75 dage med kompasnålen mod nord

Rindende vand var lidt vanskeligt at finde den første måneds tid pga. tørke.

Ingen hård disciplin
Vidunderligt. Nu gjaldt det turlivet! I gang med at oparbejde rutiner og få bedre kontrol over diæten, udstyret og den gamle skadede fod. Men jeg måtte også definere formatet for turen. Mit ønske var at lade turen udvikle sig undervejs.

Ingen rute, kun en retning.

Ingen rationsdepoter og andres spor og erfaringer. Ingen hård disciplin om at måtte gå så-og-så langt eller noget egentligt at skulle nå. Bare lade mig lokke af de gode fiskevande, flotte lejrpladser og spændende folk. Udfordringen blev aldrig at løbe tør for mad.

Jeg blev belønnet med urfuglenes og tjurernes danseseancer på frosne sumpe i skoven i let morgentåge. Tranerne kom ind sydfra; senere hejrerne. Læste op på alskens planter og blomster om aftenen og fiskede lækre aborrer og ørreder og griske gedder.

Mødet med folk lod dog vente på sig.

Det famøse overskud
Noget lå mig på sinde. Den gamle, skadede fod bar mig som frygtet ikke ordentligt igennem strabadserne. Det gjorde mig nervøs. Dag 16 i dagbogen er helt sort; dag 17 er overskyet med nerver. Den beretter om total udmattelse ved dagens slutning.

Havde ikke formået at finde energi til at fiske i et ellers fantastisk vand ved lejren. Var næsten kommet til at drikke forurenet vand – på et hængende hår opdagede jeg den store, opblæste, døde gnaver i vandet. Min dårlige fod bankede og smertede. Kunne jeg overhovedet det her?

Lidt efter lidt fandt jeg frem til de små handlinger, som gav mig styrken tilbage. I dag er foden bedre end nogensinde før. Tiltag som at gå forsigtigt, nærmest liste af sted og bruge hele kroppen i hvert skridt. Sidde hver aften og vrikke sidevejs i foden løsnede den op. Holde en pause midt på dagen, hvor fødderne kom ud af skoene.

Små daglige tiltag som med lidt selvdisciplin satte mig tilbage på landkortet med en stabil fremdrift og forbedring i humøret. Godt udgangspunkt at opbygge overskud ud fra.

Og det famøse overskud viste sig at være noget af det vigtigste. Det lagde stressen på hylden, og fri leg blev for alvor sat fri omkring dag 24-25. At opbygge, bevare og udnytte overskuddet blev helt centralt og meget vigtigere end kilometerne i sig selv.

Lysten til at tage billeder og gøre mig umage, fiske, fyre bål, eller nyde indlevelsesevnen med mine bedste venner i bogen eller i forskellige podcastserier gav mig glæde. Det gjorde det også at skeje fuldstændig ud eller forsøge mig på skæve roller i snapchats til familien og venner.

Omkring dag 30 var jeg for alvor i eventyrflowet.

Det her var ubestridt det første ordentlige udsigtspunkt jeg kom til efter cirka to uger. Og mere bjørneland end jeg anede. Dagen efter forklarede en bonde, hvordan han mistede næsten hele sin besætning af får og geder sidste sommer. Til én bjørn.

Udsigt / indsigt
At have træerne under sig, himlen over sig og horisonten ret forude er vel en kryptisk måde at beskrive fjeldtilværelsen på. Da jeg endelig efter 30 dage fik muligheden for at krybe over trægrænsen, gjorde jeg det med det samme. Selvom jeg den dag havde trasket, sjippet og sjappet mig igennem vådt og klistret føre fra morgen til aften, gav jeg den et par timer ekstra. Solnedgangen fra toppen af Trysilfjeldet hang der og lokkede med sit altomfavnende smukke lys og lange skygger.

Trysilfjeldet. Aaahh.

Da jeg endelig stod der, vidste jeg ikke, om jeg skulle se frem eller tilbage.

