Du er her:

Klatring i Chamonix

Historien om min første tur til Alpinismens Mekka i Chamonix og bestigningen af et 4000 meter bjerg.

Skrevet af: Moses Løvstad
Opdateret den 04. jan 2017

Historien om min første tur til Alpinismens Mekka i Chamonix og bestigningen af et 4000 meter bjerg.

Jeg havde klatret intensivt i et halvt år og var stadig grøn bag klatrehjelmen, da min gode ven og erfarne klatremakker Martin “for sent” Nissen inviterede mig med til Chamonix. Klatring var hurtigt blevet min livsstil, så jeg pjækkede fra studiet og lånte en masse penge til udstyr. Vi havde læst bogen “100 classic climbs in the Mont Blanc Massif”, men havde ingen konkrete planer andet end, at vi gerne ville på Mont Blanc. For at være forberedt på lidt af hvert havde vi hver ca. 50 kilo udstyr med inklusiv; almindeligt klatreudstyr, plasticstøvler, steigeisen, isøkser, telemarkski og støvler.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

aw27_frankrig_chamonix_02.jpgMartin tog af sted først i oktober, en uge før mig. Vi aftalte at mødes på banegården i Chamonix den følgende lørdag. Som antydet var han ikke én, som man kunne stille uret efter - for at sige det mildt - så jeg var på forhånd en smule bekymret. “Jeg kommer”, sagde han. Det havde han dog sagt så tit og til så mange, at ingen længere tog notits af det.

Overraskende nok stod han rent faktisk og ventede på mig på stationen. Sammen fik vi slæbt mine to rygsække og ski ud på campingpladsen. Jeg pakkede ud og supplerede Martins 50 kvadratmeters udstyrsrod rundt om teltet. Pludselig kom han løbende nede fra toiletterne. “Hjælp! Der står en Yeti nede på lokummerne”, råbte han forpustet. “Han er fandeme stor. Du bliver nød til at gå med”. Vi gik ned over pladsen, lige som Yetien kom ud fra toiletrummene. Nu var der pludselig to, og jeg forstod, hvad Martin havde ment. De var to en halv meter høje, en meter over skuldrene og med langt fedtet hår. De styrede over i retning af to store North Face telte. “Fuck… de må sgu være fra Texas, så store som de er”, udbrød Martin.

Pludselig var klokken blevet mange, og vi skulle ind og handle inden lukketid. Vi fik selvfølgelig ikke noget lift, så vi måtte løbe de tre kilometer ind til byen. Da vi nåede frem, havde vi et kvarter til at handle i. Martin styrede ind i Snell Sport, hvor han købte syv isskruer.  Fem minutter senere stod vi i Jonathan Sport og kiggede på isøkser. De skulle jo matche vores vilde steigeisen, så det blev de mest aggressive og ekstreme økser, vi kunne få øje på - DMM Predetor.

Tilbage på campingpladsen måtte vi straks afprøve legetøjet, og det nærmeste træ stod for skud. Mens vi hang og tæskede økserne i det stakkels træ, kom lyskegler fra tre pandelygte nærmere. Jeg gemte hurtigt økserne på ryggen, mens Martin fløjtede og lod som om han kiggede på stjerner. Det var Yetierne og en lille spinkel kvinde, som kom over til os. Vi begyndte at snakke, og det viste sig, at de også var klatrere. “So where are you guys from?”, spurgte vi. “TEXAS !!!” svarede Yetierne i kor. “Do you normaly boulder in Hueco Tanks?” (klatrested i Texas) ville Martin vide. “Yeeaarhh, some times…” begyndte den spinkle kvinde. Hun blev dog afbrudt af den højeste Yeti, som meget bestemt proklamerede: “WE CAME HERE LOOKING FOR ICE !!!”. De fik lov til at låne vores guidebog, og forsvandt ind i deres telte igen. “KICK ASS !!!” lød det højt fra deres telte med jævne mellemrum det meste af natten, mens de kiggede på nye ruter.

