Höga Kusten til vands (+lidt til lands og i luften)

Isbjørne i Sahara
Den første ø, vi vil udforske, er Mjältön, Sveriges højeste ø. Efter vores kaffepause blandt de røde klipper padler vi videre rundt om øen og går i land på en lang, øde sandstrand. Vi bader og går tur på stranden, inden vi fortsætter om på østsiden af øen, hvor vi finder en beskyttet naturhavn, nærmest en lagune.

Her lægger vi kajakkerne på land og udforsker området. Da det viser sig at være en perfekt lejrplads, der oven i købet har en brændefyret sauna, tager det ikke mange øjeblikke at blive enige om at slå teltet op. Mens ilden knitrer i saunaens brændeovn, går jeg rundt på øen og plukker hindbær til næste morgens havregryn og samler brænde til aftenens bål. Min kæreste, Rasmus, fisker. Det tager ikke lang tid at varme den lille sauna op, og snart sidder vi derinde og sveder som isbjørne i Sahara. Vi må spæne direkte ud i havet for at køle os ned.

Næste morgen vandrer vi op til øens højeste punkt. Fra topvarden er der udsigt over hele kystlinjen med Skulebergets karakteristiske lodrette bjergside. Efter at have besteget øen, pakker vi kajakkerne og sætter pagajerne i vandet på vej mod nye øer.

Lige så snart kajakkerne stikker stævnen ud fra den beskyttede naturhavn, går det op for os, at det blæser meget mere, end vi har opdaget inde i bunden af vigen. Hvide skumtoppe farvelægger bølgetoppene omkring kajakkerne, og vinden står os lige i ansigtet, mens armene padler som besat, for overhovedet at få nogen fremdrift i kajakkerne.

Vi indser, at vi må ændre dagens planer og går i land på den nærmeste ø. Vi slår teltet op i læ mellem træerne efter bare en halv times padling og bruger resten af dagen på at gå tur på øen, kigge på fugle, fiske og plukke blåbær, som om aftenen bliver til en improviseret blåbærdessert med kiks og smeltet chokolade.

"Det er en drøm at padle i dette farvand, hvor der er masser af øde øer, stejle klipper, lange sandstrande og næsten ingen mennesker."

Strandbål og havbad
Blæsten er heldigvis aftaget noget næste morgen, så vi beslutter at krydse over til Ulvön, et kryds på tre-fire kilometer, hvor vi bare en enkelt gang har mulighed for at lægge os i læ bag en anden ø. Ulvön byder os velkommen med sin lange, øde kystlinjer og læ for vinden.

Ulvöns lille færge passerer os på vej mod Ulvöhamn, et gammelt fiskerleje, der ligger i læ i et smalt sund. Her er vi også på vej hen, og snart kan vi se de rødmalede fiskerhuse, der er bygget på pæle ud over vandet.

Hvis der er noget Ulvön er kendt for, så er det surströmning, men da vi går i land først i september, er den lille by stort set forladt, og de få butikker er lukket, så det bliver ikke denne gang, at vi kan sætte tænderne i den ildelugtende delikatesse.

Med uforrettet sag fortsætter vi sydpå langs Södra Ulvöns øde kyst med klipper, strande fyldt med opskyllet, bævergnavet drivtømmer, endnu et ensomt beliggende fiskerleje og et par ubeboede øer, som vi lige må i land og udforske. Det er en drøm at padle i dette farvand, hvor der er masser af øde øer, stejle klipper, lange sandstrande og næsten ingen mennesker.

Om aftenen går vi i land på en vestvendt stenstrand mellem de røde klipper, tager endnu et havbad, kaster fiskelinen i vandet og tænder bål af de rigelige mængder af drivtømmer på kysten, mens vi venter på solnedgangen. Senere på aftenen farver den himlen i røde og lilla nuancer med kystens høje klipper som silhuetter i baggrunden.

"Havet ligger helt spejlblankt, solen bager, og skyerne spejler sig i vandet, så det ligner, at vi padler på vat og blå himmel."

Ørnenes festmåltid
Vi bliver vækket til lyden af bølgeskvulp ikke langt fra den lille plet stenstrand, hvor vores telt er slået op. Rundt omkring på klipperne har træerne slået rødder i de mindste klippesprækker, hvor de nærmest insisterer på at gro, bare fordi det er muligt, hvilket vi sidder og filosoferer over.

Vi drikker rigelige mængder morgenkaffe og spiser turens bedste morgenmad: bacon og pulveræggekage. Modvilligt tager vi afsked med den perfekte lejrplads for at tage på opdagelse blandt øerne nord for Ulvön. Vi passerer små havne, ensomt beliggende fyrtårne på små klippeskær, men mest af alt masser af uberørt kystlinje med flokke af fugle, som ligger og vugger i vandet i takt med bølgerne.

Da det bliver tid til at hvile armene, får vi øje på en langstrakt, øde sandstrand, som vi stævner imod. På lang afstand ser vi en flok af større fugle sidde nede ved vandkanten, og da vi nærmer os, går to kæmpe ørne på vingerne. De cirkler lavt et par gange over os. Deres vingefang er imponerende. Vi er uforvarende kommet til at forstyrre deres festmåltid: halvråddent sælkadaver.

