Elge på stien, graners grønne spejlbilleder i skovsøer, naturens egne lyde og et indblik i et Sverige fra for flere århundreder siden. Bergslagsleden er en af den slags svenske vandreruter, der lokker med alt det gode ved dybe svenske skove.
Elge på stien, graners grønne spejlbilleder i skovsøer, naturens egne lyde og et indblik i et Sverige fra for flere århundreder siden. Bergslagsleden er en af den slags svenske vandreruter, der lokker med alt det gode ved dybe svenske skove.
Et par tragtformede brune ører stikker op over buskadset nær vandrestien. Det store hoved drejer sig i vores retning. Øjnene kigger direkte på os. Elgen står og gumler på bladene i de lave birketræer, og for et øjeblik er tiden gået i stå. Både elgen og vi er frosset fast til jorden, mens vi betragter hinanden. Så vender det store dyr ryggen til os og lunter ind i skoven, hvor dens formidable camouflage snart skjuler den, og bare en nuance af brun pels anes mellem stammerne. Vi er så overraskede, at vi griner højt af vores held, for vandreturen er knapt begyndt. Få kilometer tidligere er vi vandret ud af Malingsbo, hvor vi som en prolog til vandreturen på Bergslagsleden lægger ud med tolv kilometer på Malingsbo-Kloten-runden.
Det står snart klart, at vi er i de store skoves land. Her er skov, skov og atter skov, gennemskåret af åer og pyntet med blå skovsøer. Efter en kaffepause ved åen, hvor jeg sidder med ryggen lænet op ad et stort fyrretræ, mens åen klukker i baggrunden, finder vi vores lejrplads for natten ved en skovsø lidt fra ruten.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
En arrig sprællemand
Næste morgen vandrer vi blandt blomstrende lilla og lyserøde lupiner gennem den lille flække, Kloten, hvor Bergslagsleden starter. Nu er turen rigtigt i gang, selvom vi allerede har oplevet meget. Granernes toppe vajer højt over vores hoveder og vandrestien, da vi ved frokosttid når en bakkehytte, hvor bagvæggen er bygget direkte ind i bakken. Sådan boede fattige mennesker i skoven i gammel tid, da man ved at placere hytten op ad en bakke kunne spare på byggematerialerne. Det brune tømmer er revnet og sprækket, taget er dækket af græs, og en bålplads ligger foran hytten. Et lille vandløb risler forbi nogle meter væk. I dag, hvor solen skinner, er her virkeligt idyllisk, men det har nok været et hårdt liv, for dem som boede her.
Vi vandrer videre i et klassisk svensk landskab, hvor kampesten er strøet rundt omkring, skovbunden dækket af mos og blåbærris, nåletræernes toppe er højt over os, og der er en umiskendelig duft af skov. Her er temmelig kuperet, og vi forcerer den ene skovklædte bakke efter den anden. Da de første dryp kommer dalende fra skyerne, er vi tæt på en shelterplads, og vi løber de sidste meter til shelteret med de store rygsække skrumlende på ryggen. Mens regnen falder, sidder vi i læ med udsigt over en lille skovsø. En lom svømmer rundt med sine sørgmodige kaldende lyde.
Ud på eftermiddagen må vi erkende, at vi aldrig skulle være gået fra shelteret. Landskabet er sumpet og vådt, eller også er skovbunden så knoldet og stenet, at det er svært at finde en egnet teltplads. Derudover har regnbygerne kaldt knottene frem i store mængder. Vi ender med at slå telt op ved et langrendsspor bag en hytteby – en af vores mindst glorværdige lejrpladser nogensinde. Mens vi slår telt op, svæver knottene omkring vores hoveder som en bidende plage af mikroskopiske krapyler. Min ellers søde og ligevægtige kæreste har forvandlet sig til noget, som mest af alt minder om en arrig sprællemand. Han springer rundt, mens armene og benene basker op og ned, og sprogets værste gloser flyder i en ukontrolleret strøm ud af hans mund – knot i disse mængder kan få enhver til at miste fatningen.
Skovene virker uendelige
Næste morgen er himlen blå og knottene forsvundet, da vi fortsætter vandringen. Et landskab som på månens overflade møder os, da vi træder ud af skoven. Her er stenet og goldt. Bevoksningen er forsvundet, og de høje, grålige sten- og grusbakker ligger spredt i landskabet. Vi er kommet til Finngruvan, hvor der har været minedrift efter kobber fra 1600-tallet og frem. Mineskakterne er nu dækket af klart vand. Det ligner indgange direkte ind i jordens indre.
Udenfor Kopparberg leder stien forbi en badesø, hvor vi snart efter ligger og plasker rundt i et forfriskende bad i søen, for vandringen har været en varm omgang under juli-solen. At aftenens shelterplads ved Stjärnfors også ligger ned til en sandstrand ved søen er en glædelig overraskelse. Sandet er indbydende i aftensolen, og vi spiser aftensmaden i aftensolen på stranden med udsigt over sø og skov.
