Du er her:
  • ARTIKLER
  • Vandring i Mustang - Nepals afsidesliggende kongedømme

Vandring i Mustang - Nepals afsidesliggende kongedømme

I en afkrog af Nepal, nord for Himalayas snedækkede toppe, ligger et lille kongedømme isoleret fra omverdenen. Civilisationen har aldrig nået befolkningen, som er buddhister og lever et fredsommeligt liv i balance med den golde, skrøbelige natur. Claus Andreasen trekkede ind i området, som kun få får tilladelse til at besøge. Udover at møde dalenes gæstfri befolkning blev han inviteret til te hos Raja Jigme Palba Bista - kongen af Lo.

billedet3.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Claus Andreasen
Opdateret den 25. jun 2022

I en afkrog af Nepal, nord for Himalayas snedækkede toppe, ligger et lille kongedømme isoleret fra omverdenen. Civilisationen har aldrig nået befolkningen, som er buddhister og lever et fredsommeligt liv i balance med den golde, skrøbelige natur. Claus Andreasen trekkede ind i området, som kun få får tilladelse til at besøge. Udover at møde dalenes gæstfri befolkning blev han inviteret til te hos Raja Jigme Palba Bista - kongen af Lo.

Den lille Twin Otter-maskine brød gennem det fine skylag over Pokhara. Gennem flyets kabine kunne Claus Andreasen se forbi de to piloter i cockpittet og ud gennem ruden, hvor Dhaulagiris og Annapurnas vældige, hvide bjergsider åbenbarede sig mod øst og vest. Som en storslået port ind til det oldgamle buddhistiske kongedømme Lo – gemt bag Himalayas bjergtoppe.

billedet7.jpg ”Vi fløj med de enorme bjergsider på hver side af os, hvorefter en helt anden verden åbnede sig. Det var som at komme ind bag et tæppe, hvor de grønne bakker var udskiftet med den rå, golde og barske natur,” husker Claus.
Og verdenen bag bjergene gemte på et land, der længe glemt lå hen. Mustang.

Kongeriget bag bjergene
Twin Otteren landede i Jomsom, hvorfra Claus og kompagni, tre andre danske trekkere, til fods begav sig nordpå. I flækken Kagbeni varslede et skilt med påskriften ’Restricted Area’ om Mustangs specielle status som halvlukket land. Maksimum 1000 mennesker årligt får tilladelse til at begive sig op langs den gamle handelsrute – op mod Tibets vidtstrakte sletter. Her findes ingen veje, blot vandrestier.

billedet6.jpg Det var først i 1992, at det blev muligt for udlændinge at aflægge besøg i denne afkrog af Nepal, der kulturelt har stærke bånd til Tibet og buddhismen. Før dette tidspunkt kender man kun til fire udlændinge udover et lille, ukendt antal CIA-agenter, der formåede at nå frem til Mustangs Shangri La-lignende dale. Den sidste i 1964, hvorefter den nepalesiske konge lukkede området som følge af tibetanske Khampaers guerillaaktiviteter.

”Det var med en meget ydmyg fornemmelse, at jeg krydsede ind over denne her grænse til Mustang. Der har altså kun varet et par og halvfjerds danskere her – nogensinde,” fortæller Claus, der gav sig i kast med trekket op gennem en delvis tørlagt flodseng. Nøgne, bløde og runde bjerge af sand, grus og ler dominerede landskabet. Ned fra Himalayas 8000 meter høje tinder blæste en vind, der hvirvlede stiernes støv op og førte det med sig op gennem dalen. Af og til passerede små hestekaravaner læsset med varer fra Lo. Som små oaser lå landsbyer i det gudsforladte bjerglandskab med deres firkantede, lerklinede huse omgivet af kornmarker og frugttræer. Smilende ansigter mødte de fire, når de nåede landsbyerne.

billedet1.jpgCIA’s hemmelige cirkus
I det nye årtusinde ånder fred og ro i Mustang, men man skal ikke mere end godt 30 år tilbage for at finde heftig guerillaaktivitet i området i en af CIA’s tophemmelige operationer. Indhyllet i myter og mystik havde Mustang gennem århundreder ligget hen som en udørk, glemt bag verdens højeste bjergkæde. Kongedømmer var opstået og døet hen, interne krige udkæmpet, og Mustang lå hen i glemslen. Så invaderede Kina Tibet.

