Du er her:
  • ARTIKLER
  • Pilgrimsvandring på Via Podiensis i Frankrig

Pilgrimsvandring på Via Podiensis i Frankrig

Den fredelige Camino kun få kender

Hanne Hjardemaal fortæller om at vandre 750 fredelige kilometer på en del af Caminoen, de færreste kender: Via Podiensis, som snor sig gennem det sydlige Frankrig. Her er der langt færre pilgrimsvandrere end i Spanien, flotte landskaber og hyggelige landsbyer – og masser af tid til fordybelse.

Caminoen-i-Frankrig_12.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Jan Louis Overgaard
Opdateret den 05. maj 2022

Hanne Hjardemaal fortæller om at vandre 750 fredelige kilometer på en del af Caminoen, de færreste kender: Via Podiensis, som snor sig gennem det sydlige Frankrig. Her er der langt færre pilgrimsvandrere end i Spanien, flotte landskaber og hyggelige landsbyer – og masser af tid til fordybelse.

Hvad var din første oplevelse med caminovandring?

”I 2018 cyklede Jan og jeg 12.000 kilometer rundt i Asien og Europa, og havde til sidst en måned, inden vi skulle tilbage på arbejde. Vi anede ikke noget om Caminoen, men pakkede bare rygsækken og tog af sted til Spanien for at vandre på Camino Francés til Santiago de Compostela. Vi så os selv som cykelfolk og var skeptiske over for at vandre.

 Hvordan ville det blive, når cyklisterne kom farende forbi? Ville vi ikke bare op på bagagebæreren og med dem? Men vi blev megabidt af at vandre, og vores første Camino-oplevelse var så fed. På cykelture er man meget på egen hånd, men på vandreturen havde vi et fællesskab med folk fra hele verden.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Alle skulle i samme retning. Alle skulle gå langt. Det var nemt at kommunikere på engelsk, og havde man lyst til at snakke, gjorde man det. Ville man helst gå for sig selv, så gjorde man det. Da vi cyklede, var det jo ofte med trafik på vejen, men her kom vi ud, hvor man sagde goddag til køerne og de vilde heste.Caminoen i Frankrig 11

Hvordan fik I ideen til at komme tilbage og vandre den del af Caminoen, der går gennem Frankrig? Det er jo ikke en rute, der er særligt mange danskere, der kender.

”Da vi var ved at være ved vejs ende på vores første Caminovandring i Spanien, mødte jeg en fransk kvinde, der var startet i Le Puy-en-Velay i Frankrig. Det anede jeg ikke, hvor var. Hun fortalte, at den tur havde været helt fantastisk. Da vidste jeg, at Caminoen ikke sluttede for mig nogle få dage senere i Santiago. Det er jo det, der sker, når man er på vandretur. Man lærer hele tiden om nye steder gennem de mennesker, man møder. Hun viste mig, at der lå noget og ventede, når turen her sluttede. Året efter tog vi til Le Puy med et mål, der hed Dødens Kyst i det vestlige Spanien. Det var 1.800 kilometer væk, men vi vidste jo ikke, om vi ville nå frem. Der kan ske ting og sager undervejs.”

Hvad betyder det for følelsen, man har, når man sætter ud på så lange vandreture, at der nemlig ikke er en garanti for, at man når i mål?

”Det gør, at man tager ét skridt ad gangen. Ser, hvordan det går. Hvis ikke det går, så er der måske også en mening med det. Camino-vandring har lært mig, at vi nok skal nå det, vi gerne vil med tilværelsen. Det kan bare godt være, at det tager længere tid end forventet. At der kommer nogle omveje. At man er nødt til at gå tilbage eller at holde pause. I stedet for at fare ad motorvejen direkte til målet, må man ud ad de små stier og opleve sig selv i det, og hvad vejen og livet gør med én. Det kan noget helt særligt. Går det lige ud ad landevejen, oplever man ikke noget.”

Caminoen i Frankrig 10

I din bog beskriver du, hvordan du sidder i flyet på vej mod Lyon og siger højt, at du ”glæder dig til et liv, hvor timeglassets små sandkorn kan komme til at fylde lidt mere, så de ikke løber så hurtigt ud”. Hvad var der gået forud for det øjeblik?

