Nærværet i bjergene

Undervejs funderede jeg over den rytme og hverdag, jeg havde i bjergene, hvilket satte mit liv derhjemme (det der “rigtige liv” i trædemøllen) i relief, og jeg så et kæmpe læringspotentiale i bjergtilværelsen, som jeg håbede på at tage med hjem. Det gav mening at se bjergvandringen som en metafor for livet – f.eks. de konstant skiftende perspektiver i takt med landskabets forandring. Når jeg så en høj bjergtop langt ude i horisonten, tjekkede kort, kurs og tid og regnede mig frem til, at det vel egentlig var netop dén top, jeg burde passere i eftermiddag, og jeg tænkte, at det jo så fuldstændig umuligt ud, da det baseret på udsigten vel ville tage mindst fem dage at nå dertil – og så tre timer senere var jeg, omend sveddryppende og udmattet, halvvejs på vej op ad netop den top. Og derfra så den jo helt anderledes ud. Ja, det var benhårdt, men også formidabelt og medrivende, og nu nåede jeg altså hertil. Den slags oplevelser af ændret perspektiv, ja nærmest en slags optiske illusioner inden for relativt kort tid, skete flere gange dagligt og på en – i forhold til livet derhjemme – meget visuel måde. Og lidt efter lidt lærte jeg ikke at bekymre mig om de ubegribelige udsigter. Der blev efterhånden integreret en tro på, at fremdriften var mulig, uanset hvor langt væk destinationerne synede. Det lyder måske som en banal sammenligning, men jeg tror, at netop den læring er enormt væsentlig for livet, dets begivenheder og udsigter generelt. 

Ét skridt ad gangen

Da først trekket som metafor for livet tog form i mig, begyndte jeg at se mange aspekter af oplevelsen i netop dét lys, som en mini-reflektion af livet: op- og nedstigningerne; de gode og dårlige øjeblikke og dage; tilfældigheden i hvem man møder på sin vej; at være nærværende her og nu og slippe bekymringerne; at respektere naturen og kroppens begrænsninger; svingninger i energi og motivation. Indimellem tager du små, forsigtige, langsomme og velovervejede skridt mod noget, og andre gange giver det bedre mening at springe hurtigt, højt og måske impulsivt trods de risici, det indebærer. Indimellem er sigtbarheden begrænset, og du kan kun se få skridt foran dig, mens du på andre tidspunkter har et langt, overskueligt og tydeligt udsyn for, hvad du bevæger dig hen imod. Indimellem ræsonnerer sigtbarheden med din sindstilstand, og andre gange er der dissonans og frustration over manglende udsyn og forudsigelighed. Indimellem føler du dig usikker og ude af balance, og på andre tidspunkter føler du dig stærk, grounded og i balance.

Sidst, men ikke mindst, mindes du løbende om – på vandringen, såvel som i livet – at du ikke har kontrol over størstedelen af hændelsesforløbet. Naturen bestemmer. Så slip kontrollen over de mange faktorer, du ikke kan styre, vær ydmyg, og hav fokus på, hvad du kan handle på her og nu: ét skridt ad gangen. 

Robert MacFarlane filosoferer poetisk og smukt i bogen Mountains of the Mind over menneskers fascination af bjergene gennem tiden og indrammer fint både højdeperspektivet i sig selv, men også muligheden for både udsigter og indsigter som en central del af motivationen:

”Højde har en effekt, som selv den mest ivrige tilhænger af det horisontale ikke kan argumentere imod: du kan se længere (…) De eneste grænser for, hvor langt du kan se, er synets mekaniske begrænsninger (…) Du er panoptisk, satellit-lignende, et altseende jeg: På en gang henrykt og skræmt over de enorme, opslugende distancer i det visuelle rum. Og DET er en uforglemmelig følelse.”

Han skriver også:

”Bjergtoppen og udsigtspunktet blev accepterede steder til eftertænksomhed og kreativitet: steder, hvor du søgte hen for at se længere, såvel fysisk som metafysisk (…) Besøgende blev tiltrukket af overbevisningen om, at de ville blive belønnet med udsyn og klarsyn. At såvel sindets som naturens landskaber ville blive åbenbaret for dem.”

Alt var badet i en intensitet uden lige.