I modsætning til den vidt udbredte opfattelse at, at tibetanernes fredselskende mentalitet og buddhistiske natur holdt dem fra at gøre modstand, så opstod der oprørs- og guerillabevægelse. Khampaerne, et hårdført nomadefolk fra Kham i det nordøstlige Tibet, var blandt de mest aktive, og CIA så en mulighed i dem. Bølgen af kommunistfrygt skyllede ind over USA, og khampaerne var et kærkomment redskab til at føre hemmelige operationer mod kommunistiske Kina. De tibetanske Khampaer kæmpede for frihed og ret til deres eget land. CIA brugte dem til at sætte en torn i øjet på Mao. Operationen fik kodenavnet St. Circus.
kort.jpg 2000 tibetanske guerillasoldater befandt sig således sidst i 1950’erne i Mustang, og omkring 300 af dem blev fløjet til hemmelige Camp Hale i Colorado, hvor de blev trænet i krigsførelse. Efterretningsdokumenter, der for nyligt blev offentliggjort, afslørede hvordan amerikanerne brugte mere end 11 millioner kroner årligt på at træne guerillaerne og flyve dem ind i Tibet. Her blev de kastet ned med faldskærme og forsøgte at udøve så meget ravage som muligt. Overlevelsesprocenten blandt tibetanerne var uhyre lav. Den eneste overlevende fra den første mission betegnede aktionen som ’at smide kød ind i tigerens mund’. Fangenskab resulterede ofte i døden - guerillaerne slugte cyanidkapslerne, som CIA forsynede dem med.

De amerikansk støttede angreb ind i besatte Tibet fortsatte op gennem 1960’erne, indtil USA og Kina forsøgte at stabilisere deres interne forhold. Tibetanerne passede ikke længere ind i USA's storpolitiske mål, og St. Circus blev i 1971 kasseret. Tilbage stod tibetanerne overladt til sig selv og drømmen om et frit Tibet.

Guerillaerne fortsatte deres aktiviteter indtil 1974, hvor den nepalesiske regering, under pres fra Kina, sendte tropper ind i Mustang. Guerillaerne forberedte sig på et sidste blodigt showdown. Det satte en båndoptaget meddelelse fra Dalai Lama imidlertid en stopper for: Han bad guerillaerne om fredeligt at lægge våbnene. De fulgte hans ord. Efter 20 års kamp nedlagde de våbnene og Tibets væbnede kamp for frihed så sin ende. Mange desillusionerede guerillaer begik selvmord umiddelbart efter.
billedet4.jpgKongen af bjergene
I dag er Mustang omkring 8000 indbyggere udelukkende bevæbnet med buddhistiske bedemøller og viljen til at overleve i de barske omgivelser. Efter at have vandret i seks dage gennem tørre dale og små landsbyer med ældgamle klostre og den altid venlige befolkning som selskab nåede Claus bymurene ved Lo Manthang – kongens by og Mustangs ’hovedstad’. Kun én enkelt dør er at finde i den syv meter høje mur, der omgiver byen med de lerklinede huse, det røde kloster og kongens hvidvaskede palads. Til fods tager det omtrent 15 minutter at gå rundt om muren. 6000 meter høje bjerge danner kulissen bag byen. 

Gennem en lokal kontakt lykkedes det Claus og hans kammeraterne at komme i audiens hos kongen Raja Jigme Palba Bista - den 25. hersker og direkte nedstammet fra Amadpal, der i 1380 grundlagde kongedømmet. I dag har kongen af Lo ingen politisk magt, men stadig en særdeles ophøjet status.
billedet2.jpg”Vi var netop ankommet efter dagens trek og ville godt lige have været i bad. Vi havde jo ikke ligefrem jakkesæt og slips med, men et par rene bukser ville jeg da godt have haft på. Vi fik at vide, at det var der ikke tid til, og at det ikke spillede nogen rolle,” fortæller Claus.

