Hård vandring på Korsikas legendariske GR 20

Svimlende udsigter og stejle fald

De klynger sig til rustne kæder over lodrette fald. De får spaghetti-ben og overbelastede knæ. Men belønningen er svimlende, smukke udsigter til utallige bjerge, dale og søer, fred på stierne og hygge i komfortable bjerghytter. Tag med otte raske gutter til Korsika og den legendariske vandrerute, GR 20.

P1090636.jpg
Skrevet af: Mads C. Cole
Opdateret den 20. jan 2021

De klynger sig til rustne kæder over lodrette fald. De får spaghetti-ben og overbelastede knæ. Men belønningen er svimlende, smukke udsigter til utallige bjerge, dale og søer, fred på stierne og hygge i komfortable bjerghytter. Tag med otte raske gutter til Korsika og den legendariske vandrerute, GR 20.

Vi lander i Calvi lufthavn, der byder os velkommen med solskin og 19 grader. Midt i oktober er det en meget varm velkomst for otte danske fyre, der kommer lige fra det danske efterår. Claude møder os med sin taxi, en minibus.

Flere busruter er indstillet uden for sæsonen, så hjemmefra har vi bestilt et taxiselskab til at køre os fra lufthavnen til startstedet for den vandrerute, vi er kommet for, og hjem igen fra slutstedet. Claude tilbyder at opbevare vores hjemrejsetøj og andre småting, før hans minibus stopper på en grusvej i udkanten af Calenzana. 

Planen er at overnatte på det lokale gîte – et lokalt vandrehjem, men det er lukket. Vi får lov at benytte den smukke gårdhave, der er beplantet med lave, skyggegivende træer. Her kan vi sidde og nyde oktober-solens lune stråler, samtidig med at vi indtager det sidste civiliserede måltid. Kan det blive meget bedre?

I Lapland på denne årstid havde vi siddet i dunjakker og klapret tænder. Her på Korsika kan vi sidde i T-shirts og drikke kolde øl, inden turen begynder. Vi sover endda under åben himmel den første nat.

Fjerdedagen står i nervernes tegn.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

P1100009Europas hårdeste vandrerute
Vi er kommet for at prøve kræfter med GR 20, Grande Randonnée 20, der bugter sig tværs over den franske middelhavsø, Korsika, gennem nationalparken Le Parc Naturel Régional.

Mange regner den for at være Europas hårdeste vandrerute og en skrap fætter på i alt 180 kilometer, som det tager cirka 15 dage at vandre. Den kan deles op i en nordlig og en sydlig del, som hver tager cirka en uge at gennemføre.

Vi har valgt at vandre den nordlige del, der beskrives som både den smukkeste og den sværeste. Turen har vi delvist valgt ud fra Adventure Worlds (Opdag Verdens) kåring i juni 2007, hvor GR 20 blev udnævnt til at være blandt verdens ti mest interessante vandreruter. Turens længde og afstanden fra Danmark er også fornuftig sammen med, at sværhedsgraden er i top.

Vi er en gruppe på otte mænd mellem 30 og 40 år, som kender hinanden gennem andre friluftsaktiviteter, blandt andet fra vandreture. Udstyrsmæssigt gælder det om ikke at slæbe for meget, samtidig med at vi ikke må mangle noget.

De, der ikke havde det rigtige udstyr på lager, blev sendt ud for at shoppe. Maden består af hjemmelavet mysli til morgenmad og frysetørret mad til både frokost og aften. Alle ender med at havde en startvægt i deres rygsæk på mellem 13 og 18 kilo.

P1090729

Af sted i boxershorts
Vi vandrer op igennem Calenzanas smalle gader. En cigarrygende mand smiler lunt fra sit vindue på første sal. Han har hele sommeren igennem set tusindvis af turister gå bjergene i møde. På den her morgen er vi de eneste.

Rutens officielle begyndelse er markeret med en informationstavle, hvor man kan se, at flere af de planlagte etaper har betegnelsen ’Extrème’ eller ’Danger’. Nu begynder eventyret!

