Du er her:

Fjällräven Classic Sverige

2.000 mennesker, 110 km, 1 fællesskab

Fjällräven Classic er en 110 km lang vandrerute gennem det barske landskab i det nordligste Sverige, som Fjällräven har arrangeret siden 2005. I dag er den så populær, at de 2.000 billetter rives væk. Det handler om trygge rammer, om store naturoplevelser – og om et helt særligt fællesskab.

Skrevet af: Gitte Holtze / Foto: Anette Andersson
Opdateret den 30. mar 2022

Fjällräven Classic er en 110 km lang vandrerute gennem det barske landskab i det nordligste Sverige, som Fjällräven har arrangeret siden 2005. I dag er den så populær, at de 2.000 billetter rives væk. Det handler om trygge rammer, om store naturoplevelser – og om et helt særligt fællesskab.

“Skal man egentlig have Fjällräven-tøj på for at være med i det her?” spørger ham, der sidder ved siden af mig i flyet.

Jeg forstår godt, hvorfor han spørger. Flyet fra Stockholm er stoppet, og stort set alle dem, der fylder sæderne, bærer trøje eller bukser med den lille polarræv, der er Fjällrävens logo, som var vi en flok menneskelige reklamesøjler på tur. Det er vi nu ikke. Vi er på vej til en af Fjällrävens største årlige events, Fjällräven Classic, som er 110 kilometer vandring gennem svensk natur, og da Fjällrävens tøj er lavet til netop den slags naturoplevelser, er det ikke raketvidenskab at forstå, hvorfor den lille fjällräv er så voldsomt repræsenteret på denne flyvning.

Kiruna, Sveriges nordligste by, ligger 145 kilometer nord for polarcirklen og er primært kendt for sin underjordiske jernmine. Det meste af året er det en forholdsvis søvnig provinsby. Men ikke i disse dage i august. Alle fly, der lander i den diminutive lufthavn, spytter bunker af passagerer i fleece og vandrestøvler ud, hoteller og vandrehjem er fully booked, og omkring hallen, der fungerer som velkomstcenter for Classic-deltagerne, er der en virak, som var det Roskilde Festival.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

pr fjallraven4Rislende elve og frysetørret
Vi er her dog ikke for at høre musik eller drikke øl – vi er her for at opleve Nordsverige under åben himmel og til fods. Det var præcis den vision, Fjällrävens grundlægger, Åke Nordin, havde, da han i 2005 lancerede den første udgave af Fjällräven Classic. Men hvor der dengang var 152 deltagere, er der i dag i omegnen af 2.000. Det betyder, at startskuddet lyder ni gange fordelt over tre dage. Det giver god mening at sprede folk ud, bliver jeg ret hurtigt enig med mig selv om, da vi næste morgen har taget de første skridt forbi den rygende startpistol og bruger et par timer på at vandre i tæt gåsegang, der ikke levner plads til meget nydelse af natur.

Herefter bliver feltet i startgruppen langsomt spredt ud. Forrest er de, der er her for rekordens skyld – iført løbesko og små rygsække er de allerede langt forude. Bagerst er dem, der er stoppet ved den LapDonalds, der er smækket op godt seks kilometer fra startstedet. Den er vi sprunget over og holder først frokostpause, da vi bliver sultne. Jeg smider med et lettet suk min rygsæk. Selv om jeg hjemmefra har vejet den adskillige gange, fjernet ting, vejet igen og fjernet lidt mere, er vægten stadig betydelig. Og jeg glæder mig inderligt over, at vi i det mindste ikke slæber på vand.

Rislende elve er nemlig ikke på intet tidspunkt langt væk fra ruten. Så er der maden. Med i deltagerprisen er alle de poser med frysetørrede måltider, man kan spise. Eller orker at slæbe på. Sidstnævnte er dog ikke så stor en udfordring, fordi der undervejs på de 110 km er to depoter, hvor man kan fylde op. Eller dumpe poser, hvis man har taget for mange tidligere. Jeg mistænker mig selv for at have været for grådig ved startområdet og glæder mig allerede til at spise en af dem og dermed lette min vægt lidt, når vi slår lejr om aftenen.

pr fjallraven9Fjällstation og fællesskab
Det gør vi ved Kebnekaise Fjällstation. Ikke for at sove på vandrehjemmet, for det er diskvalifikationsgrund, men fordi det er her, det første af seks checkpoints ligger. Checkpoints er samlingspunkter. Dels er her frivillige, som stempler hikingpas og svarer på spørgsmål om alt fra vabler til vejret, dels er de anlagt i nærheden af tag over toilettet og mulighed for at supplere den frysetørrede kost med øl eller chips fra kiosken på vandrehjemmet.