I paladset blev danskerne ført op ad to hønsestiger, gennem en svalegang, der vendte ind mod paladsets indergård, og ind i et dunkelt rum med mørkerøde og brune vægge. I skabe stod små Buddhastatuer, og bag et lille bord sad kongen i en mørkegrå dynejakke.
”Jeg havde set en tv-udsendelse fra det selv samme rum fra 1992, hvor Prins Joachim besøgte kongen, og rummet lignede sig selv. Som havde tiden stået stille,” husker Claus, der blot havde regnet med at skulle hilse på kongen.
Men kongen kaldte dem over én efter én, velsignede de medbragte hvide klæder og lagde dem om halsen på de benovede besøgende. Herefter bad han dem om at tage plads på bænken langs endevæggen. Te, brygget på lokale urter, og klejner blev serveret.
”Han huskede Prins Joachim og spurgte, hvordan det gik for ham og familien. Vi sprang let og elegant henover Joachim og fortalte i stedet, at hans bror lige var blevet gift,” smiler Claus.
Livsglæde i fattigdom
Kongen er en rig mand. I hvert fald efter lokal standard. Men det var ikke noget, der skinnede videre igennem i et kongedømme, hvor rigdom i højere grad måles på jord og heste, end på klæder og boligindretning.

billedet5.jpgRigdom er i det hele taget langtfra, hvad der præger Mustang. Den golde jord sætter en naturlig grænse for overlevelse, men lokalbefolkningen forstår at udnytte de dyrebare dråber. Bosættelser udspringer fra de få rislende kilder, der finder vej til dalbunden. Er der vand, er der liv.
”Vi gik gennem en utrolig primitiv by, der faktisk kun bestod af et enkelt hus.
De havde adgang til lidt vand og dermed nogle afgrøder og træer. Vi slog lejr og spiste med familien og et par møgbeskidte unger i deres eneste rum. Det var tydeligt, at de havde fundet en lille plet med lidt vand og derfor åbnet et lille lodge, hvor de lokale karavaner kan vande hestene og sove, inden de næste morgen drager videre,” fortæller Claus.
Nok er livet hårdt, betingelserne barske og tidsalderen en anden i Mustang. Men livet går sin stille gang.

”Det er ufatteligt, at man kan have sådan et humør, når man er så fattig. De serverer altid te for én og er utroligt søde og smilende. Alt er meget primitivt, og mange har aldrig set en bil. Det er, som havde tiden stået stille.”

billedet7.jpg ”Vi fløj med de enorme bjergsider på hver side af os, hvorefter en helt anden verden åbnede sig. Det var som at komme ind bag et tæppe, hvor de grønne bakker var udskiftet med den rå, golde og barske natur,” husker Claus.
Og verdenen bag bjergene gemte på et land, der længe glemt lå hen. Mustang.

Kongeriget bag bjergene
Twin Otteren landede i Jomsom, hvorfra Claus og kompagni, tre andre danske trekkere, til fods begav sig nordpå. I flækken Kagbeni varslede et skilt med påskriften ’Restricted Area’ om Mustangs specielle status som halvlukket land. Maksimum 1000 mennesker årligt får tilladelse til at begive sig op langs den gamle handelsrute – op mod Tibets vidtstrakte sletter. Her findes ingen veje, blot vandrestier.

billedet6.jpg Det var først i 1992, at det blev muligt for udlændinge at aflægge besøg i denne afkrog af Nepal, der kulturelt har stærke bånd til Tibet og buddhismen. Før dette tidspunkt kender man kun til fire udlændinge udover et lille, ukendt antal CIA-agenter, der formåede at nå frem til Mustangs Shangri La-lignende dale. Den sidste i 1964, hvorefter den nepalesiske konge lukkede området som følge af tibetanske Khampaers guerillaaktiviteter.