Skønheden i det simple 

Det er vist en meget gængs betragtning, at simplicitet i tilværelsen ofte medfører mere ro og harmoni. På vandringer oplever jeg, at dét at bære, indtage, og konsumere mindre giver mig så meget mere. Mindre støj, færre distraktioner og færre valgmuligheder giver naturligt mere opmærksomhed til sanserne. Især dét at være foruden mobildækning og WiFi det meste af tiden er en tankevækkende befrielse i sig selv. Skriverierne i min dagbog på den niende vandredag ved Lac d’Arlet giver et lille indblik i det simple vandreliv:

“Tog et dyp i søen ved ankomst – skønt – og blev totalt omringet af får, mens jeg lå og tørrede i solen. Elsker den her tid til alt og intet, når man er ankommet, og teltet er sat op. Bare sidde og kigge, lade sig overvælde af ubegribelige udsigter, sludre lidt med de andre, når der er andre, tænke, tage en lur, se på får. Ingen skærme, ingen notifikationer, ingen to-do-lister. Bare naturen, bjergene, en konstant lyd af bjælder i baggrunden – at blive suget ind i det sanselige lydbillede.”

Det er vanskeligt at beskrive med ord, hvor sanseligt stærkt jeg oplevede ethvert lille aspekt af “hverdagen” undervejs. Den mest dækkende beskrivelse ligger nok i en øget intensitet ved det hele: den fysiske udfordring, hvert måltid, hver tår vand, hvert bad eller dyp i en kold bjergsø, glæden, smerten, ømheden, de sociale møder, søvnen, miserable øjeblikke, udbrændtheden, euforien, frygten, motivationen, handlingen at dele med hinanden (hvad enten mad, vand, tanker, glæde eller smerte), tårerne, skønheden, mørket, lyset, stjernerne, de skarpe sten og klipper under skosålerne, de stejle op- og nedstigninger, hældningen i sig selv, varmen, sveden, sanserne. Alt var badet i en intensitet uden lige.

Glæden ved nærværet i nuet

Allerede på dag syv skrev jeg i min dagbog:

“Er helt fyldt op af denne oplevelse allerede. Så mange indtryk, så mange følelser af begejstring, forbavselse, spænding, forundring. Har været benhårdt, er ekstremt udmattet efter hver dag, men elsker hvert et sekund af det her. Føles så rigtigt. Ægte og utrolig værdifuld glæde.”

Vandringen, klatringen og tilværelsen i naturen er aktiviteter, der bringer dig helt ind i nuet. Du kommer i en euforisk flowtilstand. Og jeg tror på, at dette er en stor del af tiltrækningen ved at gøre det. Det er vanvittigt frigørende at blive tvunget ind i nuet og ud af det pinagtige tankemylder om fortid, fremtid og bekymringer, som fylder meget hos mange i hverdagen. Jeg snakkede med flere andre HRP-vandrere om motivationen bag at begive sig ud på så lang en vandretur og mange gav, ligesom jeg selv, udtryk for, at de – udover den fysiske udfordring og naturoplevelsen – håbede på at finde hoved og hale i tankemylder og bekymringer. Ja, måske endda at opleve en form for eksistentiel åbenbaring undervejs. Efterhånden som den der store åbenbaring ikke kom dumpende ned fra himlen, gik det op for mig, at man måske netop, ironisk nok, ikke får store åbenbaringer undervejs, men til gengæld oplevede jeg vandre- og bjergtilværelsens helende evne til blot at rense ud i tankemylderet og blokere for overtænkningen. At den skabte plads til bare at være i naturen og den simple tilværelse med meget få genstande, simpel mad, simple rutiner. Du er blot til stede i og bevæger dig gennem den skønne natur og bærer alt, hvad du har brug for på din ryg. Du er til stede her og nu, og dine bekymringer er reduceret til et absolut minimum. Måske dette kunne betragtes som en åbenbaring i sig selv.

Et tveægget sværd

At opholde sig alene i naturen i længere perioder, og især i bjergene, byder på en enestående mulighed for dels at mærke en forbundethed med naturen og dels at have rum til selvransagelse og meditation på nogle dybere niveauer, end hvad byens støj, svimlende omgivelser og hastighed tillader. Jeg tror på, at det er sundt for os mennesker at træne musklen forbundet med at sidde alene i mørket (uden mobildækning vel og mærke), lytte til naturens lyde og lyden af stilhed og bare mærke, acceptere og sætte pris på, hvad der er. Jeg mærker egentlig en ret stærk forbindelse til noget urmenneskeligt i de her situationer – en tilknytning, en følen sig hjemme og en resonans med tilværelsen.