Mod nord lå fremtiden. Mod syd lå fortiden. En meget nærværende og intens fortid. 30 dage over stok og sten, myr, sump, krat, busk, væltede træer og ind imellem hjemmeværnsfolk, som vogtede grænsen. Eufori og forløsning. Tænk min fod kunne klare det.

Solnedgangen badede landskabet i alle himmelretninger i et overdådigt lys. Hele situationen pustede fornyet mod, energi og selvtillid i mig. Håndgribeligt og øjensynligt åbnede næste kapitel sig for mig. Bag mig lå uendelige længder af den skandinaviske tajga.

Fremover lå langstrakte, kugleformede, let vandrede fjelde. Nu kunne jeg pludselig se 50-60 kilometer frem, og enkelte fjelde lå endnu længere ude. Perspektiv. Som hobbyfotograf fik jeg nu noget andet at tage billeder af: Udsigt. I skoven var jeg kontrastfyldt kommet frem til, at indsigt var nøgleordet.

Ubeskrivelig dag. Femunden og Fulufjellet Nationalpark i sigte, dejlig afkølende vind og så hoppe i posen, når solen har lagt sig. Der var så mange dage med flowtilstand op til denne dag og efterfølgende.

Overskud på fjeldet
Da jeg kom op på fjeldet, begyndte jeg at gå langt. Mange dage over 30 kilometer. Det føltes godt, og jeg havde overskuddet i behold. Havde tid og ro til at holde fantastiske hviledage alle de spændende steder og fik nydt selskabet af de enkelte mennesker, jeg var heldig at møde.

Omkring Sankt Hans kom myggene med alle sine bevingede venner i alle størrelser. Så blev vinden og solen pludselig mine bedste venner. På fjeldet var det hårdt ikke at kunne finde skygge i 25 grader og fuld sol i flere uger i streg.

Jeg begyndte at hælde salt i mit drikkevand for at kunne slukke tørsten.

Da insekterne nu øgede omstændighedernes vanskeligheder, var jeg glad for at være relativt akklimatiseret, men hvordan skulle jeg nu vaske mig, når de bed det første og bedste stykke bar hud, som stak frem? Og hvorfor kunne jeg aldrig finde et mønster i, hvornår myggene var flest?

Fra Trysil gik jeg langs grænsen op mod Femunden, hvor min fætter sluttede sig til mig i ni dage. Vi fangede fine ørreder i den første lejr, da vi kom ind i nationalparken, og nød at leve friluftslivet. Men hver gang vi kom højt nok op, kunne jeg se fremad. Lige i retning af de fjelde, jeg havde i sigtekornet som næste mål. Det var forvirrende og gjorde det mere vanskeligt for mig at nyde bare at være til.

Fætter Martin i billedet ved nok en fin lejrplads – men ingen fisk på krogen. Til gengæld var jeg simpelthen så tæt på at træde på fin ørred, da jeg krydsede en lille bæk. Tror fiskene var overophedet, ligesom vi også var til tider.

Tre uger med uvejr
Da fætter Martin efter sin vellykkede debut på vildmarkstur kørte retur med bussen fra Elgå, var jeg oplagt og klar til nye græsmarker. Eller fjelde. Eller blokhav. Kald det, hvad du vil, men i Femundsmarka Nationalpark er det ikke bare lige at bevæge sig frit uden for stier, som jeg ellers foretrækker.

Nu måtte jeg derimod hurtigt tænke plan B og C, for det blev heftigt uvejr. Terrænet var alt for krævende til at balancere gennem på sæbeglatte fjeldblokke så store som biler. Tre uger med regn, vind og kulde og sne i højden blev den nye realitet. Endelig kunne uldhat, handsker og Buff retfærdiggøres i oppakningen.

Nord for Femundsmarka og resten af turen op til Lierne nord for Blåfjella-Skjækerfjella Nationalpark bed vildmarksfølelsen sig virkelig fast i mig. Ingen stier eller folk og rigtig langt til nærmeste grusvej. De mange elvkrydsninger blev mere og mere spændende, som vandstanden overalt steg i takt med den evigt dundrende regn.

