Irans højeste punkt – Damavand

Den Islamiske Republik forsvinder i skyerne

Iran er mest kendt for sit fanatiske præstestyre og skræmmende atomprogrammer, men højt oppe i Irans bjerge – helt deroppe hvor det religiøse politi aldrig kommer – ophører påklædningspåbud for kvinder og andre strengt religiøse regelsæt. År efter år vender jeg tilbage til Iran for at vandre i de smukke bjerge og dele de fantastiske naturoplevelser med iranerne i helt frie rammer.

DSC00643.jpg
Skrevet af: Stine Krog-Pedersen - Foto: Mohammad Moradi og Stine Krog-Pedersen
Opdateret den 05. dec 2016

Iran er mest kendt for sit fanatiske præstestyre og skræmmende atomprogrammer, men højt oppe i Irans bjerge – helt deroppe hvor det religiøse politi aldrig kommer – ophører påklædningspåbud for kvinder og andre strengt religiøse regelsæt. År efter år vender jeg tilbage til Iran for at vandre i de smukke bjerge og dele de fantastiske naturoplevelser med iranerne i helt frie rammer.

Det er fjerde gang, jeg går op ad Damavand, der med sine 5671 meter er Irans højeste bjerg. Jeg går alene denne gang, for jeg ved, at jeg ved base camp i 4200 meters højde kan slå følge med mange andre trekkere, der også planlægger at gå mod toppen den efterfølgende dag.

Jeg er taget tidligt af sted fra Teheran, for denne gang har jeg kun to dage til at bestige Damavand. Bjerget er en smuk og klassisk, konisk formet vulkan, og bestigningen er ikke teknisk svær. Udfordringen er højdesyge.

Det er krævende at gå fra 1600 meters højde i Teheran til 5671 meters højde på toppen af Damavand og tilbage igen – på kun to dage. Dette år er jeg akklimatiseret fra en rejse til Tajikistan og Kirgistan, så jeg satser på at komme gennem natten udhvilet og uden hovedpine.

Alene på bjerget
Bestigningen af Damavand starter i 3200 meters højde fra en moské, der hedder Gosfand-Sara. Herfra går du over grønne sletter og gennem stenlandskaber mod den sydlige base camp i 4200 meters højde.

Det er en stille og rolig fire timers gåtur ad veltrådte stier, som er lette at følge – i hvert fald i dagslys. På hele turen øjner du den lejren i base camp, som ligger på et plateau, dér hvor sneen begynder at kravle op mod den ofte skydækkede top.

Lyden af Led Zeppelins karakteristiske guitar strømmer ud af mine høretelefoner – jeg nyder at være alene med det store bjerg, og vender mig ofte om for at betragte udsigten over dale, søer og Teheran i det fjerne.

Mit telt, min sovepose, køkkengrej og mad bliver båret til base camp på hesteryg. Jeg skal jo være frisk til morgendagens lange tur mod toppen.

Hen mod eftermiddagen overvinder jeg det sidste stejle stykke mod base camp, og jeg når lige at sætte mit telt op og nyde solnedgangen inden en voldsom snestorm overrumpler lejren. Mit lille 1-personers telt ligger næsten ned i vinden, og selvom jeg ligger i min vintersovepose med alt tøjet på, har jeg har svært ved at holde varmen.

Jeg beslutter at krybe i ly i det to-etagers stenhus, der, til mit held, er blevet bygget siden min sidste tur til Damavand. Her er varmere og en livlig aktivitet af iranere, der forbereder den tidlige afgang mod toppen.

Jeg møder Muhammad og hans bjergbestigergruppe på ti mænd og tre kvinder, og efter at have godkendt mit udstyr får jeg lov til at følges med dem mod toppen. Afgang klokken tre om natten.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC00720Dopet på honning, lime og ingefær
Jeg sover heldigvis godt og uden tilløb til hovedpine (det kan virkeligt anbefales at akklimatisere inden en tur til Damavand – se boks). Med adrenalin i kroppen kommer jeg hurtigt ud af soveposen og gør mig klar til bestigningen.

Uden for hytten bliver jeg blændet af lyskegler fra pandelamperne på folk, der søger efter starten på stien mod toppen. Jeg trækker huen godt ned om ørerne og halstørklædet helt op om næsen, for i skarp kontrast til Teherans kogende asfalt, er der hundekoldt på Damavand midt om natten.

