Rune vinker farvel til hverdag, lockdown og corona for at vandre gennem Norge; fra syd mod nord. En tur, hvor han hverken følger rute eller i andres fodspor, men finder vej undervejs og lader spontanitet udvikle turen, hvad end den står på skov og myr, fjeld og udsyn, sne og kulde, sol og myg, selskab eller isolation.
Er der nogen tilbage, som ikke blev påvirket af pandemien?
Jeg var heldig at have muligheden for at dykke ned i en del af verden, som ikke var præget af frygt, lockdown, dårlig økonomi og samfundssind. Oppe i Norge blandt fjorde og fjelde i min lille bygd skete det, at folk rejste hjem til deres respektive familier. Området er allerede dårligt befolket og blev endnu mere mennesketomt.
Fjeldene lå indsvøbt i bedre sneforhold her først på foråret end hele vinteren havde budt på.
Derfor brugte jeg al min tid på randonné-skiture med de sidste venner og kolleger tilbage på egnen, men som udsigten til almindelig hverdag ikke kom i sigte, måtte jeg gøre noget ved tilværelsen. Noget mindeværdigt.
Derfor sagde jeg min lejlighed op for at sætte ud på langtur.
Ingen børn, intet job, ingen pandemi.
Rent, råt og smittefrit friluftsliv – det var det, jeg drømte om.
Officielt hjemløs
Med ærefrygt kastede jeg mig ud i det. En gammel skade i højre fod og mangel på plan B eller C gjorde mig utryg. Desuden var min sociale konto i minus, for jeg havde ikke set venner eller familie i Danmark i næsten et år. Var heller ikke trænet i at gå med tung Rygsæk.
Derimod var min selvtillid styrket af en solid og lang vinter i fjeldene, positivt sind, masser af gå-på-mod og to års erfaring med norsk natur.
Covid-19-alternativet om at sortere fisk på den lokale fiskefabrik var hermed frasorteret.
Jeg studerede kort over snedækket i Norge, som afslørede min eneste mulige rute: Langs svenskegrænsen. Syd til nord. Udfordringen blev ikke at indhente sneen i nord. Jeg markerede alle små supermarkeder langs grænsen i Google Maps, og så stak jeg på tur med sneglehus på ryggen og en boblende spænding og nervøsitet i kroppen.
Var jeg overmodig og dumdristig?
Afleverede nøglerne til kollektivet og var dermed officielt hjemløs. Det smagte lidt af eventyr.