Lige på og hårdt
aw27_frankrig_chamonix_07.jpgMartin er virkelig et B-menneske, og næste morgen var han helt bevidstløs, så jeg gik ud af teltet og gravede en brænder og noget kakaopulver frem fra udstyrsbunkerne. Efter at jeg havde tvunget en kop kakao og et par croissanter i min makkers halvdøde krop, kom der gang i den. Vi gik en times tid op ad små stier mod Bossons gletscheren. Det var lidt svært at finde stien ned til isen, så vi spurgte høfligt en franskmand, der kom forbi med klatreøkser på rygsækken, om vej. Han så lige igennem os og fortsatte op over fuldstændig uanfægtet. Måløse var vi. Først senere opdagede vi, at franskmænd altid er sådan.

Jeg havde aldrig brugt hverken isøkse eller steigeisen før, men det forhindrede os ikke i at klatre fem stejle reblængder is op af gletscheren. Franskmanden fra før klatrede solo rundt over vores hoveder og samlede isskruer ind, som andre havde efterladt ved abseil. Han skulle i hvert fald ikke have glæde af vores udstyr, så på tilbagevejen skiftedes vi til at abseile og nedklatre for ikke at miste udstyr. Da vi endelig kom ned til vores rygsække, var det blevet mørkt, og vi havde selvfølgelig glemt pandelygterne. Den stejle vandretur ned gennem skoven til campingpladsen tog flere timer, og det var noget lort i buldermørke.  Klokken var blevet mange, da vi trætte og udsultede faldt om blandt vores hjemlige rod af udstyr.

Oven på den debut brugte vi nogle dage på at sportsklatre og hænge ud inde i byen. De havde jo alt, hvad et klatrehjerte kunne begære i udstyrsbutikkerne, og mit Visakort var efterhånden rødglødende.

For at køle det lidt ned og få noget frisk bjergluft til hjernen, tog vi liften op til Plan de l´Aiguille cirka 2000 m.o.h. I plasticstøvler og med en svinetung rygsæk vadede vi op over store blokke mod bræen under Aiguille du Midi. Her øvede vi os i at klatre stejl sne og lave self-arrest (teknik til at stoppe styrt med isøksen).  Jeg var helt oppe at køre over, at vi nu befandt os højere end det højeste punkt i Skandinavien. Om aftenen satte vi teltet op på den tre gange tre meter terrasse omgivet af store sten, der var det eneste tilnærmelsesvis vandrette, så langt øjet rakte.

Næste morgen var en af de koldeste og smukkeste jeg har oplevet. Menuen stod på cola, croissanter og chokolade. Vi tog ned for at klatre flere klipperuter i dalen.

aw27_frankrig_chamonix_01.jpgEn aften blev vi enige om at prøve noget andet end ravioli og Heinz ketchup. Så vi fandt to poser frysetørret “Adventure Lunch” frem, hældte kogende vand i aluposerne, rørte rundt og lod det stå i et par minutter. Min Pasta Diablo smagte herligt, men Martin brokkede sig over sin. Først syntes han, at den så lidt tynd ud, og lidt efter sagde han: “Den smager sgu mærkeligt, ja næsten lige som… øhh… dej. “Du har vel læst på posen”, spurgte jeg. Han rystede på hovedet og gjorde en anstrengt synke bevægelse. Der stod noget i retning af: Dejen omrøres godt og steges på panden i smør eller olie i to til tre minutter.
 
På campingpladsen mødte vi  Jeff, den ene af det to Yetier. Den anden var taget hjem, så Jeff foreslog, at vi tre skulle bestige Mont Tondu sammen. For han følte sig i hvert fald “real big and bad”. Det tvivlede vi ikke på, men som Martin forklarede ham, var hytten, han havde udset sig som udgangspunkt, lukket, og det var kun tilladt at overnatte i det lille åbne rum i en nødsituation. “Oh yeeaahr… what are they gonna do? Does the mountain police come skiing up writing you a ticket”,  sagde Jeff. Det havde han nok ret i, men vi valgte i stedet at bestige Mont Blanc du Tacul (4248 m.o.h.), der er en af de letteste toppe over 4000 meter.