Vi begynder langsomt at gå stejlt opad i én lang række. Skridt for skridt og med pandelamperne rettet mod den stenede sti.

Det viser sig, at jeg har fået lov til at følge i hælene på en rutineret gruppe af iranske amatør-bjergbestignings-entusiaster: For at holde samling på gruppen lader man de langsomste gå forrest, og på den måde bliver tempoet ikke sat for højt.

De har forberedt en drik blandet af vand, honning, ingefær og lime for at holde højdesygen nede, og guffer nødder og dadler for at holde energiniveauet oppe. I bedste iransk stil er der rigeligt til alle – også til mig.

Vi går i stilhed, og holder små, korte hvil undervejs. Vi koncentrer os om at holde gruppen samlet, for det er nymåne og bælghamrende mørkt. Tiden går stærkt. Dagen gryer. Morgenluften er helt klar, og vi kigger ud over de smukkeste landskaber fra den netop overvundne bjergskråning, der er så stejl, at jeg er bange for at ende i frit fald mod base camp, hvis jeg mister balancen.

Iranerne liver op og begynder at synge og tilråbe de andre grupper, der langsomt slanger sig opad under og over os.

DSC00704En ny rute?
Vi fortsætter stejlt opad. Stien bliver nu til en højderyg af sten, der gennemskærer de glatte snedækkede bjergsider. Indimellem bliver vi nødt til at krydse henover de snedækkede flader. Det gør vi med stor forsigtighed for ikke at starte en lille lavine, der tager hele gruppen med.

For under sneen består bjergsiderne af løst grus. Jeg husker ikke at have krydset dette sted før og bliver usikker på, om vi mon har valgt den sikreste rute op ad bjerget. Men bag os begynder flere grupper at krydse samme vej over bjergsiden, og iranerne synger stadigvæk, hvilket beroliger mig.

Vi holder hvil, da vi igen har faste klipper under fødderne, og her melder de første symptomer på højdesyge sig.

En veltrænet iraner i god form må se i øjnene, at hovedpinen er blevet uudholdelig, og at han bliver nødt til at vende om. Normalt går hele gruppen samlet, så hvis én vender om, vender alle om. Men da vi stadigt øjner base camp langt under os, og det er tidligt på morgenen, beslutter vi, at det er forsvarligt at sende ham og hans kone tilbage selv.

Mine skridt bliver tungere og tungere, og efterhånden bevæger vi os så langsomt fremad, at jeg når at falde i søvn mellem hvert skridt.

Vi tager en slurk mere af vores honning-lemon-ingefær-drik og fortsætter opad, fortsat ledt af gruppens to langsomste kvinder. Det går godt for mig, lige indtil vi overstiger 5000 meter. Pludselig føler jeg mig uendelig søvnig – højdesymptomer.

Mine skridt bliver tungere og tungere, og efterhånden bevæger vi os så langsomt fremad, at jeg når at falde søvn mellem hvert skridt. Jeg befinder mig i et fraværende stadie, hvor jeg på skift drømmer og er vågen.

På et tidspunkt er jeg overbevist om, at jeg forstår alt, hvad iranerne snakker om – ikke fordi jeg kan tale persisk, men fordi jeg drømmer, at de snakker dansk.

DSC00754Vejen er målet
I omkring 5300 meters højde flader landskabet ud, og vi bliver mødt af en stærk stank af rådne æg. Damavand er stadig en aktiv vulkan, og stanken er bjergets sure opstød af svovl.

Dampene stiger op af sprækker i bjerget, og jeg forsøger at holde mig fri af vindretningen for frit at kunne indånde den fornødne mængde ilt fra den tynde luft. I denne højde er barometertrykket næsten halveret i forhold til ved havets overflade, og dermed er der kun halvt så meget ilt til rådighed, så vi hiver alle efter vejret.

Klokken tolv middag – efter ni timers vandring – ser vi flaget på toppen af Damavand. Alle er lettede, men vi mangler stadig at forcere den store klippeblok, der udgør det højeste punkt. Det er reglen, at førstegangs-bestigere af Damavand går forrest, så jeg kommer bagerst i rækken, som en af de erfarne i gruppen.

