To veninder vandrer 110 kilometer på Sveriges verdenskendte Kungsleden og bliver forkælet med høj sol, vilde rener og storslåede fjeldudsigter, der ikke har ændret sig meget siden istiden.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
På Kungsleden er vi totalt spolerede med smukke pausesteder. Vi holder pause en gang i timen, hvor vi aflaster skuldrene for rygsækkens vægt, spiser snacks og drikker vand.
Kold dukkert og lakridskugler
Næste morgen tynder det med det samme ud i birkeskoven, og stien går stejlt op ad. Snart er vi over trægrænsen, og intet stopper det uhindrede udsyn over fjeldene mange kilometer væk. Himlen er klar og blå, vandløbene vælter ned ad fjeldsiderne, og landskabet har en uspoleret storhed, som man ikke finder mange steder.
En samling kampesten ligger spredt ud over fjeldet, som havde en kæmpe kylet en nævefuld småsten fra sig. Vi klatrer op på en af stenene, smider støvlerne for at få luft til tæerne og tænder op i brænderen til kaffevandet. Siddende med rygsækkene som ryglæn og med kaffe i koppen har vi udsigt over savtakkede fjelde, vandfald der vælter ned ad fjeldsiderne og et par helt turkise bjergsøer.
Solen bager ned over vandrestien, så både rener og vandrere er lige ved at få hedeslag. Mens renerne trækker op på de højeste fjelde og lægger sig på maven i sneen, frister de kolde fjeldsøer os til en kølende dukkert. Da vandrestien svinger lige forbi en sandstrand på søbredden, går der ikke længe, før vores tøj ligger på strandsandet. Vandet er koldt og klart og bliver heldigvis hurtigt dybt, så vi er under vand ude i søen på mindre end et splitsekund.
Efter en teltovernatning i en bred dal med udsigt tilbage til Alesjaurehytten vågner vi op til lavthængende skyer og støvregn. Selvom vi i gråvejret går lidt lukkede inde i vores skaljakker og med hætterne trukket til om ansigtet, kan vi hele tiden fornemme landskabets storhed.
Vi går op ad en stejl fjeldside på et stenet underlag, som må minde om månens overflade, da vi i det fjerne får øje på en lille, brun hytte. Det er rutens højeste punkt, Tjäktapasset. Da vi står på toppen, og stien falder stejlt ned til begge sider af passet, bliver vi enige om, at det må være passende med en fejring.
Kort efter har vi gang i både varm kakao og lakridskugler.
Kungsleden har nogle af Skandinaviens mest spektakulære fjeldudsigter.
Indbegrebet af uspoleret fjeld
Jeg vågner i teltet ved en metallisk lyd udenfor og stikker hovedet ud ad teltåbningen. I dalen nedenfor os kommer to vandrere med store rygsække gående, og det er vandrestavene, der klaprer mod stenene, jeg kan høre. Klokken er 03.30. Døgnrytmen er i opløsning, da det er lyst stort set døgnet rundt. Hvis man hellere vil vandre om natten og sove om dagen, kan det lade sig gøre.
En flok rypeunger piler rundt som små brune dunbolde, da vi passerer Singgi-hytten. Her deler stien sig op i to, og da vi fortsætter sydpå ad Kungsleden, er vi næsten alene i verden. Stort set alle andre vandrere er fortsat i retning mod Kebnekaise, Sveriges højeste fjeld.
Dalen er uendeligt smuk.
En elv gennemskærer dalen. Stejle fjeldsider rejser sig på begge sider. Fjeldet er pyntet med farverige pletter af blomster i lilla, lyserødt og gult. Vi holder pauser med udsigt tilbage over den øde dal; ikke fordi vi har behov for pausen, men fordi vi ikke kan få nok af udsigten. Den er indbegrebet af uspoleret fjeldverden.
Det er derfor, vi tager på tur. Får man bare fem minutter med en sådan udsigt, er det hele turen værd, men her er vi totalt spolerede med både sublime fjeldudsigter og klart vejr.
Myggeplage
”Vil I have et glas saftevand?” spørger hytteværten Arne, da vi svedige og midt i en sværm af myg vandrer forbi Kaitumjaure-hytten.
Det bliver til flere glas koldt saftevand, som vi uelegant forsøger at drikke uden at tage ansigtsmyggenettet af, og hyggelig snak om livet som hyttevært på fjeldet, inden vi tager afstand med hytten og Arne.
”Man siger, at i sproget opstår der de ord, der er behov for. Jeg er sikker på, at der i det samiske sprog findes et ord for en person, der fuldstændigt mister fatningen på grund af myggeplage,” udbryder jeg, mens jeg frenetisk vifter omkring mig, og vi bliver enige om, at al fremtidig myggeplage skal måles i forhold til Kaitumjaure-skalaen.
En vild elv med hvidt, brusende vand ligger lige ud til vandrestien. Vi sætter os på store klippeblokke helt ude ved vandkanten, hvor vinden og bruset fra det kolde vand køler luften ned og sætter myggene skakmat. Her smider vi støvlerne, køler fødderne med et iskoldt fodbad, spiser chokolade og drikker kaffe. Vandreturen er pludseligt forvandlet til det rene wellness-ophold.
Så snart det bliver vindstille, finder myggene frem til vores lejr. Ansigtsmyggenettene redder os fra at miste fatningen fuldstændigt; myggene kan bare komme an.
Svensker med festivaltelt og kondisko
Stien går stejlt ned ad fjeldsiden, da vi næste morgen vandrer ned mod Teusajaure-hytten, og jeg falder på røven to gange, inden vi er helt nede ved hytten og søbredden. Her spiser vi morgenmad, mens vi venter på en ledig robåd, der skal bringe os over søen, hvor Kungsleden fortsætter.
Mens vi gumler havregryn, ser vi en enlig roer komme imod os med en robåd på slæb i et reb efter sig. Da han kommer nærmere, ser vi et velkendt ansigt. Det er Michael, der er roet tilbage efter os. Netop kammeratskabet ved at møde de samme mennesker på stien dag efter dag er noget af det, som gør vandringen på Kungsleden speciel.
Svenske Michael er på sin første fjeldvandring. Det foregår med et festivaltelt, et par gamle kondisko, et liggeunderlag på tykkelse med en rudekuvert og en tom colaflaske til vand. Der er amerikaneren Sam, som efter at have vandret flere amerikanske thru-hikes nu prøver kræfter med de svenske vandrestier. Der er en pigegruppe på fire, som vi døber ’Turbopigerne’, da de i høj fart overhaler os på vandrestien hver dag.
Min veninde melder sig til at ro os over til den anden søbred, og vi kan fra robåden kigge tilbage på fjeldsiden, hvor et vandfald vælter sig ned bag Teusajaure-hytten. Den ligner en lille smølfehytte foran det enorme vandfald.
Der ligger mange hyggelige overnatningshytter langs Kungsleden. Hvis man vil gå hele Kungsleden, må man dog have telt med, da det er sparsomt med hytter mellem Kvikkjokk og Ammarnäs.
Så længe benene kan bære mig…
Fra søen går stien stejlt op på et stort fjeldplateau. Vi finder et område med store kampesten og kan ikke nære os; selvfølgelig skal vi klatre op på den højeste kampesten.
Da jeg står på toppen, får jeg øje på en stor flok rener, der løber over et græsplateau langt borte. Som sorte prikker bevæger de sig som en bissende hjord i høj fart gennem landskabet. Ikke meget har forandret sig i denne udsigt siden sidste istid, tænker jeg.
Der er noget tidløst og evigt over den spektakulære fjeldudsigt.
Efter en aften, hvor min sidste pose tørmad viser sig at være fordærvet, men jeg bliver reddet fra at gå fuldstændigt i spåner af en flink vandremakker, som deler sin aftensmad med mig, står vi tidligt op næste morgen.
Vi er højt oppe på fjeldet og kigger ud over Stora Sjöfallets og Sareks snedækkede tinder og en række enorme spejlblanke søer. Jeg føler en dyb samhørighed med naturen – som om min sjæl bor i dette landskab.
Her fra går stien ned ad fjeldet og mod afslutningen på fjeldeventyret. Men inden da afgiver jeg et løfte til mig selv: Så længe benene kan bære mig, vil jeg blive ved med at vende tilbage til de svenske fjelde. Næste gang bliver det på en længere tur.
En ikonisk vandresti
Kungsleden er en cirka 400 kilometer lang vandresti højt mod nord gennem den svenske fjeldverden fra Abisko i nord til Hemavan i syd. Vandrestien blev til for over 100 år siden, da fjeldturismen for alvor tog fart, og er en af de mest kendte og ikoniske vandreruter i verden.
Stien fører dig igennem et varieret landskab med snedækkede fjeldtoppe, over søer, langs brusende elve, over fjeldplateauer, forbi same-landsbyer og gennem lavtvoksende fjeldskov. Den går også gennem verdensarvsområdet Lapponia og de fire nationalparker Abisko, Sarek, Stora Sjöfallet og Pieljekaise.
5 tips til udstyret
- Et ansigtsmyggenet og en bredskygget hat er uundværlig, hvis du vandrer i myggesæsonen.
- Vandrestave er gode til at aflaste benene, når du går i ujævnt terræn og højdemeter med tung rygsæk.
- Hvis du har tørmad med og kun skal koge vand, behøver du ikke at bære på et fuldt Trangiasæt, men kan nøjes med en Jetboil eller lignende.
- Sandaler er rare at have i lejren, så du kan komme ud af vandrestøvlerne, og til de få gange, hvor man vader over mindre vandløb.
- Pandelampen kan du til gengæld godt lade ligge hjemme, hvis du vandrer midt på sommeren, hvor det er lyst døgnet rundt.
Langs ruten findes kun enkelte mindre vandløb, man skal vade over. Der er broer over alle større elve.
Etaper på ruten
Strækningen mellem Abisko og Vakkotavare er cirka 110 kilometer lang. Uanset om du vælger at telte eller overnatte i hytterne, fungerer hytterne som pejlemærker i landskabet.
Det giver derfor god mening at dele ruten op i følgende etaper:
1. Abisko – Abiskojaure: 15 km
2. Abiskojaure – Alesjaure: 21 km
3. Alesjaure – Tjäkta: 13 km
4. Tjäkta – Sälka: 12 km
5. Sälka – Singi: 12 km
6. Singi – Kaitumjaure: 13 km
7. Kaitumjaure – Teusajaure: 9 km
8. Teusajaure – Vakkotavare: 15 km
Ved at slå et par af de kortere etaper sammen passer det med en uges vandring.
Fortsæt vandringen
Har du tiden for dig, kan du fortsætte vandringen sydpå ad Kungsleden. Hvis du ikke vil hele vejen til Hemavan i et stræk, kan du stoppe vandringen i Kvikkjokk eller Ammarnäs, hvor der er transport væk fra fjeldet.
Telt er nødvendigt på en del af ruten. Padjelantaleden er en anden fjeldvandrerute, som ligger vest for Vakkotavare og fortsætter til Kvikkjokk.
Vi nyder vores sidste lejrplads og fjeldudsigterne. Næste morgen går turen ned ad fjeldet til Vakkotavare, hvor en bus kører os tilbage til civilisationen.
© 2020 Opdag Verden ApS