Det betyder også lejrfællesskab. Så da vi bruger en rum tid på at finde en ledig nogenlunde flad plet at slå vores telte op på, er vi igen tilbage i festivalstemningen. Grønne, blå, røde telte står mellem hinanden, og folk ligger henslængt i bare tæer i græsset. Alle ser en smule slidte ud. Og snakker lystigt med hidtil fremmede – vi er her af samme grund og har et fællesskab med både koreaneren med den gigantiske, spritnye rygsæk, de to B.S. Christiansen-lignende mænd fra Norge, gruppen af teenagere og den enlige danske kvinde, som er af sted med sin hund.

Rensdyrkebab og naturro
Også ganske som på en festival bliver vi vækket af fællesskabets morgenrutine tidligt næste morgen. En hurtig omgang müsli. Endnu en pose mad fortæret. Og så er vi af sted. Hele formiddagen går vi med Kebnekaise, Sveriges højeste bjerg, på vores højre side. Selv om det, i forhold til giganter andre steder på kloden, kun stikker 2.106 meter op mod himlen, så er det et imponerende syn. Også i den regn, der begynder at falde et par timer senere. Vi tager regntøj på.

”Så var det da ikke forgæves at tage det med,” kommer det smilende fra en vandrer, der formummet i skaltøj passerer forbi, mens vi kæmper med at hive bukserne op over vandrestøvlerne.

Rigtigt, men regn betyder også glatte klipper, og vi er længe om at tilbagelægge en forholdsvis kort strækning ned til næste checkpoint. På vejen møder vi en flok danske vandrerotter. De har været her før og leverer den mere eller mindre opmuntrende besked, at denne passage også var den hårdeste for dem sidste år. Til gengæld er der rensdyrkebab som en velduftende overraskelse, da vi endelig når frem. Så mens regnen bliver til tørvejr, og tørvejr bliver til sol, holder vi en længere pause.

Der er ikke nogen officiel tidsgrænse for, hvor længe man må være om at gennemføre, så selv om mange af vores medvandrere stiler efter næste overnatning ved Sälka-hytten – blandt andet tiltrukket af muligheden for sauna – tager vi det roligt. Og ender med at slå lejr midt i ingenting. Med udsigt til fjelde 360 grader rundt, og med kun de lyde, der kommer fra os selv og vores brændere, til at forstyrre naturroen. Næste morgen bliver vi belønnet for at udnytte allemandsretten og slå os ned væk fra hovedfeltet med nærkontakt med en flok rener på morgenudflugt.

pr fjallraven2Kanelsnegl og månelandskab
Ved Sälkahytten forærer vi os selv en kanelsnegl. Delt på bænken foran hytten, hvor jeg falder i snak med en flok danske drenge, der er Classic-gengangere. De er lykkelige for, at det ikke regner i dag, og fortæller om deres sidste tur, hvor det øsede ned fire dage i træk.

”Det her er jo paradis,” griner den ene, inden han hiver rygsækken på og kaster den sidste stump kanelsnegl i halsen.

Paradis er det. Store vidder, stejle fjelde, brusende elve, en smal sti, der snor sig gennem det hele. Og så opstigningen til Tjäktja-passet. Vi har mødt flere, der har frygtet den. Og talt om sne på toppen, is på nedstigningen, et månelandskab i mange kilometer på den anden side.

Det er ikke så slemt. Opstigningen er stejl, men kort, sneen på toppen er nem at passere, is er der ikke noget af, og månelandskabet, som består af klippeblokke uden nogen form for vegetation, er på sin egen rå måde smukt. Og ikke svært at gå i, da stien består af planker langt henover klippeblokkene.