”Der er arbejdet derhjemme, hvor man drukner i opgaver. Der er hele tiden ting, man skal have gjort. Der er aftaler, mails, familie og venner. Der er aldrig rigtig tid til én selv. Det er et helt almindeligt liv, men der er jo rigtig mange krav. Vi skal præstere, tjene penge, få en bedre bolig, spare op til fremtiden og pensionen. Men hvad med at leve nu og her? Vi ved jo ikke, om der er en dag i morgen. Det gør man på Caminoen, og det er dét, der gør mig afhængig af at vandre. Det er der, jeg finder ro og kan mærke jeg lever. Det er ikke kun de unge, der har brug for fjumreår til at opdage verden og sig selv. Det behov har jeg også i en voksen alder. Her gælder det om ikke at lade sig vikle ind i så meget spindelvæv, at man ikke kan gøre sig fri af det og bruge sit liv på det, der betyder noget. Jeg hører ofte: Det kunne jeg godt tænke mig, når der sker ditten og datten. Men det tidspunkt opstår sjældent. Man må træffe nogle valg, og de kan være hårde, for med de fleste tilvalg følger et fravalg.”

Du skriver også, at selvom dine børn var flyttet hjemmefra, så havde du stadig dårlig samvittighed over at tage af sted. Er den der stadigvæk?

”Jeg måtte faktisk til psykolog for at kunne tage af sted. Jeg tænkte, om jeg virkelig kunne være det bekendt over for mine børn? Kunne jeg tillade mig bare at passe mine egne behov frem for alle de andres? Men jeg tænker nu, at jeg måske også kan være en rollemodel over for andre, og i hvert fald over for mine børn. Vise, at det man brænder for og drømmer om, det godt kan lade sig gøre.”

Caminoen i Frankrig 1

Hvordan var det at ankomme til Le Puy for at sætte ud på Via Podiensis?

”Le Puy er en meget speciel by. Gaderne er lavet af lavasten, og i området står der de her lavakegler i landskabet. På toppen af en af dem ligger et kapel (det på bogens forside, Red.), som en biskop Godescalc– den første pilgrim, man har kendskab til, der vandrede til Santiago de Compostela – byggede, efter han kom hjem for over tusinde år siden. Der har siddet rigtig mange mennesker gennem hundredvis af år, inden de tog af sted – ligesom jeg gjorde. Det er meget specielt. Når man så vandrer af sted, er det ofte på små stier. På Camino Francés i Spanien går man flere dage langs store, trafikerede veje, men det er der slet ikke noget af i Frankrig. Der er meget mere fredeligt.”

Hvad er det for nogle landskaber og byer, man vandrer igennem?

”Man starter med at gå over Massif Central og over et øde, stenet og goldt højland med meget få mennesker. Det minder lidt om Irland med alle de sten. Senere går man langs floder, landbrugsland og i vinmarker. Til sidst kommer Pyrenæerne med de hvide tinder. I Frankrig har de udpeget landets smukkeste landsbyer, og man vandrer gennem 11 af dem på turen. Det er romantiske byer med gamle bindingsværkshuse. Nogle gange er de velholdte, andre gange er det lidt mere rustik charme. Det er et højdepunkt på dagen at komme ind i en hyggelig landsby og få en god café crème på en lille cafe. Om aftenen kommer man frem til små, familiedrevne herberger og spiser god mad med fire-fem retter – egnsretter som confit canard med lokale råvarer og lokal vin. Og der bliver serveret oste. Masser af oste.”

Caminoen i Frankrig 9

Har man stadig en tydelig bevidsthed om, at man vandrer på en pilgrimsrute, når man vandrer på Caminoen i Frankrig?

”Helt sikkert. Der er nok vandrere til, at man oplever Camino-stemning. Caminoen i Frankrig er, ligesom jeg forestiller mig, at Caminoen i Spanien var for mange år siden, inden den blev et tilløbsstykke. Der er meget mere ro på Caminoen i Frankrig, end der er i Spanien, og der er meget færre mennesker. Man kan sige, at på Caminoen i Frankrig skal man kunne rumme sig selv, mens man i Spanien også skal kunne rumme alle de andre. Man går mere med sine egne tanker og oplevelser af landskaberne. Ja ligefrem tanketom.”

