at man ved, at belønningen kommer, og man kan suse ned på den anden side. Det, jeg virkelig husker fra passet, Kampa La, er at kigge ned over søen Yamdrok Tso. Jeg havde jo set billeder, men som den sindige jyde, jeg er, havde jeg tænkt, at det nok var meget fint. Men det var helt vildt spektakulært.”

TG: ”Hvordan var det så at cykle oppe i højderne i så lang tid, som man gør i Tibet?”

Marianne: ”Vi mærkede klart de barske landskaber og højden. Vi tabte et par kilo eller tre, og det kan man ikke undgå – lige meget, hvor meget man spiser. Højden tærer. Men jeg tror ikke, vi kvinder taber os ligeså meget, som mænd gør. Gian tabte sig meget mere. Man mærker også vind og vejr i huden. Det hele er barskt. Det er altså ikke som at være på Mallorca.”

05. Frosne sadlerSom en blæsebælg
TG: ”Hvordan er det mentalt at cykle de lange opstigninger til passene?”

Heidi: ”Man ved, at det tager nogle timer at komme op til et pas, og det skal man lige indstille sig på. Derhjemme er en stigning jo overstået ret hurtigt, men i Himalaya skal man lige huske sig selv på at tage det stille og roligt, for det kan tage adskillige timer at komme op.”

Marianne: ”Man er nødt til at indstille sig mentalt på det. Der var en dag, vi ville køre lidt om kap op mod et pas, men det gør man altså bare ikke. Det var som om, alt mit blod forsvandt ud gennem mine ben. Det er svært at beskrive, men man betaler lige med det samme. Man skal indstille sig på, at man cykler lige så stille og roligt, men man stadig lyder som en blæsebælg.”
Heidi: ”Det handler jo også om at nyde det, så man ikke bare glor ned i vejen, når man cykler op.”

TG: ”Hvad nød I mest ved at være af sted? Hvad var det bedste?”

Heidi: ”Friheden. Bare at være sig selv ude i verden.”

Marianne: ”Herhjemme indretter man sig efter nogle normer, man er nødt til at følge, men derude er der friheden. Det er fuldstændig lige meget, om du kommer i bad i dag eller i overmorgen. Også selvom du lugter som en gammel ged. Det er lige meget, og det er noget af de det, vi elsker.”

Heidi: ”Og det der med at sove i telt et eller andet sted. At man bare slår sig ned, hvor man kommer frem, og så hygger med en kop kaffe og noget chokolade eller Snickers. Dét er frihed.”

”Der holdt fem biler med kinesere, der hoppede ud og klappede og sagde: ’You’re my hero!’”

07. Vi flyver ned fra Karo Ved foden af Everest
TG: ”Hvordan var det at cykle op til Everest Base Camp?”

Marianne: ”Dagen inden vi nåede derop, var Heidis allerhårdeste dag. Vi drejede fra hovedvejen i en lille by og kom ud på den værste vej. Samtidig var der højt solskin og ulideligt varmt.

Vi overnattede i Rongbuk, og Heidi var så udkørt, at hun sagde, at Everest Base Camp gad hun fandeme ikke cykle op i. Næste morgen var det fantastisk vejr. Everest stod i høj sol. Vi havde bjerget lige foran os. Det var helt vildt. Heidi var den første, der nåede checkpointet inden base camp.”

Heidi: ”Her sad vi og ventede i to timer på vores tilladelse, som chaufføren skulle komme med.”
Marianne: ”Til sidst blev Gian så sur, han cyklede tilbage til Rongbuk og flippede fuldstændig ud.”
Heidi: ”Chaufføren havde bare ikke lyst til at køre derop den dag.”

Marianne: ”Vores guide var rigtig sød, og han havde forsøgt at overtale chaufføren til at komme derop, og det gjorde han til sidst. Men Gian blev nede i Rongbuk. Og da vi endelig kom gennem checkpointet, blev vi lidt skuffede, for vi troede, vi kunne cykle ind i den flade base camp, men vi nåede kun at cykle forbi en lille høj. Så kom der nogle soldater stormende og stoppede os.

Vi måtte kun gå op på højen og kigge ned i base camp. Så vi baksede cyklerne op på højen, men vejret slog om, og Everest forsvandt i skyerne. Det var lidt en ambivalent følelse, men fedt at vi stod ved foden af Everest og havde cyklet hele vejen.”

09. Overnatning i nedlagt h160 kilometers nedkørsel
TG:” Hvordan var det at cykle over det sidste pas inden turen ned til Nepal?”

Marianne: ”Det sidste pas var helt vildt. Vi cyklede først et lille pas og kunne se op til Tong La. Vejen snor sig derop, og hele Himalaya-bjergkæden var dækket af sne. Jeg var så overvældet, at jeg stod og flæbede. Vi cyklede gennem passet med porten og alle bedeflagene sammen, og der holdt så fem biler med kinesere, der hoppede ud og klappede og sagde: ’You’re my hero!’ Det var helt specielt. Vi vidste, vi havde gennemført.”
Heidi: ”Det var en helt euforisk følelse. Der lå bare den her nedkørsel på 160 kilometer og ventede, en af verdens længste nedkørsler, oppe fra det kolde plateau. Det blev mere og mere varmt, jo længere ned vi nåede. Det golde landskab skiftede, og der begyndte at komme træer, det blev grønt, og vandfald brusede ned.” 

TG: ”Hvordan var det at komme i mål og trille ind i Kathmandu?”

Marianne: ”Det var på en måde et antiklimaks at parkere cyklerne, men vi vidste selvfølgelig, at det ville komme til en ende, så vi gik ud for at fejre turen.”
Heidi: ”Og vi vidste, at der kom flere cykelture. Det handlede bare om hvornår.”


19. Hele teamet sejr over TFlere eventyr

Du kan følge med i Mariannes og Heidis eventyr på Facebook-siden ’Danishworldventures’.


7 gode råd til Himalaya

Vi bad Heidi og Marianne komme med syv råd til at cykle Friendship Highway. De er:

  1. Hav god tid i Lhasa. To en halv dag var lige i underkanten. Vi kunne godt have brugt mere på at kigge os omkring, snuse mere til atmosfæren og akklimatisere.
  2. Tag dig god tid, når du cykler op mod passene. Det handler ikke om at slå rekorder.
  3. Hav respekt for højden. Der er folk, der bliver rigtig syge.
  4. Sørg for at drikke masser af vand.
  5. Gå ikke på kompromis med en billig sovepose. Søvn er alfa omega.
  6. Vær klar på, at vejret kan skifte. Den ene dag kan der være 28 grader og den næste dag snestorm. Hav tøj med til alle fire årstider.
  7. Tag af sted med et åbent sind og nyd det.

05. Marianne ved Simi La sø

Andre spændende artikler


Island på cykel

Island på cykel

På cykel i Kinas Yunnan-provins

På cykel i Kinas Yunnan-provins

Årets europæiske eventyrer 2017

Årets europæiske eventyrer 2017

Log ind