Vegetationen er tæt i starten, og skulle man snuble, lærer man hurtigt ikke at tage fra på den udbredte tjørn. Snart holder vi justeringspause. Tre af os skifter til shorts, den ene tager bare sine lange bukser af og fortsætter i boxershorts.

Vi passerer fritgående køer, der græsser under træernes skygge. Siden åbner landskabet sig og bliver mere klippefyldt, og så kommer der igen skov. Variationen er stor, og det er skønt at være på vej. Vejret er fantastisk.

Det eneste, der ikke varierer, er stigningen, som er konstant. Dagens etape lyder på 1300 højdemeter op - og kun op. Efter to en halv times vandring gør vi holdt ved et smukt udsigtspunkt, og kaster et blik på turbeskrivelsen, hvor der står, at de, der når dette punkt efter halvanden time, er i rimelig form. Hmm, så seje var vi altså heller ikke.

Frokosten indtager vi ved en stensætning, der før i tiden har haft et tag, men som nu blot står som tre lave mure. Det er første gang, vi skal prøve kræfter med tørkosten, som for de fleste er en blandet fornøjelse.

Den kommer forhåbentlig til at smage bedre senere. Fra en skyfri himmel kryber tæt tåge ind over området, og det er ikke rigtig til at vide, om der også kommer regn. Vi pakker hurtigt sammen og fortsætter gennem tæt skov bestående af kæmpe Laricio-fyrretræer, en meget vejrbestandig træsort, der let bliver 500 år gammel.

Efter otte timers udmattende vandring når vi Refuge Ortu. Et refuge er en hytte i sten eller træ, der består af en fælles sovesal med sammenbyggede køjesenge, et opholdsrum med køkken, spiseborde og pejs samt en afdeling, der i højsæsonen er beboet af en opsynsmand, der sørger for madlavning og salg af snacks.

P10907451700 meter op og ned
Næste morgen har tågen lagt sig, men det har ømheden i kroppen ikke. Vi lægger hårdt ud med 700 meters opstigning til Bocca Piccaia-passet i 2020 meter. Desværre er de fleste kilder langs ruten udtørret her sidst på sæsonen, og vi må slæbe dagens ration af vand fra morgenstunden.

Mængden kan reduceres lidt, hvis man sørger for at drikke rigeligt om morgenen, økonomiserer undervejs og husker at drikke rigeligt, når man er fremme. Risikoen er dehydrering med dertil følgende utilpashed og hovedpine. En svær balance, når man tænker på, hvor stor en investering der skal til for bare at spare ét kilo i basisudrustningen.

Flere steder er det nødvendigt at bruge hænderne til at komme frem. De fleste af os kampsveder. Tre timers konstant forcering af tyngekraften giver sved på panden.

Efter at have vandret hele formiddagen i skyggen af Capu Ladroncellu-massivet er det en velsignelse at nå Bocca Piccaia-passet og endelig mærke solens varmende stråler. En storslået udsigt møder os.

Hele den sydlige udsigt består af sylespidse bjerge, så langt øjet rækker. At sidde på sit underlag med sin mere end velfortjente frokost i over 2000 meters høje i så enestående natur er en følelse, der er svær at beskrive.

Bare tanken om, hvor heldige vi er med vejret, kan tage pusten fra en. Nu kan vi se frem til over 1000 meters nedstigning til Refuge Carrozzu. Fra hyttens terrasse er der en fabelagtig udsigt over Bonifatu-dalen.

Halv otte om aftenen er natten kulsort. Her står vi så på vores skælvende og ømme ben ude på terrassen og er vidner til en stjernehimmel så klar, at mælkevejen står som spraymalet.

Har man opholdt sig ude på landet i Danmark og set op en skyfri nat, ved man, hvor klar en stjernehimmel kan være. Gang det med to, og du har en korsikansk stjernehimmel.

P1090672Stejlt ned til øl og pølser
Tredje etape er på seks kilometer.
”Fint med en hviledag,” tænkte vi hjemmefra, men på GR20 findes ingen hviledage.
Distancen er sat til at vare seks timer, men vi kan nok se frem til otte - eller under en kilometer i timen.