Længe leve de dage, hvor det trods alt bare var bygevejr. Kuldegrader og vind bed i kinderne, og en dag havde jeg nær pisset i bukserne, da jeg fandt ud af, jeg ikke kunne få knapper og bælte åbnet med mine følelsesløse fingre.

Samme aften forskansede jeg mig i et nødskur, fordi det blæste op til storm. Til min overraskelse dumpede to kvinder pludselig ind sent om aftenen. Adrenalin og overlevelsesinstinkt stod ud af øjne og ører. Hurtigt fyrede vi op i brændeovnen, og snart fik de varmen i sig og evne til at fortælle, hvordan den ene var faldet i en elv, og at de var blevet nægtet adgang til en turisthytte 10 kilometer derfra pga. corona-tiltag.

De havde gået 40 kilometer den dag med kæmpe oppakninger og sad nu på returen fra underafkøling.

Slud og vind i et bjergpas mellem Norge og Sverige i Sylanfjellene. Det kan være en udfordring at motivere sig selv dag efter dag at bevæge sig videre. Jeg mødte en langt mere garvet langdistancevandrer, som faktisk afbrød sin tur, fordi der var meldt så meget dårligt vejr. Ja ja, jo jo, det er bare at hænge i, tænkte jeg.

Indre lykke
Undervejs mødte jeg mange spændende mennesker og blev bekræftet mange gange i, at livet er godt. Jeg er dybt taknemmelig for den løbende opbakning jeg fik og alle de invitationer til alt fra påskeborde og campingdruk til plader chokolade og tørret kød, der blev kastet min vej.

Men jeg er jo hverken etnograf eller antropolog, og denne rejse var i og for sig heller ikke for at møde minoriteter og asylansøgere midt i ingenting eller studere kulturelle elementer som flygtningeruter fra Anden Verdenskrig eller svedigbrug-teknikken blandt indvandrere fra Finland i 1500-tallet.

Selvfølgelig var den slags naturlige højdepunkter, som afvekslede tilværelsen fra at være alene med fisk og rensdyr til spændende sagn og fortællinger og, naturligvis, socialt liv.

Nu til dags er det ikke forbeholdt doktorer, videnskabsfolk eller grever at drage ud på “opdagelsesrejser”. I dag kan vi alle drage ud og opdage noget – selvom der ikke er hvide pletter på landkortet, kan man finde noget andet. Jeg lærte lidt om mig selv, og især da jeg blev genforenet med København sidst på sommeren, blev jeg mindet om forskellen på eksistens og sameksistens.

Jeg er næsten 30 år, og for nogen er det jo skæbnesvangert. Beroligende nok var det, at jeg traf et slæng af 50-60-årige gutter på den årlige herre-fisketur. De sad og drak brændevin og fiskede ørreder præcis, som da de var 15 år gamle. Måske skulle jeg håbe på at kunne gøre det samme.

Drømmen opfyldt
Den sværeste beslutning var at slutte turen. Fra omkring dag 55 begyndte mine tanker at omkredse om den afgørelse. Længe havde mine overvejelser været domineret af idéen om at vende rundt og gå ned igennem Rondane Nationalpark og nærme mig Oslo, hvor der findes billige fly til Danmark. Men jeg kunne ikke få mig selv til at bryde med den syd-nordlige retning. Det føltes forkert.

Derfor fortsatte jeg nordover gennem vildmarken, som bare blev vildere og vildere. Blåfjella-Skjækerfjella Nationalpark og Lierne foran mig. Drømmen var egentligt Børgefjell Nationalpark længere mod nord, men jeg fik alle drømme opfyldt længe før. Roen, mestringen, overskuddet, det gode fiskeri, alt slags vejr og også ondt i hele kroppen lidt ad gangen.

Myggenet, myggenet og myggenet… og myggeolie.

Beslutningen om at stoppe
En dag listede jeg mig ned forbi et mistænkeligt godt fiskevand. Der var jeg ikke alene. Før jeg vidste af det, var jeg inviteret på middag og natfiskeri fra en lille robåd med traditionel fiskemetode: oter og brændevin.

