Hvis der er noget, der giver en følelse af velvære, så er det, når vi formår at være 100 % til stede i nuet. Nærværende, til stede i kroppen, sansende og fyldt op af det, der er omkring os lige nu og her. Og dét kan lange vandringer og ophold i naturen. Det er en essentiel erfaring, jeg har gjort mig efter utallige vandreture de seneste 15 års tid – men især da jeg vandrede og klatrede 800 kilometer på den højeste rute gennem Pyrenæerne, Haute Route Pyrénéenne.
Jeg har været på mange eventyr, vandret og brugt meget tid i naturen hele mit liv, men de 46 dage i Pyrenæerne på Haute Route Pyrénéenne (HRP) var den længste, teknisk sværeste og hårdeste vandretur, jeg hidtil har været på. Det var et fantastisk eventyr, som har efterladt fine minder og dybe spor i mig. Jeg har grublet meget over, hvad jeg lærte af oplevelsen, og hvordan den pillede ved eksistentielle betragtninger.
Satori er et japansk-buddhistisk udtryk for bevidsthedens opvågnen til sin sande natur, og herunder et glimt af hvad vi kunne kalde det totale nærvær. Det beskriver godt, hvad jeg jævnligt oplever, når jeg er alene i naturen og føler en stærk forbundethed med verden og tilværelsen. Oplevelsen af satori – ro, balance og totalt nærvær – er, udover at det føles vidunderligt, ret belejligt, når du klatrer rundt på stejle bjergsider med fuld oppakning.
I Pyrenæerne var jeg især overrasket over den nærmest salige ro i min krop og mit sind i situationer med teknisk svær vandring, hvor der er brug for 100 % opmærksomhed på hver lille bevægelse. Det er forunderligt og betryggende med kroppens evne til at prioritere så fortræffeligt i de situationer. Det rækker langt ud over sindets perceptionsevne. Og som en bonus er der ikke noget mere oplivende end at være fuldstændig til stede i nuet og fokuseret på hver lille bevægelse – og intet andet. Det er jo dér, man mærker, at man lever. Intet tankespind, ingen projektioner af frygt for fremtidsperspektiver. Du handler udelukkende på det, du kan handle på her og nu.