I runde tal lyder dagens udfordring på 1000 meter op over bjerget Bocca Stagni og 1000 meter ned igen. Nedstigningen til Refuge Asco er utroligt stejl, og her overbelaster jeg mit ene knæ. Heldigvis er en af deltagerne massør, og efter 45 minutters professionel behandling kommer der liv i knæet igen.

Asco er skiresort om vinteren, men det er lukket på denne tid. Det lykkes os dog at finde ejeren af restauranten og få ham til at holde åbent et kort øjeblik. Det har han det vist helt okay med, for efter et kvarter har vi brugt over 900 kroner på øl, pølser og vin.

Den aften føler vi virkelig, at vi fester. Der er tændt op i pejsen, den bedste tørmad er fundet frem, og der er både øl og vin på bordet. Efter maden spiller vi Yatzy. Alligevel ligger vi alle i køjerne kvart over ni om aftenen. Vi er simpelthen så trætte og brugte i kroppen, at vi bare har brug for hvile.

P1090680

Hård kamp over lodrette fald
Fjerdedagen står i nervernes tegn. Det er dagen, hvor vi skal forcere den berygtede Cirque de la Solitude, ensomhedens massiv, som alle beskriver som nervepirrende, udfordrende og grænsende til farlig. Alle er spændte.

Dagens opvarmning består af 800 højdemeter i ét hug. De første par timer kan vi bare gå derudad, men den sidste time må vi igen have hænderne op af lommerne.

Nu står vi midt i Col de Perdu-passet i 2183 meter og stirrer direkte ned i afgrunden, Cirque de la Solitude. Betegnelsen vandrerute har vi stillet spørgsmålstegn ved flere gange undervejs, men her ophører begrebet fuldstændig. Friklatring er en mere præcis betegnelse.

Der opstår en blanding af frygt og respekt over for den kommende udfordring. 300 højdemeter nedad så stejlt, at vi ikke kan se, hvor det vil ende. Det foregår mest med maven mod klippen.

Klatrende og klamrende begiver vi os baglæns ned. Af og til kan vi holde i en rusten kæde, der er boltet fast til klippen. Men ligeså tit er der kun den sunde fornuft at klamre sig til.

300 højdemeter længere nede begynder det igen at gå opad, denne gang bare lidt stejlere. Også hér er der kæder, men på enkelte stræk mangler de helt klart, og der er passager, hvor vi alle uden undtagelse får en lidt lysere kulør i ansigtet, da vi passerer.

P1090796

Anstrengelserne ender i Bocca Minuta-passet, og vi kan med stolthed og lettelse se tilbage på den uforglemmelige oplevelse. Nu venter der såmænd blot en nedstigning på små 800 meter. Godt trætte når vi Refuge de Tighjettu, et arkitektonisk interessant refuge opført i træ.

På femtedagen fortsætter vi nedstigningen ned i dalen og bliver mødt af smukke efterårsfarver. Den rislende flod i dalen afløses af fyrreskov. Vi holder en lang pause i solen, og jeg glæder mig over, hvor heldige vi har været med vejret.

Den hårdeste del af GR 20 ligger nu bag os. Godt nok er der stadig 700 højdemeter op til Refuge de Mori, men havde vi ikke haft en ekstra dag, kunne vi godt på den næstsidste dag have sprunget et refuge over og være fortsat de sidste tre timer ned til Col di Vergio-passet, hvor hovedvejen passerer, og hvor vi havde arrangeret afhentning den følgende dag.

Find din næste tur her


Kipling Travel
Ture på egen hånd
Korsika fra nord til syd - GR20

Korsika fra nord til syd - GR20

Ruteforslag
Nationalparker i Pyrenæerne

Nationalparker i Pyrenæerne

Priser fra 11.298,-
Ture på egen hånd
Rundt om Mont Blanc

Rundt om Mont Blanc

Andre spændende artikler


Pilgrim på den franske rute

Pilgrim på den franske rute

Ny bog: Den franske del af Caminoen

Ny bog: Den franske del af Caminoen

Prøv kræfter med Via Ferrata

Prøv kræfter med Via Ferrata

Log ind