Spejl med revner
Den slags underlag er der også meget af dagen efter. Ikke på grund af klippeblokke, men fordi stien går hen over sumpede områder, inden den efter Alesjaure-hytten, som udgør næste checkpoint, snor sig langs Alesjaure-søen, der ligger som et turkist spejl mellem fjeldene. I dag et spejl med revner, for vinden suser ned fra fjeldene og giver hvide toppe på vandoverfladen. Vinden får senere selskab af både regn og sol og med det en smuk dobbeltregnbue, der majestætisk rejser sig op over den alpine tundra. Og bare for at toppe bombardementet til øjnene kan vi ude i horisonten skimte en flok rener med mulerne mod jorden.

Vi suger det ind, men skæver også efterhånden ikke kun mod vidderne, men også de nærmeste omgivelser, for vi har gået i omegnen af 25 kilometer i dag, og vægten på ryggen tynger. En lang strækning med en stejl skråning til den ene side og et fald ned mod en flod til den anden gør det imidlertid umuligt at slå lejr, så vi ender på de næsten 30 kilometers vandring, inden vi finder en egnet plet. Den ligger mindre end en kilometer fra turens sidste checkpoint og en næsten officiel campingplads – til gengæld er meget af den kilometer en stejl nedstigning. Så vi bliver på toppen og når først ned til sidste stempel i passet om morgenen.

pr fjallraven6Målstreg og klapsalver
Det viser sig at være en fordel at have ventet en dag, for sammen med stempel er der nybagte pandekager. Jeg får dem serveret i en kop, tallerken har jeg ikke med, og fedter rundt med flødeskum og syltetøj, men aldrig har jeg fået et bedre måltid. Rundt om mig viser brede smil på beskidte ansigter, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Og pludselig er der kun 15 kilometer til mål. Vi traver mellem birketræer og langs en brusende elv gennem Abisko Nationalpark og holder flere pauser, end vi egentlig har behov for, for vi har ikke lyst til, at turen skal være slut. Den følges imidlertid op af after-vandring. Da vi har krydset målstregen til lyden af de klapsalver, som alle, der når i mål, modtages med af allerede ankomne vandrere, smider vi rygsækkene i en bunke af andre støvede tasker og går direkte ind i den store tipi ved målområdet.

Den udgør rammen om en ægte vandrefolks-festival med øl, live-musik til sent på natten og masser af fortællinger om de sidste dages oplevelser til og fra dem, man mødte undervejs. Og dem, man ikke mødte, men kunne have mødt.
Det er fællesskab i sin smukkeste form, og selv om vandringen og naturen gør sit, så er det at være fælles om den med cirka 2.000 andre en ikke uvæsentlig grund til igen at være en af dem med en fjällräv på trøjen i flyet mod Kiruna.


pr fjallraven1BAG OM CLASSIC

Ideen til Fjällräven Classic kommer fra Fjällrävens grundlægger, Åke Nordin, som ville vise andre, hvilke storslåede naturoplevelser man kan få på en længere vandretur gennem det nordlige Sverige. Han introducerede i 2005 den første udgave af Fjällräven Classic. 152 deltagere nåede målstregen. Ti år senere, i 2015, gennemførte 2.136 vandrere fra hele verden. I 2013 udvidede Fjällräven turen med en dansk udgave, som følger 75 km af Øhavsstien på Sydfyn. I 2016 fulgte en amerikansk variant – 55 km i Colorados bjerge – og i 2017 var det Hong Kong, der fik sin egen rute på 48 km gennem bl.a. regnskov.


10 styk obligatorisk udstyr

Inden turen får man udleveret gas, kort og en affaldspose, som også skal medbringes hele vejen. Af hensyn til sikkerhed og komfort er der en række ting, man ifølge reglerne skal medbringe:

1. Telt
2. Sovepose
3. Brænder
4. Liggeunderlag
5. Kompas
6. Hue og vanter
7. Langærmet termotrøje
8. Lange underbukser
9. Vand- og vindtætte bukser og jakke
10. Førstehjælpssæt

Find din næste tur her


Ruteforslag
Tivedens Nationalpark

Tivedens Nationalpark

Ruteforslag
Kungsleden: Abisko - Vakkotavare

Kungsleden: Abisko - Vakkotavare

Ruteforslag
Jämtlandstrekanten

Jämtlandstrekanten

Andre spændende artikler


3 SVENSKE EFTERÅRSTURE

3 SVENSKE EFTERÅRSTURE

Guide til Bohuslän

Guide til Bohuslän

Vandring i svensk Lapland

Vandring i svensk Lapland

Log ind