Folk har ofte spurgt mig, om der ikke er en angst forbundet med at sove alene i telt ude i ødemarken, klatre alene på stejle bjergsider, vandre alene. Og den reaktion giver mig lidt en følelse af at afvige fra flokken, da jeg ærlig talt er langt mere ængstelig i forbindelse med mange sociale situationer i hverdagen og en følelse af afkobling fra hamsterhjulstilværelsen, end jeg er bange for at sove i en skov eller på en bjergtop alene. Jeg sover ingen steder så godt som i mit telt omringet af natur, frisk luft og stilhed.

Alt det sagt så indrømmer jeg, at aleneheden også kan være svær at være i for længe ad gangen. Selv i smukke bjergomgivelser. Hver gang jeg havde gået tre til fire dage alene, begyndte jeg at savne selskab. Og derfor satte jeg også enormt stor pris på de rare og inspirerende mennesker, jeg mødte på min vej og fulgtes med i ny og næ. Min trail-familie. Det var prisværdigt at dele den euforiske oplevelse og reflektere over den undervejs med ligesindede vandrere. Dét sagt, så var alenetiden mindst lige så værdifuld på en helt anden måde – balancen mellem de to var perfekt.

Bon courage!

Følelsen af forbindelse til noget grundlæggende i os som mennesker, det totale nærvær i naturen og den introspektion, som langdistancevandringer på egen hånd fordrer, går fint i tråd med den hilsen, man ofte mødes af fra lokale bønder og beboere på den franske side af HRP:

“Bon courage!” siger de.

Courage kommer af coeur og er dermed en sammensmeltning af hjerte og mod i ét ord, og det passer så fint på netop denne aktivitet, som er så motiveret af og helende for hjertet, og som samtidig kræver en god portion mod. Jeg håber at disse lidt mere filosofiske og eksistentielle vandrerefleksioner kan inspirere andre til lignende eventyr. Jeg er selv dybt taknemmelig for hver gang muligheden byder sig til disse fine, meningsfulde og lærerige vandreoplevelser.

Hvad er Haute Route Pyrénéenne?

Haute Route Pyrénéenne (HRP) er den højeste vandrerute gennem Pyrenæerne, fra Hendaye (Frankrig) ved Atlanterhavet til Banyuls-sur-Mer (Frankrig) ved Middelhavet. Ruten er ca. 800 kilometer lang, krydser den spansk-franske grænse utallige gange og løber desuden gennem Andorra. Den omfatter omtrent 50.000 højdemeter, hvilket betyder, at man gennemsnitligt runder 1.500 højdemeter op og ned pr. dag. De fleste gennemfører vandreruten på 6-7 uger.

Der ligger en del refugier undervejs, men det kan anbefales at medbringe telt. Det giver dels mere fleksibilitet, dels mulighed for en større naturoplevelse. Man kan købe forsyninger ca. hver tredje til sjette dag, afhængigt af hvor på ruten man befinder sig.
HRP er mange steder teknisk udfordrende, men der findes lettere varianter – f.eks. GR11 og GR10 – til hovedruten undervejs, som man kan ty til efter behov, eller hvis vejrforholdene kræver det. HRP er ikke markeret hele vejen; kun på de strækninger, hvor man følger enten GR11 eller GR10. Der er dog tale om, at den potentielt vil blive markeret inden længe. De fleste bruger offline-kort med GPX-tracks på diverse kort-apps, såsom Mapy og Gaia, eller smartwatches til navigation.

HRP løber gennem forholdsvis råt, vildt og øde terræn. Afhængigt af hvornår man går den, vil man på visse dele møde meget få mennesker, mens man på andre dele, hvor den krydser nationalparker med diverse vandrestier på kryds og tværs, vil møde flere dagsvandrere.

Cicerone-guiden samt diverse Facebook-grupper, hvor tidligere HRP-vandrere livligt og generøst deler erfaringer, kan varmt anbefales til planlægning.