Heftig regn hamrer ned over shelteret næste morgen, hvor vi sidder i læ i vores soveposer og kigger ud på søen. De plaskende regndråber får hele vandoverfladen til at ligne kogende vand, så vi drikker en ekstra kop kaffe i soveposerne, mens vi venter på opklaring. Landskabet bølger op og ned, og bakkerne sætter lårmusklerne på overarbejde. På en stejl bakketop står et udsigtstårn bygget i træ. Det er fastgjort til klippen med solide stålwirer. Rygsækkene bliver parkeret op ad udsigtstårnets solide stolper, og vi bevæger os mod toppen på de udvendige trætrappetrin. Skoven breder sig så langt øjet rækker 360 grader omkring os kun afbrudt af en serie blå skovsøer. Landskabet virker helt uberørt, og vi bliver enige om, at der kun er få ting, der har ændret sig i denne udsigt de sidste århundreder. Skovene er så enorme, at de synes uendelige. Med over 20 kilometer i stængerne slår vi telt op ved en badesø i nærheden af Nyberget og falder kort efter i søvn.
Bilbingo og blinkende lygter
Da vi næste morgen vandrer videre, er det ad øde stier langs store blå skovsøer. Indtil videre har vi kun mødt en enkelt anden vandrer langs ruten. Svenskrøde gårde, heste på markerne og græssende køer giver afveksling til al skovvandringen, inden vi igen bevæger os ind i de store skove. Mørke, truende skyer samler sig over os, da vi holder frokostpause ved et shelter ud til en lille sø. Da det rumler i det fjerne, bliver frokosten forlænget med flere kopper kaffe, indtil himlen igen klarer op.
Sidst på eftermiddagen går stien forbi et badested, hvor sandstranden fortsætter ud i søen. Her er havblik. Skoven og skyformationerne spejler sig i det blanke vand. Vi dypper os i det kølige vand, spænder det våde badetøj udenpå rygsækken med en karabin og fortsætter vandringen, til vi finder en teltplads i skoven udenfor Uskavi. Årets første blåbær pynter skovbunden med blå pletter og bliver et kærkomment supplement til vores vandreproviant. Hver gang vi gør et kort ophold, for at kigge kort eller for at drikke vand, har vi hurtigt fået samlet en håndfuld modne bær, som vi gumler på, mens vi vandrer.
Tal bliver råbt op på højtaleranlæg efterfulgt af heftig dytten fra biler, da vi træder ud af skoven i nærheden af et klubhus for idrætsforeningerne. Her skulle være en udendørs vandhane, hvor vi kan fylde vores efterhånden tomme vanddunke, og vi antager, at der er gang i et motionsløb. Vi kan dog kun få øje på en mængde parkerede biler. Flere tal bliver læst op på højtaleranlægget. Der bliver dyttet. Billygter blinker. Så forstår vi. Vi er faldet over et bilbingo-event midt ude i skoven. Da det går op for os, at man kan købe kaffe og kanelsnegle, bliver vi straks tilhængere af bilbingo, slår os ned til en længere pause og morer os over det skøre i, at folk sidder i hver deres bil med bingoplader her midt ude i skoven.
Kun naturens lyde
Nogle skovkilometer senere holder der pludselig et gammelt tog langs vandrestien. På en ubenyttet del af jernbanenettet er toget parkeret som en strandet hval fra en svunden tid. Toget er dekoreret med blomsterkummer og flag, og i en af togvognene er der indrettet togcafé. Pludseligt føles det, som om vi har bly i benene. De går i decideret strejke og nægter at vandre videre, før vi har besøgt togcaféen og udforsket sortimentet af is og kolde drikkevarer.
Ved togbanen ligger den gamle mineby Pershyttan, der er bygget op omkring et flot restaureret, gammelt jernværk fra den epoke i Sveriges historie, hvor minedriften var kilden til rigdom og velstand. Majstangen står stadig pyntet med nu visne blade. De svenskrøde huse spreder sig omkring de gamle industribygninger, statelige gårde til forvalterne og mere ydmyge beboelseshuse til arbejderne.
Vi fortsætter til et shelter ud til en lille skovsø. Et langt spor af gangbrædder leder over et sumpet område og direkte ud i søen, så man kan hente vand. Vi får tændt op i bålet, duften af brænderøg breder sig, og bålet knitrer med orange flammer, mens vi spiser frysetørret aftensmad og spejder ud over søen. Her er absolut fred og ro. Kun naturens lyde. Granernes høje, grønne toppe i søens spejlbillede. Det er svært at forlade idyllen, men dagen efter slutter vi vandreturen i Mogetorp efter en uge på skovstierne i de mægtige skove. Forude venter et nyt eventyr på Bergslagsledens sydlige del. Det har vi heldigvis stadig til gode.
Bergslagsleden slynger sig 280 kilometer gennem det skovrige område i Örebro-regionen. Ruten, der består af 17 etaper, har sit nordlige startpunkt i Kloten, mens stien i syd slutter i Stenkällegården i Tiveden. Undervejs er der flere naturreservater. Du vandrer fortrinsvis på skovstier gennem enorme skove, hvor ruten af og til lægger vejen forbi skovsøer.
Man passerer også de klassiske svenskrøde gårde. Den nordlige del af ruten er temmelig kuperet. Før i tiden var der en del minedrift i området, så den del af historien får man med som en ekstra bonus. Strækningen mellem Malingsbo og Mogetorp, som vi vandrede, er 140 kilometer, heraf de første tolv er på Malingsbo-Kloten-runden, mens de sidste 128 kilometer er på selve Bergslagsleden.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Få Opdag Verdens nyhedsbrev "E-posten" med inspiration, turtips, viden og de seneste udstyrstest. Info om aktiviteter, foredrag og ture med Opdag Verden.