”Det var med en meget ydmyg fornemmelse, at jeg krydsede ind over denne her grænse til Mustang. Der har altså kun varet et par og halvfjerds danskere her – nogensinde,” fortæller Claus, der gav sig i kast med trekket op gennem en delvis tørlagt flodseng. Nøgne, bløde og runde bjerge af sand, grus og ler dominerede landskabet. Ned fra Himalayas 8000 meter høje tinder blæste en vind, der hvirvlede stiernes støv op og førte det med sig op gennem dalen. Af og til passerede små hestekaravaner læsset med varer fra Lo. Som små oaser lå landsbyer i det gudsforladte bjerglandskab med deres firkantede, lerklinede huse omgivet af kornmarker og frugttræer. Smilende ansigter mødte de fire, når de nåede landsbyerne.

billedet1.jpgCIA’s hemmelige cirkus
I det nye årtusinde ånder fred og ro i Mustang, men man skal ikke mere end godt 30 år tilbage for at finde heftig guerillaaktivitet i området i en af CIA’s tophemmelige operationer. Indhyllet i myter og mystik havde Mustang gennem århundreder ligget hen som en udørk, glemt bag verdens højeste bjergkæde. Kongedømmer var opstået og døet hen, interne krige udkæmpet, og Mustang lå hen i glemslen. Så invaderede Kina Tibet.

I modsætning til den vidt udbredte opfattelse at, at tibetanernes fredselskende mentalitet og buddhistiske natur holdt dem fra at gøre modstand, så opstod der oprørs- og guerillabevægelse. Khampaerne, et hårdført nomadefolk fra Kham i det nordøstlige Tibet, var blandt de mest aktive, og CIA så en mulighed i dem. Bølgen af kommunistfrygt skyllede ind over USA, og khampaerne var et kærkomment redskab til at føre hemmelige operationer mod kommunistiske Kina. De tibetanske Khampaer kæmpede for frihed og ret til deres eget land. CIA brugte dem til at sætte en torn i øjet på Mao. Operationen fik kodenavnet St. Circus.
kort.jpg 2000 tibetanske guerillasoldater befandt sig således sidst i 1950’erne i Mustang, og omkring 300 af dem blev fløjet til hemmelige Camp Hale i Colorado, hvor de blev trænet i krigsførelse. Efterretningsdokumenter, der for nyligt blev offentliggjort, afslørede hvordan amerikanerne brugte mere end 11 millioner kroner årligt på at træne guerillaerne og flyve dem ind i Tibet. Her blev de kastet ned med faldskærme og forsøgte at udøve så meget ravage som muligt. Overlevelsesprocenten blandt tibetanerne var uhyre lav. Den eneste overlevende fra den første mission betegnede aktionen som ’at smide kød ind i tigerens mund’. Fangenskab resulterede ofte i døden - guerillaerne slugte cyanidkapslerne, som CIA forsynede dem med.

De amerikansk støttede angreb ind i besatte Tibet fortsatte op gennem 1960’erne, indtil USA og Kina forsøgte at stabilisere deres interne forhold. Tibetanerne passede ikke længere ind i USA's storpolitiske mål, og St. Circus blev i 1971 kasseret. Tilbage stod tibetanerne overladt til sig selv og drømmen om et frit Tibet.

Guerillaerne fortsatte deres aktiviteter indtil 1974, hvor den nepalesiske regering, under pres fra Kina, sendte tropper ind i Mustang. Guerillaerne forberedte sig på et sidste blodigt showdown. Det satte en båndoptaget meddelelse fra Dalai Lama imidlertid en stopper for: Han bad guerillaerne om fredeligt at lægge våbnene. De fulgte hans ord. Efter 20 års kamp nedlagde de våbnene og Tibets væbnede kamp for frihed så sin ende. Mange desillusionerede guerillaer begik selvmord umiddelbart efter.
billedet4.jpgKongen af bjergene
I dag er Mustang omkring 8000 indbyggere udelukkende bevæbnet med buddhistiske bedemøller og viljen til at overleve i de barske omgivelser. Efter at have vandret i seks dage gennem tørre dale og små landsbyer med ældgamle klostre og den altid venlige befolkning som selskab nåede Claus bymurene ved Lo Manthang – kongens by og Mustangs ’hovedstad’. Kun én enkelt dør er at finde i den syv meter høje mur, der omgiver byen med de lerklinede huse, det røde kloster og kongens hvidvaskede palads. Til fods tager det omtrent 15 minutter at gå rundt om muren. 6000 meter høje bjerge danner kulissen bag byen. 