Det virker de ikke til at være helt tilfredse med, og et kort øjeblik frygter vi at få et hak i skallen af et ørnenæb. Vi padler ned i den fjerne ende af stranden for ikke at forstyrre festmåltidet yderligere. Udover os og ørnene har der været en enkelt anden gæst på stranden, finder vi ud af, da vi ser et sæt elge-spor i det våde sand lige ved siden af kajakkerne.

Sporene går direkte ud i vandet og kommer op længere nede af stranden, som om elgen har svømmet et par baner langs stranden, inden den har besluttet sig til at gå i land igen.

Skuleberget i havblik
Næste morgen står vi meget tidligt op, da det ofte blæser mindre først på morgenen, og det lykkes os også at padle over til fastlandskysten, uden nogen modstand fra vinden overhovedet. Faktisk er vinden løjet helt af, så vi nærmer os Skuleberget i havblik. Havet ligger helt spejlblankt, solen bager, og skyerne spejler sig i vandet, så det ligner, at vi padler på vat og blå himmel.

Da vi padler den sidste strækning ind mod land, hører vi en prusten bag os. En sæl stikker hovedet op af vandet og følger efter os en stund.

Efter i flere dage at have beundret Skulebergets silhouet og have udforsket Höga Kust-området til lands og til vands, kan jeg ikke tage afsked med Höga Kusten, før jeg også har oplevet det fra luften, nærmere bestemt fra en klatresele på Skulebergets lodrette fjeldsider, hvor en række Via Ferrata-ruter lokker. Efter først at have prøvet kræfter med den hvide og den gule rute, som er de to nemmeste, beslutter jeg mig for at slutte en perfekt klatredag, som har budt på fine ruter på klipperne med udsigt ud over øhavet, med den røde rute.

Højdeskræk på klippen
Den røde rute viser sig at være noget mere eksponeret, end jeg lige havde regnet med. Jeg er ved at være træt efter den lange klatredag, og med trætte arme og bævrende knæ har jeg følelsen af at hænge på en lodret klippevæg, hvor jeg er rigeligt udfordret rent klatremæssigt.

Langt under mig kan jeg se vores bil med de to kajakker på taget. Bilen og de nærliggende bygninger ligner et lille Legolandskab. Højdeskrækken melder sig pludseligt. Nu må jeg koncentrere mig om ikke at kigge ned, men bare fokusere på klippen foran mig.

Med en sidste kraftanstrengelse trækker jeg mig i armene op over klippekanten på toppen af Skuleberget, lægger mig fladt på ryggen på klippen og puster ud. Efter noget tid fortager udmattelsen sig, og jeg kigger ud over skærgården og de stejle klipper, der rejser sig helt ned til vandet. Her nyder jeg den sidste udsigt over Höga Kusten, det område som har givet os så fantastiske naturoplevelser til lands, til vands og i luften, med henholdsvis vandrestøvler, kajak og klatregrej.

Höga Kusten

Höga Kusten er Sveriges dramatiske kystlinje højt mod nord. Området er udset til UNESCO verdensarvsområde. Intet andet sted i verden har landskabet formet sig så dramatisk efter de store issmeltninger efter sidste istid, og kun her er landhævningen efter sidste istid foregået så hurtigt. Höga Kusten-området vokser stadig op af havet med den svimlende hastighed af 8 millimeter årligt.

De karakteristiske, rødlige fjelde rejser sig direkte ud af havet og har skabt et særpræget område med klippeøer, bjerge, grotter, sandstrande og skovklædte bakkedrag, som egner sig perfekt til at blive udforsket med vandrestøvler, klatresele eller kajak – eller hvorfor ikke tage cyklen med og udforske kystlinjen og halvøerne på den. Der er én nationalpark i området, Skuleskogens Nationalpark, samt en mængde naturreservater.

Hvem kan være med?

Kajak: Under hensyntagen til vind, vejr og deltagernes kajakerfaring, vil man kunne planlægge en rute, hvor de fleste letøvede kajakroere kan være med. Man skal dog være opmærksom på, at der kan være strækninger, hvor man ikke kan gå i land på grund af høje klipper helt ned til vandkanten, ligesom det kan være svært at få en korrekt vejrudsigt over vindforholdene i skærgården.
Vandring: Der er masser af flot vandring ved Höga Kusten, for eksempel Höga Kusten-leden, som i alt tager cirka to uger, Världsarvs-leden, eller kortere ruter i Skuleskogens nationalpark med de fine overnatningshytter. Det er enkelt at planlægge en rute, afhængigt af hvor langt du vil gå.
Via Ferrata: Der er ruter af fire sværhedsgrader på Skuleberget. Den letteste rute kan klatres efter en kort instruktion ved Via Ferrata-centeret og uden forudgående klatreerfaring, mens de sværeste ruter nok skal give udfordringer og sved på panden for selv mere rutinerede Via Ferrata-klatrere.