Mont Blanc du Tacul
aw27_frankrig_chamonix_05.jpgNæste morgen pakkede vi hver en  alpin rygsæk. Nu skulle vi være “light and fast”. Da liften åbnede, var vi med første tur op mod Aiguille du Midi. Der var en forventningsfuld stemning i liften, hvor bjergbestigere, skiløbere og paraglidere stod tæt pakket mellem hinanden, mens solen kom til syne og kastede lange varme stråler ind til os. Et øjeblik efter gik vi gennem de borede gange i fjeldet ned mod udgangen, hvor vi bandt os i reb, spændte steigeisen på og tog isøkserne frem. Snegraten ned fra Aiguille du Midi er skarp. For tredje gang i mit liv havde jeg steigeisen på, og de første skridt ud af ishulen var noget tøvende. Turen ned af graten føltes som at balancere på toppen af en wienerstige. Eneste forskel var den storslåede udsigt, og de fatale følger et styrt ville have. Skråt under min venstre fod lå Chamonix 2800 højdemeter længere nede. Efter et par hundrede meter bandt vi os ud af rebet, da terrænet blev lettere, og fortsatte ned mod Col du Midi.

Vi gik over et langt fladt stykke og begyndte opstigningen på Mont Blanc du Tacul’s nordvæg. Vi havde stor nytte af vores teleskopstave og måtte kun have økserne frem en enkelt gang, da stigningen nærmede sig 60 grader. Oppe på skulderen over den stejle væg, som vi lige havde forceret, holdt vi hvil og drak te. Der var nu frit udsyn til det lille klippetårn, som udgjorde toppen. Det sidste stykke var mixed klippe og stejl sne med 1200 meter fri lift under støvlerne til at sætte ekstra kolorit på tilværelsen.

Endelig nåede vi toppen og havde frit udsyn mod Mont-Blanc, Grande Jorasses,  Dru og andre berømte bjerge. Jeg spurgte Martin, hvorfor vi var her, og han svarede med et grin: “We came here looking for ice”. Derpå hev jeg to (i sagens natur) iskolde Carlsberg Ice pilsnere op af sækken. Da jeg vidste, at Martin endnu ikke havde fået taget et studenterbillede, havde jeg også taget hans studenterhue med, så vi kunne få den sag ud af verden. Vi knappede pilsnerne op og holdt en lille forsinket studenterfest.

Da vi havde taget billeder med det bornholmske flag på toppen, satte vi kursen nedad. Over Tacul´s vestskulder fulgte vi den sti, som vi var kommet op af. På et tidspunkt skød jeg genvej over den hårdtpakkede sne uden for stien, og pludseligt gik mit ene ben igennem. Hjertet hoppede lige et par slag over, og jeg fik hurtigt benet til mig igen. Jeg gyste, da jeg kunne se lige ned i det mørkeste hul, som jeg endnu havde set. Buuuuaaahhhhrr! Fra da af holdt jeg mig på stien.

Længere nede satte vi os på rumpen. Steigeisene fri af sneen og isøksen parat til at stoppe og styre farten med. Det gik med forrygende fart dernedad, og vi nåede lige at stoppe før berchgrunden (gletcherspalte for foden af bjerget). Gore-Tex bukserne blev aldrig de samme igen. Efter at have passeret Col du Midi begyndte den lange seje opstigning til Midi.

Det var blevet rigtig varmt, og solen brændte ubarmhjertigt fra den skyfri himmel. Martin gik forrest, hvilket undrede mig, da jeg jo havde trænet langt mere end ham. Han havde bare trænet sammen med Bjarne Riis hjemme på sofaen. Men den træning må jo have givet ham noget, for der gik Tour de France i den, og med ét blev jeg sat. Jeg forsøgte at komme på hjul, men blev definitivt hægtet af på det sidste stykke. Omsider kunne jeg slæbe mit slatne korpus ind på liftstationen. Men hvor var Martin?. Han var ingen steder at se, og jeg traskede træt rundt mellem overvægtige amerikanere med store kameraer på brystet og små japanere i skindende nye North Face jakker.

Afterclimbing
Jeg fandt Martin i liftens cafeteria sammen med Peter fra Nordirland, som vi havde mødt på campingpladsen. Endnu en gang voldtog vi vores Visa og købte et par cola´er til vilde ågerpriser. Pludselig myldrede det med mørkhårede skønheder omkring os. De nærmest kastede sig over Martin og ville alle sammen have taget billeder sammen med den “blonde viking”. Der var også en fotograf med et videokamera og han fortalte, at de sammen med de mange thailandske fotomodeller var i gang med optagelserne til et tv-show med navnet “Thai´s Around the World”. Martin tog situation med beundringsværdig ro og prøvede at få deres telefonnummer. Øjeblikket senere var de væk, og Peter og jeg sad måbende tilbage, mens Martin blev lidt fjern og drømmende i blikket.

