Tager du hånd om dit elskede udstyr, kan du holde liv i det meget længere, end hvis du blot pakker det i posen eller gemmer det i skabet, når du kommer hjem fra tur. Her er de vigtigte tips til, hvordan du vasker og imprægnerer din beklædning, så den holder så længe som muligt.
Dun er fantastiske til at isolere mod kulden, men for at være sikker på, de ikke mister den evne, er der nogle råd, du bør følge. Det er vigtigt at være opmærksom på, at dun ikke tåler fugt og derfor er sarte over for vand og sved.
Tør dine dun: Hvis dunene bliver våde, skal de derfor tørres hurtigst muligt, så de ikke klumper sammen og mister isoleringsevnen. Det bedste, du kan gøre, hvis et af dine dunprodukter er blevet vådt, er at putte det i en tørretumbler. For at være sikker på, at dunene folder sig ud igen, skal du putte nogle tennisbolde eller sammenrullede sokker ned i tørretumbleren sammen med produktet.
Samtidig skal du sørge for at tørre ved lav varme. Det tager derfor lang tid, og du bør tage produktet ud og ryste det flere gange undervejs i processen for at sprede dunene bedst muligt. Hvis du er på tur og ikke har mulighed for at tørre dit produkt, så er det vigtigt, at hænge det op til tørring. Sørg for at ryste det cirka hver halve time, indtil det er tørt.
Vask dine dun: Når dunprodukter skal vaskes, skal det ikke bare være med almindeligt vaskemiddel. Gør du det, vil enzymer og andet gå ind og affedte dunene. Det ødelægger deres egenskaber. Dunvaskemidler er lavet uden enzymer og til at skåne samt vedligeholde dit produkt. Vask produktet ved lav temperatur. Det er ofte ved 30 grader, og du kan tjekke anvisning i produktet.
Produkter til vask: Grangers Down Wash og Nikwax Down Wash Direct
Imprægner dine dun: Udover at vaske dunprodukter, så er det også i dag muligt at imprægnere sine dunprodukter. Det gør dem mindre sårbare over for fugt. Flere dunprodukter bliver solgt med imprægnerede dun fra fabrikken, men det er også muligt at genimprægnere dem eller gøre sine egne dunprodukter vandafvisende.
Produkter til imprægnering: Nikwax Down Proof
Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner
Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Uld har mange fantastiske egenskaber som regulerende varmetilpasning. Det varmer, selvom det er vådt, og det lugter ikke. Uld har ikke så stort et behov for at blive vasket og kan ofte blive lugtfri og frisk igen bare ved at hænge til luftning.
Vask din uld: Når uld skal vaskes, er det vigtigt, at du ikke gør det ved for høj varme, og at du bruger et vaskemiddel med lanolin. Lanolinen gør, at ulden beholder sit naturlige fedtstof, og forbliver blødt, som det var fra nyt. Den fedtede overflade er med til at give ulden dens mange gode egenskaber så sørg for at bevare det. Det meste uld skal vaskes ved 30 grader, men noget uld kan godt tåle op til 40 graders varme. Læs altid vaskevejledningen.
Produkter: Grangers Merino Wash og Nikwax Wool Wash
Skaltøj er fra fabrikken imprægneret med en overfladebehandling, oftest DWR, som gør, at ydermaterialet holder vandet ude i stedet for at suge det ind. Hvis du ikke genimprægnerer din beklædning, vil yderstoffet med tiden suge vand ind. Sved, fedt og andet smuds vil så sætte sig i jakken og nedsætte åndbarheden samt opløse tapninger i tøjet.
Du bør vaske din vandtætte beklædning ofte for at beskytte og vedligeholde åndbarheden. Vask og imprægner jævnligt, mindst hvert halve år og gerne oftere. Du kan se skallen trænger til imprægnering, når den suger vand i ydermaterialet i stedet for at afvise det.
Vask din skal: Det er vigtigt at vaske skaltøjet med det rigtige vaskemiddel, da enzymer i almindeligt vaskemiddel kan gå ind og nedbryde vandtætheden og membranen.
Produkter: Grangers Performance Wash og Nikwax Tech Wash
Imprægner din skal: Når jakken skal imprægneres, er det både muligt at vaske imprægneringen ind i jakken eller at tilføre den via spray efter vask. Vask med imprægnering er nemmest, da det påfører et jævnt lag over hele skalbeklædningen. Dog imprægnerer man både på for- og bagside af produktet, hvilket ikke er nødvendigt.
Sprayimprægneringen er det mest effektive, og det er nemt at tilføje ekstra lag imprægnering på udsatte steder som skuldrene på jakken eller knæene på bukserne. Det gælder for alle typer imprægnering, at det skal i tørretumbleren efter vask for at imprægneringen træder i kraft. Du kan også bruge en anden varmekilde som radiator eller hårtørrer.
Produkter til sprayimprægnering: Grangers Extreme Repel, Grangers Performance Repel og Nikwax TX. Direct Spray On. Produkter til imprægnering med vask: Grangers Clothing Repel & Nikwax TX. Direct Wash
Softshellmateriale er vindtæt og åndbart, men ikke vandtæt. Det kan være vandafvisende og kan ligesom skaltøj også genimprægneres, så det afviser vand. Materialet bliver dog aldrig helt vandtæt, hvilket heller ikke er meningen, da det skal være mere åndbart end skaltøj.
En softshell skal behandles som den vandtætte beklædning og skal have samme type vask og imprægnering som skaltøj. Det vil sige ikke noget almindelig vaskemiddel. Vask og imprægner gerne jævnligt.
G-1000 er Fjällrävens materiale, der er lavet i en speciel blanding og vævning af polyester og bomuld. Det specielle ved materialet er, at det kan vokses, så det bliver vind- og vandafvisende. Materialet er vokset fra start, men så snart det bliver vådt, løber voksen ud, og det har behov for en ny omgang med den specielle grønlandsvoks.
Jeg plejer at give forskellige lag voks alt efter, hvor på tøjet det er. Ved en buks får den på front og ekstra på knæ og bag. Derudover får den flere lag voks ved fodenden, hvis jeg skal på tur i Skandinavien. Voksen kan påføres på mange måder, men først smører man voksen ud, og herefter skal den varmes ind i materialet med enten et strygejern, en hårtørrer, en tørretumbler eller en anden varmekilde på over 60 grader.
Alt efter om du har et stykke beklædning i ren g-1000, eller om det er blandet med dunfyld, membran eller stretch-materiale, så er der forskellige metoder, som virker bedst. G-1000 kan sagtens tåle 40 grader i vaskemaskinen, men da produktet ofte sammensættes med andre materialer som dunfyld eller andet, så tjek altid vaskeanvisningen.
Produkter: Fjällräven voks
Har du været aktiv og svedt, eller har du lavet bål, som lugter, så kan det være svært at komme af med den skarpe lugt. Tøj, der lugter af sved eller sure tæer, kan nemt vaskes fri for lugt. Du kan udskifte vaskemidlet med lagereddike eller rodalon, som tager den sure lugt.
Det er dog vigtigt at tjekke, om beklædningen kan tåle det, inden du vasker løs. På nogle materialer kan det have en ødelæggende effekt. I forhold til bållugt, så er det bedste råd at hænge til luftning, selvom det kan tage sin tid.
Læs mere om produkter til vask og imprægnering på www.nikwax.com og www.grangers.co.uk. Køb dem hos www.friluftsland.dk og www.spejdersport.dk
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS