To veninder vandrer 110 kilometer på Sveriges verdenskendte Kungsleden og bliver forkælet med høj sol, vilde rener og storslåede fjeldudsigter, der ikke har ændret sig meget siden istiden.
Hængebroen gynger under vores fødder som et skibsdæk i kuling. Broen giver sig med en knirkende lyd, i det vi træder ud på den, og under os fosser elvens hvide skummende vand, mens en rumlen som et godstog afslører, at der er mere end almindeligt knald på strømmen.
Jeg er sammen med min veninde, Margit, taget på vandring på Kungsleden, Sveriges mest ikoniske vandrerute højt mod nord i renernes, de snedækkede fjeldes og midnatssolens rige.
Dagen før er vi vandret fra togperronen i Abisko og direkte ud på Kungsleden. En lavstammet birkeskov og en bred, fossende elv har holdt os med selskab dagen igennem, indtil vi sidst på eftermiddagen har ladt Abisko Nationalpark bag os og slået vores Telt op på en lille, flad plet nær elven.
Om aftenen nægter solen stædigt at holde op med at skinne, mens vi med den konstante rumlen fra den brusende elv sidder uden for teltet og drikker en kop aftente og kigger på de snedækkede fjelde. Til sidst går solen modvilligt i skjul bag en fjeldkam, som var den et genstridigt æsel, der mod sin vilje blev trukket væk fra grønt græs. Alligevel bliver det aldrig rigtigt mørkt.