Den morgen tog jeg beslutningen om at stoppe. For den morgen var jeg så fornøjet. De to fiskekammerater skulle også hjem, men de skulle ikke gå, for den ene var skadet. Så snu og lokalkendte, som de var, havde de en aftale i hus med opsynsmanden fra Statsskog, som fløj ind i vildmarken med vandfly, landede på søen, malkede nogle køer, og så skulle han sejle de to ud af området, hvor han havde nogle gøremål undervejs ved nogle sheltere.

Den tur tilbød de mig at blive en del af. Desuden ville de give mig lift mig helt til Verdal, hvor jeg kunne overnatte hos dem og tage tog til Trondhjem Lufthavn. Den afslutning lød som et højdepunkt uden sidestykke, og derfor blev det sådan. Skønt at runde af i godt selskab, norsk fiskeri i topklasse og en mulighed for at blive sejlet tilbage en gang i fremtiden. Sådan vendte antiklimakset sig til en cliffhanger.

I klogskabens lys og tilbageblikkenes tid mærker jeg i hvert fald, at jeg vil tilbage og fortsætte, hvor jeg slap grebet om turen, men næste gang vil jeg have selskab i vildmarken.

5 STYKKER GREJ

1. Solcellepanel var essentielt for at kunne holde mig borte fra civilisationen, men stadig kunne lade kamera, telefon og nødpejlesender.
2. Nødpejlesender er et must i respekt for pårørende, hvis noget skulle ske. Jeg satte en god kommunikationsprocedure op og skrev den ned med mine kontaktpersoner, så der ikke kunne opstå tvivl om mine reaktionsmønstre.
   
   
3. GPS skal jeg ikke have med igen. Nødpejlesenderen kan give mig koordinater, det samme gælder for telefonen – og jeg bruger hellere kort og kompas både til løbende orientering og planlægning end GPS, som bruger strøm og skal lades.
   
   
4. Skiftede fra benzinbrænder til gas, efter jeg fandt ud af, at det faktisk var lettere at få fat i gas end benzin. Tanken havde oprindeligt være at spare penge på at købe dyrt gas og så bære på mere benzin og kunne tage længere stræk.
5. Fiskestang og kamera får aldrig lov at blive hjemme.

4 AHA-OPLEVELSER

1. Min største udfordring var dedikation. Skulle jeg vandre langt, eller skulle jeg bare være til stede? Målsætninger måtte jeg sætte løbende. Variationen mellem en masse fiskeri med mindre forflytning og perioder med lange vandringer gav mig følelsen af arbejde og fritid.
   
   
2. Så var der det med vægten. Det er jo fantastisk at kunne hygge sig med ordentlig mad, men at være så idealistisk og nærig at have slæbt en benzinbrænder med mig var jo helt håbløst. Den skulle jeg have udskiftet med en letvægtsbrænder tidligere.
3. At kombinere det traditionelle friluftsliv med et mere moderne langdistance-koncept på superlavbudget-manér kræver mere af kroppen og sindet, fordi turen konstant bliver til undervejs, og jeg måtte bære mere. Der findes ingen motivation i at visualisere “målet”, når jeg sad midt i målet; turen i sig selv.
4. Spillede fodbold med nogle gutter på en strand. De var asylansøgere, og næste morgen kom de ned med frisk frugt og yoghurt til mig. Jeg havde et kompas, et kort og mange kilometer bag mig. Endnu flere foran mig. De var fra Kurdistan. En stat, som ikke eksisterer. De havde ikke engang et pas. Ham, jeg talte mest med, havde være på flugt i 13 år, men ikke fra corona. Det gav mig lidt forskellige skæbner at tænke på.

Yes! Så starter dagen med lidt kortlæsning i en gammel tømmerhytte i ly for dårligt vejr. Men som lyset antyder, er opklaringen kommet.

Læs mere om Runes eventyr på hans blog