Hvordan er Camino-vandring anderledes end vandring på ’almindelige’ ruter?

”Det er specielt, at alle skal den samme vej. Alle skal vandre langt. Vi har også vandret i for eksempel Norge, og så kan det være, at folk vandrer i to, tre, fire eller fem dage, men alle vandrer deres egen rute. Det er individuelt. Men på Caminoen er der et fælles mål. Vi skal alle det samme. Det er lidt ligesom at være på højskole. Man kommer med mange forskellige baggrunde, men man har ét fælles mål. Man kommer meget hurtigt til at tale om det væsentlige i livet med de folk, man møder. Der er ikke så meget ’hvor kommer du fra?’, og ’hvad laver du?’, og ’hvad hedder du?’ – nej, det var i stedet: Hvorfor er du her? Hvad går du og tænker på? Det var helt ind til benet. Og det var fedt.”

Caminoen i Frankrig 8

Hvad gør bevidstheden om, at man går i fodsporene af folk, der har vandret ruten i hundred- og atter hundredvis af år, ved oplevelsen?

”Det forbinder én med historien. Det er jo også en kulturrejse at vandre Caminoen. En rejse tilbage i tiden. Man er meget i nuet, men man lærer også om Europas historie.”

Du skriver i bogen, at ”du vil uden tvivl opleve, hvor vanedannende det er at være til stede uden sans for hverken fremtid eller fortid.” Hvad er det for en tilstand?

”Det er en følelse af ikke at interessere sig så meget for, hvad der sker i eftermiddag eller i morgen. Hvad der skete i går, har jeg nærmest allerede glemt. Det handler mere om, at sanserne kommer i spil. Fødderne råber på, at der er lidt trangt i skoene. Maven siger, at det snart er tid til noget at spise. Det kan være en lille snegl, der får én til at sætte sig ned. Man kan kun se naturen, når man tager sig tid til at være i den og ikke har noget, man skal andet end at være i den. Så kommer man ind i en lidt tranceagtig tilstand. Man kan jo også gå en tur i skoven herhjemme, men der oplever jeg, at tankerne er alle mulige steder, og at jeg skal skynde mig videre.”

Caminoen i Frankrig 3

Bliver man bedre til hurtigere at komme i den tilstand, når man har flere ture bag sig?

”Ja, det er jo lidt ligesom at tale med et menneske, man har haft en god forbindelse med, men ikke har talt med i fem eller 10 år. Når man så mødes igen, føles det næsten, som om man fortsætter samtalen fra dengang.”

Du skriver, at ”Camino-vandring lægger op til at give slip på forventninger og være modtagelig for det, der sker undervejs.” Hvad mener du med det?

”Det kan være sådan noget med at tænke: Jeg burde kunne klare mere, end jeg kan. Jeg burde være mere rummelig. Der burde være smukkere her. Folk burde være sødere ved hinanden. Det burde ikke være så varmt. Nej, det burde det ikke, for det er, som det er, og det bliver vi nødt til at acceptere. Ellers kommer vi op at slås med os selv.”

Tror du, at vi bliver bedre ved os selv ved at være ude på ture som den her?

”Jeg tror, at vi bliver mere overbærende og mere rummelige. Man åbner sit hjerte. Det sker i hvert fald for mig. Det lyder som en kliché, men nogle gange kan man godt tage klichéer på ordet.”Caminoen i Frankrig 5

Find din næste tur her


Ruteforslag
GR20 - Korsika

GR20 - Korsika

Priser fra 11.298,-
Ture på egen hånd
Rundt om Mont Blanc

Rundt om Mont Blanc

Kipling Travel
Ture på egen hånd
Korsika fra nord til syd - GR20

Korsika fra nord til syd - GR20

Andre spændende artikler


Hård vandring på Korsikas legendariske GR 20

Hård vandring på Korsikas legendariske GR 20

Vandring på Korsika: GR20 i to tempi

Vandring på Korsika: GR20 i to tempi

Caminoen: 800 kilometers vandring under Mælkevejen

Caminoen: 800 kilometers vandring under Mælkevejen

Log ind