Peter foreslog, at vi gjorde ham selskab i den bjerghytte, han overnattede i. Så det gjorde vi så. Hytten lå lidt nedenfor liftens mellemstation og var ganske spartansk indrettet. Mens solen langsomt gik ned sad vi og spiste aftensmad foran hytten.

Peter var klatrer og mountainbiker, og ud over at være i kanonform var han totalt tyveri-paranoid. Nede på campingpladsen havde han låst sin mountainbike fast til sig selv med en stålwire, og nu havde han været ude og grave den ned i skoven, så ingen skulle løbe med den. Midt om natten, bedst vi som lå og boblede under soveposer og uldtæpper, hørte vi det rumstere uden for. Med ét var vi alle tre vågne. I halvmørket så jeg Martin glide ud af posen og spænde isøksen af rygsækken. I næste øjeblik rev han yderdøren op og tændte sin pandelygte i hovedet på en franskmand, der stod udenfor.

Om det var synet af en spinkel, bleg dansker i underbukser, eller det var predetor-isøksens drabelige udseende i pandelygten skær ved jeg ikke. Men manden begyndte i hvert fald at råbe en masse hurtigt på fransk. Da han var faldet lidt til ro, fandt vi ud af, at han var bjergguide og var på vej ned efter et mislykkedes forsøg på en ny isrute. Han havde brækket benet et par måneder før, så han haltede stadig slemt. Makkeren var fortsat ned til byen af den smalle og ret stejle sti.

Da vi vågnede næste morgen var franskmanden væk, og det samme var vores ski og en af rygsækkene. Forbandede frøædere! Vi kunne ikke stille så meget op, nu da tyven var over alle bjerge, så vi besluttede at holde hviledag. På vejen ned til hytten havde vi set nogle fine små klipper, hvor vi gik op for at bouldre lidt. Klatringen var superb. Om eftermiddagen ville Peter løbe en lille tur. For sjov sagde jeg, at han da bare kunne løbe ned til Chamonix og købe baguettes, ost og rødvin. Tre timer senere var han der igen med rygsækken proppet med lækkerier. Vi var måløse, men også ret interesserede i rygsækken indhold. Det blev til en kanonfest med tre retter mad og hele svineriet i den lille hyggelige hytte.

Næste dag blev vejret dårligt, og tågen kom væltende. Ikke flere klatreeventyr i denne omgang. Martin og jeg tog liften med Peters rygsæk, mens han løb ned. På vejen ned blev vi antastet af et par gamle japanere, der gerne ville fotograferes sammen med os tapre bjergbestigere. Vel ankommet til Chamonix låste vi Peters rygsæk fast til gelænderet på liftstationen med tilhørende kæde og hængelås.  På torvet faldt vi over dagens tilbud: Pizza, fadøl, salat og is til sølle 42 franc. Martin brillerede med sine franskkundskaber, da han skulle bestille; “Chølle bølle øhh Pizza?” Knapt havde vi sat gummerne i hver vores medium-small pizza, før Peter kom forbi med rygsæk og sin nyopgravede mountainbike. På jernbanestationen mødte vi to canadiske piger, som spurgte, hvad vi lavede. “We are mountainclimbers”, svarede vi høfligt. “Oh, we just learned iceclimbing yesterday”, lød det uimponeret fra den ene. Ja, der er mange sjove typer i Chamonix. De fleste er bare ikke selv klar over det.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 28 april/maj 2000 

Se endvidere Henrik Kocks artikel i Adventure World nr. 16 for generelle oplysninger om Chamonix og bestigning af Mont Blanc i særdeleshed. Emnet højdesyge er behandlet i Adventure World nr. 4, 5 og 15.

 

Andre spændende artikler


Roadtripping og klatring i USA

Roadtripping og klatring i USA

Video: Forrygende rekord på El Capitan i Yosemite (7 min)

Video: Forrygende rekord på El Capitan i Yosemite (7 min)

Verdens bedste film om outdoor & eventyr

Verdens bedste film om outdoor & eventyr

Log ind