Vejen er målet. Det er måske en kliché, men ikke desto mindre sand, så vi får hurtigt taget de obligatoriske billeder på toppen, og vender næserne nedad.

DSC00742Mit livs længste kælketur
Turen ned fra toppen blev alt andet end en kliché, men derimod en lang kælketur – næsten hele vejen ned til base camp. Ikke helt ufarligt, men enormt sjovt.

Måske den tynde luft gjorde os overmodige, for vi kastede os alle sammen ud på vores livs længste kælketur. Ad ukendte pister. Med benene først og armene spredt ud til siden for at bremse og bevare kontrollen. Rutsjende på vores bagdele passerer vi nye dale og smukke islandskaber, som var utilgængelige på turen opad mod toppen.

Det er sent på eftermiddagen, da vi trætte, våde og helt høje af adrenalinen fra kælketuren og den succesfulde bestigning når vores telte i base camp. Hurtigt pakker vi teltene sammen, og sender det hele med de lejede heste nedad mod de ventende busser ved moskéen Gosfand-Sara.

Solen begynder at gå ned samtidig med os, så efter kort tid går vi igen i mørke. Og så er stien pludseligt ikke længere så veltrådt og synlig. Vi farer vild. Men iranerne synger stadigvæk og er i sædvanligt godt humør.

Efter 21 timers uafbrudt trekking ankommer vi til Gosfand-Sara. Jeg og de andre kvinder klæder om, og vi dækker vores hår til med de påbudte tørklæder, for nu skal vi tilbage til civilisationen, hvor det islamiske præstestyre bestemmer.


DSC00721

Akklimatisering før Damavand

Damavands 5671 meter bør ikke undervurderes – hvert år omkommer folk i lignende højder, fordi de ikke tager højdesymptomer seriøst. Det er derfor en rigtig god ide, at akklimatisere forud for en bestigning af Damavand. Både for sikkerhedens skyld, men også for at have overskuddet til at nyde turen mod toppen.

Mt. Tochal
Hvis du vil akklimatisere og træne på lettere bjerge før Damavand, behøver du kun at tage op i bjergene, der omgiver Teheran. På kun én dag er det muligt at gå fra Teherans nordligste kvarterer i omkring 1700 meters højde til toppen af Tochal på 3964 meter og tilbage igen.

Bjerget består af nøgne klipper og giver dig mulighed for at se udover hele Teheran, hvis ikke smoggen er for slem. På toppen af Tochal står en lille hytte, hvor du kan overnatte eller bare hvile benene i ly for blæsten inden, du går ned igen. Foruden Tochal findes der et væld af andre vandreruter, der kan kombineres.

Mt. Sabalan
Den 4800 meter høje og for længst uddøde vulkan Sabalan kan også bestiges på en lang og smuk dagstur. Bjerget ligger 41 km fra byen Ardabil i det vestlige Iran og er derfor noget vanskeligere tilgængelig, men det er besværet værd: Sabalons krater er nemlig blevet omdannet til en krystalklar, farverig og meget fotogen sø.

Sabalon er en stejl vulkan, så bjerget er hårdt og ofte vanskeligt at bestige, men endnu sværere og endnu mere trættende at gå nedad igen. Så medbring vandrestave og masser af energi med til turen.
Boks - slut


Hvad skal jeg medbringe:

Som enhver anden bestigning er ordentlig udstyr og forberedelse med til at øge chancerne for en succesfuld bestigning. Tænk konservativt og forbered dig altid på det værste. Herunder giver jeg et forslag til, hvad der var vigtigst for mig på mine bestigninger af Damavand.

  • Kraftig pandelampe og ekstra batterier
  • Vandrestave – det virker!
  • Skaljakke og -bukser, der kan modstå kraftig regn og snestorm
  • Varmt undertøj (uld eller lignende)
  • Dun- eller fleece-jakke som mellemlag
  • Varm sovepose
  • Flasker til at samle smeltevand
  • chokolade, nødder, dadler eller andre snacks

Andre spændende artikler


Slut med miljøsvin på Everest

Slut med miljøsvin på Everest

Aldrig flere på Everest

Aldrig flere på Everest

Tæt på Steffen Kjær

Tæt på Steffen Kjær

Log ind