Gennem en lokal kontakt lykkedes det Claus og hans kammeraterne at komme i audiens hos kongen Raja Jigme Palba Bista - den 25. hersker og direkte nedstammet fra Amadpal, der i 1380 grundlagde kongedømmet. I dag har kongen af Lo ingen politisk magt, men stadig en særdeles ophøjet status.
billedet2.jpg”Vi var netop ankommet efter dagens trek og ville godt lige have været i bad. Vi havde jo ikke ligefrem jakkesæt og slips med, men et par rene bukser ville jeg da godt have haft på. Vi fik at vide, at det var der ikke tid til, og at det ikke spillede nogen rolle,” fortæller Claus.

I paladset blev danskerne ført op ad to hønsestiger, gennem en svalegang, der vendte ind mod paladsets indergård, og ind i et dunkelt rum med mørkerøde og brune vægge. I skabe stod små Buddhastatuer, og bag et lille bord sad kongen i en mørkegrå dynejakke.
”Jeg havde set en tv-udsendelse fra det selv samme rum fra 1992, hvor Prins Joachim besøgte kongen, og rummet lignede sig selv. Som havde tiden stået stille,” husker Claus, der blot havde regnet med at skulle hilse på kongen.
Men kongen kaldte dem over én efter én, velsignede de medbragte hvide klæder og lagde dem om halsen på de benovede besøgende. Herefter bad han dem om at tage plads på bænken langs endevæggen. Te, brygget på lokale urter, og klejner blev serveret.
”Han huskede Prins Joachim og spurgte, hvordan det gik for ham og familien. Vi sprang let og elegant henover Joachim og fortalte i stedet, at hans bror lige var blevet gift,” smiler Claus.
Livsglæde i fattigdom
Kongen er en rig mand. I hvert fald efter lokal standard. Men det var ikke noget, der skinnede videre igennem i et kongedømme, hvor rigdom i højere grad måles på jord og heste, end på klæder og boligindretning.

billedet5.jpgRigdom er i det hele taget langtfra, hvad der præger Mustang. Den golde jord sætter en naturlig grænse for overlevelse, men lokalbefolkningen forstår at udnytte de dyrebare dråber. Bosættelser udspringer fra de få rislende kilder, der finder vej til dalbunden. Er der vand, er der liv.
”Vi gik gennem en utrolig primitiv by, der faktisk kun bestod af et enkelt hus.
De havde adgang til lidt vand og dermed nogle afgrøder og træer. Vi slog lejr og spiste med familien og et par møgbeskidte unger i deres eneste rum. Det var tydeligt, at de havde fundet en lille plet med lidt vand og derfor åbnet et lille lodge, hvor de lokale karavaner kan vande hestene og sove, inden de næste morgen drager videre,” fortæller Claus.
Nok er livet hårdt, betingelserne barske og tidsalderen en anden i Mustang. Men livet går sin stille gang.

”Det er ufatteligt, at man kan have sådan et humør, når man er så fattig. De serverer altid te for én og er utroligt søde og smilende. Alt er meget primitivt, og mange har aldrig set en bil. Det er, som havde tiden stået stille.”

Find din næste tur her


Priser fra 33.950,-
Fællesture
Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Priser fra 32.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Faktaboks

 

Andre spændende artikler


Everest Base Camp Trek

Everest Base Camp Trek

 ADSKILLIGE TREKKERE DRÆBT I NEPAL

ADSKILLIGE TREKKERE DRÆBT I NEPAL

3 Himalaya-treks vi drømmer om

3 Himalaya-treks vi drømmer om

Log ind